Jeg har testet en god håndfuld nye stjerner og solide klassikere blandt julesnapse på det danske marked.
Linie Aquavit Christmas Edition 2013, Arcus, Norge
160 kr., 70 cl, 41,5 % alk.
Blid, feminin og velafbalanceret snaps, der nok har sit diskret julekrydrede element af nellike, orange og lakrids i behold, men lige så meget tager form efter de fem års modning på træ, som har rundet alle kanter af og gjort drikken harmonisk og elegant. Nyd ved 14-16 grader.
***** (5 ud af 6)
Aalborg Juleakvavit 2013, De Danske Spritfabrikker (Arcus), Aalborg, Danmark
199 kr., 70 cl, 47 % alk.
Flot pakket ind i en dråbeformat flaske med iøjnefaldende rød etikette. Næse af klassisk akvavit med dild og anis/fennikel, men julestemningen sikres af kanel og appelsin i meget diskrete proportioner. De 47 % alkohol giver intensitet og krop, og vi har at gøre med en meget lækker snaps, der virkelig kan skære gennem flæskestegen og sildesalaten.
**** (4 ud af 6)
Julesnaps, Brænderiet Enghaven, Randers, Danmark
155 kr., 35 cl, 40 % alk.
Uromantisk, men mægtigt praktisk skruelukning. Dybt ravfarvet snaps med et tændt juletræ på etiketten. Men netop som du troede, det ikke kunne blive mere julet, øser væsken generøst af sin komplekse, forførende næse, der går mere i retning af det urtede og krydrede, end det citriske og sødmefulde. Munden er slank og tør og delikat og binder helheden fornemt sammen til en seriøs og spændende julesnaps.
***** (5 ud af 6)
Bornholmer JuleAkvavit, Den Bornholmske Spritfabrik, Danmark
159 kr., 70 cl, 42 % alk.
Lidt skarp alkoholnæse, der godt nok knækkes af de slikkede toner af appelsin og nellike, men som dominerer, hvis temperaturen bliver for høj. Munden er slank, og generelt er der ikke meget umf over øsnapsen. ”Eksklusiv nydelse fra Borholm” står der på flasken. Det er en sandhed med modifikationer. Nyd fra fryseren.
** (2 ud af 6)
Hr. Skov Jule Snaps, Blåvand, Danmark
195 kr., 50 cl, 40 % alk.
Let gylden snaps med en meget distinkt næse af appelsin på kanten af det karikerede. Orangefesten underbygges af nogle fine noter af kanel og anis, men de har svært ved at komme igennem muren. Munden er cremet og sødmefuld: ”En rigtig damesnaps”, som etiketten forklarer, og det er måske rigtigt. Mere en snaps til dessert og konfekt end til sild og flæsk.
*** (3 ud af 6)
Hven Organic Winter Schnapps
299 kr., 70 cl, 38 % alk.
Smuk julesnaps, der ikke kun er testens dyreste, men også den, som klart er mest intenst julet, dyb, krydret og dragende i sin formfuldente aromapragt af kanel, nellike, ingefær og et væld af modne citrustoner, der dufter brunt og brændt. Snapsen er nydeligt gylden, og tager sig godt ud på bordet både til maden eller som digestif til kaffen.
***** (5 ud af 6)
Skriv et svar