Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘alsace’

Forårsvin fra Alsace


Alsace er ikke trendy. Det er området simpelthen for veletableret og konsistent til. Alsace er en smuk konstant i vinens verden, og dog fuld af aktualitet på danske forårsborde.

Jeg er vild med vin fra Alsace! Jeg elsker den liflige kombination af saftig og forfriskende syre og masser af koncentreret frugt, alkohol og måske en lille sødme til at ægge mig til en ekstra lillebitte tår. De kan noget helt særligt i Alsace. Og ikke desto mindre er det et vinområde, som jeg med jævne mellemrum skal hanke op i, mindes om, ja, nærmest genopdage. Igen og igen. For efter en tid i min opmærksomhed bliver Alsace-vinene gang på gang overskygget af et spændende tysk område, af østrigsk vin, af vin fra Tyrol, Patagonien, Galicien, Etna eller noget andet trendy. Vinene fra Alsace er ikke trendy. De er der ligesom bare altid. Og leverer imponerende konsistent sin kernekvalitet år efter år. Og dog rummer Alsace mere gastronomisk aktualitet end de fleste af verdens vinområder.

Men selvfølgelig skal vin ikke altid bare være frisk og nem at slubre lystigt af en feltflaske i camp-letten.

Hvad er det fede ved Alsace?

Om du er til den ene eller den anden druesort, tørre vine, søde vine, unge eller gamle vine, vin til mad eller uden, så er der en Alsace-vin til dig. Her er min egen liste over, hvad der gør Alsace til et spændende vinområde:

  1. Vin fra et område tæt på Danmark
  2. Vinene kan være helt enkle eller meget komplekse
  3. Vinene afspejler, hvor de kommer fra (terroir)
  4. Masser af økologisk og biodynamisk vin
  5. Det er vin til moderne dansk mad
  6. Vin til forår og sommer
  7. Nå ja, og så smager det rart

Nært, nemt og med indkøbsmuligheder

Ifølge google er der 1100 km fra Århus til Alsaces hovedby Colmar, og mon ikke man kan tilbagelægge det på en 10-12 timer på en god dag? Det er der i hvert fald rigtigt mange danskere, som gør for tiden, og i Alsace melder man om en klar stigning i antallet af danske vinturister, selvom området også historisk har været et mægtigt populært stoppested, når familien Jensen eller Hansen var på vej hjem fra sydligere himmelstrøg. I dag er det stop relevant som aldrig før, fordi Alsace har anlagt et sirligt netværk af smukke vinruter, som går forbi bogstaveligt talt hundredvis af små vinproducenters kælderdørsudsalg. Der er stadig masser af penge at spare på en rask omgang hjemmeimport, og så længe bagagerummets indhold er til eget forbrug, er der ingen begrænsning på mængderne, du må slæbe over grænsen. Det skulle lige være din levers.

Til forår og sommer

Vinene fra Alsace er aktuelle, fordi foråret – på udvalgte dage – brager løs over det ganske danske, og fordi vi således har brug for vine, der kan drikkes i haven, på terrassen, på stranden, i sommerhuset, af en gammel kop og i en frisk forårsbrise – uden at tabe væsentlige kvaliteter. Det kan Alsace-vine, fordi de fleste er produceret af såkaldt aromatiske druesorter, som er så udtryksfulde i næsen, at der skal mere end et dårligt glas eller et vindpust til at kompromittere den gode oplevelse. Desuden er vinene forfriskende og læskende og som sådan velfungerende, når det er varmt, og når solen skinner. I en gastronomisk kontekst gør Alsace sig særligt godt om foråret, når alle de spæde og knitrende sprøde grøntsager begynder at bevæge sig ind på vore spiseborde. Den slags kræver nemlig vine, som ikke overdøver grøntsagernes delikate udtryk, men som kan understøtte det lette, fine og elegante. Samtidig har de fleste både syrestruktur og frugtig pondus nok til at hamle op med mousselinen til aspargesene, smørsovsen til de nye kartofler og den opbagte persillesovs til din hornfisk.

