Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘thun’

Når vin smager bedst

Hvad kan du gøre for at få din vin til at smage bedst muligt? Drik den på den rigtige dag, er svaret fra tilhængere af biodynamisk vinfilosofi. Og flere professionelle er begyndt at følge anvisningerne.

 

Hvert år udgiver Maria og Matthias Thun den såkaldte ”Biodynamiske så- og plantekalender”. I den netop udkomne 2010-udgave kan avlere af alt fra kålrabi til cabernet sauvignon læse både hvordan og i høj grad hvornår, de skal udføre de forskellige dele af arbejdet i marken. Men anvisningerne begrænser sig ikke til grøntsagernes produktion. Ifølge Maria Thun er det nemlig også vigtigt for udtrykket af fx en vin, hvornår man smager den. Disse betragtninger er beskrevet i forfatternes seneste udgivelse, som har fået den relevante titel ”Når vin smager bedst – en biodynamisk kalender for vindrikkere 2010”.

 

Og hvad i himlens navn skal vi så bruge den slags hokuspokus til, spørger du måske?

 

Vin bedst på blomster- og frugtdage

Ifølge de 48 sider i den lille handy guide er en vins smagsudtryk influeret af månens faser, specificeret ved det af de 12 stjernetegn, som månen til enhver tid passerer igennem på nattehimlen. Hvert af disse tegn er inden for astrologien associeret med et af de fire elementer jord, luft, ild og vand, og disse fire tegn opfattes af biodynamikken som centrale for forskellige dele af vinstokkens anatomi. Således knyttes jord forståeligt nok til rødderne, vand til bladene, luft til blomsterne og ild til frugten. Ifølge Thun smager vin bedst på dage, som associeres med hhv. blomster og frugt, og hvilke dage, det så er, viser en udførlig kalender for hele året 2010 – helt ned til klokkeslæt for skiftet mellem fx blomstertid og bladtid.

 

Mere udtryksfulde om torsdagen

Og hvad i himlens navn skal vi så bruge den slags hokuspokus til, spørger du måske? Svaret er, at du måske allerede bruger det uden at vide det. I hvert fald har allerede to britiske supermarkedskæder, Tesco og Marks & Spencer, vedtaget at afholde alle testsmagninger på blomster- og frugtdage. En indkøber citeres fra BBC for at sige: ”Vi prøvede otte vine på en tirsdag, som var en bladdag, og de samme vine igen om torsdagen, som var en frugtdag. Og det var fuldstændigt utvetydigt. Ikke at vinene smagte dårligt om tirsdagen, men de var bare langt mere udtryksfulde om torsdagen. De var mere udadvendte og klare.”

 

Ifølge guidens forord er det ”lige meget, om du tror på teorierne bag”. Heldigvis, må vi nok tilføje. Men prøv selv, ”When wine tastes best” kan erhverves via amazon.com for 40 kr. + forsendelse.

Read Full Post »