Toscanas tre store vine

I Toscana kæmper tre store appellationer om forbrugernes gunst. Chianti Classico, Vino Nobile og Brunello produceres alle af druen sangiovese, men udtrykker den vidt forskelligt. Fra slank, frisk frugt til dybde og intensitet.

Kan man andet end forelske sig i Toscana? Boltre sig i statsgaranteret solskinsvejr, florentinsk renæssancekunst, landskabets dragende feminine kurver, solid mellemitaliensk kogekunst, som vor mama lavede den, og et vidunderligt gæstfrit lokalt folkefærd, der har de bedste sider af Norditaliens serviceforståelse og effektivitet og af Syditaliens tilbagelænede livsnyderi. Toscana er en sublim feriedestination, fordi regionen til overflod opfylder behovene for kulturrigdom, naturskønhed, dygtigt værtskab og lækker mad. Nå ja, og så producerer toscanerne nogle af verdens mest interessante og velsmagende vine.

Brunello er toscansk vins svar på Rolls Royce. Distingveret, moden, smuk og kraftfuld. Bedre bliver det ikke.

Tre store konsortier

Hvert år i februar, lige når de første forføreriske forårstegn viser sig over de bløde bakker, inviterer Toscanas tre store vinproducentforeninger (lokalt kaldet konsortier) den vinøse verdenspresse til seks dages intens afprøvning af de senest lancerede årganges kvaliteter. Således troppede i forrige uge omkring 120 vinskribenter fra ind- og udland op i Firenze med hver sin forventning til de mere end 600 vine, som var til smagning på præsentationens tre stationer. I Firenze skulle der smages Chianti Classico og Chianti Classico Riserva; i Montepulciano cirka 100 km syd for Firenze stod den på Vino Nobile de Montepulciano (+ Riserva) og Rosso di Montepulciano; mens nabobyen Montalcino inviterede til smagning af den berømte Brunello di Montalcino, den yngre Rosso di Montalcino og et par supplerende appellationer.

Unge og ældre vine på druen sangiovese

Fælles for de nævnte appellationer er, at de helt eller delvist produceres af forskellige varieteter af druen sangiovese, hvis aromatiske potentiale og velvoksne syreindhold gør resultaterne til perfekte gemmevine, hvis mest spændende kvaliteter sjældent viser sig de første 4-5 år. Det skaber en vis polarisering af produktionen, nemlig mellem de frugtige, saftige og enkle vine, som hurtigt sendes på markedet for at få nogle penge i vinproducenternes kasser, og de større, modne vine, hvis formål er at opnå kompleksitet og dybde via tid på træfade. De første kan købes herhjemme til mellem 50 og 150 kr., mens vino nobile’er, brunelloer og riserva-kvaliteter af chianti først rigtigt begynder ved 150 kr. Men det er ikke kun prisen, som varierer meget. Det samme gør vinenes stil og udtryk, der i høj grad defineres af vinmagerens personlige fortolkning af de forskellige vækststeders kvalitetspotentiale.

Chianti Classico – og alle de andre chiantier

Chianti er en samlebetegnelse for vinene fra det område, som kalder sig Chianti Classico (godt 7.000 ha plantet med vin), fra syv navngivne under-appellationer (også godt 7.000 ha), så som Colli Senesi og Rùfina, og fra en omkringliggende generisk Chianti-zone på lidt over 10.000 ha. Og for at gøre det en smule mere kompliceret, består Classico-zonen af ni forskellige kommuner, som alle benytter deres navne på vinenes etiketter, fx Radda in Chianti og Greve in Chianti. Både Classico-zonen og resten af Chianti skelner mellem den ”normale” chianti og ”riserva”, som er defineret ved længere tids lagring før udgivelse, mens alle zoner, bortset fra Classico, desuden anvender betegnelsen ”superiore” om vine med lidt strengere krav til begrænsning af høstudbytte, minimum alkoholindhold og kraftigere struktur end til ”normalen”. Nej det er ikke let at overskue.

