Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘bordeaux’

En hyppig forskel på bordeaux supérieur og almindelig bordeaux er fadlagringen. Her testes kvaliteten af træet på bødkeriet Millet i Bordeaux. Foto: Holmgård

Der findes bordeaux, og der findes bordeaux supérieur. Hvad er forskellen? Og kan det smages?

Nej, jeg ved godt, at det franske ord ”supérieur” ikke som sådan betyder ”super”, som overskriften antyder. En mere præcis oversættelse ville være ”overlegen” i betydningen ”lige en tand bedre end”. Men er det nu også en sandfærdig beskrivelse af de cirka 15 millioner flasker, som årligt sælges under den formelle klassifikation ”Bordeaux Supérieur”? Hvad er det, der i så fald er ”supérieur” ved dem, og har det betydning for, hvornår og hvordan vi skal drikke dem?

Høstudbytte, alkoholindhold og lagringstid

Betegnelsen ”supérieur” (herefter bare sup) er en specificering af den mest basale appellation i Bordeaux, som slet og ret hedder AOC Bordeaux (AOC står som bekendt for Appellation d’Origine Controlée). I 2009 blev der til sammenligning solgt 92 millioner flasker almindelig AOC Bordeaux. Sup kan en vin få lov til at kalde sig, hvis den opretholder nogle lidt strammere krav til produktionen, herunder primært vedrørende høstudbytte, alkoholindhold og lagringstid. Til sup må der maksimalt høstes mellem 15 og 17 klaser per vinstok, afhængigt af hvor tæt de er plantet, imod 20-24 for almindelig bordeaux. Frugten til sup skal indeholde sukker til et potentielt alkoholindhold på 11 % for røde og 12 % for hvide, imod 10,5 for røde og 10,0 % for tørre hvidvine i AOC Bordeaux. Og endelig skal de røde sup’er lagre på tank hos producenten i fem og en halv måned længere end bordeauxerne.

Kan det smages?

Både ja og nej. Forskellen imellem de to appellationer er mest af alt et udtryk for, at producenten forventer at hente en lidt højere pris på sin sup end på den normale, og derfor ofte vælger at spendere noget egetræ på vinen, eller venter væsentligt længere end de ekstra 5,5 måneder med at sætte vinen til salg, for at differentiere den fra sin basisbordeaux. Det resulterer i, at sup’erne ofte er vine, hvis kvalitet ikke er bygget op omkring en frisk frugt, men snarere en begyndende såkaldt sekundær karakter, hvor noget af den ungdommelige frugtighed er erstattet af en dybere aromatisk kompleksitet og suppleret af et ristet, røget element fra fadet. For at sikre sig, at vinen kan klare aromatiseringen med egetræ, vælger mange at høste frugten relativt sent, så man opnår endnu mere alkohol og koncentration i vinene. Så selvom de formelle regulativer ikke i sig selv er grundlag for nogen særlig markant kvalitetsforskel, så er der alligevel en vis forskel i praksis.

Klassifikation eller appellation?

Jeg har brugt både ordet ”klassifikation” og ordet ”appellation” om hhv. AOC Bordeaux og AOC Bordeaux Supérieur; så er det det ene eller det andet? Faktisk er det begge dele, hvilket ikke gør begreberne lettere at forstå. Formelt er de to betegnelser titler i den franske vinlovgivning og dermed at betragte som ”appellationer”. Ordet ”klassifikation” indikerer en hierarkisk kvalitetsdifferentiering inden for en given appellation – og det er faktisk også lige præcis, hvad vi taler om her. Og nu vi er i gang med de svære betegnelser, så foreslog formanden for producenterne af AOC Bordeaux + Supérieur, Bernard Farges, sidste år, at der blev indført endnu én af slagsen. Den skulle hedde AOC Bordeaux Premier Cru og – såfremt den bliver godkendt af det franske landbrugsministeriums vinafdeling, INAO – være et tredje kvalitetstrin på rangstigen over bordeaux og sup. Samme produktionskrav som sup, men med strengere krav til det æstetiske udtryk i flasken, hvilket afgøres ved en blindsmagning i et professionelt panel. Det forventes, at den nye appellation bliver etableret eller afvist inden udgangen af dette år.

Det første gode tegn længe

I sidste uge havde jeg lejlighed til at smage 33 bordeaux supérieur-vine, som gav en udmærket påmindelse om appellationens kvalitetsniveau. Det er faktisk ikke så tosset endda. Jeg har været noget ude med riven i efterhånden en del år, når talen faldt på almindelige, såkaldt generiske bordeauxer, dvs. dem uden yderligere specificeret appellation, fx Médoc, Saint-Émilion etc. Ikke færre end 4.500 vingårde i Bordeaux laver generisk bordeaux, og der produceres ganske enkelt alt for meget af det, til at kvaliteten generelt kan holdes oppe. Til gengæld har det resulteret i, at priserne er faldet dramatisk de senere år, og i dag er gennemsnitsprisen på 75 cl generisk bordeaux (uden emballage, transport, skatter og avancer) nede på usle 4,4 kr. Det svarer nogenlunde til det, det koster at producere den. Men det betyder, at der for os som forbrugere igen begynder at være ræson i at lægge en del af husholdningsbudgettet i de mere hverdagslige luftlag af verdens største vinområde. Dagens test lister 8 af de 33 smagte fra forleden, og jeg blev oprigtigt overrasket – positivt – da jeg så priserne på vinene. Det er et godt tegn. Det første længe. Prøv selv, og se, hvad du synes.

Read Full Post »

Friske tips fra Bordeaux

Drop kendisserne og drik unge bordeauxer, lyder et par af dagens idéer fra bloggens udsendte vinbums, der sætter fokus på den berømte regions dyder og dæmoner i begyndelsen af 2007. (præ-krise-artikel fra 2007 – sikken naiv optimisme i første afsnit!)

