Nej, jeg ved godt, at vi ikke kan leve af hollandaise alene (vi kan prøve!), og at spalten her principielt er forbeholdt causerier om madkvalitet at large og nævenyttige gastrotips til forsødelse af onsdagstilværelser i det ganske danske.

Med mindet om gårsdagens storslåede affodring på en restaurant ved navn Herman insisterende præsent, er jeg imidlertid nødt til at lade min kulinariske æstet løbe af med mig og resten af den blogredaktionelle linje. I går var restaurant Herman Danmarks bedste spisested, og det kan jeg simpelthen ikke holde for mig selv.

lad mig slutte med at dele min glæde over, at man selv som forhærdet, frygteligt forkælet og i skræmmende grad blasert gastrojournalist stadig kan mærke knæene skælve under sig ved mødet med det skønne og perfektionen i sin bedste tilnærmelse.

Jeg vil ikke trætte dig med en reduktionistisk analyse af, hvad der rettelig bør vurderes i sin helhed fra entré til exit. Men en hurtig opsummering af anledningen, overordnede kvaliteter ved oplevelsen og udvalgte highlights slipper du ikke for.

Pr-organisationen for østrigsk vin var så venlig at invitere en lille snes repræsentanter for den danske vinpresse en tur i byen, og efter en behagelig opvarmning med smagning af 15 hvidvine fra Steiermark i det sydøstlige hjørne af Østrig lod vi os bænke til en demonstration af alpelandets vinøse meritter i en gastronomisk kontekst. Vinene var skønne, men de blev effektivt overstrålet af et køkken i absolut verdensklasse.

Jeg gider ikke skrive mere om vinene, men under linket her kan du læse en artikel, i hvilken jeg flipper over, hvor pjattet jeg er med østrigsk vin (læs: meget pjattet!).

Anyways, her er, hvad jeg kan lide ved Herman: Det hele!

Arkitekturen og interiøret er ligesom maden; ren, stram og fokuseret, men ikke uden sensuelle elementer i dekoration og detaljer. Personalet er i befriende grad veltrænet og professionelt – befriende, fordi alt for mange tjenere er lige præcis så halvstuderede udi traktementets kunst, at de får disciplinen til at fremstå som en knastør dressur uden plads til improvisation, nærvær og indlevelse. Men det var der masser af på Herman. Det er stor kunst at kunne holde stole og døre for folk, uden at det forekommer det fjerneste påtaget og forlorent. Men en dygtig tjener MENER det faktisk.

Nye servietter, velvalgt bestik, perfekt tempereret service, labre glas, logistik, præsentationer på flere sprog, smil og spontane ekstraforklaringer flød som skidt fra den berømte spædekalv, mens vi andre kunne læne os tilbage og indtage øjeblikket i al sin pragt. Sådan skal det være.  

Vi blev begavet med en stribe retter fra den faste menu, herunder pighvar med “brændende kærligheds”-sabayonne og ungdue med svampe. Kun forretten, som fik mangt en journalistkæbe til at klaske mod brystet af beundring, kammusling med krondild, løg, urter og en vidunderligt aromakompleks hollandaise, var produceret specifikt til lejligheden.

Forretten var komponeret med kirurgisk præcision og ikke desto mindre smagsmæssigt ødsel nok til at forføre bordet på sekundet. Du ved, hvordan det er. Først stilhed. Kan det virkelig passe? Så kigger én op, som for at finde bekræftelse hos medspiserne. Smager I, hvad jeg smager? Flere blikke, store øjne, anerkendende, nærmest undrende nikken. Det var ligegodt …!

Nå, og sådan var det også med de to følgende retter med den ikke uvæsentlige forskel, at den konsistente kadence selvsagt steg i sensationsniveau for hver perfekt ret, som ramte vores sanseapparatur.

Den her anbefaling er allerede blevet alt for omfattende, så lad mig slutte med at dele min glæde over, at man selv som forhærdet, frygteligt forkælet og i skræmmende grad blasert gastrojournalist stadig kan mærke knæene skælve under sig ved mødet med det skønne og perfektionen i sin bedste tilnærmelse. Det sker så sjældent.

Sikken vidunderlig saltvandsindsprøjtning til min professionelle eksistensberettigelse. Den havde jeg vist savnet mere, end jeg vidste. Tak til Herman. Jeg kommer snart igen.

Mere info på http://www.nimb.dk/.

Hvad kan du gøre for at få din vin til at smage bedst muligt? Drik den på den rigtige dag, er svaret fra tilhængere af biodynamisk vinfilosofi. Og flere professionelle er begyndt at følge anvisningerne.

Hvert år udgiver Maria og Matthias Thun den såkaldte ”Biodynamiske så- og plantekalender”. I den netop udkomne 2010-udgave kan avlere af alt fra kålrabi til cabernet sauvignon læse både hvordan og i høj grad hvornår, de skal udføre de forskellige dele af arbejdet i marken. Men anvisningerne begrænser sig ikke til grøntsagernes produktion. Ifølge Maria Thun er det nemlig også vigtigt for udtrykket af fx en vin, hvornår man smager den. Disse betragtninger er beskrevet i forfatternes seneste udgivelse, som har fået den relevante titel ”Når vin smager bedst – en biodynamisk kalender for vindrikkere 2010”.

Og hvad i himlens navn skal vi så bruge den slags hokuspokus til, spørger du måske?

