Køb 2008, gem 2005 og 2006, drik 2004 og 2001
I disse dage offentliggør de mest berømte vinslotte i Bordeaux priserne på deres vine. Det foregår via et system, som kaldes en primeur, hvilket kan oversættes med forsalg. Sådan hedder det, fordi vinene faktisk slet ikke er lavet færdig på nuværende tidspunkt. Efter høsten i september og oktober gærer vinene i to-tre uger, hvorefter de tilbringer alt mellem 12 og 30 måneder i 225-liters-tønder af egetræ kaldet barriques. Til den årlige præsentation og smagning af de nye vine, er fadlagringen altså kun lige begyndt, og det færdige udtryk er langt fra nået. Det kræver mange års træning at blive i stand til at afgøre vinenes kvalitet på dette tidlige stadie, men da smagninger i år løb af stablen i den første uge af april tiltrak den ikke desto mindre 4.400 vinprofessionelle fra hele verden. Overtegnede valgte at henlægge sit eget kig på 2008-årgangen til sidste uge, hvor man kan relatere kvaliteten af vinene med de priser, som lidt efter lidt bliver offentliggjort. Og relationen er positiv.
Vinene er dyre, men fantastiske, hvis du kan finde de rigtige.
2008 er frugtig, koncentreret og charmerende
Til trods for meget problematisk vejr i det meste af sommeren 2008, reddede et langt, tørt og varmt efterår årgangens kvalitet. Alle de producenter, jeg talte med i sidste uge, var lettede og glade for resultatet, som længe havde lignet lidt af en katastrofe. Når jeg i overskriften noterer ”køb 2008”, så er det ment som en klar blåstempling af årgangens kvalitet både på højre og venstre bred. Til gengæld er verdensmarkedet komplet umuligt at gennemskue udviklingen af i disse økonomisk ustabile tider, så hvorvidt 2008-årgangen repræsenterer en god investering, vil jeg lade det være op til andre at vurdere (jeg hører gerne fra dig, hvis du har regnet det ud). Vinene fra 2008 er kraftfulde, intense og med stor frugtig koncentration. Det er en årgang, som minder en del om 2005, om end uden helt samme elegance. Bestemt mere moden og umiddelbart charmerende end 2004 og 2006, og helt sikkert en større vin end den sent høstede 2007. 2005, 2006 og 2007 er vine, som kræver mere tid i flasken for at udtrykke sig optimalt. Det samme vil mange måske sige om den klassiske 2004, men for os, der godt kan lide det faste tanniske bid og den friske frugtighed, leverer mange 2004’ere lige nu gode drikkeoplevelser. Det samme gør 2001, som er perfekt drikkemoden og tæt på sit optimum for mange slottes vedkommende. Vinene er dyre, men fantastiske, hvis du kan finde de rigtige. God jagt.




