Værtens bedste vine

Foto: Ib Sørensen (2006)

I november 2006 nedfældede jeg til Vinmagasinets tema med titlen “Værtens bedste vine” fem bud på vine, som dengang stod i min hukommelse som storslåede. Oplevelsen af at drikke dem var i hvert fald.

Rasmus’ bedste vine. Eller i hvert fald fem styks, der stadig kan skimtes igennem årenes stadigt tættere ethanoltåger. De allerstørste oplevelser med vin har jeg haft, mens vin var en spirende hobby og stadig et mysterium. Flasken til munden og nakken bagover til sydeuropæisk stjernehimmel, cikadesang og englesmag, mens jeg lader mit vand op ad den korresponderende marks ældste vinstok. Bordets anden 1-liters-karaffel med iskold rødvin a 1,60 € til en friteret ansjos i Lissabon i 40 grader. De liflige dråber af halvgæret Mclaren Vale-shiraz, som tilfældigt rammer læben, mens jeg tramper bærmen rundt i mosten sammen med et par langhårede aussier med grineflip.

Mørk-violet, vulgærsød, frodig og rasende sexet
Eller endnu før det, da vin var et brugsprodukt på linje med lakridskonfekt og moussaka-mix fra Knorr. Jeg elskede en Alicante-vin til 59 kr. fra Holte Vinlager (sic!) for sin sødmefulde frugt og glatte struktur. Og senere tog en vacqueyras til 49 kr. fra Irma mig med storm. Den var skyld i, at jeg søgte praktikplads fra kokkeskolen på en restaurant i den sydlige Rhône-dal. Tak til Irma. Jeg besluttede mig for at arrangere vinsmagninger for elever og lærere på Hotel- & Restaurantskolen, og vores første arrangement var med Helge fra Dansk Vinforsyning. Helge medbragte et nydeligt batteri af italienske vine fra her og hist, og jeg husker tydeligt, hvordan han ærefrygtigt fremdrog aftenens trumfkort, en pugliesisk aleatico fra firmaet Candido. 118 kr. var en vanvittig pris for en vin, syntes jeg, men jeg drømte om den mørk-violette, vulgærsøde, frodige og rasende sexede vin i uger og måneder efter smagningen.

Den slags skelsættende vinoplevelser er der desværre langt imellem i dag, til trods for at det ikke skorter på indtag af vine, som er mange gange dyrere end aleaticoen. Fem vine, som inden for de senere år har skilt sig ud fra mængden er:

Château de la Negly La Falaise 2000

I sommer var jeg på forretning i sydfranske Avignon, hvor jeg efterhånden kender nogle mennesker. Spontant lod jeg mig denne aften indrullere i et selskab af vintosser på den herlige restaurant La Vache à Carreaux. Da restauranten lukkede, blev den hårde vinkerne siddende og labbede ejerens stadigt mere outrerede blindere i sig i et stadigt bedre humør. Mit franske flød som skidt fra Vachens spædekalv, da tungebåndet med ét blev lammet af en vidunderlig vin. Perfekt modnet, tung og chokoladelaber frugt, båret af en perfekt struktur og serveret ved 17 grader. Et sandt endorfinbad i den sydfranske nat. Selvom La Falaise kun er nummer tre i kvalitetsrækken fra Negly er der velsmagende udbetaling ved kasse et, om man er den store conniesøren eller ej. To dage senere havde jeg tilbagelagt de250 kmned til Jean-Paul Rosset i La Clape for at smage resten af linjen. Skønne størrelser hele banden, og lidt ærgerligt, at de ligger og samler støv hos ISO.

”Nå ja”, sagde Andreas, ”vi har da også lige den her”, hvorefter han flåede kalotten af en magnumversion af den legendariske vieilles vignes 1998.