 

Januar. Som efter en åndelig tandrensning, kan vi begynde året på en frisk, fortrænge det forriges fortabte forsæt og sætte kurs mod nye horisonter. Der er nok at tage fat på, og for en gangs skyld skal vi ikke helt ned på knæ og skrabe neglene mod bunden af husholdningskassen for at få brød under kærgården og lidt rødt i glasset. For gastronomien ser velstanden ud til at afføde velfærd, og det truer i hvert fald denne signaturs dårlige vinterstemning betragteligt. Måske tillige hjulpet på vej af det milde vejrlig, som må ægge enhver velfunderet friværdimillionær til at anlægge et par kvadratmeter riesling, rondo, pinot noir eller chardonnay mellem stauderne. Ellers kommer der snart en amerikaner, og gør det!

de kan fint drikkes nu, da fad og frugt endnu pumper op af glasset i, hvad nogle vil mene er blasfemisk vulgært for en bordeaux, og andre stensikkert opfatte som en bordelais åbenbaring.

 

Problem med overproduktion

Bloggens udsendte ofrede i sidste måned en uges strabadserende research i verdens mest berømte vinregion; så hvorfor ikke starte året med et par tips fra alle vinmyters moder, Bordeaux. For selvom intet vinområde byder på opskruede priser og uforståelige regulationer som det berømte distrikt i Sydvest, så er der stadig masser af dynamik og bestemt håb endnu for Bordeaux. En produktionsmængde, som desværre er noget ude af proportion med markedets efterspørgsel, har skabt mange overskrifter i de seneste år, og for Bordeaux handler det nu om at retablere sit image som det stilsikre valg for mellemklassen, der disse år snarere drikker vin fra Australien, Italien eller Chile.

50 tilgængelige

Det forsøger Bordeaux at gøre igennem den kampagne, der i Danmark har fået navnet ”50 tilgængelige Bordeaux-vine”, som skal demonstrere nogle gode eksempler på, at bordeaux ikke behøver at koste en jetjager. Problemet er bare, at der stadig er langt imellem snapsene i den priskategori, som henvender sig til de fleste såkaldt almindelige danske forbrugere. Dvs. de 85 % af befolkningen, der synes, at 50-60 kr. er et absolut max for en vin til onsdag aften, og som langt hen ad vejen har ret i, at der findes masser af udmærkede vinoplevelser inden for den prisramme. Bare ikke fra Bordeaux. Vil man skylle frikadunserne ned med en anstændig, klassificeret cabernet/merlot-blanding fra Médoc, Graves, Fronsac eller en af Bordeaux’ 54 andre appellationer skal man efter nærværende skribents overbevisning slippe mindst 80-90 kr. og gerne lidt mere. Til 40-50-60 kr. er området stadig ikke konkurrencedygtigt i forhold til efterhånden rigtig mange andre vinområder i verden.

Drik ung bordeaux

Et af problemerne er, at vinene savner meget af den besnærende frugtighed, som let og elefant opnås under lunere himmelstrøg, og der kompenseres ofte ved en tilstræbt finesse og let elegance, som kan have meget vanskeligt ved at manifestere sig i de billigste vine. Et trick kan være at bryde traditionen med at lade dine mellemvægter-bordeauxer tilbringe flere år på langs og i stedet åbne dem, mens den ungdommelige primærfrugt stadig insisterer på sin tilstedeværelse. Allerede nu er mange 2005’ere landet på butikshylderne, og de kan fint drikkes nu, da fad og frugt endnu pumper op af glasset i, hvad nogle vil mene er blasfemisk vulgært for en bordeaux, og andre stensikkert opfatte som en bordelais åbenbaring. Men husk at smide den ekstra 20-krone i aftenens pulje.

Perifere appellationer

En anden idé er, som altid, at støve en af de mindre kendte appellationer op, hvor producenterne er nødt til at vise med deres vin, hvad navnet ikke i sig selv bærer urokkeligt vidnesbyrd om. Prøv næste gang at lade pomerolen og pauillacen stå, og slæb i stedet af med en flaske fra Côtes de Castillon, Côtes de Blaye eller en anden af St-Émilions satellitkommuners strålende valutavine. Fra venstrebredden udmærker Pessac-Léognan sig ved en konsistent kvalitet, som heldigvis er ved at være kendt af mange bordeaux-entusiaster. Der kunne nævnes mange flere tips og mange flere faldgruber, for Bordeaux er og bliver et komplekst vinområde. Det er det, som gør det spændende at udforske ved de hjemlige smageborde, men også det, der afskrækker mange novicer fra at gøre de første forsøg med områdets vine. Men Bordeaux er på godt og ondt ved at afvikle sin mystik, og på den anden side af den udvikling skal der nok vise sig en ny umiddelbar appel til det brede publikum.

Read Full Post »

Vinturist i Bordeaux

Blandt garvede vinturister er Bordeaux kendt som et ufrugtbart rejseland, fordi vinhusene traditionelt har haft let ved at sælge deres vine og derfor har manglet incitament til at bruge ressourcer på at servicere hr. og fru hvorsomhelst ved slotsporten. Men det var dengang. I dag er Bordeaux bevidst om, at vinturisme, og gastronomisk turisme i det hele taget, er en vigtig kilde til at få spredt budskabet om de regionale dyder, og ikke mindst til at bibringe nye forbrugere en forståelse for, hvad det er, Bordeaux ønsker at udtrykke med sine vine.

Der er stadig et stykke vej, før den sidste snert aristokratisk hovmod og nouveau riche-arrogance har forladt de højtbesungne flodbredder, men der fornemmes overalt et holdningsskift mod større åbenhed og en vilje til at tage imod interesserede fra nær og fjern. En slags taknemmelighed over at man stadig vælger at lægge sin vej omkring Bordeaux, selvom vinens verden er vokset eksplosivt, mens regionen sov trygt på sine velflettede laurbær.