Vin bedst på blomster- og frugtdage

Ifølge de 48 sider i den lille handy guide er en vins smagsudtryk influeret af månens faser, specificeret ved det af de 12 stjernetegn, som månen til enhver tid passerer igennem på nattehimlen. Hvert af disse tegn er inden for astrologien associeret med et af de fire elementer jord, luft, ild og vand, og disse fire tegn opfattes af biodynamikken som centrale for forskellige dele af vinstokkens anatomi. Således knyttes jord forståeligt nok til rødderne, vand til bladene, luft til blomsterne og ild til frugten. Ifølge Thun smager vin bedst på dage, som associeres med hhv. blomster og frugt, og hvilke dage, det så er, viser en udførlig kalender for hele året 2010 – helt ned til klokkeslæt for skiftet mellem fx blomstertid og bladtid.

Mere udtryksfulde om torsdagen

Og hvad i himlens navn skal vi så bruge den slags hokuspokus til, spørger du måske? Svaret er, at du måske allerede bruger det uden at vide det. I hvert fald har allerede to britiske supermarkedskæder, Tesco og Marks & Spencer, vedtaget at afholde alle testsmagninger på blomster- og frugtdage. En indkøber citeres fra BBC for at sige: ”Vi prøvede otte vine på en tirsdag, som var en bladdag, og de samme vine igen om torsdagen, som var en frugtdag. Og det var fuldstændigt utvetydigt. Ikke at vinene smagte dårligt om tirsdagen, men de var bare langt mere udtryksfulde om torsdagen. De var mere udadvendte og klare.”

Ifølge guidens forord er det ”lige meget, om du tror på teorierne bag”. Heldigvis, må vi nok tilføje. Men prøv selv, ”When wine tastes best” kan erhverves via amazon.com for 40 kr. + forsendelse.

Eller kan der? I molekylærentreprenøren Bo Bechs bageri kan man kun købe én slags brød. Er Bo Bech doven? Eller er hans monobrød bare så godt, at vi ikke behøver andet? gastros Rasmus Holmgård har talt med Bo Bech om kvaliteten af hans ensomme bagværk

Der bor en bager. Ikke i Nørregade, men i Store Kongensgade nummer 46 i København. Bageren hedder Bo Bech, og han har tilladt sig det ualmindeligt flabede og udanske at afdemokratisere sit eget lille hjørne af en brødkultur, som i generationer har været domineret af de lokale hærværksbageres leflen for vores kollektivt famlende kvalitetsbevidsthed. Hurtigt, lyst, let og sødt er typisk grundskitsen for produktionen af et omfattende udvalg af brød, som dermed alle sammen smager af det samme, nemlig overhovedet ingenting. Men sådan er det ikke i Store Kongensgade. Her kan man købe ét brød. Det har været fire dage om at komme til verden, er under løbende kvalitetsudvikling og i øvrigt genstand for ophavsmændenes tilsyneladende dybe og uforbeholdne kærlighed og fascination. To kokke er ansat som bagere i de stilrene lokaler, og selvom de har carte blanche til at eksperimentere med brødets udtryk, er de overordnede linjer defineret i samråd med überbager Bech. Han beskriver sit brødideal sådan her:

Hver gang vi har bagt det seneste brød, tænker vi: Nu kan det ikke gøres bedre. Bo Bech

Bo Bech om det gode brød

”Det, vi gerne vil lave, er det bedst mulige allround-brød. Jeg har ellers altid sagt, at hvis du prøver at ramme alle, så rammer du ingen. Men nu prøver jeg det alligevel! Først og fremmest handler den slags om smag. Et godt brød skal smage så godt, at du kan spise det alene, og den ene bid skal give dig lyst til at tage den næste. Det kræver, at brødet har en kornsmag, der er markant uden at være for kraftig. En skorpe, der er sprød, men på sådan en sej og drøj måde og gerne med nogle let brændte toner som kontrast til krummen. Krummen skal have en god balance mellem luft og brød; særligt som morgenbrød er det vigtigt, at der ikke er for mange og store lykkebrønde til smørret. Kernen skal være silkeblød, hvilket vi opnår ved at hæve brødet maksimalt. Det skal balancere lige på sit bristepunkt. Og så skal det selvfølgelig bages hver eneste dag, eller, som vi gør, løbende igennem hele dagen.”

Skønhed og gastronomisk orgasme

Bo Bech taler passioneret og følelsesladet om sit brødprojekt. Han bruger ord som skønhed, lyst og gastronomisk orgasme, men er samtidig ikke blind for, at en del af bageriets succes skyldes hans medieprofil som ekspressiv og kompromisløs propagandist for den gode smag. ”Men de kunder, som køber brødet pga. kendis-effekten, har vi kun i butikken én gang”, mener Bo Bech, ”når folk kommer igen, er det for brødet”. Den påstand kan gastros udsendte attestere. Der findes ikke et brød, som opfylder alle de krav, man kan stille til sådan ét. Men Bo Bechs brød kommer meget tæt på. Den sansede del af smagsoplevelsen imødekommer langt de fleste krav, men kan stille til udseende, aroma, struktur, kontrast og balance mellem elementerne. Og ligesom med en vin i perfekt balance giver det en meget bred anvendelighed både i og uden for gastronomisk kontekst.

