Oregon er en smuk og indbydende stat, hvis glimrende vine og vingårde absolut er et besøg værd.
I mandags var det såkaldt Memorial Day i USA. På Memorial Day mindes man de faldne i landets efterhånden urimeligt mange krige, og mange af de ellers så hårdt arbejdende amerikanere havde sågar fri fra arbejde. Hvis man bor i staten Oregon på den amerikanske vestkyst, er der stor sandsynlighed for, at man valgte at tilbringe en del af sin forlængede weekend på et af statens 395 vinerier. Der er nemlig dømt kollektiv åbent hus-dag, og så godt som alle vinerier gør noget helt særligt ud af at modtage de tørstige horder af vinglade agroturister fra nær og fjern. Bloggens udsendte kunne tælles blandt sidstnævnte på en lille eksklusiv runde mellem en håndfuld af de vinerier, som i disse år er ved at konsolidere Oregon på det vinøse verdenskort.
Oregons drue par excellence er nemlig ingen ringere end vinverdenens elegante førstedame og skabagtige primadonna, pinot noir, som lægger frugtig materie til alt fra den ypperste skønhed til de frygteligste ulykker, et vinglas kan se.
Åbenhed og tårnhøjt serviceniveau
Det er ellers ikke fordi, vinen sprøjter ud af den kønne stat mellem Californien i syd og Washington i nord. Sølle 20-25 millioner flasker beløber årsproduktionen til, hvilket svarer til 7-8 promille af Californiens ditto. Ikke så sært, at man skal lede lidt for at finde en oregonisk vin på en dansk vinhylde. Langt størstedelen af Oregons vinproduktion afsættes nemlig i USA, og mange gange sælges 20-30 % direkte fra vineriet – ikke mindst på Memorial Day, hvor vinerier som Bergström (billedet) gæstes af 4-500 købestærke personer med velvoksne bagagerum til at transportere kasserne hjem i. Som sådan er Oregon et godt eksempel på, at man kan gøre det til en god forretning at åbne sine døre for offentligheden, som de fleste steder bydes velkommen i almindelig forretningsåbningstid mellem kl. 10 og 17, med mulighed for typisk at smage 6-10 vine for en rund 5-dollar-seddel (27 kr.). Vinerierne er pæne og velindrettede, ofte ligefrem smukt arkitekttegnede netop til formålet at understøtte vinens gennemtænkte æstetik med nogle lige så velovervejede omgivelser. Og så må man tage hatten af for amerikanernes ekstremt veludviklede service-gen, som de ikke er sene til at lufte på vinerierne. Alt forløber som smurt i nyboret vestkystråolie og med store smil og oprigtigt engagerede svar på selv dine mest basale spørgsmål. Amerikanerne er nok i stigende grad vinglade, men mange har stadig kun en relativt lille viden om emnet, og dialogen er fri og usnobbet. Et dejligt sted at være turist.
Bæredygtige pinot noir-vine
Og der er nok at se på for den køreglade vinjæger. Oregon har 16 specifikke appellationer, de såkaldte AVAs (American Viticultural Areas), som strækker sig i det meste af statens længde fra syd til nord i et 80 km bredt bælte cirka lige så langt fra Stillehavet mod vest. Det meste af området hører under Willamette Valley (Willamette udtales med tryk på det korte a), som starter syd for universitetsbyen Eugene i syd og fortsætter 250 km mod nord til Oregons største by, Portland. På vejen mellem de to byer følger man Willamette River, og rammer på et tidspunkt statens formelle hovedstad, Salem, som det er værd at gøre sig en mental note om. Lige uden for Salem befinder sig nemlig Oregons seks eneste sub-appellationer (små appellationer inden i men adskilt fra en større appellation), og grunden til, at de har opnået særstatus, kan afgjort smages af den trænede pinot noir-aficionado. Oregons drue par excellence er nemlig ingen ringere end vinverdenens elegante førstedame og skabagtige primadonna, pinot noir, som lægger frugtig materie til alt fra den ypperste skønhed til de frygteligste ulykker, et vinglas kan se. En drue, som er fortrinlig til at udtrykke sit vækststed, hvilket gør AVA’erne Chehalem Mountains, Yamhill-Carlton, Ribbon Ridge, Dundee Hills, McMinville og Eola-Amity Hills til mere end bare navne på et kort. Her dyrkes Oregons fineste pinoter, som ofte får lov til at boltre sig frit over markerne uden brug af flere kunstige hjælpemidler end allerhøjest nødvendigt. Den slags kan man i USA få papir på uden at være decideret økologisk. Så hedder det fx Salmon Safe (www.salmonsafe.org) – Oregon er en stat af ivrige lystfiskere, LIVE (www.liveinc.org) eller helt enkelt Oregon Certified Sustainable Wine (OCSW), hvilket du kan læse mere om på www.oregonwine.org.