Hele sommeren tilbyder producentforeningens nyanlagte og ambitiøse vinskole midt i Bordeaux by kurser for turister, som ønsker et kig under områdets vinøse skørter, før de selv begiver sig på jagt ude i landskabet. Læs om mulighederne på www.ecole.vins-bordeaux.fr. I øvrigt er Bordeaux en skøn by at feriere i; masser af historie, shopping-gader og fancy restauranter tillige med et veludbygget caféliv, åbne pladser og albuerum. Det eneste problem er, at det er pokkers vanskeligt at komme dertil. Den sidste direkte rute mellem København og Bordeaux lukkede for et par år siden, og nu må man flyve via Paris eller Frankfurt eller noget tredje. Pak en god vinbog, og nyd sjælefreden in transit.

Read Full Post »

Årgangsvin fra Bordeaux

Køb 2008, gem 2005 og 2006, drik 2004 og 2001

 

I disse dage offentliggør de mest berømte vinslotte i Bordeaux priserne på deres vine. Det foregår via et system, som kaldes en primeur, hvilket kan oversættes med forsalg. Sådan hedder det, fordi vinene faktisk slet ikke er lavet færdig på nuværende tidspunkt. Efter høsten i september og oktober gærer vinene i to-tre uger, hvorefter de tilbringer alt mellem 12 og 30 måneder i 225-liters-tønder af egetræ kaldet barriques. Til den årlige præsentation og smagning af de nye vine, er fadlagringen altså kun lige begyndt, og det færdige udtryk er langt fra nået. Det kræver mange års træning at blive i stand til at afgøre vinenes kvalitet på dette tidlige stadie, men da smagninger i år løb af stablen i den første uge af april tiltrak den ikke desto mindre 4.400 vinprofessionelle fra hele verden. Overtegnede valgte at henlægge sit eget kig på 2008-årgangen til sidste uge, hvor man kan relatere kvaliteten af vinene med de priser, som lidt efter lidt bliver offentliggjort. Og relationen er positiv.

 

Vinene er dyre, men fantastiske, hvis du kan finde de rigtige.

2008 er frugtig, koncentreret og charmerende

Til trods for meget problematisk vejr i det meste af sommeren 2008, reddede et langt, tørt og varmt efterår årgangens kvalitet. Alle de producenter, jeg talte med i sidste uge, var lettede og glade for resultatet, som længe havde lignet lidt af en katastrofe. Når jeg i overskriften noterer ”køb 2008”, så er det ment som en klar blåstempling af årgangens kvalitet både på højre og venstre bred. Til gengæld er verdensmarkedet komplet umuligt at gennemskue udviklingen af i disse økonomisk ustabile tider, så hvorvidt 2008-årgangen repræsenterer en god investering, vil jeg lade det være op til andre at vurdere (jeg hører gerne fra dig, hvis du har regnet det ud). Vinene fra 2008 er kraftfulde, intense og med stor frugtig koncentration. Det er en årgang, som minder en del om 2005, om end uden helt samme elegance. Bestemt mere moden og umiddelbart charmerende end 2004 og 2006, og helt sikkert en større vin end den sent høstede 2007. 2005, 2006 og 2007 er vine, som kræver mere tid i flasken for at udtrykke sig optimalt. Det samme vil mange måske sige om den klassiske 2004, men for os, der godt kan lide det faste tanniske bid og den friske frugtighed, leverer mange 2004’ere lige nu gode drikkeoplevelser. Det samme gør 2001, som er perfekt drikkemoden og tæt på sit optimum for mange slottes vedkommende. Vinene er dyre, men fantastiske, hvis du kan finde de rigtige. God jagt.

Read Full Post »

Klassisk bordeaux er på vej tilbage i vores stilmæssige præference, men der skal stadig ledes lidt efter god bordeaux til hverdagspriser

 

Dagens indlæg er ansporet af et pr-fremstød, som de bordelaise vinproducenters organisation CIVB afviklede i København i sidste uge. Titlen på fremstødet var ”Bordeaux – kvalitet for alle”, og pointen var at give de fremmødte repræsentanter for pressen og vin- og restaurationsbranchen en stribe velvalgte eksempler på, at bordeaux ikke behøver at koste spidsen af en jetjager for at smage godt. For overtegnede viste arrangementet, at der absolut findes god bordeaux til en overkommelig pris, men også at det stadig er en sandhed med visse modifikationer.

 

Håbet må være, at de prismæssigt overkommelige ”klassiske bordeauxer” får en reel chance, næste gang den står på fremstød for verdens største vinproducerende region

Gode årgange = højere kvalitet til prisen

Lad det være sagt med det samme, at de 51 udvalgte bordeauxer, som alle kan købes i detailsalg i Danmark til mellem 50 og 180 kr., havde et meget højere gennemsnitsniveau, end da en lignende smagning blev afholdt for et par år siden. En væsentlig årsag til det er, at vi dengang smagte en meget svag og regnfuld årgang 2002, en alt for varm årgang 2003 og en lidt for ung årgang 2004. Denne gang stod den primært på velmodnet årgang 2004, den perfekte 2005-årgang og en næsten lige så stærk og velafbalanceret årgang 2006. Priserne på vine i det her prisleje har ikke taget den samme opportunistiske himmelflugt som de velanmeldte top-cruer, så relationen mellem pris og kvalitet er altså kraftigt forbedret i de seneste år. Især for rød og især for Médoc, de cabernet-baserede venstrebredsvine. Alligevel har Bordeaux og de implicerede dele af den danske vinbranche til gode at cementere påstanden om ”den gode og billige bordeaux”.

 

Kun 4 vine under 75 kr.

Det har de, fordi vinene på smagningen faktisk ikke var særligt billige. Kun fire ud af de 51 udvalgte vine kostede under 75 kr., og gennemsnitsprisen beløb sig 112 kr. Det er måske ikke så meget at betale for en god bordeaux, men det er alligevel cirka 200 % dyrere end gennemsnitsprisen på en almindelig flaske vin her i landet, og dermed næppe at betegne som ”billigt”. Med til historien hører, at de otte meget kompetente sommelierer i udvælgelsespanelet har frasorteret 2/3 af de 148 vine, som udgjorde bruttopuljen. Skal man stille tingene lidt på spidsen og opfatte sidste uges fremstød som repræsentativt for Bordeaux-vins situation på det danske marked lige nu, kan altså det opsummeres på følgende måde: 1) Kun hver tredje bordeaux under 180 kr. kunne kategoriseres som særligt god til prisen. 2) Selv de vine, som fortjener titlen ”god til prisen”, skal du regne med at betale i gennemsnit 112 kr. for. 3) Ud af 148 testede bordeauxer var kun fire vine under 75 kr. værdige til betegnelsen ”god til prisen”. Det lyder jo ikke ligefrem overbevisende, men heldigvis er hele sandheden en smule mere kompleks.