Intellektuelle dele af oplevelsen

At brødet er økologisk er ikke noget, bageriet gør et stort nummer ud af, men sammen med selve indkøbssituationen i den lækkert minimalæstetiske forretning, Bo Bechs kendis-faktor og den originale étbrødsdogmatik udgør disse mere intellektuelt erkendte sider af oplevelsen et væsentligt supplement til brødets samlede kvalitet. Og så skader det heller ikke, at prisen er holdt på 30 kr. for 750 g brød, som kvalitativt tåler sammenligning med fx emmerys e-brød til cirka 44 kr. for den samme vægt. Bo Bech er dog ikke en mand, der giver sig af med sammenligning. Da gastro for anden gang spørger, om der findes et andet brød i Danmark, som Bo Bech kan anbefale, hæver kokken sine øjenbryn med et lidende udtryk, ryster opgivende på hovedet og svarer: ”Nej”

I forrige måned tog gastro en række københavnske vinbarer under kærlig behandling, og til trods for en anselig volumen af leverforstørrende research røg et par vinbar-agtige traktørsteder under den vinøse radar.

Vinos Los Andes er endnu et eksempel på konstruktionen importør/vinbutik/vinbar. Alle vinene er argentinske, og de forhandles i detail og udskænkes hver dag fra kl. 14 til 20 og til 22 fredag og lørdag i butikken, der også rummer et lokale til smagninger og middagsarrangementer. Du kan vælge mellem 20 forskellige vine på glas mellem 45 og 65 kr. Etablissementet er at finde på adressen Amagerbrogade 18 i København. Videre til hjørnet af Stefansgade nr. 9 på Nørrebro, hvor Liese og Niklaus Sonne ved juletid sidste år udvidede aktiviteterne i deres firma VinInvest A/S med både åbne og lukkede vinarrangementer i nogle lokaler, som går under den meget relevante arbejdstitel Vinbaren i Stefansgade. Kældrene under den prøvede Nørrebro-asfalt rummer 15-20.000 flasker, der tilhører private samlere, hvoraf nogle er interesseret i at sælge det, de ikke selv kan sætte til livs. Det hjælper vinbaren dem med. Der har været åbent for offentligheden torsdag og fredag fra 16 til 22.30 siden april. I det tidsrum kan man købe enkelte glas eller små skiftende vinmenuer, og hvis man lægger 100 kr. til opvaskeren, kan to mennesker medbringe deres egen mad, evt. fra et af gadens talrige take-away-steder. Endelig skal vi tilbage over kanalen til Islands Brygge, som sandelig også har en vinbar. Den hedder Nose Wise med undertitlen ”Bryggens vin og kaffe”, og slår sine stilfulde folder i den lille Vestmannagade 4, blot en veltrænet spytklat fra Langebro. Her serveres et nydeligt udvalg af økologiske vine per glas og flaske til at skylle indholdet af et pænt lille spisekort ned med. I løbet af sommeren har Nose Wise udvidet fra 30 til 60 siddepladser indendørs i nr. 4, som har åbent fra kl. 8 om morgen til 19 om aftenen, kl. 20 om fredagen. I løbet af efteråret forventes endnu en afdeling at stå klar, nemlig i Vestmannagade 3 lige på den anden side af gaden, hvor man regner med at kunne holde åbent til kl. 23.

Hovedstaden oplever disse år et veritabelt vinbar-boom. Fra folkelige feststuer til smånørdede feinschmecker-barer. Fælles for etablissementerne er kærligheden til vin. Temaer, muligheder og fortolkninger er legio. gastro har sendt forhærdet vinbarrotte Rasmus Holmgård på vinbar i København

Da jeg i begyndelsen af 2002 havde min første vagt bag baren på vincaféen Bibendum i Nansensgade, var der kun tre andre vinbarer i København. Det var navnkundige Vinbaren i Dr. Tværgade, Bistro Bacchus i Viktoriagade og Pegasus i Mysundegade. I Bredgade havde Le Sommelier allerede slået sine velformede folder i en årrække, men selvom stedet en overgang kaldte sig for ”vinbar”, har ”restaurant” vist altid været en mere rammende betegnelse. Men ingen var i tvivl om, at alverdens konceptvinkort, BYO, +100-kalkulering, glasvis servering og i det hele taget en folkeliggørelse af det at drikke god vin i byen lå og ulmede lystigt på talrige kreative restauratørers tegnebrædder.

Imponerende opbud

Siden er trenden brut ud i den mest lysende lue, noget københavnsk vinøre kunne have ønsket sig. Godt nok er Vinbaren blevet til en cocktailbar, og Pegasus til en ølbar, men i omegnen af en snes andre vinbarer pryder nu gadebilledet i en af Europas mest gastronomilivlige hovedstæder. Årene med tropisk økonomisk klima har skubbet den folkelige præference fra prutpilsner over lokale mikrobryg og søndenækvatoriale rødvine til stadigt lettere og mere delikate og elegante vine af divergerende herkomst. Den likvidgastronomiske eventyrlyst har været proportional med svinelæderets vellevned, og interessen har katalyseret livskraften hos, hvad der i dag er et imponerende opbud af muligheder for dig, der har lyst til et godt glas ude i det vinøse bylandskab.