Willamette-vin i Oregon og Danmark
Her er nogle konkrete idéer til, hvordan du forvalter en dags vinsafari i Willamette: Eugene er en spændende, lille by. Hvis du slår dig ned her, kan du passende begynde dagen med at besøge King Estate (www.kingestate.com), som er Oregons største vinproducent og selvfølgelig certificeret øko. Efter en god times køretur nordpå bør du lægge vejen omkring Domaine Drouhin (www.domainedrouhin.com), den navnkundige bourgogneproducents Oregon-filial, som sandelig også kan finde ud af at jonglere med pinoterne. Domaine Drouhins standard-pinot føres i Danmark af H.J. Hansen og koster 359,95 kr. Ligeledes i Dundee finder du overtegnedes hidtil største vinøse Oregon-oplevelse, nemlig de meget elegante, kraftfulde, dybe og let krydrede vine fra Bergström (www.bergstromwines.com), som herhjemme forhandles af Estwine.dk, for de fleste af vinenes vedkommende er biodynamiske og koster fra 160 til 495 kr. Min tur gik derfra videre til ligeledes biodynamiske Brick House (www.brickhousewines.com), som desværre ikke kan købes i Danmark, via Bethel Heights (www.bethelheights.com), også uden dansk distribution til trods for point og medaljer i lårtykke stråler, til udmærkede Cristom (www.cristomwines.com). Cristoms vine sælges i Danmark af Wineatcosts.com til mellem 78,58 og 166,21 kr. Når du bliver sulten, kan du lade dig traktere på bistroen i Dundee by, hvor et af Willamette Valleys første vinerier ved navn Ponzi har en fin vinbar, hvor vine fra alle de nævnte vinerier kan købes. Tjek i øvrigt www.traveloregon.com og www.willamettewines.com.
Godt med noget opmærksomhed på Oregon-pinot. Dog er jeg uening i antydningen af, at Cristom er på et sekundært kvalitetsmæssigt niveau io forhold til de øvrige Oregon-producenter, der forhandles i DK. Den er ikke en “udmærket”, men en fremragende producent!
Måske er du vildledt at prissætningen? Hvor andre Oregon-forhandlere typisk lægger min. 20% oven i USA-detailprisen, så sælger Wineatcosts.dk – Guderne må vide hvorfor og hvordan – faktisk Cristom væsentlig billigere end vinhandlerne i USA! Endelig er det ikke lykkedes wineatcosts.dk at få fingerene i de to bedste Cristom Cuvéer, hhv. “Eileen” og “Cuvée Signature” (94WA, 2005), hvorfor en sammenligning af det aktuelle, danske Cristom-katalog med det ypperste fra eksempelvis Bergström er misvisende og unfair.
Cristom/Steve Doerner er i øvrigt portrætteret i Paul Lukacs’ “The Great Wines Of America” med undertitlen “The Top Forty Vintners, Vineyards and Vintages”.
Hej Isak
Tak for kommentaren.
Jeg må skynde mig at sige, at jeg er mig, som skriver teksterne på Wineatcosts hjemmeside, så der er et lille formelt habilitetsproblem, om end det i denne sammenhæng næppe er et problem, eftersom jeg jo netop kritiserer Cristom.
Jeg har smagt vinene i Wineatcosts portefølje et par gange; Eileen har jeg kun smagt på vineriet, og Signature har jeg desværre aldrig haft fornøjelsen af.