 

Tilbage til ”klassisk bordeaux”

Jeg spurgte to af sommeliererne i panelet om, hvordan de havde formuleret de kvalitetskriterier, som skulle skille fårene fra bukkene i det vinøse opløb. Forklaringen lød, at der var blevet fokuseret på balance, renhed og ”klassisk bordeaux-stil”. Ordet ”balance” refererer til forventningen om, at en vins komponenter er proportioneret med en vægtning, der tillader alle delene at komme til udtryk, uden at en enkelt eller to dele dominerer helheden. Med ”renhed” menes, at vinen bør være velproduceret, frugtig og relativt fri for fejl så som oxidering, bigæringer, overmoden frugt, overdrevet fadbrug etc. Den sidste del af udvælgelseskriteriet er mere et spørgsmål om fortolkning, og samtidig rummer netop den del af kvalitetsbegrebet for Bordeaux-vin sandsynligvis nøglen til regionens fremtidige velstand. Når sommeliererne bruger betegnelsen ”klassisk bordeaux”, så refererer de til regionens traditionelt lette frugt, markante syre- og tanninstruktur, varietale aromaprofil (dvs. som udtrykker de druer, vinen er lavet af) samt et vist positivt udviklingspotentiale. Det er alle sammen dyder, som er godt på vej til at blive moderne igen efter et godt årti med fokus på koncentration, alkohol, fad og sødme. Vi er blevet trætte af saftevand og søger i stigende grad tilbage til vine, der kan yde modspil i gastronomisk kontekst, og som er tørre og saftige og dermed lette at drikke. Det ene er ikke bedre end det andet, men tiden arbejder på denne måde for de naturlige kvaliteter i vinene fra Bordeaux, som dermed i vores fælles præference bliver bedre og bedre, selvom vinene egentlig bare fastholder sin klassiske stil. Hvis den analyse er korrekt, kan det undre, at sommeliererne ikke mente, at flere af de billige, lette bordeauxer skulle med i slutspillet, som i overtegnedes notesbog var domineret af kraftige, store, flotte og velsmagende (og dyre) vine. Håbet må være, at de prismæssigt overkommelige ”klassiske bordeauxer” får en reel chance, næste gang den står på fremstød for verdens største vinproducerende region – og næste gang du står hos din lokale vinhandler.

 

De 51 udvalgte vine har fået retten til at bære et lille klistermærke med påskriften ”Udvælgelse 2009 – Bordeaux – Kvalitet for alle”.  En pamflet med information om smagningen, udvælgelsespanelet og ikke mindst de 51 vine med priser og forhandler kan downloades via Danmarks største vinsite, Vinforum.dk, på følgende url: http://www.vinforum.dk/download/bordeaux_vinbog_2009.pdf

Read Full Post »

Intet vinområde i verden er så komplekst og bevægeligt som Bordeaux, hvor de stilmæssige idealer endnu en gang ser ud til at være under renovering

 

Bordeaux er verdens mest spændende, paradoksale, medrivende, kontroversielle og stilmæssigt ekstreme vinområde. Ja, jeg ved godt, at du gik og tænkte, at Bordeaux var sådan et pænt sted med snorlige rækker af velfriserede vinstokke foran et pussenusset slot af disneyske proportioner. Måske troede du også, at Bordeaux, af alle steder i verden, måtte være der, hvor traditionerne bliver holdt i hævd, og hvor klassiske idealer for stil og udtryk ikke vejrer med det seneste tendentiøse vindpust. Kanske du sågar formodede, at fænomenet ”terroir” var den drivende kraft bag formuleringen af de fleste berømte bordeauxer, og at de senere års angivelige kvalitetsforbedringer er baseret på en større forståelse for at udnytte dette terroirs potentiale? Nå, men sandheden er, som så ofte før, mere kompliceret end som så. Bordeaux er et vinområde i evig dynamik og rivende udvikling, og Plejer har vi ikke set meget til gennem de sidste 10 år.

 

Bordeaux blev på få år Frankrigs mest tydelige eksempel på forskellen mellem på den ene side at lave en vin, og så håbe, at nogen kan lide den, og på den anden at iagttage, hvad nogen kan lide, og så lave den vin.

Historisk vanskelige vine

Vi danskere er blevet flasket op på bordeaux. Skulle det bedre borgerskab i 70’eren og 80’erne adskille sig fra den i stigende grad vinglade pøbel, var det ved at vrage de spanske og portugisiske krydderkager til fordel for bordeauxerne, som både kunne prale med at være slotsaftappede og have et château på etiketten. Det var almen viden, at vin skulle have alder for at smage godt, og det var især rigtigt for den vestfranske regions mere stramtandede kompositioner, som dog kunne stemmes venligere med hjælp fra et stykke sukker i glasset. Som i dag drak mange etiketter frem for indhold, men indholdet kunne nu også være en betragtelig udfordring for den uerfarne vinnyder. Bordeaux’ omskiftelige vejr og maritime klima lå igennem det meste af et århundrede til grund for en kultur for produktion af let umodne, smågrønne og dermed vanskeligt tilgængelige vine, der krævede tid, tid og mere tid for at blive medgørlige i glasset og fremvise de ynder, som nogle gange lå meget langt under overfladen. Men i løbet af 90’erne fik den stilistiske pibe en anden lyd.

