Seks hyppige vinspørgsmål fra redaktøren af magasinet gastro til nærværende blogbestyrer:
Din første vinøse aha-oplevelse?
Første vin-aha må være, da jeg som 14-årig opdagede, hvor utroligt hurtigt og effektivt man kunne beruse sig ved at slamme rosé-lambruscoen fra det lokale Spar Marked. Pris: 18,95! Et andet ømt baghovedtraume er min senere præference for en særlig Alicante-rød fra Holte Vinlager. Den kostede 59 kr., hvilket var mange penge dengang, og jeg elskede den. Den dag, det gik op for mig, at en vin kan være smuk, og det at opleve den direkte rørende, var imidlertid, da jeg i efteråret 2000 satte gebisset til noget så obskurt som en hvinende sød, kulsort og voldsomt koncentreret Salentino-aleatico fra producenten Candido. Det vulgære bæst eksploderede i min mund og var det vildeste, jeg nogensinde havde smagt.
Hvilken type vin sætter du mest pris på?
Det vattede svar er, at jeg altid finder størst glæde i at prøve noget nyt. Det er også det rigtige svar. Det lidt mere uddybende svar er, at jeg tillader mig at have en dynamiske præference, som er påvirket af fx kulinariske trends. Er jeg et vinøst modedyr? Ja, det er jeg vel. Lige nu synes jeg fx, det er møgspændende med fejlbehæftet naturvin, nulsvovl, obskure nordfranske appellationer, tårnhøjt syreindhold, afkølet rødvin og minimalistisk indpakning. Synes stadig, hvid bourgogne er svært at slå. Vin fra Jura gør mig altid glad. Sauvignon-baseret Loire-vin det samme. Og purung, afkølet dolcetto. Ligesom de gør for resten af den vinøse kulturelite.
… det ville klæde mange vindrikkere at være lidt mere åbne for den mulighed, at de simpelthen er for ukultiverede til at forstå, hvad det fede ved en ny vin er.
Hvilken type vin lærer du aldrig at blive glad for?
Hmm, det er et tæt løb mellem portvin og amarone. Det er bare ikke sukker og alkohol, jeg værdsætter i en vin. Men ok, portvin er et vidt begreb, og jeg kan godt beundre frugten i en ung vintage. Tawnyer og mere end tre år gamle rubyer er jeg ligeglad med. Det er ikke et valg. Jeg arbejder på det. De rører mig bare ikke. Det samme gælder amarone – endnu en effektiv geografidræber. Om appassimento er en del af amaronens terroir, må vi diskutere en anden gang. Jeg mener det ikke, og ligesom portvinen er amarone dermed en vin, som defineres ved en produktionsmetode, der er universelt reproducerbar, og derfor uden bidrag til vinverdenens ultimative kilde til skønhed, nemlig geografien. Og så er en kombineret amarone-/portvins-aversion en usvigeligt sikker metode til at gøre sig upopulær i vinkredse. Altid en fornøjelse. Og så er jeg nødt til at nævne de 20 % af sydafrikanske rødvine, som hørmer af brændt gummi. Dem har jeg helt bevidst valgt en ufravigelig nultolerance over for. Pga. samme terroir-argumentation som ovenfor, og – nå ja – fordi de smager ad helvede til.
Har du en foretrukken hverdagsvin, du vender tilbage til?
Nej
Drikker du vin hver dag?
Nej, jeg drikker vin 3-5 dage om ugen, og snupper altid et par helt instinktive dage i vinøs tørdok, når der er huller i programmet af smagninger. Dage uden vin stimulerer min interesse for de prøver, som skal testes, beskrives og måske endda nydes dagen derpå.
Største vinøse skuffelse?
Jeg bliver enormt skuffet, når jeg serverer en vidunderlig vin for nogen, der affærdiger den med et fladt ”den er dårlig”. Jeg græmmes på vegne af vores ludfattige gastronomiske kultur ved at opleve, at det er socialt acceptabelt at have store sorte felter af smagsæstetisk udtryk, som man bare ”ikke kan lide”. Fair nok, at man er bevidst om sine positive præferencer, men det ville klæde mange vindrikkere at være lidt mere åbne for den mulighed, at de simpelthen er for ukultiverede til at forstå, hvad det fede ved en ny vin er. Moderne jazz er ikke dårlig musik, selvom du bedre kan lide pop. Vær lidt ydmyg; vær lidt åben. Øv, hvor bliver jeg skuffet.
[…] Read the rest here: Seks skarpe til skribenten […]