Rhône-vinene har en umiddelbar, stensikker og ualmindeligt bred sexappeal. Men at alle kan lide dem, betyder ikke, at vinene er det rene pop.
Vinene fra den franske Rhône-dal smager sindssygt godt! Sådan er det bare! Jeg er helt vild med dem, og jeg kan ikke mindes at have mødt et vindrikkende menneske, som ikke var det samme. Det kan måske lyde som en overilet udtalelse om et af verdens største vinområder, hvis 6.000 vinproducenter naturligvis laver vin, der varierer både i stil og, ja, kvalitet. Men jeg vover alligevel superlativerne. Det fantastiske ved Rhône er nemlig, at der er så langt imellem virkeligt dårlige vine, at jeg med en usædvanligt velkonsolideret sjælero kan anbefale regionens vine over en kam. Lidt ligesom jeg kan med vin fra Østrig, som besidder vel nok verdens pt. højeste bundniveau. Der findes nærmest ikke dårlig vin fra Østrig (på nær et par håndfulde undtagelser til at bekræfte den optimistiske regel). Men hvor østrigsk vin er dyrt og en smule krævende at sætte pris på for mange mennesker, så er vinene fra Rhône nærmest umulige ikke at holde af, uanset om du drak dit første glas vin for 50 år eller 50 minutter siden. Nogle vil kalde det for pop. Jeg kalder det for en fantastisk æstetisk bedrift!
Fuldmoden, saftig frugt, sødmefuld alkohol og en åben, charmerende og udtryksfuld næse er Rhône-vinenes nøgle til dit vinhjerte.
Hvad er det, der er så godt ved de Rhône-vine?
Hvis du stiller det spørgsmål, har du sikkert ikke smagt dem. Det bedste ved vinene fra Rhône er, at nydelsen er umiddelbar. Den kræver ikke, at du ved en masse om produktets oprindelse eller produktion. Det, du sanser, er rigeligt fornøjelse i sig selv. Og skulle du driste dig til at søge baggrundsviden, undersøge de forskellige terroirs udtryk, læse op på vinifikationsmetoder og anden produktionskultur i regionens 16 cruer, 18 navngivne villager og de i alt 171 forskellige kommuner, som tilsammen udgør Rhône-området, bliver oplevelsen kun større. Når oplevelsen af de fleste Rhône-vine har så bred appeal, skyldes det vinenes særlige balancepunkt.
Rhône-vinenes balancepunkt
En vin kan finde sin balance i mange forskellige udtryk. En sød tysk riesling kan fx være i balance, når sukkeret får modspil af en frisk syre. En barolo kan være i balance, når næsens intensitet og kompleksitet får de markante tanniner til at smelte sammen med frugten i munden og blive en integreret helhed. Og en halvtør sherry kan være i balance, når frugtens oxidering og et lille salt element fastholder saftigheden til trods for alkoholforstærkning og restsukker. Vinene fra Rhône er generelt ikke sukkersøde, de er ikke forstærket, deres tanniner er ikke specielt markante, og det er heller ikke særligt ofte vinenes kompleksitet, der gør dem gode. Nej, Rhône-vinenes balancepunkt findes mellem den subtile sødme, der leveres af et velvoksent alkoholindhold sammen med den fuldmodne frugts aromatiske referencer til søde bær, chokolade, lakrids og toffee og evt. vanilje fra brug af egetræ – og den sejlende saftige syre, som vinmagerne på mirakuløs vis er i stand til at opretholde, selvom varmegraderne roder rundt mellem 35 og 40 det meste af sommeren. Fuldmoden, saftig frugt, sødmefuld alkohol og en åben, charmerende og udtryksfuld næse er Rhône-vinenes nøgle til dit vinhjerte.
Er Rhône-vin popvin?