 

Markedsorientering

Godt hjulpet af den magtfulde, amerikanske vinkritiker Robert Parker, begyndte mange toneangivende slotte at orientere sig i forhold til det markedspotentiale, som fandtes på den anden side af Atlanten, og som var i gang med at gøre, som de fleste amerikanske trends, nemlig at filtrere igennem de kulturelle lag for at manifestere sig som folkebevægelse først i USA og siden i Europa. Robert Parkers bordelaise præference lå langt fra fortidens umodne, spinkle og krævende stil. Parker var hedonist, en vinnyder, og hans retorik strøg lige i knæene på de købestærke amerikanere, som ikke var sene til at hive læderet af lommen og de berømte bordeauxer ned fra hylderne. Midt i 90’erne steg priserne eksplosivt – både på de seneste årgange, men også på de af tidligere årgange, som Parker havde anmeldt positivt. Fra juli 1995 til marts 1997 steg gennemsnitsprisen for en klassificeret bordeaux med over 200 %. Bordeaux blev på få år Frankrigs mest tydelige eksempel på forskellen mellem på den ene side at lave en vin, og så håbe, at nogen kan lide den, og på den anden at iagttage, hvad nogen kan lide, og så lave den vin.

 

Hvad bestemmer prisen på bordeaux?

Når man betragter den prisforskel, som nogle gange findes på vin fra to naboejendomme, kan man få den tanke, at det, vi kalder terroir, ikke er udslagsgivende for vinenes kommercielle værdi. Det afgørende for prissætningen skal snarere findes i følgende fire kriterier:

 

  • Økonomisk mulighed for at satse på kvalitetsproduktion

Kræver villige investorer eller en årelang tradition med allerede velkonsolideret marked i et højt prisleje. Det koster mange penge at lave imponerende vine.

 

  • Strategisk formulering af vinens udtryk

Vinen skal smage på en bestemt måde for at komme i betragtning til de høje pointscorer hos Parker m.fl. Det æstetiske udtryk bliver en eksplicit del af slottets forretningsplan.

 

  • Gode anmeldelser fra centrale kritikere

Vil generelt sige, at vinen skal vurderes til mindst 90 ud af 100 point. Færre end 90 point har i mange tilfælde ligefrem trukket prisen ned. 

 

  • Evne til at rekonstruere udtrykket i varierende årgange

Har man først én gang fået 94 point af Parker, gør man klogt i at fastholde stilen med et minimum af variation pga. fx årgang, skiftende personale eller andet.

 

Det siger sig selv, at disse forretningsmæssige dispositioner ikke har nogen værdi, hvis der ikke også rent faktisk er mennesker i den anden ende af forløbet, som værdsætter den stil, der bliver satset på. Robert Parkers anbefalinger har bragt stor glæde til titusindvis af vinnydere, ikke kun i USA, men bestemt også i resten af verden, herunder Danmark, hvor mange stadig orienterer sine vinkøb i forhold til Parkers point og beskrivelser. Overordnet kan man sige, at Parkers præference, sammen med de bordelaise vinslottes incitament til at imødekomme den, har sporet mange slotte ind på en stilmæssigt og økonomisk bæredygtig vej, som har været til glæde for Bordeaux såvel som for slutbrugerne i resten af verden. Ikke desto mindre bør i hvert fald to interessante og lettere kontroversielle fænomener nævnes i den sammenhæng.

 

Smag eller point?

Det første er, at dygtige vinproducenter i Bordeaux igennem århundreder har fremelsket en bestemt stil, som de opfatter som kvalitet. Der smages på druer i marken, på most i kælderen, på vin fra tanke, fade og flasker til mad, uden mad, efter to år og efter 10 år. Det drejer sig om smagen. Den sanselige del af vinoplevelsen. Med de radikale prisstigninger i Bordeaux er der imidlertid også sket en acceleration af mængden af vin, som aldrig bliver drukket, men som handles, så længe der er en stigning i værdien – og det er der stadig for mange af de mest berømte årganges vedkommende. Som sådan er situationen sammenlignelig med kunsthandel, bortset fra at et maleris skønhed til enhver tid er tilgængelig for ejeren. Vinen, derimod, er reduceret fra sit æstetiske udtryk til et tal, en pris, og et økonomisk udviklingspotentiale. Næppe, hvad vinmageren havde tænkt sig, da han stod op kl. 3 om morgenen for at tilse gæringerne. På den anden side er vinens udtryk, lad os kalde det kvaliteten, afgørende for, om den opnår de pointtal, som gør den interessant for nogen at handle med. Paradoksalt, at jo bedre en vin er, desto større er risikoen for, at ingen drikker den. Og at selvom vinens kvalitet i vidt omfang måles på fænomenet ”kompleksitet”, forstået som potentiale for eller allerede opnået aromatisk flerdimensionalitet, så prissættes og handles vinen på baggrund af et simpelt tal. ”Denne Château Latour 1996 er 99 Parker-point”, kan man høre folk sige. Lidt trist, eller er det bare mig, der pladderromantisk? 

 

Æstetik-tal-ensretnings-komplekset

Den anden problemstilling, der knytter sig til, hvad man kunne kalde æstetik-tal-ensretnings-komplekset er det næstsidste ord i opstillingen: Der tales om en risiko for, at bestræbelserne på at imødekomme en bestemt smagspræference kan resultere i en såkaldt ensretning af Bordeaux-vinenes stilmæssige udtryk. I stedet for at dyrke sin egen særlige egenart arbejder mange slotte på at dyrke de parametre, som giver pote hos anmelderne. I det omfang det lykkes, er der reelt tale om et tab af diversitet, eftersom der selvsagt er langt færre toneangivende anmeldere, end der er vinproducenter i Bordeaux. Lidt uretfærdigt bliver de såkaldte ”konsulenter” ofte prygelknabe, når skylden for ensretningen skal placeres. En konsulent er i denne kontekst en person, som rådgiver et eller flere, som regel det sidste, slotte i en række produktionstekniske forhold fra valg af druesort til høsttidspunkt, vinifikation, blandingsforhold, salg og markedsføring. Når jeg skriver, at de anklages uretfærdigt, er det ikke, fordi anvendelsen af konsulenter ikke ganske rigtigt er temmelig kompromitterende for diversiteten, men fordi de jo udfører et job, som nogen har bestilt dem til, nemlig de respektive slotte. Skylden for ensretningen af stilen i topbordeaux er ikke konsulenternes. Den bunder i en generel holdningstendens og i moderne forretningsprincipper. Det bør nævnes, at tabet af diversitet jo er problematisk på et helt andet plan, end der hvor man kan diskutere kvaliteten af den specifikke vin, som er medvirkende til tendensen. Rigtigt mange af de enkelte vine er indiskutabelt blevet bedre med assistancen fra folk som Michel Rolland og Stéphane Derenoncourt, for bare at nævne de to mest berømte konsulenter. Et andet argument for at nedtone hypen omkring ensretningen er, at kun få procent af Bordeaux’ næsten 10.000 vinproducenter har råd til at benytte sig af konsulenter i noget særligt omfang. Nogle er dygtige nok til selv at ramme markedspræferencerne, mens andre mere eller mindre bevidst overhovedet ikke prøver.

