Historien om, hvordan det allermindste bliver det allerstørste. Om eksistensen, ja, ligefrem trivslen, af ægte, håndlavet garagevin i Australien. Om at finde enden af regnbuen, og sætte sig nye mål.
Hi, I’m Bob
Noons vine havde fået 98 point og lignende af Parker siden 1997, men det var alligevel en milepæl i vineriets historie, da selveste onkel Bob en dag besluttede sig for at lægge vejen forbi garagen. Rae og Drew Noon beretter: ”Vi var som to nervøse børn. Vi er meget opmærksomme på Parkers indflydelse, men også på hans frygtindgydende uafhængighed, som vi beundrer dybt, men også finder noget skræmmende. Her er den her mand, som har så enorm magt og indflydelse på vinmarkedet, og så ville han besøge os. Ufatteligt! Vi troede knap nok på det. Vi håbede, at vi ikke ville være for ordinære, eller vores vineri for beskedent til en mand, som besøger de smukkeste og mest berømte af Europas slotte.
Mødet med ham gik meget bedre, end vi havde frygtet. Han var meget venlig (stoppede endda for at blive venner med vores hund (Hunden Merl er en granddanois med en respektindgydende muskulatur, red.)), men professionel i sin måde at smage og tage notater på. Han gik med os en tur rundt om vineriet; smagte fra tønden, så fra flaske; og tog notater. Man havde en fornemmelse af, at han havde selvtillid og stor sikkerhed på sin smageevne.
Så med ét, var han væk! Kørt af sted til sin næste aftale. Vi gik tilbage til beskæringen af vinmarken, mens vi talte om besøget i timevis, og reflekterede over det i uger og måneder efter! Det var vanskeligt at fatte, at vi havde haft besøg af selveste Robert Parker! Men han er velkommen til enhver tid pga. hans åbenlyse ærlighed og entusiasme.”
Uafviselig er Parkers magt, nødvendigheden af at sælge den vin, man nu en gang producerer, og forbrugernes troløse gunst.
Master of Wine
Andrew (Drew – alle australiere har en énstavelsesversion af deres navn!?) Noon overtog det daværende Noon’s Winery i Mclaren Vale fra sin far i 1996. På det tidspunkt havde Drew arbejdet nogle år som statsønolog i Victoria og haft et enkelt eventyr hos Tyrrell’s i Hunter Valley. Han havde også som én af blot 15 australiere gennemført verdens sværeste vinuddannelse, og kvalificeret sig til titlen Master of Wine. Drew var på alle måder moden og værdig til at løfte sin fars arv. Hans første handling var at stryge genitiv-s’et, og omdøbe familieforretningen til det mere moderne klingende Noon Winery. Sammen med sin kone Rae (Raegan) realiserede Drew i løbet af meget kort tid ejendommens potentiale, og bibragte de gamle kar et velfortjent drys stjernestøv.
Videnskab med rugbrødsmotor
Forholdene er så små og spartanske, at det er svært at forestille sig, at nogen kan leve af noget, som kan produceres på så få kvadratmeter. Vineriets omdrejningspunkt er fire gæringskar af træ fra familiens bødker gennem 25 år. De ligner noget, som bødkeren næppe har kunnet leve af at servicere. I løbet af et kvart århundrede er der højst smurt ny bivoks rundt i kanterne som tætning et par gange eller tre. Desuden råder vineriet over en tre-fire store trætanke (som også ligner noget fra krigens tid) til at færdig- og andengære vinen i. Flere steder ses de gamle kurvepresser af træstave i brug, men meget få steder drives de stadig med håndkraft (som på billedet ovenfor)! Et lille specialkonstrueret gear muliggør et velfordelt pres på de gærede druer, så vinen kan løbe fra, og pumpes (elektrisk, dog) over i en af tankene. Drew har det korrekte pres i håndledet; ikke for meget, ikke for lidt, og så at vide nøjagtig hvornår man begynder at presse lidt for besværlige tanniner ud af skaller og kerner. Det er videnskab med rugbrødsmotor.
80 år, fed og kroget
I rummet ved siden af ligger sidste og forrige års høst og venter på at blive flasket under navne som Noon Cabernet Sauvignon Reserve, Noon Shiraz Reserve eller signaturvinen Noon Eclipse. Alle storladne pragtvine. Monumentale, vulgære, voldsomme, ødsle og fantastiske. De tilbringer mellem seks og 18 måneder på nye og brugte fade af amerikansk og fransk eg, og frugten er i sig selv så tæt og mættet, at det ikke er de store spor, træet efterlader. Vinene filtreres stort set ikke. Rundt om den beskedne bygning og det tilstødende hus, hvor Rae og Drew bor med deres to små børn, findes virksomhedens fire hektar 80 år gamle, fede og krogede grenache-stokke, 1,6 hektar med shiraz plantet i 1962, og 1,2 hektar med cabernet fra 1972. Der beskæres tæt, grønthøstes ubarmhjertigt og høstes omkring to ton per hektar (ca. 20 hektoliter). Der indkøbes supplerende shiraz og cabernet af venner i naboregionen Langhorne Creek, så den totale årsproduktion ender på omkring 26.000 flasker.
