Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘sydafrika’

2010-udgaven af John Platters guide til sydafrikanske vine er et godt vindue til den moderne stil, som landet mestrer bedre og bedre.

Bloggens udsendte medarbejder var på pletten med frisksmurt gane og slebet pen, da 2010-udgaven af den såkaldte ”Platter’s” blev lanceret i Sydafrika i november måned. 39 vine fandt vej til den eftertragtede udmærkelse af fem stjerner, og det er vel at mærke ud af en bruttopulje på mere end 6.000 vine, som guidens 19 professionelle smagere har sat tænderne i. Den aldrende John Platter selv kastede det faglige håndklæde i ringen for år tilbage, og nøjes nu med at møde op til guidens receptioner og trykke hænder og slubre et glas eller to sammen med konen Erica.

Smag, nyheder og generel udvikling

Foruden at give indsigt i smagsmæssig profil for hver enkelt vin fra stort set alle Sydafrikas vinerier, beretter Platter’s også om udviklingen i forskellige regioner og sågar om nyheder fra de enkelte vinhuse. Og så uddeles der et antal stjerner fra en halv til fem til hver smagt vin, og de allerbedste fremhæves i begyndelsen af guiden. Det er interessant læsning af flere årsager. For det første fordi listen af femstjernede producenter jo nærmest kan anvendes som dosmerseddel for den, der gerne vil undersøge, hvor god vin, der egentlig bliver lavet i Sydafrika. Men også på et mere generelt plan siger listen noget om, hvilke druesorter og vintyper, som lige nu fungerer bedst på Afrikas sydspids.

Syrah, sauvignon blanc og blends

Enkeltdruevine tegner sig for overraskende få vine på listen, så noget tyder altså på, at Sydafrikas klima tøjles bedst med flere end en enkelt komponent at blande med. 14 ud af listens 39 punkter er blandede vine, og både cabernet sauvignin, grenache, pinotage og chenin blanc har kun en enkelt vin hver på listen. Der er to pinot noir-baserede og tre chardonnayer. Til gengæld er der fire syrah-vine og fem sauvignon blancer, hvilket stemmer helt overens med overtegnedes observationer og holdning i øvrigt. Med andre ord: Skal det være sydafrikansk og rigtigt godt, så snup en syrah/shiraz, en sauvignon blanc, eller gå efter vine, som er blandet af flere druer.

Du kan læse mere og bestille guiden online for omkring 150 kr. på www.wineonaplatter.com.

Read Full Post »

For et år siden skrev vi her i spalten ganske kort om det sydafrikanske vintabu. 12 måneder og et hav af tekniske undersøgelser senere er den sydafrikanske vinindustri ikke tættere på at forstå, hvorfor landets vine smager af brændt gummi

 “Brændt gummi?”, tænker du måske, ”kan det virkelig have noget som helst med vin at gøre?” Svaret er: ”Nej, smagen af brændt gummi bør ikke have noget som helst med vin at gøre”, og ikke desto mindre er de fleste kommentatorer enige om, at det er lige præcis, hvad brændt gummi har med sydafrikansk vin. ”Brændt gummi” er en hyppig association eller aromatisk reference til en bismag, som synes at præge 15-20 % af alle vine fra det ellers teknisk velfunderede og generelt dygtige vinland. Uafhængigt af region, druesort og årgang. Nogle har refereret til smagen som soltørret tomat, jord eller røg, andre som en krudtet mineralitet eller kød fra vildt, og senest har den sydafrikanske forening af vinproducenter bedt om, at der refereres til problemet med ordet ”acrid”, som bedst kan oversættes til ”besk”. Som om det gjorde det meget bedre.

Stærkt tabu

Selvom der er blevet skrevet meget om den ærgerlige bismag igennem de seneste 7-8 år, var det først, da den britiske journalist Jane MacQuitty i oktober 2007 formulerede en skarp anklage i avisen The Times of London, at debatten brød ud i lys lue. Det britiske marked aftog 28 % af de 300 millioner liter vin, som Sydafrika eksporterede i 2007 (Danmark 4 %), så det er ikke uden betydning, hvad ledende vinskribenter udtaler om kvaliteten af de afrikanske dråber. Problemet med MacQuittys anklage var, at problemet bedst kan beskrives som et stærkt tabu i Sydafrika. Et tabu, fordi ingen kan forstå, hvor smagen kommer fra, og fordi det derfor er vanskeligt at skulle se i øjnene, at den dominerer en femtedel af landets produktion. Og så forstærkes tabuet af, at flere kendte vinmagere i Sydafrika hårdnakket benægter eksistensen af nogen som helst bismag.

