En sand historie fra julen 2007. Den sidste reminiscens af julestemning skulle som altid blæses derhen, hvor peberet gror, med et velvoksent skud lokalfolkloristisk festivitas, som det sig hør og bør på den egn, hvor jeg traditionen tro træder mine familiære nissestøvler.
Belært af de indfødte lagde jeg således den 26. december vejen omkring supermarkedet Aldi, som efter sigende var den eneste åbne forretning i miles omkreds. Åben var den, og det tog ikke mange sekunder at få overblik over butikkens rystende mangelfulde vinafdeling.
Mennesker, som accepterer at være underlagt en disproportioneret vins tyranni i kulturens navn, har misforstået begge dele.
Bedste bud syntes at være stedets bobler, som fandtes i ikke færre end tre varianter. Champagnen til en rund hundredlas husker jeg med gru fra sidste års version af selv samme problemstilling og var følgelig henvist til de to andre skumbanditter; hhv. en tysk sekt og den navnkundige moscato d’Asti.
Den første er knastør, den anden hvinende sød, og jeg havde egentlig ikke lyst til nogen af de smagsmæssige yderligheder. Men som ofte når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En kvik kalkule åbenbarede, at en fifty-fifty-blanding af de to herligheder ville skabe en kraftigt perlende (frizzante) vin med cirka 8 % alkohol og 50-60 gram restsukker per liter vin. Nydt med en isterning skulle den nok matche mine krav til en velproportioneret, hjernedød partydrink.
Men at se selskabets selvproklamerede vinprofet blande to flasker vin sammen ved bordet havde nær taget livet af den mest kultiverede del af aftenens kollegiale festaber. Ord som blasfemi og kulturløs føg om ørene på mig, mens jeg pryglede den labre substans mod de nedre regioner i en voldsom fart. Skidtet smagte jo storartet.
Folk, som forarges over at se to forskellige vine blive blandet, gør sig skyldig i to fejlagtige antagelser. Den første er at tro, at vinen i en flaske ikke allerede er en blanding af flere forskellige vine. Det er tilfældet for 99 % af al ordinær konsumvin.
Den anden er at sætte produktets formelle egenart; karakteren, smagen, geografien, typen, navnet etc. højere end den samlede sum af nydelse, som indtaget af det kan afføde. Mennesker, som accepterer at være underlagt en disproportioneret vins tyranni i kulturens navn, har misforstået begge dele.
Vinen er til for dig og ikke omvendt! Gør med den, hvad du vil; eksperimenter, leg og udvid din smagsmæssige horisont. Ellers forbliver kvalitet noget, der står skrevet på etiketten.
