Vinens verden er fuld af fif og fiduser til en hurtig kvalitetsvurdering. De er ikke alle sammen lige sandfærdige.
Januar er statusmåned. Tid til at opgøre de overskydende julepund, og til at lægge en ny plan for afvikling af kassekreditten. Den ser også ud til at have lagt sig ud på det seneste. Men vi mennesker kan ikke leve af klidkiks og gasæbler alene, og askesen er sjovere, når den får en friaften i ny og næ. Hvordan den skal forvaltes, afhænger som altid af fantasi, økonomi, viden og kunnen i nogenlunde lige proportioner.
Populære misforståelser
Når januarvinen skal findes, besidder de fleste den nødvendige kunnen: ned i kurven, op på bordet, af med proppen. Fantasien sætter det lokale udsalg en effektiv grænse for, hvis man da ikke drister sig ud i eksotiske indkøbsmetoder a la internet og postordre, som efterhånden står for en betragtelig del af vinsalget i Danmark. Tilbage står vi med den skrantende nytårsøkonomi og seks en halv meter vanskeligt overskuelig vinafdeling fra gulv til loft. Til alt held melder sig, nærmest per instinkt, redningen i form af årtiers akkumulerede tommelfingerregler, fif og fiduser af mere eller mindre troværdig herkomst. Hvilke af dem kan man reelt stole på, når vinkronerne skal strækkes til det yderste, og ganen stadig tilfredsstilles? Her er et perspektiv på et par af de mest populære tricks og misforståelser.
Meget alkohol = kvalitet?
Vi danskere har, sammen med nogle få andre folkeslag, anlagt den sociologisk interessante holdning, at noget er godt, hvis der er rigtigt meget af det. Lad os med det samme slå fast: en vin med 14 % alkohol er ikke bedre end en med 13 %! Alkoholindholdet er et udtryk for druernes sukkerindhold, da de blev høstet, og det igen afhænger af antallet af årets solskinstimer og druens sort. Vin fra meget solrige områder, fx Australien og Syditalien, har ofte mere alkohol end vin fra det mere overskyede og køligere Frankrig. Det gør ikke fransk vin til en ringere drikkeoplevelse; blot en anden.
En vin er god, når dens komponenter er i balance. Der skal være en ligevægt imellem syre, frugt, tannin og alkohol, så ingen af delene dominerer smagsbilledet. Når mange danskere er faldet for den alkoholiske tommelfingerregel, og også lejlighedsvist har fået opfattelsen bekræftet, hænger det sammen med den nationale forkærlighed for kraftig vin til vores kraftige og fede diæt. Der er stadig kød, sovs og kartofler på bordet de fleste af ugens dage i et gennemsnitligt dansk hjem, og det kræver en vin med en vis pondus at rense pandefedtet og maizenaen ud af svælget. Hvis den kraftige vin skal være i balance, kræver det altså et vist mål af alkohol, og med moderne gæringsmetoder lander de fleste vine mellem 13 og 14 %. Er sovsen mindre brun, kan et mere moderat alkoholindhold på 12-13 % give dig en friskere og mere læskende vin, og særligt i forårs- og sommermånederne er den slags ikke så tosset.
Stor bule = kvalitet?
Bulen i bunden af flasken er lavet for at flaskerne bedre lader sig stable på paller, når de skal transporteres i tom tilstand. Det har intet med indholdets kvalitet at gøre. Der findes givetvis midaldrende tjenere i provinsen, som stadig synes, det giver et lækkert raffinement i serveringen, hvis man kan stikke sin tommelfinger ind i bulen, og skænke hen over håndryggen. Andre vil hævde, at gode vine har mere tendens til bundfald, hvorfor man kan drage nytte af den rand, som bulen skaber i flaskens bund. Selvom randens evne til at frasortere bundfaldet nok er tvivlsom, er det rigtigt, at god vin for 20 år siden, i højere grad end i dag, var vin med en vis alder. Og med alderen genereres som regel et lille bundfald i de fleste flasker. I dag er flaskens udformning bestemt af praktiske og æstetiske årsager. Bulen har ikke noget at skulle have sagt om vinens kvalitet!
Stor flaske = kvalitet?
Vægten, størrelsen og formen på en vinflaske kan variere meget. Som regel er der tale om et rent kosmetisk valg, selvom mange områder, vintyper og sågar druer har en flasketype, som er blevet standard. Som sådan ser vi ofte chardonnay og pinot noir indpakket i den feminine bourgogneflaske, mens cabernet sauvignon og merlot flaskes ligesom det stilmæssige forbillede bordeaux. Der kan også være praktiske hensyn. Fx er champagneflaskens facon og kvalitet bestemt af glassets evne til at modstå det indre overtryk, som kuldioxiden yder. De fleste vinflasker vejer omkring 500 gram, men der findes pragteksemplarer på helt op til 1500 gram med CO2-fodaftryk i Yeti-klassen. Det sidste kg er rent blær, og vinproducentens måde at meddele, at ”her er ikke sparet på noget”! Om det så er sandt, ved man først, når proppen er hevet af kalorius. Der vil dog være en tendens til, at vin i en stor og tung flaske er dyrere, og dermed også bedre. Man vælger den tunge flaske til den dyre vin, fordi de høje emballageomkostninger er relativt mindre, end hvius man brændte Yeti-flasken af på et billigere produkt. For en gangs skyld er der hold i fidusen.
Guldnet = kvalitet?