Drue eller terroir

Men selvfølgelig skal vin ikke altid bare være frisk og nem at slubre lystigt af en feltflaske i camp-letten. Vin skal nogle gange være kompleks, dyb og dragende – udfordrende og drilagtig, sågar. Noget, man kan tale om, analysere, overveje og forundres over og dvæle ved som ethvert andet kunstværk. Den dimension leverer Alsace primært via sit fokus på at udtrykke den såkaldte terroir-dimension i vinene, dvs. man skal kunne smage, præcis hvor vinen kommer fra. Til at hjælpe med det har man udvalgt 51 marker og kaldt dem for ”grand cru”, hvilket er den højeste formelle udmærkelse i området. Dertil kommer mere end 1.000 lokale benævnelser, såkaldte ”lieux-dits”, som Alsace-producenterne opfatter som en slags ”premier cru”-niveau, selvom det ikke er officielt anerkendt. Det kan være en god idé at forstå en vin fra Alsace som vine, der enten vil udtrykke druens kvaliteter (vin de fruit) eller vækststedets kvaliteter (vin de terroir). Sidstnævnte vil typisk være noget dyrere end de første, fordi det er sværere at skabe det nødvendige rum i en vins smagsbillede, som terroir-dimensionen kan udfolde sig i. Ikke mindst hvis man arbejder med meget ekspressive druesorter som gewürztraminer og muscat.

Verdens førende på økologi

En af måderne at give vækststedet mere taletid på, er ved at undgå at manipulere alt for meget med markens naturlige liv, og måske snarere stimulere det til at bekæmpe sygdomme ved egen hjælp. Det er tanken bag økologisk og biodynamisk vinproduktion, og med cirka 10 % af områdets samlede produktion certificeret i en af de to kategorier bringer Alsace sig på en klar førsteplads, som verdens førende producent af øko- og bio-vin. Også i kældrene arbejdes meget med det, man kalder for ”naturlig” vinproduktion, dvs. at vinen populært sagt får lov til at lave sig selv uden nogen særlig indgriben fra vinmageren. Det er med til at bevare idéen om, at vinmarkens unikke egenskaber bliver transmitteret hele vejen fra stokken til dit glas. Og så er det op til dig at fange sammenhængen. Eller at lade være. Og tale med dine gæster om noget andet. Og bare nyde den klare frugt, gyldne kulør og næsen fuld af blomster. Begge dele er en oplevelse.

Read Full Post »

(Fra Vinmagasinet maj 2007) 2003 var en enlig svale, der gav håb om lysere tider for alsacisk rødvinsproduktion. Et par ellers glimrende årgange senere må vi sande, at størstedelen af regionens pinot noirer stadig er noget sjasket sprøjt.

Det var med afsæt i en omfattende smagning af den ekstremt varme og solrige årgang 2003, at overtegnede fik den tanke, at tiden var inde til at dømme et længe ventet thumbs-up for pinot noir-produktionen i Alsace. I efteråret bragte vi her i magasinet resultatet af en sammenlignende smagning mellem rød alsace og ditto bourgogne i samme prisklasse. Bourgognen vandt, og stort set alt fra Alsace, som ikke kunne prale af at være høstet i 2003, faldt pladask igennem. Siden har den storslåede årgang 2005 ramt markedet, og det nedslående faktum er, at pinot noir-vinene stadig lader alt for meget tilbage at ønske. Nok har den globale opvarmning gjort sit til at give en god fysiologisk modning af frugten, og solskinstimer har de altid haft masser af i det østfranske smørhul. Så hvad er det, der går galt?

Vinene, og der er selvfølgelig undtagelser, er generelt meget lette og uden nogen særlig gennemslagskraft. Munden er defineret af de strukturbærende elementer syre og tannin, førstnævnte i rige mængder og sidstnævnte ikke sjældent med en snerpende umoden tone, der tyder på, at frugten er høstet for tidligt i forhold til den helt centrale såkaldt fenoliske modning, hvilket primært refererer til modningen af tannin og udviklingen af smagsstoffer. Den tidlige høst er et bevidst valg fra vinmagerens side, idet et højt indhold af alkohol maskerer en del af den mineralitet, som bedst udtrykker producentens højt skattede terroir. Mange Alsace-vinmagere er af den opfattelse, at de røde vine er nødt til at være lette i frugten og lave i alkohol for at afspejle de lokale idealer for god vin. Af samme årsag må der stadig høstes så meget som 100 hl per hektar til generisk alsace, hvilket er næsten det dobbelte af fx côtes de rhône under lidt sydligere himmelstrøg.