Meget træ eller lidt træ

Det er vanskeligt at give en samlet karakteristik af smagen af en chianti anno 2012, for holdningerne til, hvordan sådan én skal være, er omtrent lige så mange, som der er vinmagere i regionen. Skal man alligevel vove en grov generalisering, kan man dele vinene op i to grupper, nemlig dem, der har været i kontakt med små træfade og derfor smager af vanilje, røg, karamel og kokos, og dem der ikke har, og som derfor bevarer en mere klar og frisk frugt a la kirsebær og urter. Efter en årrække med en overvægt af meget fadprægede vine, synes tendensen at være tippet til fordel for frugt, men relationen hedder stadig noget i retning af 40 % med meget træ og 60 % med afdæmpet eller intet træ. Jeg kan personligt bedst lide vine med et meget beskedent bidrag fra træet, men fadprægede vine kan også sagtens være lækre. I sidstnævnte må vi bare acceptere, at vinen udtrykker lidt mere teknik og vinmageri og lidt mindre den toscanske natur. Og finde vores egen præference i den balance.

Vino Nobile di Montepulciano

Der findes omtrent 100 producenter af Rosso og Vino Nobile di Montepulciano. Appellationen dækker 1.650 ha, hvilket resulterer i godt 10 millioner flasker vin om året. Der produceres en basisvin ved navn Rosso di Montepulciano (cirka 25 % af produktionen), hovedvinen Vino Nobile og en riserva-kvalitet. Vino Nobile skal lagre to år før salg; riservaen tre. Byen Montepulciano vil leve op til de flestes romantiske forestillinger om en toscansk middelalderby, og jeg vil anbefale enhver at lægge vejen forbi, hvis lejligheden byder sig. Men jeg kan ikke anbefale særligt mange af områdets vine. Hvordan det er lykkedes for Vino Nobile at adskille sig så konsistent og markant fra naboerne i Chianti og Montalcino med flere, har jeg endnu ikke kunnet regne ud. Men jeg kan læse i produktionsregulativerne, at en Vino Nobile skal være ”tør, balanceret og vedholdende, med krydrede noter fra lagring på træ”. Og det er lige, hvad Vino Nobile er. Tør, intens og i alt for mange tilfælde med dominans fra et overdrevet fadbrug, som korrumperer, hvad der givetvis var en sund og velsmagende frugt, før vinmagernes ambitioner trumfede naturens egne. Selvfølgelig er der undtagelser – men jeg har ikke fundet dem. Min oplevelse af Vino Nobile er af nogle tunge og uelegante vine, der forgæves forsøger at konstruere sig til mere, end hvad frugtens kvalitet tillader.

Brunello og Rosso di Montalcino

Anderledes kærligt er mit forhold til brunelloen og lillebroren rosso di Montalcino, som i år lancerede årgangene 2007 for brunello, 2006 for riserva og 2010 for rosso. Også her skelnes der mellem de yngre, frugtige udgaver og de udviklede og komplekse. Begge typer kan være fantastiske – og er det i rigtigt mange tilfælde, hvilket prisen desværre også afspejler. Der findes udmærkede brunelloer på det danske marked til 140-150 kr., men skal du op i top 50 ud af appellationens omkring 160 producenter, slipper du ikke under 300 kr., med mindre du kan stille dig tilfreds med rosso-udgaven. Den slags kan erhverves mellem 75 og 200 kr. Jeg er helt tryg ved at kalde Montalcino for verdens bedste terroir for sangiovese. Både nord og syd for byen modner frugten perfekt, og det høje terræn tillader effektiv akkumulation af aromastoffer og andre smagsgivere, som smelter sammen og udtrykker sig som en samlet smagssymfonisk helhed, når vinene får lov til at modne i ro og mag på store fade. Til sammenligning fremstår de fleste chiantier slankere og enklere, og selvom de bedste kan være både koncentrerede og elegante, opnår de kun meget sjældent brunelloens intense, dragende, dybe og stadigt charmerende og generøse stil. Brunello er toscansk vins svar på Rolls Royce. Distingveret, moden, smuk og kraftfuld. Bedre bliver det ikke.

50 forskellige appellationer i Toscana

Der findes 50 DOCG-, DOC- og IGT appellationer i Toscana. De fleste af dem er røde vine, men der er også både tørre og søde hvidvine iblandt, herunder den skønne vin santo. Af de røde vil nogen måske savne Morellino di Scansano eller Carmignano, men selvom begge leverer glimrende eksempler på sangiovese-druens formåen, er de hverken i volumen, berømmelse eller kvalitet helt på højde med ovennævnte. Så dem gemmer vi til en anden gang.

About these ads