En flaske vin om ugen. Så meget drikker hver voksen dansker i gennemsnit året rundt, hvilket gør vin til kilde til 7 genstande hver eneste uge og halvdelen af vores samlede årlige alkoholindtag.
I vinbranchen bruger man af og til som en slags reference eller tommelfingerregel for danskernes vinforbrug, at vi har det største af slagsen i noget land, som ikke har nogen stærk tradition for vinproduktion. Det er med andre ord en gammel nyhed, at vi drikker meget vin. Præcis HVOR meget vin, vi egentlig drikker, er der til gengæld ingen, som ved med nogen særlig nøjagtighed.
De officielle tal for Danmarks import af vin, som en gang om året udarbejdes af Vin og spiritus organisation i Danmark (VSOD) via tal fra Danmarks Statistik, ses ofte angivet i pressen som et udtryk for, hvor meget vin, der blev drukket i Danmark i det pågældende år. Men sådan kan man ikke bruge tallene.
Reeksport og grænsehandel
For det første glemmer folk ofte at fratrække de 15-20 % af den importerede vin, som eksporteres videre til andre lande, fx Sverige. For det andet skal man huske at lægge den mængde vin til, som danskerne køber i udlandet, herunder ikke mindst ved den dansk-tyske grænse. Skatteministeriet estimerer vha. målinger fra Gallup og GfK ConsumerScan m.fl. den danske grænsehandel med vin til omkring 27 mio. flasker. Importen plus grænsehandelen minus eksporten giver en grov skitse af vores samlede forbrug.
Hvis ønsket er at opnå et billede af, hvor meget vin den enkelte dansker drikker, skal vi have nogle flere tal i spil. I 2013, som er det seneste år, vi har tal fra, importerede vi 263 mio. flasker vin. Grænsehandelen var på 27 mio. flasker, og 56 mio. flasker blev reeksporteret. Vores forbrug var altså på omkring 234 mio. flasker.
Halvdelen af vores alkoholforbrug
I samme periode var der omkring 4,6 mio. danskere over 16 år, som synes at være en rimelig grænse for, hvornår man skal tælles med i regnskabet for vinforbrug. Men det tal omfatter alle; også dem, der overhovedet ikke drikker alkohol, hvilket skævvrider billedet af, hvor meget de, der drikker, faktisk drikker.
En rapport fra Center for Alkoholforskning fra 2008 viste, at cirka 7 % af et repræsentativt udsnit af danskere over 16 år slet ikke drak alkohol. Trækker vi 7 % fra 4,6 mio., er der 4,28 mio. danskere til at dele de 234 mio. flasker. Det rækker til små 55 flasker vin a 75 cl til os hver. Hver eneste ikke-afholdende dansker drikker altså lidt over en hel flaske vin hver eneste uge året rundt.
Det betyder, at vi får lige omkring halvdelen af vores samlede alkoholindtag fra vin, nemlig 5,4 liter ud af Sundhedsstyrelsens anslåede samlet set 11,1 liter ren alkohol per år. Og at kvinder når op på samme styrelses anbefalede maksimum på 7 genstande om ugen alene ved at have et gennemsnitligt vinforbrug.
Flere fakta i Vin&Co.
Der er flere tal og fakta om danskernes vinforbrug og -vaner i det seneste nummer af COOPs vinmagasin Vin&Co. (side 32-33), som er gratis og findes i vinafdelingen i alle COOPs butikker.
Nogen af os ligger så to-tre standardafvigelser fra gennemsnittet. Jeg elsker når du leger med tal, Holmgård 😉
Hej Thor
Ja, det er jo det paradoksale med gennemsnitstal. Man kan synes, de giver en slags overblik, men reelt findes der nok kun ganske få mennesker – måske slet ingen – som drikker 55 flasker vin om året.
Jeg er glad for at jeg er med til at trække gennemsnittet op. 😉 Det sker jo når man drikker god vin.