Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘scandic’

Den nordiske hotelkæde Scandic har sat nye standarder for miljøhensyn og bæredygtighed. 3,3 millioner kopper økokaffe om året, cykler til gæsterne, affaldssortering på værelserne og en nådesløst stram CO2-politik er bare små brikker i det store puslespil om sund fornuft og god forretning med en rar smag i munden

 

Doing well by doing good. Eller på dansk “at klare sig godt ved at gøre godt”. Det lyder som en forloren punchline fra en klæbrig pensionskassereklame eller et mantra fra en nykristen sekt i det amerikanske Midwest. Ikke desto mindre er linjen både sandhed, hverdag og i stigende grad identitet for Danmarks største hotelkæde, Scandic, som med 147 hoteller i drift eller under opførelse i ti lande har taget sit ansvar for at gøre en forskel alvorligt. Og det ligner sund fornuft på mere end én måde. Sidste års overskud på næsten 800 millioner kroner og en omsætningsstigning på over 8 % indikerer, at Scandics forretningsfilosofi har ramt en nerve, og at hotelgæster mere end nogensinde før er klar til at omfavne miljøhensyn og bæredygtighed i deres kvalitetsvurdering af et hotelbesøg. Men hos Scandic er tankegangen ingen vårhare. ”Bæredygtighedstanken i Scandic er langt fra ny; den begyndte allerede i starten af 90’erne med et fokus på at minimere energiforbruget. I 1996 iværksatte vi så ’ressource-jagten’ – et internt spil, hvor alle medarbejdere og hoteller i kæden konkurrerede med hinanden om at udtænke de bedste idéer til at spare på energien”, fortæller Scandics danske marketingchef Anette Larsen. ”Vi havde et stærkt ønske om at træde foran, og gennem ressource-jagten, blev selv de daglige bagateller inddraget i det større perspektiv, og den enkelte medarbejders fokusområde blev respekteret.”

 

Ind imellem brokker nogen sig over, at belysningen på værelserne er for dårlig. Men sådan er det altså bare, når vi kun vil bruge elsparepærer.

Bevidste mennesker i en bedre verden

Selvom 90’erne knapt er en flygtig tanke herfra, var der slet ikke det samme fokus på virksomheders samfundsansvar for 10-15 år siden, og de første år var indsatsen på miljøområdet mest af alt en intern disciplin, skabt på foranledning af kædens daværende koncernchef, svenske Roland Nilsson. Da Nilsson i 2000 blev kåret som Årets Leder i Sverige, var det med Scandics forretningsideal om at ”tilbyde flest mulige mennesker den bedst mulige hotelovernatning til prisen, uanset om rejsens formål er forretning eller fornøjelse”. Siden slog den bæredygtige mentalitet imidlertid rod, og i dag formulerer hotelkæden sin vision som en målsætning om at ”skabe værdi ved at være det bedste sted og den bedste inspiration for bevidste mennesker i en bedre verden”. Store ord, som kræver store armbevægelser? Ikke nødvendigvis.

 

Svanemærket

”Vi tager én ting ad gangen”, siger Grete Højgaard, som er direktør for Scandic Sydhavnen i København. ”Vi skal ikke revolutionere verden fra den ene dag til den næste, og derfor er der heller ikke ét af vores mange delmål gennem årene, som vi ikke har nået.” Og delmålene har været mange gennem de hhv. 14 og 12 år, Anette Larsen og Grete Højgaard har arbejdet i Scandic. Et af de største projekter har været at få flest muligt af kædens hoteller certificeret med det nordiske Svanemærke, der er en af EU’s strengeste kontrolinstanser, varetaget af den statsfinansierede organisation Miljømærkning Danmark (www.ecolabel.dk). Ikke alene skal hotellerne opfylde en alenlang liste med meget specifikke krav til energi- og vandforbrug, affaldssortering og -bortskaffelse, anvendelse af kemikalier etc., men der stilles også krav om fortsat avancement inden for miljø- og sundhedshensyn. Man kan på ingen måde hvile på laurbærrene, men det har heller aldrig været Scandics princip. Således forventes alle koncernens hoteller inden for få år at kunne skilte med Svanemærket, tillige med en stribe af de mangfoldige andre certifikater, der pryder de produkter, som hotellerne tilbyder sine gæster.