Balance vigtigere end terroir

Problemet opstår, når man arbejder med en drue, der som pinot noir kræver et ekstremt lavt høstudbytte for at komme i nærheden af en interessant frugtig koncentration. Med de særlige alsaciske stilidealer og produktionstraditioner er det umådeligt vanskeligt at sætte pinot-baseret vin på markedet, som har en god balance mellem alle komponenterne, frugt, alkohol, syre og tannin. I et forsøg på at kompensere for den manglende frugtige tyngde tyr de mere ambitiøse producenter til fadlagring for at give vinene volumen, intensitet og et mere internationalt appellerende skær. I første omgang virker det logisk at peppe rødvinene op med lidt røg, karamel, vanille og en lille ristet bitterhed, men når væsken som udgangspunkt ikke er særligt tæt og mættet, kommer fadet meget hurtigt til at dominere hele smagsprofilen med det resultat, at enhver forhåbning om markering af terroiret fuldstændig går fløjten. Terroir-tanken er meget sympatisk og absolut en nødvendig del af de overvejelser, en kvalitetsbevidst vinproducent må gøre sig. Men det må aldrig blive på bekostning af vinens balance. Hvis de to ting ikke kan mødes, er der tre muligheder: revider dine dyrkningsmetoder; plant en anden druesort; eller brug dit jordstykke til noget andet end vinavl!

Mens vi venter på, at de gode Alsace-vinbønder eksekverer trin ét, to eller tre, kan vi glæde os over den stigende pinot-produktion i resten af verden. Både australske (tasmanske), newzealandske, sydafrikanske og selvfølgelig amerikanske versioner falder oftere og oftere i kategorien ”anstændig” og af og til ligefrem i ”rigtig god til prisen”. Hvordan det står til med vores tyske naboer, tager vi op ved en snarlig lejlighed. Det er ikke så skidt endda 🙂

Read Full Post »

Hot and not i Alsace (2006)

(Fra Vinmagasinet, maj 2006) Sommerferie, sommersol, sommerhumør og sommervin, og hvorfor ikke fra Alsace? Regionen står i manges bevidsthed som selve inkarnationen af begreberne tradition og etablissement, men der er alt andet end stilstand i de nordøstfranske kældre. Vinmagasinets udsendte lagde vejen omkring regionen et par regnfulde dage i april, og leverer her en dugfrisk opdatering på hot og not i Alsace.

 

Hot

1) Riesling

Druen har i årevis været vinbranchens egen kæledægge, men budskabet er aldrig rigtigt sivet ned til den almindelige, glade vindrikker, som stadig foretrækker chardonnay og sauvignon og den slags. Efter at have brugt en del af foråret på at lægge gane til en større mængde rieslinger fra Alsace står det klart for overtegnede, at den exceptionelle drues yppige fortrin er endnu en anbefaling værd. I unge versioner er rieslingvine fulde af syrespræl, liv og glade dage. Forfriskende, læskende og ferskt aromatiske med en tydelig mineralsk karakter. De rene og klare vine bliver ofte behæftet med udtrykket stålsat, men for mig er de for frugtige og imødekommende med deres saftige syre til at blive sammenlignet med et hærdet metal. Med et par år på bagen genererer riesling et dybt, let krydret udtryk af petroleum og senere jordbær, kaffe og læder. Det er intet mindre end en vidunderlig drue, som næsten altid leverer positive oplevelser til den, som tør kaste en ekstra 20-30-krone efter flasken.

2) Terroir-dimensionen

En altoverskyggende faktor i Alsaces selvforståelse og kvalitetsmæssige klassifikation. Er man typen, som går mere op i vinens smag end markens berømmelse, kan man glæde sig over Alsace-producenternes vedholdende forsøg på at optimere udtrykket af deres respektive jordbesiddelser. Med syv druer at vælge imellem og meget svag tradition for blanding er det klart, at hver enkelt vinmagers egenart primært skal findes i den del, som vedkommende stensikkert har for sig selv, nemlig det enkelte markstykke. Det gøres ved at høste så relativt meget, at frugtens koncentration ikke dominerer den særlige mineralitet, som vinen får fra sit vækststed. Regulativerne foreskriver 10.000 liter par hektar til generisk alsace – i Châteauneuf må høstes en tredjedel. Resultatet er en nærmest uendelig variation, og et oplagt studie terroirets indflydelse på frugten. Ja, det kræver måske et vist mål af nørdegener, men belønningen udbetales i form af en indsigt, som man skal smage sig til. Og det kan de fleste nok se det sjove i.

3) Pinot noir

Hvis du tror, at rødvin fra Alsace er noget farveløst sprøjt uden koncentration og smag, så skulle du investere en flig af dit bourgogne-budget på et fadlagret eksemplar fra 2003. Langt varmere end gennemsnittet og med følgende større koncentration af både sukker, frugt og farve giver den ekstreme årgang et fingerpeg om de muligheder, der venter længere fremme i udviklingen af den globale opvarmning, som synes at være en realitet. Vinene er helstøbte rødvine med dybde, bund og krop; de smager af pinot noir, og den tætte 03-frugt absorberer 6-8-12 måneder på træ uden større problemer, end hvad man kan opleve andre steder, hvor store rødvine bliver en realitet fra det ene år til det næste. I Vinmagasinets augustnummer sætter vi fokus på Alsace-pinot noirs kvaliteter, og fremhæver førende producenter. Bliv på kanalen.

