Det åbne danske vinmarked giver et langt større udvalg af portugisisk vin end i de nordiske nabolande. Problemet er, at det kan være svært at støve en bestemt vin op i myldret af vinimportører. ViniPortugal har bedt Rasmus Holmgård om et par staldtips til de bedste forhandlere
Danskerne tænker på sine nordiske naboers monopoliserede vinsalg med en vis frygt, om end aktører i vinbranchen efterhånden har forståelse for, at den slags både har fordele og ulemper. En åbenlys fordel er, at det er nemt at skabe sig overblik over det tilgængelige sortiment. Ulempen ligger i, at det ikke er så ligetil, hvis man ikke finder, hvad man søger. Det danske vinmarked er åbent for enhver vinentusiast med tilstrækkelig stor garage og kassekredit til at indkøbe et lager af en vin og påbegynde et udsalg. Således var der ved sidste års udgang ikke færre end 1533 registrerede vinimportører i Danmark; alle med tilladelse til detailsalg af vin til private og virksomheder af enhver art. Også den frihed rummer både fordele og ulemper. Når jagten går ind på en specifik portugisisk vin, er der potentielt 1533 muligheder for at lokalisere nålen i den vinøse høstak. Så mange telefonopkald er det de færreste, som er indstillet på at foretage for at få de rigtige dråber på bordet. Man må som dansker stille sig selv spørgsmålet om, om det frie vinmarked i praksis øger udbuddet for den almindelige vinelsker – eller det modsatte.
Supermarked, specialhandel og internet
I Danmark kan mulighederne for at købe vin deles op i tre kategorier, nemlig supermarkeder, specialforretninger og via internettet. De to første kategorier er i en løbende proces for at tilbyde salg via et eller flere fysiske udsalgssteder, tillige med en online-butik. Men den sidste kategori fortjener alligevel sin egen overskrift, fordi internettet er den eneste logiske måde at navigere blandt de mange garageimportører på. Langt størstedelen af vinforbruget i Danmark bliver langet over disken i supermarkedet. For yndere af portugisisk vin er der desværre meget lidt at hente fra den kant, hvilket er en afgørende årsag til den svage tilstedeværelse af portugisisk bordvin i de fleste danskeres bevidsthed og i markedsstatistikken. Danske supermarkeder er meget lidt eventyrlystne og de reagerer først på en tendens, når den er velforankret i befolkningen i form af et massivt forbrugerkrav om udbud af den specifikke vare eller varegruppe. Det hører absolut til sjældenhederne, at supermarkedsindkøberne på eget initiativ promoverer en varegruppe ud fra rent æstetiske motiver. Holdningen synes at være, at en vin er god, hvis den sælger godt, og derfor går udviklingen af sortimentet i stordistributionen uendeligt meget langsommere i Danmark end i de nordiske nabolande.
Danmark har størst udvalg og laveste priser
Vinentusiaster, som ikke stiller sig tilfreds med supermarkedernes bagstræberiske sortiment, er dermed henvist til kategorierne to og tre, nemlig udvalgte specialforretninger og deres tilstedeværelse på internettet. Det sorterer 80 % af markedet fra, nemlig de forbrugere, som ikke har tilstrækkelig stor vininteresse til at gide køre eller surfe rundt efter en vin, eller ikke er tilbøjelig til at bestille hele eller halve kasser af den samme vin. Men hvor der er vilje, er der bestemt også en vej. I det følgende portrætteres en håndfuld af de mest Portugal-fokuserede vinhandlere i Danmark. De fem forretninger fører tilsammen ikke færre end 200 forskellige portugisiske bordvine (optalt primo september 2008) – alle af høj kvalitet. Til sammenligning udbød det svenske Systembolaget samtidig 66 portugisiske bordvine, det norske Vinmonopolet 352 og finske Alko usle 16 styk. Alkos og Systembolagets svage fokus på Portugal er tydeligt, mens det norske monopols sortiment forekommer mere imponerende. Men danske vinentusiaster har flere grunde til at glæde sig over at være entusiaster i netop Danmark – hvis de altså gider gøre sig ulejlighed med at undersøge markedet fra det hjemlige tastatur. Med 200 forskellige bordvine fordelt på blot fem forhandlere er det ikke svært at regne ud, at der må findes langt flere end 152 vine hos de resterende 1528 vinhandlere i det ganske danske, som dermed kan prale af det mest varierede udbud i Norden. Dertil kommer, at de danske markedspriser er de laveste blandt de ovenfor undersøgte. Mest eklatant er forskellen på de danske og de norske priser. Sidstnævnte ligger generelt 20-50 % højere, når der omregnes efter gældende valutakurser; enkelte vine er 75 % dyrere! I Sverige er forskellen til de danske priser mere moderat, men som regel mindst 10-20 % højere.