 

Begrænsning uden belæring

Et af dem er kaffemærket Merrilds ”Good Origin”, som under kontrol af den hollandske organisation UTZ leverer økologisk og på andre måder bæredygtigt produceret kaffe til alle Scandics danske hoteller. Det bliver til en solid kaffetår på 3,3 millioner kopper om året. Grete Højgaard mener ikke, at valget af økologi og bæredygtig produktion behøver at kompromittere velsmagen og drikkeglæden ved fx kaffen, men indrømmer, at der kan være andre steder, hvor gæsterne må tilpasse sig Scandics idealer: ”Der kan godt være en udfordring i både at opretholde vores principper og så at give gæsterne et maksimalt behageligt ophold. Ind imellem brokker nogen sig over, at belysningen på værelserne er for dårlig. Men sådan er det altså bare, når vi kun vil bruge elsparepærer. De får heller ikke et batteri af små cremer og sæber på badeværelset, og sådan er der flere små begrænsninger i forhold til andre hoteller.” Anette Larsen supplerer: ”Men vi er meget opmærksomme på ikke at være belærende over for gæsterne. Sundhed og bæredygtighed skal være folks eget valg. Vi sørger for, at der er økologisk frugt og brød og gryn til morgenmad, men hvis man hellere vil spise sig mæt i bacon og røræg, er man meget velkommen.”

 

Identitet og oplevelse

Hotelkædens repræsentanter er tydeligt engagerede i projektet, vidende om de faktuelle forhold, ja, nærmest passionerede i deres fremstilling af Scandics virksomhedsfilosofi. Der synes ikke at være noget misforhold mellem firmaets indstilling og disse medarbejderes personlige holdning til de samme emner, fra handikapforhold til økologiske madvarer og opprioritering af vedvarende energikilder. Heri ligger en væsentlig kilde til Scandics succes. Hotelkædens idealer bakkes op af hele organisationen fra den øverste direktør til den enkelte receptionist og rengøringsassistent. En anden kilde er selvsagt klientellets enorme interesse for at vride ethvert økonomisk udlæg for oplevelsespotentiale. At bo på hotel er ikke længere et spørgsmål om at få tag over hovedet og et sted at stille sin kuffert. Hotelbesøg er et livsstilsprodukt, som på linje med økologisk mælk, jazzmusik, feriedestinationer, firhjulstrækkere og biodynamisk champagne signalerer vores værdier til omverdenen, og understøtter vores selvopfattelse i en tid, hvor identitet er for mennesker, hvad Scandic er for moderne virksomhedsetik. Keep it up!

 

www.scandichotels.dk/betterworld kan du læse dig klogere på alle de konkrete aktiviteter, som udgør Scandics indtil videre 15 år lange kampagne for miljøhensyn og bæredygtighed. Også www.scandichotels.dk leverer fyldig oplysning om forvaltningen af kædens kodeord ”Omtanke”.

Read Full Post »

Hotelbyggeri med omtanke

Scandic-hotellernes benhårde miljøprotokol for nybyggeri er en integreret del af tankegangen og en daglig udfordring for kædens tekniske direktør i Danmark

 

Poul Henning Jørgensen er teknisk direktør for Scandic i Danmark. Med en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør og økonom er han klædt godt på til både at lægge strategien og til at få fulgt idealerne til dørs og manifesteret i den virkelige verden. Et af Poul Henning Jørgensens fokusområder er byggeri af nye hoteller og den løbende renovering af de eksisterende. Også her er den bæredygtige tankegang en grundpille i planlægning og udførsel af arbejdet. ”Jeg har brugt de seneste dage og det meste af natten på at få vores entreprenører og ingeniører til at forstå, hvad det er, vi vil. Vi har udviklet vores eget kvalitetsparameter for det samlede byggeris miljømæssige hensyntagen, Scandic Environment Construction Standard, som sikrer, at vi hele tiden er på forkant med udviklingen inden for bæredygtige byggematerialer og minimal miljøbelastning.” Netop nu er kæden i færd med at bygge 58 nye værelser på Scandic Jacob Gade i Vejle, og til foråret indledes byggeriet af Scandics tredje hotel i Århus, som, når det ifølge planen står klart i juni 2010, bliver det 22. i Danmark.

 

Den eneste måde at gøre sådan en målsætning realistisk på, er ved at sige det højt. Så hænger man på den, og er nødt til at omsætte ordene til handling.