Helt klart! Men langt fra udelukkende. Fra Côte-Rôtie i nord til Costières de Nîmes i syd dækker betegnelsen ”Rhône” over alt fra friske hvidvine (Saint-Péray) til forstærkede, portvinslignende typer (VDN Rasteau), søde dessertvine (fx Muscat de Beaumes-de-Venise), liflige roséer (fx Tavel), fyldige hvidvine (fx Châteauneuf-du-Pape og Condrieu) og et hav af tørre rødvine af vidt forskellig karakter og prisniveau. At påstå, at det alt sammen kun er ”umiddelbart”, ”sødmefuldt” og ”charmerende” er en urimelig forenkling af regionens kvalitetsspektrum. Der findes vine i Rhône-dalen med stor aromatisk kompleksitet og dybde. Vine, som kræver adskillige års udvikling for at forløse sit kvalitetspotentiale. Som er lette i frugten, tørre, elegante og med bouquet af vildt, stald, kakao, røg, trøffel, urter og blomster som supplement til frugtens primære skovjordbær, hyben, figen og brombær. Aromatiske kompositioner, der kan holde din næse draget til kanten af glasset i timevis. Særligt vine fra appellationerne Côte Rôtie, Hermitage, Châteuneuf-du-Pape og Vacqueyras opnår den type af kompleksitet. Kombineret med en fast struktur, kan den slags ikke påstås at være ”umiddelbart”. Men det vidunderlige er, at selv de mest komplekse vine også er forførende, modne og saftige, og derfor stadig vil være en nydelse for den mindre rutinerede vinelsker.
Kompleksitet, dybde og stor koncentration koster til gengæld lidt ekstra, ligesom lethed og elegance er noget af det mest sjældne – og derfor også kostbare – at få ud af området.
Både de billige og dyre er gode til prisen
En sidste ting, jeg vil fremhæve i den her lidt løsslupne peptalk for hvad som helst fra Rhône, er vinenes priser. De er generelt endog meget rimelige. Med det mener jeg, at de fleste vil opleve at få fuld vinøs valuta for investeringen af alt fra onsdagsbudgettets tre skaldede 20’ere og til de 2-300 kr. eller mere, du brænder af juleaften eller til din runde fødselsdag. Rhône-dalen har et fantastisk klima til vinproduktion, og det behøver tydeligvis ikke koste alverden at lave en vin, der møder vores forventning om fuldmoden frugt, sødme, frisk og saftig syre og de andre ting, vi har været inde på. Kompleksitet, dybde og stor koncentration koster til gengæld lidt ekstra, ligesom lethed og elegance er noget af det mest sjældne – og derfor også kostbare – at få ud af området. De få, der formår at kombinere områdets klassiske kvaliteter med lethed, finesse og delikatesse, fx Jamet i Côte Rôtie og Rayas i Châteauneuf-du-Pape (begge forhandles af Domaine Brandis), ender med at skabe nogle af denne verdens smukkeste vine. I nævnte tilfælde til priser mellem 500 og 1.000 kr., hvilket selvfølgelig er rasende mange penge. I næste geled finder vi fx Domaine du Pegau (forhandles af Bergman Vinimport) til mellem 300 og 400 kr., der (næst efter Rayas) lige nu er min yndlings-neuf-producent, og Domaine le Sang des Cailloux, der tager prisen for bedste Vacqueyras til 299 kr. (forhandles af Vinoble). Så har du lidt at gå efter, hvis kronerne brænder i lommerne. De billigere udgaver kan du selv finde ud af at købe. Her i avisen har vi stort set altid mindst én Rhône-vin med i testen. Det gælder også i dag, hvor der endnu engang er fem stjerner til en Côtes du Rhône fra Cavalcade Vin i Silkeborg, som efterhånden må siges at være noget af en reference inden for smækre og velskabte Rhône-vine til meget overkommelige priser.
Du kan blive meget klogere på vinene fra Rhône ved at læse mere på vins-rhone.com, som oven i købet har en meget veludbygget dansk version. God fornøjelse!
hej
Har lige læst din artikel Rhône rocker hvor du skriver Østrisk vin er dyr!! prøv lige at se denne hjemmeside http://www.furvinimport.dk så bliver dine ord vist gjort til skamme. ikke en kritik men en oplysning.
