Det perfekte vinglas fremhæver vinens styrker, mindsker svaghederne og ser samtidig brandgodt ud på bordet. Men det er ikke ligegyldigt, hvilket glas du vælger
Hvis det ikke lige skal handle om discountvine og finanskrise, må januar siges at være vinøs agurketid. Så hvorfor ikke udnytte stilheden til at indskyde et par dessiner om det, der står imellem de fleste af os og vores ønolikvide eskapader – vinglasset. Hvis du troede, at det var ét fedt, om du slubrer din meursault af plastiktandkruset eller dit Riedel-krystal, så tager du nemlig grueligt fejl. Bevares, din rus bliver ikke mindre af at vælge det forkerte glas, men hvis det er målestokken for kvalitet, er der alligevel ingen grund til at læse videre. For os andre giver det mening at optimere drikkeoplevelsen ved at differentiere glasset til den specifikke vin. Det kræver for det første, at du opererer med mindst et par forskellige glastyper, og at du iagttager de grundregler, der gælder for dem alle sammen. Det vigtigste er glassets grundlæggende proportioner.
Der er intet teknisk/sensorisk grundlag for at vælge forskellige glas til rødvin og hvidvin, men der kan jo være en kulturel præcedens i dit hjem, som det er værd at opretholde.
Sansekrydspåvirkning
Jeg omtaler jævnligt fænomenet ”sensorisk interferens” eller sansekrydspåvirkning, og du husker måske, at begrebet beskriver det fænomen, at samtidige indtryk fra to eller flere forskellige sanser kan påvirke og dermed ændre eller farve hinanden. I forsøg er testpersoner blevet bedt om at smage en vaniljeis, mens de havde et stykke kaninskind mellem fingrene. Isen blev beskrevet som blød, cremet og lækker. Et andet hold testpersoner fik den samme is, mens de håndterede et stykke sandpapir. Isen blev beskrevet som kornet, krystalliseret og ikke særligt vellykket. Det er et klassisk eksempel på sensorisk interferens. Et andet eksempel oplever vi, når vi drikker vin af meget store eller tunge glas. Glassets proportioner vil fremhæve de samme karaktertræk i vinen, dvs. vi opfatter vinen som kraftfuld, voldsom, fyldig og smagsintens i det store glas. Noget af oplevelsen har at gøre med de aromaer, som frigives fra en større overflade med følgende accelereret opvarmning og fordampning, fx dem, der knytter sig til alkoholen. Men en væsentlig del af oplevelsen skyldes alene glassets tyngde og størrelse, og det skal vi være bevidst om. Hvis vinen i forvejen er stor, fx en australsk shiraz med 14,5 % alkohol og masser af sødmefuld frugt i både næse og mund, giver det måske mere mening at fremhæve vinens delikate, elegante og mere feminine sider ved at drikke den af et tyndt, let og ikke alt for stort glas. Som sådan opnås et mere præcist helhedsindtryk af vinens udtrykspotentiale.
Glassets form
Personligt foretrækker jeg altid at fremhæve de lette og delikate sider i en vin; så jeg går altid efter glas, der er tynde og fine i konstruktionen. Især er det vigtigt, at glassets kant, altså der, hvor du placerer dine læber for at drikke, er tynd, for her mødes din arms fornemmelse af glassets tyngde med mundens fornemmelse af tykkelsen og næsens første indtryk af vinens lugt. Et absolut kritisk punkt, der har enorm indflydelse på resten af din drikkeoplevelse fra første slurk, og til flasken er tom. Dernæst skal du sørge for, at glasset er formet som en tulipan, dvs. at det snævrer ind ovenfor der, hvor glassets beholder er bredest. Det skal det for at holde på de aromaer, som frigives fra overfladen. Relationen mellem overfladens areal, der hvor glasset er bredest, og rummet, som aromaerne har at udfolde sig i, er afgørende for vores vurdering af næsens og dermed hele vinens kvalitet. Fylder du glasset helt op, er der ingen plads til næsen (lugten), og du mister en stor del af oplevelsen. Snævrer glasset ikke ind for oven (tulipanformen), blæser aromaerne ud i det blå, og så er du lige vidt.