Kældergane

Årsagen til, at ellers højt respekterede fagfolk ikke anerkender problematikken som andet end journalistisk hysteri, skal findes i det velkendte fænomen, som på engelsk kaldes ”cellar palate” – direkte oversat ”kældergane”. Kældergane er noget, man som vinmager kan lide af, hvis man primært smager vinen fra sin egen kælder igennem så mange år, at man til sidst ikke kan få øje på detaljerne i den. Smagen af ens egen vin bliver så at sige det neutrale, og velsmagende, udgangspunkt, som alle andre smagsoplevelser forholder sig til. Mange sydafrikanske vinmagere er med andre ord ude af stand til at detektere smagen af brændt gummi, simpelthen fordi de har vænnet sig til den.

Virus eller dårlig hygiejne?

Fra officiel side har den sydafrikanske vinindustris pr-organ, WOSA, dog ikke kunnet ignorere kritikken, og siden 2008 har et hold af forskere ved universitetet i Stellenbosch forsøgt at løse gåden om bismagen. Endnu uden held. Spekulationer går i retning af, at smagen skyldes en såkaldt bladrullevirus, men andre mener, at det er et spørgsmål om dårlig hygiejne i produktionsmateriellet. Her to år efter den officielle anerkendelse af problemet og et års intensive undersøgelser, er vi altså ikke kommet tættere på hverken en forståelse for problemet eller en måde at undgå det på.

Terroir, frugt og vinmager

For os som forbrugere melder sig spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til eksistensen af sådan en bismag. Faktisk sætter nogle mennesker pris på den røgede, lettere dyriske note af brændt gummi, og smagen kan som sådan ikke entydigt kategoriseres, som noget, vi må til livs. Når der alligevel er generel enighed om at forsøge at lokalisere og eliminere årsagen til smagen, er det ud fra den betragtning, at ethvert smagselement, som er fælles for et helt land, devaluerer vinenes udtryk for vækststed, det, vi kalder ”terroir”, for druesort og ikke mindst for vinmagerens personlige stil. Disse tre komponenter bør være afgørende for vinens kvalitet og ikke en mystisk smag af brændt gummi. Om du så kan lide den eller ej.

Read Full Post »

Bag om sydafrikansk vin

Det går fremad for kvaliteten af sydafrikansk vin, men stadig er vinene mest af alt ”gode til prisen”, og landet er endnu ikke helt ovre de første børnesygdomme efter monopolets opløsning i 1994

  

Sydafrika er et land med voldsomme kontraster og mange udfordringer foran sig. Til trods for 15 år med den efter omstændighederne bedste tilnærmelse til demokrati og et dominerende parti, ANC, som har formået at sætte et vist tempo på den økonomiske udvikling, er der stadig langt til en egentlig sammenhængskraft og sociokulturel homogenitet i det brogede samfund, som kalder sig den sydafrikanske befolkning. Mens den politiske situation i bedste fald kan siges at være i opbrud og forhåbentligt i løbet af det næste tiår vil begynde at kanalisere nogle ressourcer i udviklingen af landets sociale værdisæt, så er der andre boller på Sydafrikas ivrigt sydende vinsuppe.

 

Det skal forstås sådan, at jeg endnu har til gode at opleve en sydafrikanske vin så fantastisk, at jeg var ligeglad med, hvad den kostede

Kvalitet vs. kommerciel succes

I september løb den biennale vinmesse Cape Wine af stablen for femte gang, og for femte gang kunne de deltagende journalister, vinindkøbere, producenter og andre brancheaktører registrere en markant stigning i både kvalitet og kommercielt potentiale. I den ideelle verden følges de to ting ad, men i vinens mindre slaraffen-agtige version kan man sagtens forestille sig kommercielt valide vine have succes uden at gøre sig nogen forestilling om at præstere egentlig skønhed. Det er fx bag-in-box-rødvin med tilstrækkeligt børnevenligt sukkerindhold til at kunne bælles af masserne, mens de taler om noget andet. Fint nok for masserne, men langt fra et fyldestgørende ambitionsniveau for en industri som helhed. Desuden har ensidig satsning på bestemte kunde- og produktsegmenter det med at give bagslag, når man mindst venter det. Summa summarum, nok er Sydafrikansk vin blevet bedre i løbet af de senere år, men som vinindustri har man tillige indset, at kvalitet er vejen til konsolidering af de gode markeder og en udvikling af de nyere. Danmark er et af de steder, hvor Sydafrikansk vin stadig har til gode at slå rod i etablissementets anseelse. Men der er håb forude.