Mvh
Michael Sørensen
Hej Michael
Aaah, den kommentar holder vist ikke i retten. Fordi du kan finde en enkelt forhandler af meget billige vine fra Østrig, ændrer det ikke ved det generelt høje prisniveau. Jeg kunne jo bare sende dig et link til vinforretningen Österreich Vin, hvis gennemsnitspris ligger over 200 kr. Betyder det så, at jeg har modbevist din kommentar? Nej, overhovedet ikke. Det betyder bare, at der findes en forhandler af dyre vine fra Østrig, ligesom dit link til Fur Vinimport beviser, at der findes en forhandler af billige vine fra Østrig. Den slags har i sig selv ingen journalistisk relevans.
Ifølge de officielle statistikker fra Austrian Wine Marketing Bureau, som jeg løbende samarbejder med, er gennemsnitsprisen på en eksporteret liter vin fra Østrig til Danmark 4,32 euro (Danmark importerer omkring 160.000 liter vin fra Østrig om året). Det svarer til 32,2 kr. per liter, hvilket ifølge årsstatistikkerne fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) er den næsthøjeste eksportpris fra noget land i verden. Kun New Zealand slår Østrig med en gennemsnitspris på 40,55 kr./l, mens Frankrig med 25,34 kr./l og Italien med 28,40 kr./l på hhv. 3.- og 4.-pladserne må se sig slået med hhv. 27 % og 13 %. Chile er den største leverandør af vin til Danmark med en gennemsnitlig eksportpris på 12,21 kr./l til sammenligning. Østrigsk vin er 264 % dyrere.
Faktum er, at vin fra Østrig er væsentligt dyrere end vin fra alle andre lande i verden – bortset fra New Zealand. Dermed er påstanden om, at “vin fra Østrig er dyr” både statistisk og logisk sand. Og din kommentar dermed uberettiget.
Næste gang må du altså bruge et lidt blødere sprog, end at skrive, at mine ord bliver gjort til skamme. Det synes jeg ikke er særligt høfligt, og slet ikke på sin plads, når du tilsyneladende overhovedet ikke har researchet på det, du kommenterer. Og i øvrigt ville det klæde dig at nævne, at det er dig selv, som forhandler de vine, du linker til, så det står klart, at du har en kommerciel interesse i at nedtone de generelt høje priser på østrigsk vin.
Venlig hilsen
Rasmus
[…] More here: Rhône rocker! […]
Av! Der røg den gode stemning. 🙂
Tilbage til dit budskab, Holmgård: Er helt enig i dit syn på Rhone-vine – både røde og vine. Det er faktisk den første europæiske region, jeg blev forelsket i, da jeg for et par år siden fik øjnene op for finere vine. Og tak for tip til forhandlere…
forresten: Så bliver Rhone blends fra Central Valley (især omkring Paso Robles) tit udpeget i amerikanske vinmedier til the next big thing i Californien – lige som Pinot Noir var det for 8-10 siden (og måske stadig er det…)
Ja ja, budskabet og den gode stemning, I know. Skal nok. Men jeg kunne ikke nære mig for at give en lille opsang.
Anyways, tak for dine kommentarer, Nanna. Til trods for, at jeg brugte et par dage på at smage mig igennem Paso Robles forrige år, har jeg stadig til gode at opleve noget, der rigtigt taler til mig. Men det er sandt, at syrah og et par af de mere kuriøse druesorter, som de også leger med i Rhône-dalen, synes at skabe nogle af de bedre resultater i området.
Går ud fra, du er bekendt med fænomenet Rhône Rangers? Ellers er det i hvert fald en fyldig inspirationskilde til den, der kan lige californiske Rhône-blends. Tjek http://www.rhonerangers.org.
En veltrænet spytklat længere sydpå viser Tensley, at der godt kan skabes et vist mål af friskhed og raffinement med syrah på de breddegrader. Et vist mål …
🙂
Jo, jeg har godt hørt om dem. De er vel på sin vis i familie Meritage-klubben http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A57082-2004Sep28.html
– fælles i deres forsøg på at få de skeptiske amerikanere til at købe andet end single varietal vine.