Herunder finder du nogle små portrætter af de mest Portugal-fokuserede vinhandlere i Danmark og et par af deres vine. De fleste har både fysisk butik og hjemmesider med onlinesalg.
Portrætter
Vinport
I 2006 gik Isabel og Lars Tofte i luften med sitet www.vinport.dk, hvorfra parret sælger portugisiske vine og specialiteter af egen import. Og senest er dørene så blevet slået op til en vaskeægte og non-virtuel butik i nordøstsjællandske Espergærde, hvor onlineshoppens beskrivelser kan suppleres med håndgribelige sanseindtryk og en sludder for en sladder. Isabel er selv født og opvokset i Douro – men de to sympatiske entusiaster lader ikke regionspatriotisme begrænse porteføljen. Sortimentet tæller vine fra seks af Portugals vinproducerende områder, og omfatter alt fra årgangsbobler til portvin, hvidvin, rosé og selvfølgelig en ordentlig stribe solide rødvine. Via hjemmesiden kan du tilmelde dig nyhedsbrevet, deltage i konkurrencer eller bestille en af de vinsmagninger, som Isabel og Lars tilbyder både virksomheder og private.
Vinport
Tlf. +45 49 26 00 72
Gl. Brovej 1
3060 Espergærde
Butikkens åbningstider
Tirsdag kl. 11.30-16
Onsdag-fredag kl. 11.30-18
Lørdag kl. 11-15
Prøv fx
Quinta do Vale da Raposa Touriga Nacional 2005, Douro, Portugal, 189 kr.
Smuk vin i flot balance mellem en tourigaens umiddelbare frugtighed af hindbær og viol og en afdæmpet kølig tone af mos over træets chokolade. Umådeligt rent og velholdt, og den faste struktur holder trit med sin mellemfyldige frugt, så vinen både kan gøre sig med og uden mad.
Monte da Peceguina 2007, Malhadinha Nova, Alentejo, 89 kr.
Stilfuldt indpakket kraftkarl af en hvidvin, som bærer præg af sit geografiske ophavs lange, varme vækstsæson. Stor smagsintensitet og en kompakt frugtig, nærmest cremet mund, der fint akkompagnerer næsens maskuline referencer til lakrids og konfiteret frugt.
Porta Fronha 2006, Dão, Portugal, 89 kr.
Ultrasaftig vin med en yderst elegant balance mellem sin lette frugt og den faste struktur. Næsen er urtet og ungdommeligt grøn, hvilket harmonerer fint med helhedens totale fravær af formildende pop-omstændigheder. En traditionel vin til garvede velyndere af Dão.
Portugisisk Vinkælder
Det vil være rimeligt at kalde Portugisisk Vinkælder for Danmarks vigtigste forhandler af portugisisk vin. Ikke fordi indehaverne Henrik Bang Andersen og Lars Benmouyal langer mange flere flasker over disken end så mange andre, men fordi de siden forretningens begyndelse i 1987 har sat sig for at eksponere den variation og udtryksmæssige rigdom, som portugisisk vin besidder. Det gør de gennem et udelt fokus på det iberiske vinland – ligesom kollegerne hos Vinport føres ganske enkelt kun portugisiske produkter. Vinkælderen, der ligger lunt midt i H.C. Andersens fødeby, kan tilbyde ikke færre end 94 forskellige bordvine i mere eller mindre fast sortiment, hvilket er dobbelt så mange som den nærmeste konkurrent på feltet. Henriks og Lars’ stædige tro på, at portugisisk bordvin har en plads i danskernes bevidsthed, er en stadig inspiration for branchen.