Tyk og tynd, høj og lav

De følgende sider indeholder præsentationer af de seks vinbarer, som jeg lige nu synes er de mest interessante – af meget forskellige årsager. At de alle seks er blandt byens nyeste indslag på vinbarscenen, er selvfølgelig en medvirkende faktor til min interesse, men samtidig repræsenterer de valgte steder en betragtelig stilmæssig variation, der udfordrer grænserne for min forståelse af, hvad en vinbar er og skal kunne. En enkelt relevant vinbarkonceptuel satellit får kun følgende selvstændige omtale, idet Sabotøren (www.sabotøren.dk) på Nørrebro venligt men bestemt har frabedt sig at figurere i artiklen. Sabotøren er byens uden konkurrence mindste vinbar, hvis 10 pladser ifølge indehaver Maria Gill er forbeholdt kerneklientellet i nærmiljøet. Ønsket om ikke at blive nævnt blev ytret under ”appel til min menneskelighed”, og jeg håber, Maria vil tilgive mig, at hensynet til gastros nysgerrige læsere i denne sammenhæng vejer tungere. Men jeg skal gerne strække mig så langt som til at fraråde enhver at besøge den politisk bevidste, røgfyldte og økologiske vinbar, Sabotøren, hvor døren ifølge hjemmesiden ellers ”er åben for tyk og tynd, høj og lav”.

De udvalgte vinbarer

Rubrik 1

Terroiristen

Underrubrik

Kenderkræs for bionørder

Brødtekst

Formelt. Terroiristen, baren med Københavns mest tungevridende titel, ejes og drives af Stefan Jensen, som siden 2000 har handlet med vin. Først i virksomheden Winebrokers og siden i Winewise, der i dag varetager importfunktionen for Terroiristen. Terroiristen åbnede i 2008 i en af Nørrebros mest dynamiske og spændende gader, hvor den med sin småflippede og dogmatiske nichetematik faktisk passer som Hans i Grethe til det lokale næringsliv.

Jeg er glad for. Tematikken indikeres allerede af vinbarens titel, og som den veloplyste læser vil vide, så er moderne terroirisme uløseligt forbundet med – nej, ikke Al-Qaeda – idealet om naturlig og minimalinterventionistisk vinproduktion. Som sådan byder Terroiristen på nogle originale, udfordrende, lærerige og også godt gammeldags lækre vinoplevelser med de naturlige vine, ikke mindst med vine fra Slovenien og Friuli, som er husets specialitet. Stefan er en entusiastisk og vidende vært. Alle barens cirka 100 vine serveres glasvis i velvalgt krystal, og du kan supplere det våde med et udvalg af italienske antipasti til rimelige priser.

Jeg er ked af. Med sit fokus på kantede biovine har Terroiristen anlagt en lettere elitær stil, der henvender sig til det rutinerede og kræsne vinpublikum. Det er fint nok, hvis man samtidig gør noget andet for de mere utrænede vinbargæster, men her halter Terroiristen en lille smule. De 3-4 gange jeg har besøgt baren, har der været meget tomt og stille og uden anden stemning, end den jeg selv kunne ryste ud af ærmet. Lidt højere musik og hyggeligere belysning ville gøre underværker.

Samlet indtryk. Terroiristen er et spændende og innovativt bidrag til den københavnske vinbarscene. Vinene og betjeningen er i top. Men der bør arbejdes lidt på at gøre baren hyggelig.

Terroiristen, Jægersborggade 52, 2200 Nørrebro, 22 68 45 05, www.terroiristen.dk

Rubrik 2

Tire Bouchon

Underrubrik

Klassisk fransk kælderhygge

Brødtekst

Formelt. Tire Bouchon, hvilket er fransk for proptrækker, er blevet til som et samarbejde mellem vinhandleren Corentin Bauer fra firmaet Vinea Nordic og Eric Vincent, indehaver af den efterhånden klassiske Pisserenden-restaurant l’Education Nationale, der ligger en veltrænet spytklat fra de to etager, som vinbaren har overtaget fra den tidligere stand-up-bule, KulCaféen.

Jeg er glad for. Atmosfæren på Tire Bouchon er lun, hyggelig og folkelig i et godt møde mellem traditionel parisisk bistro og urban dansk caféstemning. Der serveres et fornuftigt og dynamisk udvalg af vine på glas, primært fra Vinea Nordics glimrende, om end 100 % franske, portefølje, hvilket gør Tire Bouchon til lidt af en temavinbar. Men hvad gør det, når Frankrig lægger inspiratorisk ophav til så mange smukke vine og ditto madretter, af hvilke en snes stykker i veltilberedte, rustikke og nydeligt præsenterede udgaver serveres af Tire Bouchons opmærksomme betjening.

Jeg er ked af. Nogle få bagateller: Tire Bouchon har fået indkøbt nogle ret forfærdelige vinglas af mærket C&S, som det ikke lykkedes mig at tage en tår af, uden at der løb cirka lige så meget ned ad min hage. Heldigvis fik jeg et andet glas på forespørgsel. Jeg kunne givetvis også have fået et nyt bord, hvis jeg havde spurgt, men der var mange gæster, så jeg valgte at beholde min plads i ærgerlig nærhed af den tunge stank, som hver 10. minut undslap opvaskemaskinen. Ikke optimalt, når man gerne vil kunne smage sin vin. 

Samlet indtryk. Tire Bouchon er en dejlig, traditionel vinbar, der i sikker og smagfuld stil leverer varen til enhver frankofil vinelsker. Omfatter den præference ikke dig, bør du gå et andet sted hen.