Vil også sige, at mine største Rhone-oplevelser stammede fra Rhone, men er også først for nylig at smage mig ind på de californiske af slagsen og har stadig til gode at smage de allermest hypede, fx Sine Qua Non. De er svære at få fingrene i, selv herovre.
Har for nylig nydt denne Syrah (dog ikke en blend): http://www.klwines.com/detail.asp?sku=1063805- glimrende, men den har ikke udkonkurreret min præference for pinot endnu 🙂 Vil bestemt tjekke Tensley ud ved lejlighed.
Hej Rasmus,
Hmmmm…jeg ved ikke helt om jeg er enig.
Uden af skulle trætte for meget med min egen rejse i vinens verden, var Rhône det første sted jeg startede og spolede vi tiden tilbage, kunne jeg sagtens sætte hak ved Rhône vinenes fortræffeligheder.
Jeg har smagt mig gennem tykt og tyndt herfra og flere af drengene fra vinklubben har stadig pæne beholdninger af Rhône – hovedsageligt ”CNDP”, Hermitage og Côte-Rôtie.
Men for 3 år siden blev det evident for mig, at vinene slet ikke holder herfra….i hvert ikke til min smag og jeg solgte hele dynen. Det er naturligvis en grov generalisering af et område, der spænder så vidt. Men hvorom alting er, så er mange producenter gået alt for vidt ”i min mund”. Om det er for at please en vis Hr. Robert Parker (det rummer aspekter af simplificering at se det på den måde) skal jeg ikke kunne sige – men vi taler altså om vine, som er så klumpe dumpe sammensat, at jeg slet ikke fatter storheden i dem. Parkers darling – Da Capo, som har lidt kækt har tildelt 100+ i 2003 er en åndssvag vin i min bog. Smager af portvin og rummer nul og niks drikkeglæde. Denne voldsomme ekstrakt og alkohol, er en katastrofe til mad. Jo jo…vil nogle sige – det er bare et spørgsmål om hvilken mad…det er sandt…men vi taler altså T-rex bøffer efterhånden. Lig dertil duften af død hest (Brett / Brettanomyces), som en del vine har herfra. Men Brett er en aroma, som skiller vandene – I know.
Og så er det jo herligt, at man kan blive taget på sengen og vinde lidt af kærligheden tilbage. Der er naturligvis undtagelser, som Dard et Ribo, som laver pokkers saftigt og drikkevenligt vin og vel og mærke med moderat alkoholindhold. Gramenon er også fint og i den mere sofistikerede ende.
Value for money kan jeg sætte hak ved – og i særdeleshed ydmyge og søde bønder – det har også noget at sige.
God weekend.
/Thomas
Hej Thomas
Tak for indsparket. Du har helt ret i, at nogle producenter har satset hele dynen på at lefle for det amerikanske marked, og at det ofte resulterer i noget, få danske vinentusiaster vil kalde for elegance eller decideret kønt.
Men at kritisere Da Capo for at være for voldsom en vin, er for mig lidt som at kritisere Christoph Schneider fra Rammstein for at slå for hårdt på sine trommer, eller et stykke chokolade med 99 % kakao for at være for bittert. De er ekstremer inden for hver sin genre, og er dermed med til at definere rammerne for genrens udtryk. Den æstetiske funktion, synes jeg, bør anerkendes som en positiv egenskab. Og hvis vi så ikke selv kan lide dem, kan vi jo bare drikke noget andet.
For min observation er faktisk meget langt fra, at “mange producenter er gået alt for vidt” – med reference til ekstrakt, alkohol og brett. Mere præcist ville det være at sige, at “nogle få producenter er gået alt for vidt”, for det altså stadig et eksklusivt fåtal af Rhône-vinmagerne, som opnår de tårnhøje Parker-scorer, og som designer vinene derefter. Det er måske 100 producenter ud af de godt 6.000 i hele området, og de er primært centreret omkring Châteauneuf.