Portugisisk Vinkælder
Tlf. +45 65 91 31 02
portugisisk.vinkaelder@mail.dk
Allégade 43
5000 Odense C
http://www.portugisiskvinkaelder.dk
Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 13-17.30
Fredag kl. 13-19
Lørdag kl. 10-13
Prøv fx
Vinha da Defesa Rosé 2007, Esporão, Alentejo, 69 kr.
Appetitlig kulør, ekspressiv og indbydende næse, som i tårnhøjt tempo pumper aromaer af kærnemælk, ribs, solbær og flintesten op af glasset. Munden saftig og læskende, med et behageligt fenolisk bid, der gør Defesa lige så velegnet til gastronomisk kontekst som uden.
Crasto 2006, Douro, 75 kr.
Crasto svigter aldrig. I sin 2006-årgang fremstår husets basis-cuvée med en voldsom smagsintensitet, en frugtig tyngde, der er umådeligt sjælden til 75 kr., og et velproportioneret struktur til at holde kompositionen spændstig og fuld af liv. Skønt glas!
Fernão Pires 2007, Casa Santos Lima, Estremadura, 59 kr.
Herligt velskabt og pænt afbalanceret vin på fernão pires-druen, som her leverer en god relation mellem struktur og frugt i et blødt og imødekommende udtryk. Næsen trækker inspiration både fra et let oxideret og traditionelt element og fra en fersk og uspoleret frugt. Nydelig.
Atomwine
Tom L. Pedersen startede Atomwine i 2003 og er nu på tredje år fuldtidsbeskæftiget i eget firma. Ikke meget pegede for få år siden på, at Toms karriere skulle bevæge sig i denne retning. Den havde nemlig længe haft omdrejningspunkt i eksperimentel fysik, en disciplin Tom i 2003 færdiggjorde en ph.d. i. Men til mange vinentusiasters store glæde gjorde den unge mand alvor af intentionerne, inspireret af blandt andet sit virke som initiativtager til det vinøse debat- og erfaringsudvekslingssite snakvin.dk. Siden er porteføljen blevet opbygget og udvidet med sikker hånd og en usvigelig sans for kvalitet – og for at kommunikere den til en støt voksende skare af Atomwine-tilhængere. Noget egentligt speciale kan man næppe længere tale om, men både tysk og portugisisk vin har længe været noget af det, Atomwine har været mest kendt for. Et must for vinelskere!
Atomwine
Tlf. +45 23 31 14 10
Ferrarivej 16A
7100 Vejle
Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 13-17.30
Fredag kl. 13-19
Lørdag kl. 10-13
Prøv fx
Douro Red 2005, Quinta do Vallado 2005, 69 kr.
Fersk og forfriskende næse af oksekød og blyantspidser, tæt tannisk bid, som er modent afrundet og pænt integreret i strukturen, dejlig eftersmag, der slutter med en lille fadbitterhed, ristet og rar.
Quinta do Vale Dona Maria 2005, 179 kr.
Lakridspibe, sødmefuld, charmerende, lille VA-kompleksitet, tung og dyb næse, munden tættere end forventet, massiv tannin, en velskabt helhed slutter med et ristet egetræ a la nødder og popcorn. Glimrende, men ikke flightets mest letdrikkelige vin.
J 2005, Douro, 119 kr.
Vidunderlig balance mellem ungdommeligt fersk, fyrig og forfriskende fest og farve og en imponerende grounding udi både aroma, mundfornemmelse og grundsmag. Sidstnævnte med en alvorsfuld bitterhed, dertil flittige syreprik, perfekt modne tanniner, lakrids, enebær og viol.