4) Biodynamik

10 % af alle producenter i Alsace bedriver biodynamisk jordbrug. Jeg tror ikke, at det overgås af noget andet vindistrikt i verden. Man kan mene, hvad man vil om at grave møgfyldte kohorn ned ved nymåne og andre homøopatiske remedier, men der er ingen tvivl om de gunstige resultater, som opnås ved at tildele sin vinmark et absolut maksimum af opmærksomhed, hengivenhed og forståelse. Idéen er, at give marken og planterne lov til at være sig selv. Det giver bedre selvværd og større tillid til egne evner, og det er vigtigt, selvom man bare er en vinmark. Kan det smages? Tja, kvalitet og sundhed kan jo altid fornemmes, men der en ingen decideret bio-aroma, som afslører den agrikulturelle filosofi. Man kan bare glæde sig over fraværet af sprøjtemidler og kunstgødning, den begrænsede anvendelse af svovl, den aromatiske kompleksitet fra en spontan naturgæring (som ofte inkorporeres i det biodynamiske produktionsideal) og det sunde helhedsbaserede verdenssyn, som de ansvarlige mennesker lægger for dagen. Sympatisk og med god samvittighed, og i hvert fald ikke ringere end alternativet.

5) Pinot gris

En overset drue, som med sin fyldige frugt og saftige syre burde spille en større rolle på de danske spiseborde. Ligesom riesling kan pinot gris udvikle petroleumsagtige toner i næsen, og her suppleres de af moden pære og mere eksotiske associationer som lilje, lavendel og mango. Vinene besidder en fedme, som gør dem bredt anvendelige i gastronomisk kontekst. Med eller uden restsukker har pinot gris fra Alsace strukturel og smagsmæssig pondus til at akkompagnere de fleste af sommerens retter fra stegt fisk og fjerkræ til veldresserede salater af enhver art. Prøv en af de bedre versioner til din næste orientalske køkkeninspiration. 

6) Vin med alder, som er til at betale

Nu er alder jo et relativt begreb, men store hvide vine har ofte en kortere udviklingskurve end rødvine, og det er sjældent, man har lejlighed til at opleve en hvidvin med 8, 10 eller måske 20 år på bagen, som faktisk er bedre, end da den var ung og spændstig. Men det er flere af vinene fra Alsace. Druer som gewürztraminer, riesling og pinot gris ældes med en bemærkelsesværdig ynde, og bliver til komplekse og spændende vine. Man kan opleve, at vinens aromaer i perioder ikke forlader glasset så let som i andre perioder, men generelt kan lagringens positive effekt smages i lineær progression fra det første år efter høsten. Vin fra Alsace hører ikke til verdens billigste. Til gengæld koster flasker med fire, fem, seks eller flere år på bagen sjældent nævneværdigt mere end de nyeste årgange. Ingen forærer topårgangene væk, men oplevelsen af den smukt ældede hvidvin kan erhverves allerede fra 60-70 kr. på det danske marked. Begynd med riesling fra 2002 eller 2001, og bevæg dig gennem druer og tidligere årgange, så langt økonomien rækker.

7) Pinot blanc med træ

Brugen af nyt egetræ er ikke udbredt i Alsace, hvis vine da også taler sit eget raffinerede sprog helt fint uden assistance. Ikke desto mindre har flere fandenivoldske producenter kastet sig ud i den vanskelige disciplin, det er at fadlagre hvidvin uden at træet bliver dominerende. Det er primært de mindre aromatiske druer, fx pinot blanc og auxerrois, som får et skud pind for at bibringe vinene lidt mere karakter. Og det virker. Fra et ferskt og i bedste fald forfriskende udtryk kan pinot blanc gennem træet beriges med en eksotisk frugtighed og større mundfylde. Mange vil opfatte de sjældne, fadlagrede versioner som større vine, men prisen bliver desværre heller ikke mindre. Prøv fx de træpåvirkede vine fra Ostertag eller Albert Mann. Det er sjov vin.