 

Fænomenet ”god til prisen”

En stigning i importen fra Sydafrika til Danmark på næsten 25 % i løbet af de seneste 12 måneder er desværre ikke noget sikkert tegn på, at der er flere gode vine tilgængeligt herhjemme. Fluktueringer i den størrelsesorden er som regel et udslag af supermarkedskampagner og evt. introduktion af nye produkter til særligt lav intropris. Det rykker nogle hektoliter, men ændrer ikke en tøddel ved folks opfattelse af, hvad kvalitetspotentialet i Sydafrika er. Overtegnede kan efter 10 dages intens smageindsats attestere, at der er mere at komme efter end førnævnte BIB, men også at ”god til prisen” stadig er væsentlig del af det spændende at rapportere fra de sydafrikanske vinområder, der findes inden for et par timers kørsel fra Cape Town. Det skal forstås sådan, at jeg endnu har til gode at opleve særligt mange sydafrikanske vine som så fantastiske, at jeg var ligeglad med, hvad de kostede. Det er som regel noget med, at en vin er velproduceret, ren, saftig, velstruktureret og med en vis kompleksitet uden at blive ligefrem dyb, æterisk og uudgrundelig, som er de ypperste parametre for aromatisk kvalitet. Den slags vine må gerne koste 100 kr., måske 150 kr. og måske endda 2-300 kr., hvis de samtidig har en stor frugtig koncentration uden at blive gumpetunge. Og her er sydafrikanerne super stærke og kan mange gange tilbyde de egenskaber allerede fra 60-75 kr. Den evne vedbliver at være landets vinøse styrke, og som sådan burde Sydafrika stå langt stærkere på det prisfokuserede danske marked.

 

Ambitioner og udviklingspotentiale

Men ”god til prisen” er langt fra den ultimative sandhed om Sydafrikas potentiale. Landets 600 vinproducenter arbejder målrettet og ekstremt professionelt på at udtrykke den regionalitet, dvs. vinenes geografiske vidnesbyrd, som også afrikanerne har optaget som æstetisk ideal. Regionalitet og terroir er vanskelige dimensioner at udtrykke i sin vin, og stadigt flere producerer kun meget få flasker, ofte på hvad man nærmest kan kalde for eksperimentalt niveau, for at manifestere en praktisk analyse af kvalitetspotentialet i fx en bestemt drue eller drueblanding i et bestemt område, vinificeret sådan og sådan og med en pris, der er dikteret af de faktiske (ofte høje) produktionsomkostninger. Resultatet af anstrengelserne er spændende at iagttage, og fra de 75-100 dygtigste vinmagere er der masser af lækkerier, som det bliver interessant af følge udviklingen af. Selvom der har været kommerciel vinproduktion i Sydafrika i 300 år, er landet stadig kulturelt bundet af sine mange år med statsmonopoliseret vinproduktion (indtil 1994), og dybest set at betragte som purungt i sammenhængen. Og så er der det store tabu.

 

Tabu: brændt gummi-smag

Det store tabu i sydafrikansk vin bunder i en uheldig bismag af brændt gummi, som ifølge mine noter omkring 20 % af alle landets rødvine besidder. En bismag, som ikke findes i nogen andre vine fra noget sted i verden. Og hvad der er lige så slemt: Afrikanerne er så vant til at smage denne ubehagelige fællesnævner, at kun ganske få er i stand til at smage den, når den er der. Selv højt respekterede vinmagere er citeret for at fornægte eksistensen af bismagen, til trods for at den ret effektivt afslører de fleste sydafrikanske vine i tusindvis af blindsmagninger over hele verden. Og hvad er så en bismag? Jo, det er en del af det samlede aromabillede, som ikke knytter sig til frugtens egen varietale karakter, fx smagen af cabernet sauvignon, og heller ikke til et specifikt områdes geografiske egenart. Den kan heller ikke forbindes med en enkelt eller en kombination af bestemte vinifikationsteknikker, og det er afgjort ikke en enkelt vinmagers eller vinskoles ærgerlige fingeraftryk. Hidtil bedste bud er, at det er resultatet af en vinifikation af frugt fra vinplanter, som er ramt af en særlig bladrullevirus, der tilsyneladende faciliterer en akkumulation af nogle indtil videre ukendte stoffer i druerne. En forskergruppe er for nyligt blevet nedsat i Sydafrikas mest berømte vinområde, Stellenbosch, for at undersøge den kedelige bismag nærmere. Og mens det store tabu tøvende adresseres af vinindustrien, kan vi andre overveje, om den slags skønhedspletter kan være positive og et i bund og grund ønskværdig karaktertræk, som bidrager til sydafrikansk vins enestående smagsprofil. Eller om vi foretrækker vinene uden brændt gummi.

 

I et opfølgende indlæg i den nærmeste fremtid ser vi nærmere på specifikke vine fra Sydafrika. Hvilke områder er interessante? Hvilke druer og blends fungerer bedst? Hvem er Sydafrikas bedste vinmager? Hvor skal man gå hen for at finde flotte sydafrikanske vine herhjemme? Og hvad koster de? Stay tuned.

Read Full Post »