Herren giver, og Herren tager
Robert Parker Jr., verdens mest berømte og berygtede vinkritiker, frygtet, misundt og beundret over hele jorden. Hans kærlighed, din lykke. Herren giver, og Herren tager, men er du først faldet i hans nåde, stråler solen og hans herlighed på dig. Jo, der er et næsten religiøst skær over dyrkelsen af det 21. århundredes største vinguru, og det er tilsyneladende stærkest hos Parkers engelsktalende læsere, dvs. i hjemlandet USA, men også i England, et af verdens største vinmarkeder, og i allerhøjeste grad i Australien. Med Storbritannien og USA som vigtigste eksportmarkeder ligger det den australske vinbranche meget på sinde at følge med i Parkers holdninger, velvidende at effekten af hans seneste nyhedsbrev, The Wine Advocate, ikke udebliver. Man kan kalde det udnyttelse, stilcensur, iskold kalkule eller et gensidigt positivt afhængighedsforhold. Uafviselig er Parkers magt, nødvendigheden af at sælge den vin, man nu en gang producerer, og forbrugernes troløse gunst.
Sorry, we’re sold out!
Hvor Parkers pen har lagt vingårde øde og andre i guld, har Rae og Drew Noonvalgt at udnytte deres fordelagtige position anderledes. Efter at deres anden årgang af Reserve Shiraz (1997) fik 98 point og blev revet væk, blev det til topscoringer fra 96 til 98 for alle cuvéer i årgang 98, og grenache/shiraz-blandingen Eclipse har nu fået ikke mindre end 99 point i både årgang 2001 og 2002. Vinmagere fra Saint-Emilion til Napa har sat begge ben af for mindre. Internettet bugner med beskrivelser af den lille families kælderbedrifter, og de har med vilje hverken hjemmeside eller en offentligt kendt e-mail-adresse for at undgå at blive spammet sønder og sammen af købelystne vinentusiaster (siden artiklen her blev skrevet i 2005 har Noon Winery fået en hjemmeside på noonwinery.com.au. E-mail-adressen er stadig hemmelig!). En eksklusiv gruppe af trofaste købere hæger om deres plads på mailinglisten og den medfølgende allokation på tre til seks flasker. Andre kan stille sig op i køen i en af de tre-fire weekends i september, hvor det lille dørudsalg har varer på lager. Årets øvrige 11 måneder bliver interesserede mødt med et venligt men bestemt skilt ved indkørslen: Cellar door closed – sorry, we’re sold out!
De skal indtages af personer, som forstår at værdsætte et produkt, der er skabt med kun nydelsen for øje og det perfekte som mål.
Nye abstraktioner
Enhver vinproducents drøm må være at vide, at man kan sælge hele sin produktion på et par uger uden at behøve så meget som at løfte røret for det. Men når det sker, hvad gør man så? For familien Noon er det et spørgsmål, som optager mange af døgnets timer. Hvordan kan vi komme videre med projektet i sin nuværende form? Hvordan avancerer vi uden at ændre på succesens fundament? Sidstnævnte opfatter Drew og Rae som den totale kontrol med alle dele af deres vins tilblivelse. Fra stok og til flaske har hver liter vin været igennem Drews hænder et utal af gange, og det er den nærhed til sit værk, som han ikke vil sætte over styr. Der er ingen planer om at ansætte nogen til at hjælpe; ingen overvejelser om at øge produktionen; og en fast beslutning om ikke at ændre på vinenes priser, som stort set har været uændret siden 1996. Familien Noon må finde nye abstraktioner til deres drømme og andre horisonter at beskue.
Mennesker
Senest har familien valgt at distribuere ganske små mængder vin rundt til udvalgte importører over store dele af verden. Enhver ny samarbejdspartner bliver nøje målt og vejet, og Noons krav er omfattende. Vinene skal på vinkortet på de bedste restauranter, hvor de kan akkompagnere det ypperste, den lokale gastronomi kan præstere. De skal sælges af en seriøs og engageret virksomhed med et ry for kvalitet, og indtages af personer, som forstår at værdsætte et produkt, der er skabt med kun nydelsen for øje og det perfekte som mål. Selv for en lille virksomhed med to medarbejdere er økonomien ikke altid den ultimative målestok for succes. Det handler først og fremmest om at gøre det, man elsker, og dernæst om, hvem man gør det for. Om folkene bag e-mail-adressen, i den anden ende af røret, på den anden side af disken, på den anden side af bordet. Mennesker. For familien bag Noon Winery har det taget 15 års målrettet stræben, en helhjertet og uknægtelig integritet og 99 velfortjente point at opnå den luksus det er, selv at bestemme sit fokus.
Info
11 kasser til H.J. Hansen
Senere i år (2005) lander den første sending af vin fra Noon på lageret hos den danske importør H.J. Hansen. De har allernådigst fået lov til at købe 11 kasser Eclipse, som vil blive distribueret efter bedste evne. Hvem du skal slå ihjel for at få lov til at smage vinen, finder du ud af på www.hjhansen-vin.dk eller telefon 63 12 82 00.
Mikrovineriernes land
Ud af 1.798 registrerede vinproducenter i Australien i 2004 producerede 582 mindre end 20 ton. 414 deler kategori med Noon Winery, og knuste mindre en 50 ton. Yderligere 254 havde en kapacitet på mindre end 100 ton, svarende til mellem 60.000 og 100.000 flasker. Det er altså mindre end en tredjedel af Australiens vinerier som ligger over denne produktionsmængde. Til sammenligning fyldes hvert år ca. 240.000 flasker med Lafite, og Château Lafite, som efter europæisk målestok ikke er noget stort vineri, producerer i alt ca. en halv million flasker om året. Lå slottet i Australien (og det er mange sikkert glade for, at det ikke gør), ville det være blandt kontinentets 230 største producenter. Denne mangfoldighed af driftige og ivrigt eksperimenterende mikroproducenter danner den platform, som landets kommercielle såvel som æstetiske succes balancerer. Undervurder aldrig de små!