8) Kooperativ med kvalitetsvin

Det er sjældent, at man bliver positivt overrasket over kvaliteten fra kooperativerne, der traditionelt har samlet al den frugt op, som ikke røg i vinavlerens egne cuvéer, og dermed sjældent har været af særligt høj kvalitet. Cave de Turkheim er navnet på et kooperativ, som beviser, at dårlig vin fra et kooperativ ikke er en naturlov. Siden 1956 har Turkheim altid købt hele en vinbondes høst, og dermed sikret sig, at det ikke kun var den ringeste frugt, som endte i de store tanke. I dag leverer 220 medlemmer frugt til at producere 7 millioner flasker om året, fordelt på ikke færre end 50 forskellige vine. Med sin avancerede grad af rationalisering af produktionen fra mark over vinifikation til salg og markedsføring kan Cave de Turkheim præsentere en meget overbevisende relation mellem pris og kvalitet. Det er ikke regionens største vinkunst, men det er knalddygtigt vinmageri for folket. Fra de spritnye 2005’ere til rækken af 02 og 01’ere, som virksomheden først frigiver, når de er fuldt drikkemodne, findes adskillige lækre vine i flere prisklasser. Månedens Alsace-tip nummer et.

Not

1) Priserne generelt

Det mest ærgerlige ved Alsace er, at stort set alle de gode producenter er velrenommerede og veletablerede og dermed også prissat i forhold til alverdens efterspørgsel. Det er svært at gøre rigtige kup, og generelt ligger priserne højt, sammenlignet med resten af vinafdelingens hvidvinssortiment. Som nævnt findes de største oplevelser til kronen i vin med lidt tid i kælderen, men er du ude efter en frisk og saftig vin til onsdagens pastaret, er Alsace ikke konkurrencedygtig. Selvom der nok kan scores en pinot blanc eller sylvaner i Netto til 30-35 kr., begynder det interessante ved Alsace først omkring det dobbelte. Og det er cirka der, størstedelen af danske vindrikkere står af, med mindre der skal købes ind til en særlig lejlighed. At Alsace producerer dejlige vine er så absolut hot, men det er udpræget not, at læderet skal bløde så kraftigt for de bedre dråber. Budskabet herfra skal være: spar pengene fra de billigste vine, og gå efter oplevelsen på den anden side af 75 kr.

2) Sylvaner

Der skal nok være dem, som kan lide sylvaner-druen for sin spinkle frugt og udtalte syre, men overtegnede er ikke én. Med så mange smukke vine i regionen er det svært at se, hvorfor der skal dyrkes, vinficeres, markedsføres og sælges åbenlyst inferiøre stilarter, når verden i forvejen bugner af ligegyldig vin. Det er som om, sylvaner skal sætte resten af produktionen i perspektiv og minde os om, hvor stor kvalitetsforskel der kan være på vin. Med risiko for at fornærme de mennesker, som er blevet udsat for sylvaner i et usædvanligt gunstigt øjeblik, og derfor har et følelsesmæssigt forhold til bærret, vil jeg foreslå, at man hiver alle Alsaces sylvaner-stokke op og planter noget sjovere. Det ville befri mangen en dansk supermarkedshylde for de fornærmende elendige versioner, som intetanende forbrugere kommer for skade at smide i kurven, og gøre verden til et bedre sted at leve.

3) Danskens billige Alsace-præference

Not nummer tre hænger sammen med nummer to. Der er frygteligt mange halvkedelige og karakterløse Alsace-vine på de danske vinhylder. Ikke desto mindre er vi et af regionens største og vigtigste markeder, og danskernes præference for billig vin er berygtet blandt store og små producenter. Det er en kendt sag, at rabat og kampagnepriser er drivkraften bag danskernes vinindkøb. Personlig smag og kvalitet i en bredere forstand prioriteres lavere end muligheden for, eller i det mindste fornemmelsen af, at have gjort en god handel. Det medfører desværre, at det danske detailsortiment af Alsace-vin eksponerer alt, hvad der kan krybe og gå af discountflasker. Vi har masser af spændende specialcuvéer, men de forbliver marginale og dermed dyre, så længe så mange af os stiller os tilfredse med at få Alsace udtrykt i en 30-40-kroners-flaske. Til lommerne, venner.

4) Gewürztraminer

Ja, jeg ved godt, det er lidt af en provokation at placere den berømte drue under not, men er det ikke som om, der kommer et tidspunkt, hvor man bliver træt af den vulgære, fede, ødsle, krydrede og nogle gange nærmest vamle stil, som gewürz lægger for dagen? Som ung er den sjældent frisk og læskende, men snarere tung og sødladen. Bedst er gewürztraminer med en god syre/sødme-relation og alder, men her er det netop, at druens varietale karakter viger til fordel for sekundære smags- og duftnoter, og som sådan groft sagt lige så godt kunne være pinot gris eller riesling. Som en af vinverdenens skæve kuriositeter har gewürz absolut en berettigelse på linje med lambrusco, tannat, savagnin og deslige. Men står du med en sjat penge og lysten til at lægge drøbel med Alsace, er du bedre tjent med alternative investeringer.

Read Full Post »