Domaine de la Vieille Juliènne Vieilles Vignes 1998

I maj tilbragte jeg en uges tid i Châteauneuf sammen med et par neuf-gale vinvenner. Andet stop på en perlebesat vinrute igennem sommerlandet var hos Vieille Juliènne, hvor jeg aldrig havde været før. Vi blev modtaget af Jean Paul Daumen og hans højre hånd Andreas, som efter det obligate blik på deres vineri diskede op med den ene saftige lækkerbisken efter den anden. ”Nå ja”, sagde Andreas, ”vi har da også lige den her”, hvorefter han flåede kalotten af en magnumversion af den legendariske vieilles vignes 1998. Min notesbog dokumenterer stolt: ”Smukt mørk med teglrøde reflekser, kæmpestor, dyb, kompleks, uudgrundelig, ingen fad men alligevel vanille/karamel/røg, silkeblød entré, flot tannisk greb, lille moden valnød, skovjordbær, kan finde uendeligt mange nuancer, meget tæt på perfekt!” Sådan et fix kan jeg leve højt på længe.

Château Canon la Gaffelière 2002, St-Emilion Grand Cru

Hvordan besøget kom i stand, husker jeg ikke, til rods for at det var mig selv, der arrangerede rejsen for kollegerne i den vinbar, som jeg arbejdede i for nogle år siden. Men en dag stod vi i hvert fald 10 mand stærk på den beskedne La Mondotte-ejendom i St-Emilion. Baronen så vi ikke noget til, men det var et fedt, for hans vine var fantastiske. Det var første gang, jeg lærte om mikrooxideringens effekt på stor bordeaux, og første gang jeg virkelig følte intens nydelse ved at smage en grønskolling fra vestegnen. Hvordan i himlens navn de mennesker havde fået den fucking merlot til at smage af en million, det ved jeg ikke, men jeg var sendt til himmels på et flyvende tæppe af ekstrem frugtig koncentration, et velrettet tannisk uppercut, læskende syre og en smagsrigdom, jeg tidligere kun havde drømt om. Fra den dag har jeg troet på Bordeaux.

Tommaso Bussola TB Amarone 2001

Min daværende kæreste og jeg trillede for snart mange år siden rundt i Valpolicella og turistede den med spontane vinbesøg og en masse skønne middage. Hun havde arbejdet på en af egnens toprestauranter, hvor vi endte en gastronomisk giornata particolare på en briks i tjenernes omklædningsrum. Sådan er det at være madbums. Tidligere på dagen var vi tilfældigt dumpet ind hos Tommaso Bussola og fruen i San Peretto. Jeg havde aldrig hørt om ham før, og var nærmest i choktilstand efter at have sat tænderne i først basisserien BG og siden Tommasos rystende koncentrerede og dog vanvittigt elegante TB-vine fra den massive valpolicella og til den frygtindgydende recioto. Stærkest i min hukommelse står dog amaronen med tilnavnet Vigneto Alto, der for mig repræsenterede alt, hvad en vin skal være. Intens, forfriskende, rig på smag og aroma og fyldt med glædelige overraskelser. Normalt er jeg ligeglad med amarone, men TB er jeg bare glad med!

Domaine des Remizières Cuvée Émilie Hermitage 2001

Der var engang 5-6 håbefulde vinentusiaster, som organiserede sig i en vinklub for at smage sjove ting, indtil vi blev uvenner, da jeg beskyldte de andre for at være vinsnobber. Frygtelig historie. Ikke desto mindre nåede jeg at få en masse skønne vinoplevelser i de dejlige menneskers selskab (snobber eller ej). Cuvée Emilié 2001 satte vi til livs hjemme hos mig en dag, som var gået med at sende kærlige vibes til den 10-timers-simrende boeuf-gryde, der ramte bordet simultant med den pragtfulde hermitage. Med sin flæskede frugt og animalske og tungt røgede næse strøg Emilié lige i knæene på en flok vinterblege gastro-nørder, der allerede var solgt til Rhône. I et par år stod vinen for mig som den ypperste manifestation af ambitionerne syd for Vienne. Vennerne ser jeg ikke mere, men de betagede blikke i stearinlysets skær havde vi til fælles.

(red. 2011: Nu ses vi heldigvis igen og laver jævnligt vinballade. Morale: Alkoholen læger alle sår)