97 % genanvendelige materialer

Interiøret er den tungeste post på energiregnskabet i opførslen af et nyt hotel, men efter 15 års fortsat stræben efter at optimere området kan Scandic prale af, at ikke mindre end 97 % af alle materialer til interiør kan genanvendes og er hurtigt nedbrydelige. ”Vores idé er så vidt muligt kun at bruge fra naturen, hvad vi kan give tilbage til naturen”, fortæller Poul Henning Jørgensen. ”Det stiller enormt store krav til vores leverandører, når vi fx vil have leveret nogle varer uden emballage. Men når vi sparer emballagen, sparer vi både transportomkostninger, emballagematerialer, bortskaffelsesomkostninger, lager- og containerplads og så videre. Og så får vi oven i købet varen billigere. Det er en win-win-situation.” Et andet indsatspunkt for tiden er implementering af et system, som gør det muligt at udnytte jordens varme til både opvarmning og afkøling. Med dette system kan opnås en besparelse i CO2-udslip på op til 50 % i forhold til konventionelle opvarmnings- og nedkølingsformer.

 

100 % CO2-neutral i 2025

”De største investeringer, som vi foretager på vores ældre hoteller, er relateret til den bæredygtige tankegang, fx i form af bedre opvarmning og elbesparende foranstaltninger. Men det er vi også nødt til, hvis vi skal nå vores erklærede mål om at være 100 % CO2-neutrale i 2025.” Poul Henning Jørgensens blik er ikke helt fast, mens han formulerer koncernens voldsomt ambitiøse målsætning, men han afslutter overbevisende: ”Vi er nødt til at sætte bjælken højt, hvis det skal rykke noget. Den eneste måde at gøre sådan en målsætning realistisk på, er ved at sige det højt. Så hænger man på den, og er nødt til at omsætte ordene til handling. Jeg tror på, at vi nok skal nå målet, for den her tankegang er så velforankret fra top til bund i organisationen, at den fortsatte udvikling af de bæredygtige principper er helt naturlig. Det er ikke længere noget, vi tænker over. Det er noget, vi gør!”

Read Full Post »

Virksomheders ansvar

Corporate Social Responsibility, CSR, er et varmt emne i disse miljøbevidste tider. Men er CSR andet end markedsføring? Og hvad får aktionærerne ud af elsparepærer og økologiske kaffebønner?

 

”Et koncept, hvor virksomheder frivilligt integrerer sociale og miljømæssige hensyn i deres forretning og i samspillet med aktionærerne.” Sådan lyder EU-kommissionens officielle definition på begrebet CSR. Man kan også kalde det virksomhedsetik eller samfundsengagement, men idéen er den samme: I stedet for ensidigt at formulere målsætninger økonomisk kan en virksomhed anskue sin succes i et samfundsperspektiv, som indirekte påvirker det økonomiske resultat. Som sådan kan CSR vanskeligt adskilles fra økonomen Milton Friedmans klassiske paradigme om at ”the business of business is business”. Sandt, en virksomhed skal tjene penge. Men hvis den gør det bedre ved at tage aktivt stilling til og agere i forhold til centrale samfundsproblemer og -tendenser, ligner det en win-win-situation for både kunder, virksomhed og eventuelle aktionærer.

 

Er miljøhensyn det vigtigste kvalitetsparameter? Dyrevelfærd? Menneskerettigheder? Og er du villig til at betale ekstra for de gode intentioner?

Kontrol og certificering af CSR

For forbrugeren ligger udfordringen i at gennemskue, hvilke dele af et proklameret CSR-program, som reelt gør en forskel, og hvilke, der kan kategoriseres som markedsføring og i værste fald varm luft. Her kan internettet være en glimrende kilde til oplysninger om et produkts eller et firmas mere eller mindre reelle hensigter i sammenhængen. Talrige organisationer kontrollerer og certificerer alt fra strømforbrug til handikapforhold og psykisk velvære for medarbejdere, og der er rift om positionen som det mest strenge og krævende mærke eller den mest prestigefulde årlige pris. Så snart en certificering har konsolideret sig solidt i mainstream, opstår mere radikale fraktioner af purister og nytænkere, som holder branchen ved ilden og sørger for, at der hele tiden er nye mål for virksomhedernes CSR-bestræbelser. Resten er op til os som forbrugere. Er miljøhensyn det vigtigste kvalitetsparameter? Dyrevelfærd? Menneskerettigheder? Og er du villig til at betale ekstra for de gode intentioner?

 

Scandics tre CSR-priser siden november 2007

Den første faldt den 15. november 2007 til den årlige hoteldesignmesse SLEEP i London, hvor Scandic tildeltes årets miljøpris, The Sustainability Award. En uge senere, den 22. november, toppede Scandic listen over branchens bedste CSR-programmer og blev hædret som fortjent ved den 8. uddeling af Hospitality Awards i Paris. Senest løb hotelkæden med sejren ved IMEX Green Meetings Award i april 2008 i Frankfurt for sit konferenceprodukt ”Det bæredygtige møde”.

Read Full Post »