Guldnet er som regel en spansk vinproducents sidste desperate krumspring for at sælge nogle vine, som skulle være drukket for år tilbage. Foruden at være en opvisning i bad-taste, er guldnet i de fleste tilfælde en negativ kvalitets-indikation af den simple årsag, at der er brugt ressourcer på så overflødig en ting. Som forbruger må man stille sig selv spørgsmålene: ”hvad er der ellers brugt overflødige ressourcer på?” og ”hvem skal betale gildet?”. Yessir, you know who!
Flot etiket = kvalitet?
Det er fristende at lade sig forføre af en smuk etiket, og man skal heller ikke være blind for den del af en vins kvalitet, som ligger i det visuelt æstetiske: indpakningens udformning og udstyr, som det hedder på fagsprog, og ikke mindst vinens glans og kulør i sig selv. Med etiketten forsøger de dygtige vinhandlende at give den potentielle køber et fingerpeg om vinens stil. En etiket med en lang tekst drejet rundt om en stregtegning af et slot i brune nuancer fortæller, at dette sandsynligvis er en vin efter klassisk forbillede, mens en minimalistisk etiket med en kort og tydelig påskrift snarere signalerer modernitet og tilgængelighed. Men sammenhængen er og bliver mere teoretisk end noget egentligt pejlemærke for januarindkøbet. Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem den del af en vins kvalitet, der har med drikkelighed, smag og duft at gøre, og så vinens indpakning, herunder etikettering. Mange gange er det de største vinfirmaer med de mest standardiserede mainstream-produkter, som har råd til de smarteste reklamebureauer til at formgive etiketten. Og det smager vinen altså ikke bedre af. At det visuelle indtryk så af og til kan overtrumfe vores perception af andre samtidige sanseindtryk, er en spændende historie til en anden gang.
Medaljer = kvalitet?
Det seneste årti har været et sandt triumftog for fabrikanter af klistermærker til vinbranchen. Aldrig før har så mange vine vundet så mange medaljer ved så mange konkurrencer i hele verden. Der er to modeller: Enten er den påklistrede medalje en henvisning til en placering, vinen har opnået ved en lokal eller international vurdering, eller også er det en fup-medalje med en påskrevet årgang, et slogan, vinmagerens navn, eller alle tre ting på hver sin medalje. Medaljer af den første kategori er som sådan lødige nok, hvis man ser bort fra det faktum, at meget få mennesker tager sig tid til at læse, hvad der står på dem. Hvis de gjorde, ville følgende problemrække melde sig: 1) I 99 ud af 100 tilfælde er vinen blevet præmieret i en konkurrence, forbrugeren aldrig har hørt om. 2) Hvis man alligevel investerer det sparsomme nytårsbudget på den tilsyneladende berømthed, kan man slå konkurrencens navn op, når man kommer hjem. Her viser det sig, at det ikke er den australske vinkonkurrence, men bare én ud af flere hundrede australske vinkonkurrencer. Desuden blev der uddelt 60 guldmedaljer i ni kategorier og dobbelt så mange sølv- og bronze-ditto. 3) Hvis medaljen ved nærmere eftersyn ikke repræsenterer en særligt prisværdig udmærkelse, hvorfor har man så brugt ressourcer på at indkøbe, trykke og påklistre mærkerne? 4) Hvem skal betale for dem? Yessir, you kn …
Skruelåg = kvalitet?
For mange er det en negativ kvalitetsindikation, når vinflasken er lukket med skruelåg. Som jeg i mine yngre dage har spenderet talrige spaltekilometer på at forklare, er det en holdning, som ikke korresponderer særligt godt med dagens moderne vinverden. Forbrugere er for længst blevet trætte af fejlbehæftede vine, og de stiller stigende krav til vinens frugtighed, friskhed og sundhedstilstand i det hele taget. Derfor vælger flere og flere bevidste producenter at flaske deres bedste vine under skruelåg, som er den eneste sikring mod iltning, prop og bismag, vi har på markedet i dag. Forvent at finde en moderne, sprød og saftig vin under skruelåget, og udfør din frasortering efter andre kriterier. Og søg på “skruelåg” her på bloggen for at finde mere info om emnet.
Prædikater = kvalitet?
Reserve, Gran Reserva, Riserva, very special private selection osv. osv. Vinproducenters fantasi er imponerende, når det handler om at udtænke nye måder at forføre forbrugeren på, og en effektiv metode er prædikat-tricket. Det kan udføres på mange måder, men den mest klassiske er at påføre etiketten et prædikat, som ikke har nogen som helst officiel betydning. Det gælder eksempelvis et ord som Reserve. Det er ikke mange flasker fra USA, og til dels Australien og Sydafrika, som ikke er Reserve-det ene eller det andet. Det er ren markedsføring, og siger ikke et kuk om drikkekvaliteten. Selv i vin fra lande som Spanien, hvor betegnelserne Reserva og Gran Reserva er en del af den formelle kvalitetsklassifikation, kan man desværre alt for tit opleve et eklatant misforhold mellem prædikatets status og vinens kvalitet. Og selvom både Chile og Argentina officielt støtter sig til den spanske vinlovgivning, har man på de breddegrader en så lempelig fortolkning af klassifikationstermerne, at det i praksis ikke kan anvendes til andet end at afgøre, om en vin har været på fad eller ej. Prædikatet på etiketten skal forstås i en omfangsrig kontekst, og hvis du ikke er sikker på at besidde indsigten til at gennemskue den, gør du klogest i at opfatte betegnelserne som markedsføring, og ikke en indikation for kvaliteten.
Nej, nemt er det ikke at finde den rigtige vin. Men hvor stor er sandsynligheden lige, for at du kommer hjem fra musikforretningen med en fed cd, hvis du bare snupper den billigste eller den med den pæneste indpakning?