Pynt og andre forstyrrelser
I alverdens desperate forsøg på at skille sig ud på isenkræmmerens hylde er mange glasproducenter villige til at gå på kompromis med den optimale drikkeoplevelse for at sælge den nyeste kollektion. Selvfølgelig kan det bidrage positivt til din glæde ved at servere vin, at glassene er flotte på bordet, men der skal ikke meget pynt og andre kreative indslag til, før det i bedste fald fjerner fokus fra glassets indhold – i værste fald ligefrem forurener det. Mit råd er, at du holder dig væk fra designmæssige svinkeærinder a la små farvede dråber i stilken, røgtoner, skæve kanter, indgraveringer, facetter og manglende stilk. Hvad sidstnævnte angår, så er det centralt, at glasset har noget, du kan holde på, som ikke er selve vinbeholderen. En hank går for så vidt an, men den slags vinglas ser man nu ikke mange af. Enkelte er dog hverken udstyret med hank eller stilk, hvilket giver to problemer: Vinen opvarmes, når man holder glasset i hånden, og glasset bliver fedtet og uklart i løbet af aftenen, hvilket ikke er befordrende for præcisionen i din sansning. Minimer distraktionskilderne, og overlad det til vinen selv at levere farverig underholdning på bordet.
Glas til forskellige vintyper
Nu har vi de grundlæggende egenskaber på plads, og her fra er det relativt nemt at variere nogle detaljer ifølge forskellige vintypers specifikke krav. De fleste hjem har brug for fire glastyper. Det første er til vand, og her er kravene få. Jeg vælger altid små vandglas, fordi det tillader værten eller bordherren at demonstrere sin opmærksomhed ved at skænke hyppigt, og fordi vandet så altid vil være friskt og koldt. Det mest kuriøse glas, du har brug for, kan vi kalde for digestif-glasset, eller brændevinsglasset. Det er glasset, du nyder din cognac, whisky, rom og i princippet også snaps af, hvis du ikke er bange for at finde ud af, hvordan den slags egentlig smager. Digestif-glasset er husets mindste glas, men holder i øvrigt proportionerne som vinglasset, evt. med lidt slankere og højere profil, så der er større rum i forhold til overfladen. Overfladen skal være lille, fordi der ellers er for voldsom en afdampning af alkohol fra de stærke sager. Derudover skal du bruge to glas, nemlig ét til boblevin og ét til stille vin. Der er intet teknisk/sensorisk grundlag for at vælge forskellige glas til rødvin og hvidvin, men der kan jo være en kulturel præcedens i dit hjem, som det er værd at opretholde. Men konsekvent at nyde hvidvin af mindre glas er efter min mening tegn på manglende forståelse for vintypens muligheder. Dit allround-vinglas holder proportionerne som beskrevet ovenfor, men gør dig selv den tjeneste at vælge et glas i middelstørrelse, hvis du kun vil have et enkelt. Et meget lille glas vil ikke yde alle dine store vine ære, og et meget stort glas vil forvrænge for mange af de mere simple hverdagsvine, som du kan komme for skade at udsætte det for. Så er der boblerne tilbage, og lad os starte med at slå fast, at den klassiske champagne-coupe, det flade, pokalformede glas, er ubrugeligt til alt andet end lynhurtig slamming af din boble. Dernæst, hvis vinens karakter primært ligger i, at den bobler, kan du godt anvende det almindelige såkaldte ”flûte”, fransk for “fløjte” pga. formen, der har stort set parallelle sider hele vejen op. Sådan et glas er godt til at bevare kulsyren i væsken, men til gengæld elendigt til at udtrykke en evt. vinøsitet, herunder aromatisk kompleksitet. Sidstnævnte, hvor vinen altså er mere end bare en boble, kræver en kombination af flûtets slanke og høje profil og dit almindelige vinglas’ tulipanform, så du både kan holde på kulsyren og på de fine aromaer, du har investeret krisebudgettet i. Skål forsigtigt!
[…] januar 2009 af hipsomhap Med hovedet og notesblokken fuld af idéer til etableringen af din nye glaspark, er det bare om at vælge det helt rigtige design til den […]