Tire Bouchon, Teglgårdstræde 5, København K, 33 32 17 77, www.tire-bouchon.dk

Rubrik 3

R Vinbar

Underrubrik

Velreflekteret hipsterbar

Brødtekst

Formelt. R’et i R Vinbar står for Restaurationen, som etablissementet er en lille vinøs filial af. I forhold til den velkendte moderrestaurant nogle få skridt oppe ad gaden har indehaverne Lisbeth og Bo Jacobsen skåret konceptet helt ind til benet, og med sine enkle snacks og insisteren på hverken at servere øl eller drinks er R Vinbar lige nu Københavns mest veldefinerede og temafokuserede vinbar. 

Jeg er glad for. R Vinbar er moderne og pæn og med en stilren indretning, der med sin minimalistiske æstetik leverer fin support til det skarpe koncept. Der serveres omkring 30 vine på glas fra en indbydende, men også en smule konservativt kurateret liste. Det vender jeg tilbage til. Betjeningen er vidende, engageret og opmærksom, og vinene serveres med et lille nummerskilt med korresponderende ditto på vintavlen. Du kan desuden vælge en vinmenu på tre glas for kun 100 kr. Fedt, men sådan nogle små lækre detaljer.

Jeg er ked af. Det rene, smarte look fungerer godt, når mange mennesker mingler glade rundt, men det kan virke lidt koldt, når der ikke er så mange gæster. Der er ikke altid lige hyggeligt. Og så undrer det mig, at en vinbar, som kan vælge og vrage i sortimenterne hos 1600 danske vinimportører, ikke har flere oversøiske repræsentanter på glaskortet. Bevares, det er ikke mig, der drikker dem, men jeg kender rigtigt mange mennesker, som elsker australsk, chilensk, sydafrikansk, argentinsk etc. Burde der ikke være lidt mere til dem?

Samlet indtryk. Der er tænkt over tingene på denne stilfulde og gastronomisk hippe vinbar, der har masser at tilbyde den kræsne vinentusiast m/k. Decideret lun og folkelig er R Vinbar dog ikke.

R Vinbar, Gammel Mønt 14, København K, 33 14 94 98, www.restaurationen.dk

Rubrik 4

PatéPaté

Underrubrik

Stemningsfyldt folkefest

Brødtekst

Formelt. PatéPaté åbnede i sidste måned, hvor disse linjer for længst var gået i trykken. Det var derfor en smule præmaturt med en decideret anmeldelse af det seneste skud på stammen i Kenn Husteds vinbarimperium, som tillige omfatter Bibendum, Panzón og Falernum. Men da stedet med sine 120 pladser inde og lige så mange uden for på den hotte adresse i Kødbyen er Danmarks største vinbar, skal du ikke snydes for en omtale.

Jeg er glad for. Husteds vinbarer har altid været eksponent for netop den folkelige hygge og løsslupne feststemning, som jeg har savnet en smule på nogle af de andre vinbarer. Det vender jeg tilbage til. Betjeningen er afslappet, personlig og nærværende, hvilket for mig kompenserer fint for det faktum, at ikke alle tjenere er lige velbevandret udi vinens verden. PatéPaté er et interessant sammensurium af idéer og muligheder. En underholdende vinbar med et stort og varieret udbud af vine på glas (cirka 50). 

Jeg er ked af. Skal der være abefest på en vinbar? Hvis man går på vinbar for at nyde et virkeligt godt glas vin, lære noget nyt og koncentrere sig om en delikat oplevelse, så er svaret nej. Her kommer førnævnte vinbarer ofte til kort ud på de små timer, hvor luften er tæt af folk og festudstødning. Og så er maden på Husteds vinbarer som regel lige så rustik og upræcis som møblementet, hvilket ikke klinger vanvittigt godt med vinkortets stigende fokus på økologi og lette, sprøde vine.

Samlet indtryk. Et levende, sydende, folkeligt vincirkus med bred appeal og ditto vinkort. Delikatesseforretning, restaurant, bar, selskabslokale og terrasse i ét. Lettere forvirrende. Men festligt!  

PatéPaté, Slagterboderne 1, Vesterbro, 39 69 55 57, www.patepate.dk

Rubrik 5

Nimb Vinotek

Underrubrik

Lækkert og velpoleret

Brødtekst

Formelt. Åbnede i 2008 som en del af Løgismoses ambitiøse og (over)modige satsning på at retablere Tivolis historiske kulinariske højborg, og blev i foråret 2009 overtaget af Tivoli. Vinbaren ligger i husets stemningsfulde og rustikt indrettede kælder. Kristian Ploug Jørgensen er vinotekchefen, som assisteres af celeb-sommelier Jacob Kocemba fra restaurant Herman ovenpå i at udvælge vinene til kortet.

Jeg er glad for. Det store kælderrum med det grove møblement indbyder til afslappet vinkalas, men afslører også stedets seriøsitet med de imponerende vinkøleskabe, som udgør væggene i begge sider af lokalet. Lækkert. Glaskortet er ikke prangende, men fint sat sammen, og Kristian Ploug, som har været til stede alle de tre gange, jeg har besøgt Nimb Vinotek, vejleder kyndigt i den eventuelle kombination med barens aldeles udsøgte snackerier. Løgismoses røgede laks er sublim.