Men jeg har det også sådan, at et vineris kvalitet vanskeligt kan bedømmes på en topcuvée. Ok, hvis man synes, den er skøn, så er det da en god ting, men det siger langt fra altid særligt meget om de billigere vine, der som regel udgør 95 % af produktionen.
Så jeg vil fastholde, at lige meget hvor god Signature er, så kan jeg godt tillade mig at formulere en forsigtig holdning til vineriets kvalitetsniveau, når jeg har smagt alle andre vine – og de fleste i 2-3 forskellige årgange.
Og jeg må sige, at jeg ikke er særligt imponeret over andet end de priser, som Wineatcosts kan sælge vinene til. Til de priser er det absolut store og flotte vine.
Men i et mere absolut perspektiv – og sammenlignet med nogle af Cristoms nærmeste naboer – fremstår vinene i min næse og mund en smule overfladiske og poppede. Pæne og rene i deres frugtighed – det er husets stil – men jeg er ikke imponeret over den noget mangelfulde aromatiske dybde og kompleksitet, som jeg synes, man bør forvente af vine, som koster 50 $ på vineriet.
Det er helt fint, at du synes noget andet, Isak, men at kalde en subjektiv sammenligning for “misvisende og unfair”, det er ikke særligt præcist, synes jeg. Det er jo det, kulturkritik handler om – at give sin holdning til kende om et æstetisk møde.
Når jeg kalder vinene fra Bergström for “elegante”, og Cristom kun “udmærket”, så er det jo ikke en sandhed, der er hugget i sten. Det er min professionelle holdning, som bestemt er til debat – tak for det – men som jeg har meget svært ved at se det urimelige i at ytre. Det er jo det, jeg lever af.
Så giv endelig din holdning til kende – også dem, der er modsat mine – men pas på med retorikken, når du kritiserer kritikken, om jeg så må sige.
Til gengæld vil jeg mægtigt gerne høre, om der er andre Oregon-pinoter på det danske marked, som det er værd at kigge nærmere på. Kender du nogen?
Venligst
Rasmus
Hej Rasmus
Pas på med din kritik af min kritik af din kritik 🙂
Min kritik var jo kun hypotitisk: såfremt din lunkne holdning til Cristom skyldtes en sammenligning med andre producenters topvine, fandt jeg den “misvisende og unfair” (idet de bedste to Cristom-vine ikke er tilgængelige på det danske marked). En anden hypotese gik ud på, at du mere eller mindre havde dømt “discount” pga de uforklarligt lave danske priser på Cristom. Efter at have læst dit svar, er det imidlertid entydigt, at du har et meget grundigt kendskab til producenten – og at du savner kompleksitet i vinene sammenlignet med visse naboproducenter. Fuld respekt for det!
Er enig i, at frugten er i centrum hos Cristom, men det behøver der efter min vurdering ikke være noget poppet i. Der er til gengæld meget pop i – og her taler jeg om en generel tendens blandt vinentusiaster – at forkaste frugtige vine som netop “poppede” eller “fake”. Personligt finder jeg – som dig – frugtsmagen meget “ren”. Fantastisk lækker jordbær- og (sekundært) blåbæragtig frugt – dejligt krydret med lidt spicy eg. Vi er langt fra Bourgogne, som kan være fantastisk – og meget mere kompleks, men Pinot kan have mange udtryk, og for undertegnede er står kompleksitet ikke nødvendigvis over frugtighed. Hver ting til sin tid. Det er der selvfølgelig mange meninger om, men at Cristom hører til blandt de bedste Oregon-producenter, vil mange – selvfølgelig og heldigvis ikke alle – give mig ret i.
Jeg kan vist ikke præsentere dig for noget Oregon, du ikke kender. Snarere omvendt 🙂
mvh Isak
PS.
Keld Johnsen (http://www.restaurantdiplomat.dk) har lidt Oregon Pinot Noir fra hhv Adelsheim og Evesham Wood. Har dog ikke smagt noget af det endnu…
…og sjovt nok også en Cristom Mt Jefferson 2007 til 250,00. Pris hos wineatcosts (2006): 107,00!
[…] Og vil du undersøge Bergström endnu nærmere, er der lidt mere baggrund i den her artikel på Holmgårds […]