Brdr. D’s Vinhandel
Brødrene D dækker mere præcist over d’herrer Søren og Jesper Danielsen, med mindre referencen alene går på brødrenes butik af samme navn, placeret centralt på Frederiksberg i København. Her fra forhandles en omfattende portefølje af øl, vin, spiritus og diverse specialiteter, herunder et portugisisk vinsortiment, som har været i nærmest eksplosiv vækst gennem det seneste år. Brødrene driver tillige firmaet Vinmonopolet, uden sammenligning i øvrigt, som har specialiseret sig i engrossalg til virksomheder. Dertil kommer et tæt samarbejde med den stemningsfulde Piaf Vinhandel i midtjyske Silkeborg, som Jesper Danielsen ejer sammen med Peter Rystok. Butikken, altså …
Brdr. D’s Vinhandel
Tlf. +45 35 39 30 80
mail@brdr-d-vinhandel.dk
Rolighedsvej 9
1958 Frederiksberg C
http://www.brdr-d-vinhandel.dk
Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9.30-17.30
Fredag kl. 9.30-19
Lørdag kl. 9.30-15
Prøv fx
Azul Portugal Vinho Verde 2007, 50 kr.
Arinto, azal og trajadura klinger så eminent sammen, at tanken straks falder på god tysk riesling – det er en kompliment! Næsen er letkrydret med både syltet citron, lime, æble, rose og niveacreme over en livlig mund af lige dele forfriskende syre og frugtigt moment. Flot!
Azul Portugal Dão Reserva 2005, 70 kr.
Moderne, tæt, kontant og nærværende Dão-rød. Den fuldmodne frugt yder passende frugtig tyngde til sin blommede næse med en lille røget kant af egetræ. En markant struktur med et fast tannisk bid og masser af saftig syre giver personlighed og kompletterer denne let drikkelige kraftkarl.
Tentacão Reserva 2004, Palmela, 119 kr.
Afgjort fristende, men ikke på den poppede, enfoldige måde som så megen moderne portugisisk vin. Tentacão yder et kontant tannisk bid, en velproportioneret syre og en kompleks, let urtet næse til at akkompagnere den lette frugt. Traditionel, men fokuseret og velproduceret.
Skjold Burne
Skjold Burne er Danmarks ældste og største kæde af vinhandlere med rundt regnet 80 butikker over hele landet. Der indkøbes centralt af moderfirmaet Taster Wine, mens Skjold Burne som detailforretning er et franchise, som opererer økonomisk uafhængigt af gruppen som helhed. Derfor er der også stor forskel på både sortiment, ekspertise, og hvilken service der ydes i de forskellige forretninger. Der er mange store, flotte specialforretninger med engageret personale, som har viet hele livet til at rådgive hr. og fru Jensen om medistervin og lidt ekstra til weekenden, og som er dygtige til at møde kunderne i vinteknisk øjenhøjde. Men der findes desværre også Skjold Burne-afdelinger, der er mere tipskioske end vinbutikker. Kæden er ved at stramme op på niveauet, og imens må du vælge din forhandler med omhu, og glæde dig over det pæne portugisiske sortiment.
Skjold Burne
Tlf. +45 43 45 14 22
info@skjold-burne.dk
Ringager 6
2605 Brøndby
Butikkens åbningstider
Find din nærmeste butik
via hjemmesiden
Prøv fx
Alliança Vinho Verde Branco, 44,75 kr.
Laber læskevin, som ivrigt øser sine purunge dyder ud over glassets kant. Grønne æbler og et lille hjørne af moden abrikos understøttes fint af mundens velproportionerede syre-/sødme-spil. Syren danser hen ad tungen og holder helheden i fuld vigør. Glimrende aperitif.
Redoma Tinto 2002, Niepoort, Douro, 270 kr.
Seriøs rødvin, der forløser de fleste af sine høje ambitioner. Træet stritter stadig lidt i toppen af næsen, som ellers er indbydende, dyb og intens af chokolade, røg og muld. Fast tannisk bid og saftig syre giver ungdom til den lette og elegante konstruktion. Smuk oldschool-douro.
Quinta do Carmo 2001, Alentejo, 169,75 kr.
Kompleks, dyb og flot udviklet bouquet fra en bordvin af en alder, vi sjældent ser fra Portugal. Men Carmo er stadig på toppen af sin performance med et kontant tannisk gummegreb og saftig syre til at skylle den lette frugt sydpå. En elegant og velproduceret vin til vildt og vovet.