Jeg er ked af. Ikke særligt meget. Det er endnu ikke lykkedes mig at dumpe ind på et fyldt og feststemt Nimb Vinotek, som lever lidt af en skyggetilværelse på sin turistadresse over for Hovedbanegården. Det er synd, for der er masser at komme efter – også for lokale gourmeter.

Samlet indtryk. Behagelige og elegante omgivelser til en veltilrettelagt all-round-vinbaroplevelse af høj kvalitet. Men det er bedst, hvis du selv tager dit selskab med. Der er plads til 90.

Nimb Vinotek, Bernstorffsgade 5, Vesterbro, 88 70 00 50, www.nimb.dk

Rubrik 6

The Wine Room

Underrubrik

Kønsløs vinautomat

Brødtekst

Formelt. The Wine Room ligger i stueetagen af det norsk ejede Hotel Twentyseven lige om hjørnet fra Københavns Rådhus. Hotel Twentyseven har 200 værelser og ikke færre end fire tilstræbt smarte konceptbarer til at imødekomme behovet hos hotellets gæster, vildfarne turister og andre sagesløse forbipasserende.

Jeg er glad for. At jeg besøgte The Wine Room i embedes medfør. Men så er det også sagt. Vinbaren består i al sin enkelthed af en række flasker i et fuldautomatisk køleskab med elektrificeret skænkefunktion ved indsættelse af et værdikort, som skal indkøbes i receptionen. Det er en teknik, der vinder frem mange steder i byen, og som jeg derfor synes, det er relevant at omtale. Ikke mindst i disse tider, hvor alle prædiker om at konkurrere på personlighed, nærvær og oplevelse. Hvad fanden skal jeg så med en automat?

Jeg er ked af. At der ikke var nogen til at fortælle om vinene. At den vin, jeg langt om længe fik skænket, var oxideret efter otte dage i åben tilstand (retfærdigvis skal nævnes, at en sød ansat på eget initiativ åbnede en ny og velsmagende flaske). At automatens omgivelser ligner forsiden af et ILVA-katalog fra 1995, komplet med de mest campede dekorationer på borde, vægge, reoler, you name it. De 30-40 vine var for så vidt velvalgte og rimeligt prissatte, men hvad hjælper det, hvis de er oxiderede, og der ingen er til at tjekke det?

Samlet indtryk. The Wine Room er københavnsk vinbarkulturs svar på russisk roulette. Den førerløse vinautomat er i hvert fald både for usikker, upersonlig, kønsløs og stemningsforladt til mig.

The Wine Room, Løngangstræde 27, København K, 70 27 56 27, www.hotel27.dk

De andre vinbarer

Rubrik

Flere nævneværdige vinbarer

Bibendum

Stort vinkort, heraf 50 på glas. Enkelt køkken. Rustik, lun og afslappet indretning. Ditto betjening.

Nansensgade 45, København K, 33 33 07 74, www.vincafeen.dk

Bistro Bacchus

Ærkefransk vinudvalg og stemning. Dynamisk og velvalgt glasliste. Enkelt bistrokøkken.

Viktoriagade 8, kælderen, Vesterbro, 33 22 67 97

El Tapeo

Spansk vin- og tapasbar i hjertet af det gamle København. 24 spanske vine på glas + fint sherrykort.

Peder Hvitfeldts Stræde 15, København K, 33 93 11 66, www.eltapeo.dk

Falernum

Samme vinkort, stil og ejer som Bibendum, dog lidt bedre køkken, der er åbent fra kl. 08 til 22.

Værnedamsvej 16, Vesterbro, 33 22 30 89, www.falernum.dk

Il Senso

+30 italienske vine på glas, primært egen import, og omfattende flaskekort. Enkelt antipastokøkken.

Gothersgade 87, København K, 33 12 87 19, www.ilsenso.dk

Kaffeplantagen og vin

Mere kaffe- end vinbar, men den lille vinliste er pæn og velkurateret og tilbyder seks vine på glas.

Classensgade 11, Østerbro, 32 11 41 14, www.kaffeplantagen.dk

Le Figaro

Samme ejer, vinkort og æstetiske ideal som Bistro Bacchus. Fin udeservering om sommeren.

Willemoesgade 31, Østerbro, 35 38 78 00

Malbeck

Stilfuld vinbar med stringent fokus på Argentina. Dynamisk glasliste. Snackagtig tapasservering.

Istedgade Istedgade 61, Vesterbro, 33 31 19 70, www.malbeck.dk

Panzón

Samme vinkort, stil og ejer som Bibendum. Også her lidt bedre køkken. 11 meter bar + vinudsalg.

Rosenvænget Allé 6, Østerbro, 35 38 98 00, www.panzon.dk

Tango & Vinos

Danseglad argentinsk vinbar. Begrænset vinudvalg af egen import. Enkelt snack- og tapaskøkken.

Herluf Trolles gade 9, København K, 33 32 81 16, www.tangoyvinos.dk

Villa Vino

Imponerende 54 vine på glas med god geografisk variation. Enkelt snackkøkken. Pæn indretning.

