Der kommer flere og flere østrigske vine på det danske marked. De er markante, elegante, delikate, frygteligt dyre og aldeles skønne. Men de røde mangler stadig at finpudse kampformen
I sidste uge havde den østrigske vinindustri besluttet sig for at afholde en mindre opvisning af de seneste årganges kvalitet. Det skete på Danmarks Designcenter i København med udsigt til et tomt Tivoli, hvis man ellers kunne skimte den gamle have igennem årets forhåbentligt sidste snefald. Sne og slud og andet skidt fra himlen forhindrede nu ikke de østrigske vine i atter at glimre ved enestående præcision, elegance og store smagsintensitet. Den ”mindre opvisning” var i øvrigt ikke så lille endda, idet ikke færre end 60 vinproducenter, til arrangørernes store overraskelse, havde valgt at indfinde sig ved lige så mange borde, hvor den inviterede danske vinbranche, restauranter, journalister og vinklubber kunne få udbygget og opdateret referencebanken. Jeg har ofte før luftet min jublende lykke over de østrigske hvidvine, så i denne omgang får du kun en lille opsang til de røde, som stadig ikke helt lever op til de hvide kusiner.
En ærgerligt stor del af de østrigske rødvine bliver gumpetunge og steroidpumpede uden at have den reelle frugtige tyngde til at bakke stilen op
For meget træ og ekstraktion
Først og fremmest overraskes jeg til stadighed over, hvor ambitiøse og dygtige østrigerne er. Bjælken er sat højt, bundniveauet er imponerende højt, og stort set ingenting falder igennem som ligegyldigt eller dårligt produceret. Der er dog et par problemer, som der stadig bør arbejdes lidt på. Det handler primært om de røde vines lejlighedsvise mangel på renhed og finesse. Med renhed mener jeg, at mange producenter stadig tillader egetræet at overdøve frugten, og det fjerner det rene og præcise udtryk for druen og for vækststedet, som de hvide vine udtrykker så fortrinligt. Referencen til finesse dækker over mit ønske om, at en vin er let at drikke, at den er delikat og saftig, og at den ikke prøver at være mere end den er. En ærgerligt stor del af de østrigske rødvine bliver gumpetunge og steroidpumpede uden at have den reelle frugtige tyngde til at bakke stilen op, fordi der bliver ekstraheret (dvs. udblødt) alt for meget tørstof under vinifikationen. Det gør tanninerne uelegante og skjuler igen den rene frugt.
Fantastiske Moric
Endelig er en del af de røde vine lukket med skruelåg, og ikke alle producenter er lige opmærksomme på det tekniske problem, der kaldes for ”reduktion”. Ultrakort fortalt er reduktion det modsatte af oxidering, og det kan give nogle ubehagelige lugte af kål og gummi, som ikke nødvendigvis klæder en i øvrigt pæn zweigelt eller blaufränkisch. Men selvfølgelig findes der også masser af lækre rødvine fra Østrig, og jeg kan ikke nære mig for at nævne producenten Roland Velich og hans vine af mærket Moric (udtales som Morits). Velichs fire rødvine, som i Danmark forhandles af firmaet Österreich (www.osterreich.dk), er alle fantastisk lækre og de bedste østrigske rødvine, jeg har smagt. Nogle vil måske være interesseret i at vide, at Moric Blaufränkisch Neckenmarkter Alte Reben 2007 så sent som i forrige uge blev den første østrigske rødvin til at opnå 95 point i den amerikanske vinkritiker Robert Parkers nyhedsbrev The Wine Advocat, og dermed gøre sig fortjent til prædikatet ”extraordinary”. Og for en gangs skyld er jeg helt enig med The Wine Advocat: Moric er alt andet end ordinær! Generelt er de østrigske rødvine lige på vippen til at levere superhøj valuta til de superhøje priser. Men de hvide er stadig noget bedre. Begynd der, og eksperimenter med de røde, når der er lidt ekstra til overs i husholdningskassen.
Århårhår, en østriger i Robert Parkers sorte bog (det må vel være dér de kommer, når de kommer over 92+;)) – vildt! Ikke fordi det er dét, der vil få mig til at styrte ud og købe den, men det fortæller da alligevel noget om, hvad kan man sige, koncentrationen