 

Venstre bred og højre bred

Men Bordeaux er langt fra bare Bordeaux. Der er væsentlige regionale forskelle på tværs af verdens mest produktive vinområde, og den kritiske akse er stadig Gironde-flodens opdeling af Bordeaux i den klassiske distinktion mellem venstre bred og højre bred. De to områder adskiller sig fra hinanden på mange måder, og det er spændende at observere, hvordan nogle af de tendenser, som er skitseret ovenfor, danser frem og tilbage mellem bredderne. Venstre bred domineres af appellationerne Médoc, Haut-Médoc og Graves, hvor man traditionelt har dyrket cabernet sauvignon, og hvor vinene er strammere, renere, med mere varietal karakter og med større udviklingspotentiale end den merlot-dominerede venstrebreds appellationer med Pomerol og Saint-Émilion i spidsen. Merlot er en drue, der modner hurtigere end cabernet sauvignon, så traditionelt er højrebredsvinene større, kraftigere, mere alkoholiske, mere sødmefulde og mange gange nemmere at forstå og værdsætte, fordi de er åbne, bløde og ikke kræver lige så mange års lagring for at øse af godterne. Der er flere årsager til, at de fleste tendenser først manifesteres i højrebredsvinene. Den væsentligste er, at gennemsnitsstørrelsen på en vinproducerende ejendom er meget mindre end på venstrebredden. Det gør det mindre risikabelt at eksperimentere, og stort set alle de såkaldte garagistes, mikroproducenter – en nu uddøende race, som var lynhurtige til at lukrere på Parker-bølgen i begyndelsen af 90’erne, findes på højrebredden. Senere fulgte mange Médoc-producenter trop, og supplerede den elegante og raffinerede, lette stil med mere moden frugt, mere omfattende brug af nye fade, mikrooxidering for at blødgøre tanninerne og en håndfuld andre krumspring for at imødekomme folkekravet. Hvor højrebredsvinene havde en naturlig disposition for at udtrykke de moderne idealer, var ændringerne mere radikale på venstrebredden.

 

Autenticitet og identitet

Det bringer os frem til nutiden. Når jeg taler om en dans af tendenser frem og tilbage over Gironde, skyldes det, hvad vi i dag kan kalde for en postmodernistisk drejning af Bordeaux’ æstetiske idealer. Efter 70’ernes teknologiske revolution af vinproduktion har det handlet om at raffinere den måde, man kan kultivere det naturlige ophav, frugten, druerne, på. Høj grad af teknisk indsigt og formåen bliver i sig selv et incitament til en høj grad af forarbejdning, af intervention, af design og modellering af moder naturs forlæg. Noget tyder imidlertid på, at kurven har toppet; at vi er blevet tilfredsstillet i vores higen efter stadigt større præcision i mulighederne for at forme vinene, som vi vil have dem. Noget tyder på, at det konstruerede, producerede element hører til en modernisme, som vi er ved at lægge bag os. De postmodernistiske idealer kan beskrives med ord som ”autenticitet” og ”identitet”, og de påstår, at kvalitet ikke findes løsrevet fra en geografisk kontekst, fordi geografien er den ultimative katalysator for diversitet. Den slags venstreorienteret propaganda har biodynamikere og andre kulturradikale treehuggers råbt om i årevis, men med de senere års fokus på bæredygtighed, økologi og sundhed blæser der nye, friske vinde i terroiristernes sejl. Og den helt store forskel er, at den internationale presse også er med på bølgen, selvom Robert Parkers nu omfattende team af smageassistenter ikke ligefrem står forrest for at promovere de naturlige takter. Men for første gang i mange år ser vi nu en stil-rekyl danse fra venstrebreddens traditionelle, lettere, mere strukturdrevne, mindre frugtmodne og dermed mere varietale udtryk, og forplante sig til højrebreddens kvalitetsskitser. Tidligere høst, lavere alkohol, mindre træ, fastere og mere saftig struktur, nedtoning af det primære element i næsen til fordel for et potentiale for kompleksitet i løbet af et par år.

 

Realistisk kommunikation om terroir

Er vi så tilbage, hvor vi begyndte historien om Bordeaux? Overhovedet ikke. Der er nu en helt anden forståelse for, at kvalitet ikke er en universel størrelse, som kun Bordeaux kan ramme i gode år. Kvalitet er det, som til enhver tid gør mennesker glade. Til gengæld er ”autenticitet” eller ”identitet” den del af vinens udtryk, som afspejler det sted, den kommer fra, samt i hvilket omfang den lokale vinkultur er lydhør overfor vigtigheden heraf. Samtidig er der en stigende accept i Bordeaux af, at den ultimative klassifikations- og appellationsdifferentiering ikke giver mening, hvis vinene alligevel ikke afspejler terroiret, eller hvis forbrugerne ikke genkender det, når de møder det. Derfor fokuseres der nu i højere grad regionalt end lokalt, senest eksemplificeret i den formelle sammenlægning af de fem ”Côtes” på højrebredden, som nu kan skilte med at tilhøre Côtes de Bordeaux som supplement til eller i stedet for fx Côtes de Castillon, Côtes de Francs etc. En sund udvikling og en god start på at være realistisk i sin kommunikation omkring forholdet mellem kvalitet og terroir. Terroiret er fabelagtigt i Bordeaux. Men det er op til vinproducenterne at fortolke det med respekt og indlevelse. Det er den tendens, som nu er sat tilbage i søen, og som er godt i gang med at etablere sig som den nye diskurs for kvalitetens italesættelse. Så skal vi bare have ham Parker med på vognen, men indtil det sker, kan vi andre jo købe nogle af de 1999’ere og 2004’ere, som ikke er anmeldt. Så kan du selv give dem 99 point. Man skal jo ikke lade sig nøje.