Mikkel Bryggers Gade 11, København K, 33 32 17 33, www.villavino.dk

Faktaboks 1

Rubrik

Nej, vi har ikke glemt

Brødtekst

Berntsens Ballade, Mice dj & cocktail bar (tidl. Katz Øl & Vinbar), Vinbaren, Le Sommelier, Umami, Fabio Wine & Cheesebar, OVSA, Casa d’Antino, Tapasbaren, Pegasus og Österreich, som alle lugter en lille smule af vinbar, selvom andre betegnelser nok er mere rammende. Herunder de mindre sexede ”restaurant” og ”vinbutik”, som de fleste af ovenstående da også abonnerer på ganske frivilligt.

Faktaboks 2

Rubrik

Rasmus Holmgård

Brødtekst

Født 1977. Freelancejournalist med speciale i vin og gastronomi. Tidligere vinimportør, kok og tjener, herunder et par år bag baren på Bibendum. Fuldtidsskribent og –foredragsholder siden 2004.

Faktaboks 3

Rubrik

Hvad er en vinbar?

Brødtekst

En vinbar er et sted, hvor du kan opleve nogle spændende vine, uden at det kræver, at du bænker dig til en middag, eller at du investerer husholdningsbudgettet i hele flasker af de valgte dråber. En vinbar har dermed et vist fokus på glasvis servering af vin. I hvilket omfang køkkenet er prioriteret er principielt underordnet, så længe du er velkommen til at nøjes med et enkelt glas eller to. Endelig er en vinbar et etablissement, som har åbent om aftenen og i weekenden for dermed overhovedet at kvalificere til betegnelsen ”bar”.

René Langdahl Jørgensen er cand.mag. i historie, underviser i vin og madkultur, fast vinskribent i magasinet gastro og fra sidste måned tillige forfatter til en bog om Toscanas bedste vinmagere.

”Et must for alle der elsker Toscana, områdets fortryllende vine og gode historier!”, skriver Politikens forlag i en pressemeddelelse, og det er jo ord, som forpligter. Et decideret ”must” vil jeg nu ikke ligefrem kalde bogen, der på ingen måde har karakter af opslagsværk. Som titlen antyder, er Vinmagerne fra Toscana et portrætgalleri med Langdahl som helt subjektiv kurator på den smagfulde udstilling, smukt illustreret af fotograf René Riis. Både behandlingen af bogens 44 udvalgte vinmagere og de mere overordnede causerier om toscansk vin er formuleret personligt, indlevende og indsigtsfuldt, med fint overblik og en befriende sans for og fokus på det, som er vigtigt. Alt andet er overladt til mere leksikal lekture som fx Politikens bog om italiensk vin, hvis seneste udgave udkom i efteråret 2008. Den bog er et must. Vinmagerne i Toscana er ren fornøjelse.

Vinmagerne i Toscana udkom den 15. oktober, er på 256 sider, og koster 350 kr. i vinbutikker over hele landet

Hvordan kan så mange kunder tage fejl af stor italiensk vin? Fordi vinen smager ganske udmærket, selvom der er snydt med indholdet.

Hvis man køber en vin, der smager dejligt, og som man er tilfreds med at have betalt en bestemt pris for, kan man så tillade sig at føle sig snydt? Svaret er ja. Det er nemlig ikke bare snyd, men direkte strafbart at angive falsk varebetegnelse i Danmark, og det er lige netop, hvad det er, hvis en vinflaske med påskriften ”amarone” indeholder vin fra Frankrig. I sidste uge bragte mange medier historien om de cirka 130.000 flasker amarone, som SuperBest havde solgt uden at vide, at de faktisk indeholdt en blanding af amarone – og en billig fransk bordvin. Kun DR havde fanget vigtigheden i det centrale spørgsmål: Hvordan kan det være, at SuperBest ikke har modtaget én eneste klage over vinen?

Positiv forventning = god oplevelse

Svaret skal findes i de psykologiske mekanismer, som styrer vores glæde ved en oplevelse – og i vidt omfang også den måde vi teknisk registrerer oplevelsen på. Groft sagt synes der at være en tæt sammenhæng mellem, hvad vi forventer at opleve, og hvad vi faktisk oplever. For utrænede smagere er det lige så meget forventningen i sig selv, der giver glæden ved vinen, som det er måden, vinen smager på. Jeg plejer at kalde det for ”champagne-effekten”, fordi champagne er et godt eksempel på, at selv folk, der ikke har meget forstand på vin, foretrækker champagne, når de ved, at det er champagne, men billigere og simplere boblevine, hvis vinene smages blindt, dvs. uden at folk ved, hvad de smager.

Overnational bordvin

Så når en kunde køber en flaske amarone i SuperBest, er der etableret en positiv forventning, som så ret let forløses af vinen i flasken – uagtet at den måske er lidt tyndere end den burde være. Drikkeoplevelsen er positiv, selvom der er snydt med indholdet i forhold til etikettens påskrift. Hvis vinen var blevet markedsført som et overnationalt brand – en blandet bordvin fra EU i en smart indpakning og med løftet om, at mindst 50 % af indholdet var amarone – gad vide, om det så ikke ville have været en lige så stor kassesucces? Uden snyd.

Flere tanker om den falske amarone på min blog på Spiseliv lige her

Vær med til at protestere mod motorvejsbroen over Moseldalens vinmarker inden 1. december.

