Læserbrev til Sélection

København, torsdag den 25. juni 2009

 

Læserbrev som reaktion på Lars Bo Henriksens ”Kæpheste og vinbedømmelser” i Sélection juni 2009

Af Rasmus Holmgård, vinanmelder i gastro og på Dagbladenes Bureau

 

I juninummeret af Sélection retter Lars Bo Henriksen (LBH) en konstruktiv kritik mod det danske korps af vinanmeldere. Han gør det venligt og appetitligt, og den slags er med til at understøtte LBH’s omdømme som én af landets mest seriøse og respekterede vinhandlere. Også på det kontor, hvor jeg sidder (alene). LBH argumenterer for, at vi anmeldere forsømmer den del af vores funktion, der handler om at vejlede forbrugeren til de bedste køb til prisen. Han foreslår, at anmeldelser bliver til på baggrund af sammenligning af vine inden for samme stilmæssige kategori og i samme prisleje, og roser i øvrigt de anmeldere, som anvender 100-point-skalaen. Det giver mig lyst til at nuancere billedet af vinanmelderens pligt og rolle og til at pege på nogle af årsagerne til, at LBH’s idealanmeldelser hverken er realistiske eller stimulerende for en dansk vinnyders forståelse for kvalitet.

 

For dyrt og forvirrende

Første del af det postulat er enkelt: Intet dansk medie har midler til at finansiere det omfattende arbejde med kommunikation og logistik, som er en forudsætning for at kunne stable en seriøs smagning af fx 8-10 forskellige carmenère-vine til omkring 50 kr. på benene. Det kan man gøre en gang imellem, men ikke hver eneste uge, idet det sparsomme budget til vinspalterne ville være opbrugt, længe før nogen anmelder fik sat næsen til glasset. I øvrigt er det langt fra sikkert, at 50 kr. er det prisleje, hvor carmenère-vinene viser en god relation mellem pris og kvalitet, hvorfor de i så fald alle skulle have lave vurderinger i forhold til vinypens ultimative potentiale. Måske er carmenère-vinene mest konkurrencedygtige forhold til fx chilensk cabernet imellem 75 og 100 kr. eller i 3-liters-bag-in-box til 99 kr. At etablere den relation ville kræve endnu flere smagninger, hvoraf kun nogle ganske få ville vise, hvad der var anbefalelsesværdigt, og mange, hvad der hellere skulle undgås. Det er hverken konstruktivt eller vejledende.

 

Den reelle indkøbssituation

Som sådan er den stramme sammenligningsform givetvis attraktiv i teorien, men den giver ikke nødvendigvis et mere sandfærdigt billede af de forskellige måder at anskue kvalitet på, som florerer derude i æteren. Og den er heller ikke særligt repræsentativ for forbrugerens reelle indkøbssituation, hvor valget meget sjældent står mellem 8-10 forskellige carmenère-vine til omkring 50 kr. Det vil kun være tilfældet for den i forvejen trænede vinforbruger, som sidder ved computeren og køber vin via internettet. I supermarkedet, såvel som hos den lokale vinhandler, vil der typisk være én carmenère, måske til 50 kr., og så vil der være en masse andre vine i en række andre prisgrupper, og det er i langt de fleste tilfælde grundpræmissen for at foretage sit kvalificerede valg.

 

Analyse og holdning

LBH ser, som han også understreger i sin artikel, sagen fra sin position som en vinhandler, der gerne vil anvende en evt. positiv anmeldelse i markedsføringsøjemed. Den markedsføring er vi vinanmeldere ligeglad med. Vores udgangspunkt er at gøre forbrugeren opmærksom på vores egen holdning til et bestemt produkt – en holdning, som det står enhver frit for at være enig eller uenig i. Sådan er det nemlig med enhver form for anmelderi og kritik af kulturprodukter, som baserer hele eller dele af sin værdi på at give forbrugeren en æstetisk oplevelse: Der findes ingen facitliste for skønheden, kun velfunderede holdninger og velargumenteret diskussion. Dertil kommer selvfølgelig et krav om, at anmelderen kan formidle en mere stringent analyse af værket eller produktet, så forbrugeren har en chance for at gennemskue, hvilke dele af anmeldelsen, der tager udgangspunkt i produktets egentlige udtryk (det tilstræbt objektive), og hvilke, der handler om anmelderens personlige holdning (det subjektive). Min holdning er, at det er en grov forsimpling af begge dele at beskrive vinen med et tal på fx 100-point-skalaen. En kvantitativ vurdering har kun en værdi ifølge med en kvalificering af vurderingen, fx en kommentar med analyse og en række mere eller mindre værdiladede ord og deskriptorer til at uddybe kritikken med (negativ eller positiv). LBH’s beskrevne ideal om ”en mere logisk pointgivning” forudsætter, at vin kan vurderes på en lineær skala fra dårlig til god, og at logik er en faktor i afgørelsen af vurderingen. Jeg mener, at begge dele et en ærgerlig reduktion af de talrige faktorer, som udgør en vinoplevelse.

 

Skønhed er ikke videnskab

Endelig ligger en del af de forskellige krav, vi som hhv. vinhandler og anmelder stiller til udformningen af vinkritikken i de danske medier anno 2009, om selve grundlaget for vores eksistens og dermed primære funktioner og målsætninger i vores respektive professionelle virke. Jeg har fuld forståelse for, at man som vinhandler kan ærgre sig over inkonsistensen og den manglende metodesammenlignelighed, som anmelderkorpset stiller op med. Anmeldelserne blafrer rundt i øst og vest, og den videnskabelige evidens roder afgjort rundt et sted langt under en skrigende rød bundlinje. Men skønhed er ikke videnskab. Og vinjournalistik handler ikke kun om det rigtige produkt til den rigtige pris. Det handler om at anvende og udbrede et ordforråd til at registrere, kvalificere og følgelig rekonstruere en dejlig oplevelse med vin. At inspirere og oplyse forbrugeren til SELV at kunne vurdere vinens kvalitet ud fra sin helt egen skala. Stjerner, point eller kokosmakroner. I processen forsøger vi at guide vores læsere til så mange positive oplevelser med en fornuftig forvaltning af vinbudgettet, som det er muligt, for at fastholde og forhåbentligt forstærke interessen for vin. Den del af formålet kan vinbranchen og vinpressen nok mødes om, men den rigtige vej derhen kan ikke hugges i sten eller 100-point-skalaer.