 

Read Full Post »

At de bedste chilenske vine kan være lige så gode som de bedste franske og italienske, når de bliver smagt blindt, understreger den kvalitetspolarisering, som er vinindustriens store problem både kommercielt og æstetisk

  

I Chile findes der en mand ved navn Eduardo Chadwick. Foruden at være åbenlyst intelligent og ualmindeligt sympatisk er Eduardo også vinmager. Han producerer vine med navne som Errazuriz, Don Maximiano, Seña og Viñedo Chadwick med flere. Vinene importeres til Danmark af H.J. Hansen, som leverer til butikskæden Vinspecialisten og Magasin tillige med et par butikker i eget navn. Eduardo Chadwick er også en modig, visionær og ambitiøs mand, så han besluttede sig i 2004 for at gennemføre, hvad der på det tidspunkt forekom noget af en halsbrækkende gerning. Han satte centrale dele af den europæiske vinpresse stævne i Berlin, hvor hans egne fem bedste vine fra Chile blev smagt op mod de fem 1.-cruer fra Bordeaux og et par udvalgte supertoscanere for at afgøre, om chilenerne overhovedet tålte sammenligningen, og for i det hele taget at lave lidt pr for sin egen og landets vinproduktion. Se, hvis det nu var gået, som Eduardo selv troede, så havde denne artikel nok handlet om, hvad du skal drikke til koldskål med kammerjunkere eller hornfisk på grillen – men det gjorde det ikke. De chilenske vine triumferede i en grad, så det gav genlyd i adskillige spaltekilometer overalt, hvor nogen formulerede sig journalistisk om vin. Med de to øverste pladser på smagningens rangliste placerede Viñedo Chadwick 2000 og Seña 2001 sig foran Château Lafite 2000 og Château Margaux 2001. Længere nede ad listen blandede forskellige chilenere sig med andre celebre koryfæer som Château Latour og Solaia. Med andre ord en stor sejr for Eduardo Chadwick og for den chilenske vinindustris selvforståelse.

 

Se, hvis det nu var gået, som Eduardo selv troede, så havde denne artikel nok handlet om, hvad du skal drikke til koldskål med kammerjunkere eller hornfisk på grillen – men det gjorde det ikke

Berlin Tasting i København

Smagningen fik navnet Berlin Tasting, og siden 2004 er den blevet afholdt med stor succes og overraskende tydelig konsistens i en høj placering af de chilenske vine i São Paulo, Tokyo og Toronto. I sidste uge kom turen så til København, hvor Chadwick og hans danske importør havde haft held til at trække stort set alt, hvad der kan krybe og gå af dansk vinpresse til et højloftet lokale på Hotel d’Angleterre, hvor den femte udgave af Berlin Tasting forløb efter alle kunstens regler. 10 vine blev smagt, og de tre bedste blev prioriteret med pointtallene hhv. 3, 2 og 1. Efter smagningen indsamledes alle smagernes point, vinene blev afsløret, og resultatet åbenbarede sig med følgende stilling:

 

Nr.

Vin

Pris

1

2005 Lafite

9.000 kr.*

2

2004 Don Maximiano

330 kr.

3 (delt)

2005 Mouton

8.000 kr.*

3 (delt)

2004 Solaia

1.000 kr.

5

2005 Seña

500 kr.

6

2005 Don Maximiano

320 kr.

7

2005 Latour

10.000 kr.*

8

2005 Viñedo Chadwick

540 kr.

9

2004 Seña

500 kr.

10

2004 Sassicaia

1.200 kr.

 

* priserne er hentet fra philipsonwine.com

 

Og hvad så?

Hvad kan vi som vinforbrugere bruge sådan en smagning til? Svaret forekommer måske åbenlyst: ”Det beviser, at Chile kan lave fantastisk vin, som for det første er mindst lige så godt som de bedste fra Frankrig og Italien, og som for det andet kun koster en brøkdel af deres europæiske kombattanter. Derfor bør vi som pris- og kvalitetsbevidste vinnydere også tage Chile i betragtning på lige fod med de klassiske europæiske vinlande.” Men selvom det svar selvfølgelig er en logisk og helt korrekt mellemregning, så der det langt fra hele sandheden om smagningens resultat. En anden side af sandheden er den, at det beviser, hvilken enorm kvalitetspolarisering, som Chile er eksponent for. Vi ved alle, at en chilensk vin til 35-40 kr. kan være glimrende sammenlignet med en fransk ditto. Men hvad med en vin til 100 kr.? Her snævrer mulighederne for kvalitet voldsomt ind i den chilenske lejr, som nok kan levere en bestemt vintype eller to på et anstændigt niveau, men hvis diversitet generelt kan ligge på et meget lille sted. Her er det omvendt for Frankrig og Italien, hvor alt det sjove først rigtigt begynder ved 80-100 kr. Op til 200 kr. er der i Europa en kolossal stilmæssig diversitet og smagsrigdom, hvor den chilenske industri stort set må melde pas over en kam. Når vi nærmer os landets allerhøjeste luftlag fra 300 kr., kan der ganske vist lokaliseres et par håndfulde store og flotte vine, der som Eduardo Chadwicks er i stand til at tage kampen op om pressens gunst på centrale eksportmarkeder. Smagningens resultat i en kritisk forbrugerfortolkning er således: ”Smagningen viser, at positiv omtale af et lands vinøse formåen ikke relaterer sig særligt direkte til landets evne til at levere et konsistent niveau af gastronomisk oplevelse på tværs af flere priskategorier. Berlin Tasting understreger den polarisering, som er et af chilensk vins største problemer, både kommercielt og æstetisk”.