Det tyske mad- og vinmagasin Der Feinschmecker går nu aktivt ind i kampen for at standse byggeriet af en firesporet motorvejsbro tværs over nogle af Moseldalens bedste vinmarker. Allerede i april begyndte myndighederne i Rheinland-Pfalz forberedelserne til anlæggelsen af den såkaldte B50 neu-motorvej, hvis 1792 meter lange projekterede bro over Moselfloden vil kaste den skygge, der er aftegnet på fotoet. Broen starter midt i den berømte vinmark Ürziger Würzgarten, og tanken om, hvilken indflydelse både skyggen og ikke mindst bil-os vil have på Mosels højt skattede terroir, har allerede fået tusindvis af vinelskere til tasterne på talrige fora overalt i verden.

Nu kan du også være med til at gøre en forskel, men du skal være hurtig på fingrene. Magasinet Der Feinschmecker har oprettet en elektronisk underskriftindsamling på adressen www.der-feinschmecker.de/moselprotest, hvor indsamlingen løber indtil den 1. december. Herefter præsenteres de forhåbentlig rigtigt mange protester for Rheinland-Pfalz’ ministerpræsident, Kurt Beck. Og så får vi at se, om det gør en forskel.

For et år siden skrev vi her i spalten ganske kort om det sydafrikanske vintabu. 12 måneder og et hav af tekniske undersøgelser senere er den sydafrikanske vinindustri ikke tættere på at forstå, hvorfor landets vine smager af brændt gummi

 “Brændt gummi?”, tænker du måske, ”kan det virkelig have noget som helst med vin at gøre?” Svaret er: ”Nej, smagen af brændt gummi bør ikke have noget som helst med vin at gøre”, og ikke desto mindre er de fleste kommentatorer enige om, at det er lige præcis, hvad brændt gummi har med sydafrikansk vin. ”Brændt gummi” er en hyppig association eller aromatisk reference til en bismag, som synes at præge 15-20 % af alle vine fra det ellers teknisk velfunderede og generelt dygtige vinland. Uafhængigt af region, druesort og årgang. Nogle har refereret til smagen som soltørret tomat, jord eller røg, andre som en krudtet mineralitet eller kød fra vildt, og senest har den sydafrikanske forening af vinproducenter bedt om, at der refereres til problemet med ordet ”acrid”, som bedst kan oversættes til ”besk”. Som om det gjorde det meget bedre.

Stærkt tabu

Selvom der er blevet skrevet meget om den ærgerlige bismag igennem de seneste 7-8 år, var det først, da den britiske journalist Jane MacQuitty i oktober 2007 formulerede en skarp anklage i avisen The Times of London, at debatten brød ud i lys lue. Det britiske marked aftog 28 % af de 300 millioner liter vin, som Sydafrika eksporterede i 2007 (Danmark 4 %), så det er ikke uden betydning, hvad ledende vinskribenter udtaler om kvaliteten af de afrikanske dråber. Problemet med MacQuittys anklage var, at problemet bedst kan beskrives som et stærkt tabu i Sydafrika. Et tabu, fordi ingen kan forstå, hvor smagen kommer fra, og fordi det derfor er vanskeligt at skulle se i øjnene, at den dominerer en femtedel af landets produktion. Og så forstærkes tabuet af, at flere kendte vinmagere i Sydafrika hårdnakket benægter eksistensen af nogen som helst bismag.

Kældergane

Årsagen til, at ellers højt respekterede fagfolk ikke anerkender problematikken som andet end journalistisk hysteri, skal findes i det velkendte fænomen, som på engelsk kaldes ”cellar palate” – direkte oversat ”kældergane”. Kældergane er noget, man som vinmager kan lide af, hvis man primært smager vinen fra sin egen kælder igennem så mange år, at man til sidst ikke kan få øje på detaljerne i den. Smagen af ens egen vin bliver så at sige det neutrale, og velsmagende, udgangspunkt, som alle andre smagsoplevelser forholder sig til. Mange sydafrikanske vinmagere er med andre ord ude af stand til at detektere smagen af brændt gummi, simpelthen fordi de har vænnet sig til den.

Virus eller dårlig hygiejne?

Fra officiel side har den sydafrikanske vinindustris pr-organ, WOSA, dog ikke kunnet ignorere kritikken, og siden 2008 har et hold af forskere ved universitetet i Stellenbosch forsøgt at løse gåden om bismagen. Endnu uden held. Spekulationer går i retning af, at smagen skyldes en såkaldt bladrullevirus, men andre mener, at det er et spørgsmål om dårlig hygiejne i produktionsmateriellet. Her to år efter den officielle anerkendelse af problemet og et års intensive undersøgelser, er vi altså ikke kommet tættere på hverken en forståelse for problemet eller en måde at undgå det på.

Terroir, frugt og vinmager

For os som forbrugere melder sig spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til eksistensen af sådan en bismag. Faktisk sætter nogle mennesker pris på den røgede, lettere dyriske note af brændt gummi, og smagen kan som sådan ikke entydigt kategoriseres, som noget, vi må til livs. Når der alligevel er generel enighed om at forsøge at lokalisere og eliminere årsagen til smagen, er det ud fra den betragtning, at ethvert smagselement, som er fælles for et helt land, devaluerer vinenes udtryk for vækststed, det, vi kalder ”terroir”, for druesort og ikke mindst for vinmagerens personlige stil. Disse tre komponenter bør være afgørende for vinens kvalitet og ikke en mystisk smag af brændt gummi. Om du så kan lide den eller ej.