Et studie i pink

Rosévin nyder en stigende popularitet, i takt med at vi efterspørger vine med friskhed og en markant kulør. Vinens farve er mere end nogensinde en integreret del af kvaliteten

 

Af den nys offentliggjorte statistik over danskernes vinforbrug i 2008 kan man læse, at der sidste år var en meget præcis ratio mellem vores konsumption af hhv. hvidvin og rød- og rosévin. Tre flasker rød og rosé for hver flaske hvid. Så meget hvidt har vi aldrig før drukket på disse kanter, og tendensen gælder også for rosé, der oplever noget af en renæssance for tiden. Det er der flere årsager til. Først og fremmest nyder roséen godt af mange unge vinforbrugeres åbenhed overfor vinverdenens nyskabelser og mange gange næsten demonstrative tilbøjelighed til at bryde med fortid og traditioner og skabe sit eget vinøse forbrugsmønster. Den tendens har åbnet progressive eksportmarkeders døre for australsk, sydamerikansk og afrikansk vin, og fortsætter med at sandsynliggøre et fremtidigt asiatisk vineventyr på europæiske spiseborde. Og hvor tidligere generationer svor til rødvin, vil de unge nu have hvidt, perlende, boblende og pink. Alt det frække, som understøtter vin som den popkultur, det må siges at være blevet i visse grupper af befolkningen.

 

Med en rosé i glasset går snakken sjældent på aromatiske associationer, struktur, lagringspotentiale og pris, men snarere om den nye carport, den nye chef, køkkenhaven, der ser godt ud i år, og konen, om hvem man vist stadig kan sige det samme. 

 

Roséen eksponent for moderne smagspræference

Dernæst er rosévinen eksponent for en smagsmæssig præference-tendens, som også her på kanalen har fået en del ord med på vejen. Efter op igennem 90’erne at have foretrukket store, fuldmodne, tunge, fede og fadprægede vine, efterspørger stadigt flere forbrugere i dag lethed, friskhed, et læskende element, finesse, geografisk reference, altså at man kan smage, hvor vinen kommer fra, tillige med varietal karakter, dvs. den specifikke drues eller drueblandings egenskaber. Det gælder både for hvidvin, hvor vi ser en opblomstring af sauvignon blanc-druen, spanske verdejoer og albariñoer for slet ikke at tale om de tyske rieslinger, der nyder stærkt stigende popularitet i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. Det gælder også for rødvin, som i dag definerer sin kvalitet igennem struktur og præcision snarere end muskelkraft og frodige former. Sådan var det ikke i 90’erne, da der var meget mere på gesimserne, og amerikanernes alfaderlige kritiker, Robert Parker, kun gav gode anmeldelser af vine med masser af alkohol, frugtig tyngde og bløde, runde tanniner. Her adskiller roséen sig som en vin, der har det meste af sin berettigelse i det delikate og lette.

 

Sexy-pink, skrigrød og æggende

Endelig er der en lidt mere spidsfindig eller måske ligefrem kontroversiel begrundelse for roséens velstand. Det handler, som så meget andet i dagens debat, om kulør, indpakning og signalværdi. Sagen er nemlig den, at flere og flere mennesker vælger vin ud fra produktets udseende. De fleste har efterhånden luret, at der ikke er mange decideret udrikkelige vine på de danske supermarkedshylder, og hvis man gerne vil prøve noget nyt, men ikke helt har fod på vinområder og druenavne, så er der i princippet kun indpakningens retorik at støtte sig til. Med retorik mener jeg både det, der står skrevet med bogstaver på flasken, etiketten eller på siden af papkassen, men også produktets design som en helhed. Og her står rosévinen usædvanligt stærkt. En hvidvin kan nok have en vis korngul eller let gylden lød, men det er sjældent noget, der skriger igennem butikslokalet. Rødvine pakkes som regel i mørke flasker for at signalere, at den her vin kan gemmes i nogle år og ikke skal have for meget lys i mellemtiden. Det grønne glas og den mørkerøde vin giver nærmest sort, og det er heller ikke videre appetitligt i sig selv. Det er til gengæld i rigt mål roséens sexy-pink, skrigrøde, æggende og lejlighedsvist næsten fluorescerende farveintensitet, som ikke forlanger andet end en klar flaske og en simpel etiket for at ligne noget, man har lyst til at bade sin krop i både ind- og udvendigt.

 

Ok at vælge med øjet

Der er ikke meget prestige i at indrømme, at man vælger sin vin efter udseende og indpakning, men netop med rosé behøver det alligevel ikke være helt ureflekteret. Selvom roséen kan mange ting i gastronomisk sammenhæng, og selvom den kan være en glimrende ganesvaler på en varm sommerdag, så er noget af det mest spektakulære ved vinen – som adskiller den positivt fra sine hvide og røde artsfæller – netop kuløren! Solens spil i et glas rosévin er en stensikker mental enkeltbillet til Sydfrankrig eller den spanske middelhavskyst, solskin, sommervejr og bedre tider. Med en rosé i glasset går snakken sjældent på aromatiske associationer, struktur, lagringspotentiale og pris, men snarere om den nye carport, den nye chef, køkkenhaven, der ser godt ud i år, og konen om hvem, man vist stadig kan sige det samme. Rosé er ikke en intellektuel vin, men et festligt indslag, lidt godt til halsen og øjet, en gastronomisk udkobling, stress-terapi på flaske. Lidt kulør på tilværelsen, som det altså er helt ok at vælge med øjet.