 

Problemet med årgangene

Hvis man skal gå arrangementet endnu mere pedantisk i bedene, kunne man skitsere den skævhed i vinenes kuratering, som ligger i valget af årgange. De dygtige folk i H.J. Hansens førerbunker har gjort sig mange fine tanker desangående, men det endelige valg er og bliver et kompromis og dermed forurenende for klarheden i smagningens budskab. Overordnet er vinene meget fornuftigt blevet skiftet fra de andre Berlin-smagningers ældre årgange til årgange, som lige nu er tilgængelige på markedet. Det er for chilenernes vedkommende årgangene 2004 og 2005. Derfor er det logisk at smage dem imod tilsvarende årgange fra Europa, og arrangørerne havde valgt den meget roste 2004-årgang fra Toscana og den ekstremt hypede 2005 fra Bordeaux. Som sådan følte man sig sikker på at have ydet optimal modstand til chilenerne. Men det er ikke tilfældet. En væsentlig årsag til chilenernes høje placering i smageresultatet er den måde, som smagningens grundpræmis er formuleret på: ”Den, I synes bedst om, skal I give 3 point …”. Der blev med andre ord tildelt point ud fra et kvalitetskriterium om umiddelbar appeal og performance. I hvilket omfang udviklingspotentiale blev vurderet, og om man følte sig i stand til at gennemskue det, var op til den enkelte smager. Problemet er, at den høje pris på bordeauxerne gør dem attraktive som samlerobjekter, og at de af den og en række andre primært historiske årsager, er produceret med en lang positiv udviklingskurve for øje. Nok skal de kunne nydes i dag, men de fleste vil nok være enige i, at en 1.-cru næppe peaker som 3-årig. Det er til gengæld i vidt omfang tilfældet for de chilenske vine, som med en prioritering af frugt over struktur, gennemgår en noget hurtigere udvikling og derfor som 3-4-årige allerede udviser kompleksitet og dybde, som de generøst øser af fra første snif. Det ultimative udtryk, og dermed det største hedoniske, nydelsesbaserede, potentiale, må findes gennem en individuel vurdering af de respektive vines smagsoptimum i forhold til alder, kombineret med en hensyntagen til specifikke årganges lokale indflydelse på resultatet. At lade vinene møde hinanden i stærkeste kampform, dvs. i den årgang, som til enhver tid er det bedste udtryk for vinens kvalitet, ville gøre det komparative aspekt af arrangementet mere troværdigt.

 

Min oplevelse

Københavner-versionen af den efterhånden berømte Berlin Tasting var en spændende oplevelse med mange gode resultater, foruden ovenstående top-10-liste. Ikke mindst var det bekræftende at kunne notere sig en bemærkelsesværdig enighed blandt deltagerne fra pressen, da vinene blev gennemgået efter smagningen. Ved denne signaturs bord havde vi stort set samstemmende rangeringer, og i en rar in plenum-diskussion var jeg overrasket over, at jeg ikke behøvede at skræppe op om mange detaljer om min holdning til vinene: Jeg var foruroligende enig med de to hidkaldte moderatorer, kolleger fra to større dagblade, og mange andre kommentarer i salen. Det antyder et højnet teknisk niveau og en nyvundet åbenhed og frihed for tidligere tiders velnærede fordomme omkring kvalitetsvurdering. Det sensoriske aspekt kan ikke fornægtes, og bliver det tilsyneladende stadigt mindre. Hurra! Min egen rangliste så sådan her ud:

 

Nr.

Vin

Endelig placering

Mit gæt på land (korrektion)

1

2004 Don Maximiano

2

Chile

2

2004 Solaia

3

Frankrig (Italien)

3

2005 Viñedo Chadwick

8

Chile

4

2005 Don Maximiano

6

Chile

5

2005 Lafite

1

Frankrig

6

2005 Mouton

3

Frankrig

7

2005 Seña

5

Chile

8

2005 Latour

7

Italien (Frankrig)

9

2004 Seña

9

Chile

10

2004 Sassicaia

10

Frankrig (Italien)

 

Chilenerne var nemme at fange i programmet, og Solaia burde jeg nok også have kunnet placere korrekt pga. de udtalte noter af fyrrenåle og mentol i toppen af næsen. Men den var så dyb, kompleks, ren og velholdt, at jeg tænkte, det måtte være frugten af en god sommer i Bordeaux. Latour og Sassicaia byttede jeg decideret rundt på. Begge vine var sjaskede og ubehagelige. Om Sassicaia skrev jeg (i den tro, at det var Latour): ”mineralsk, nærmest medicinsk … vinen bliver værre og værre!” Og om Latour: ”Bærer ikke sit fad vel … ubehageligt bitter …”. De to gange Seña led under at have gennemgået så hurtig en frugtmodning, at de både besad et grønt og urtet skær og samtidig en overmoden, sødmefuld tone, der gav indtryk af en meget traditionel, oversøisk vin med sin kvalitet formuleret omkring et fuldmodent varietalt udtryk, her cabernetens. Ikke lige min kop te, men tilsyneladende meget velfungerende i de tidligere Berlin Tastings, hvor Seña i mere modne årgange er kommet helt til tops.

 

Tak til Eduardo Chadwick og H.J. Hansen for en interessant smagning, der sætter italesættelsen af vinkvalitet i et nødvendigt perspektiv, og desuden bibragte en kærkommen mulighed for at krydse drøbler med et par skægge berømtheder, som ellers kun er japanske børshajer og it-millionærer forundt. Chile har et stort potentiale til produktion af højkvalitetsvine. Om det for alvor forløses, må tiden vise.

 

Read Full Post »