Når jeg så optimistisk skriver, at Rhône-vinene “smager sindssygt godt!”, så er det fordi, den type ekstreme vine i meget ringe grad kan påstås at udgøre “markedet”. Det er ikke Da Capo eller Cristia eller Clos St Jean, som står på hylderne i det lokale supermarked. Hr. og fru vinglad dansker, hvis budget sjældent strækker sig ud over et par hundrede, møder ikke de meget overgjorte, Parker 95+ vine. Og du og jeg, som godt ved, hvad vi vil have, vi møder dem heller ikke. Kun de vindrikkere, som aktivt går efter den stil, som du ikke kan lide, møder den. Og de er glade for det.
Så jeg synes ikke, det generelle problem med Parker-vin i Rhône (for nu at fastholde flosklen) er så stort i praksis. Og jeg synes, at der findes virkeligt mange vinproducenter, som slet ikke har Parker som æstetisk pejlemærke. De har bare moden frugt på deres marker i september. So, sue them 🙂
Som californisk udlandsdansker, der for alvor fik øjnene op for god vin i Californien, bliver jeg altid lidt nysgerrig, når jeg hører europæiske vintunger, tale om leflen for det amerikanske marked, om Parker-ficeringen og om amerikanernes hang til store frugtbomber. Jeg har en kommentar og et spørgsmål i den sammenhæng:
Først kommentaren:
USA er et land med meget stor kulturel diversitet – det gælder ikke mindst mad- og vinkultur. Når det er sagt, så har jeg aldrig mødt så mange såkaldt almindelige mennesker, som er vidende, dannede og berejste inden for vinens verden, som jeg har mødt i USA. Specielt her i Californien, hvor besøg på vinegårde og winetastings er en folkesport, mange er medlemmer af vinklubber, og mange er klar til at betale mere end de skallede 40-50 kroner, som fedtede danskere (der ellers har penge nok) er klar til lægge på disken for lørdagsvinen. Jeg nævner det, fordi mange europæere, som ikke bryder sig om den mere ‘fruit-forward’ stil, som mange amerikanere synes om, godt kan komme til at lyde lidt nedladende (i hvert fald i en følsom udenlandsdanskers ører) – og jeg mener virkelig ikke vi danskere som helhed har noget at sige amerikanerne på, når det kommer til vinkultur. Sorry – det er måske lidt off topic, men det er en af mine helt store kæpheste.
I øvrigt er min egen ydmyge erfaring, at ofte er amerikansk vin bedst, når det bevæger sig i retning af den europæiske stil, ligesom europæisk vin er bedst, når det bevæger sig i amerikansk stil. Balancen ligger et sted omkring midten.
Nu til mit spørgsmål: Jeg har ikke tilstrækkelig erfaring med europæiske vine til helt at kunne vurdere, hvor mine egne smagsløg ligger på frugtbombe vs. stram/sur/bitter vin-skalaen. Hvordan vil I vurdere disse Rhone vine, som jeg har nydt på det seneste, på denne skala:
2007 Chante Chigale, Vielles Vignes, CNP
2007 Chante Chigale, CNP
2007 Domain de Vieux Telegraphe ‘La Crau’ CNP
2007 Domaine ‘Clos de Sixte’ Lirac
2005 Domaine Giraud ‘Tradition’, CNP
2007 Domaine de Vieux Lazerat, CNP
Hej Nanna
I mit daglige arbejde er jeg i kontakt med rigtigt mange superdygtige amerikanske vinskribenter, som bestemt ikke lader sine europæiske fagfæller noget efter. Og det er åbenlyst, at særligt Californien er et gastronomisk kraft- og videncenter – også på vinsiden, primært centreret omkring UC Davis og California Wine Institute.
Men selvom det amerikanske marked er i konstant udvikling, så er der altså stadig nogle særlige karaktertræk ved vin, som DE FLESTE amerikanske vindrikkere foretrækker. Og som adskiller sig fra, hvad DE FLESTE europæiske vindrikkere foretrækker. Versalerne er et forsøg på en lille disclaimer, for selvfølgelig kan du støve amerikanere op, som oprigtigt bedst kan lide Langhe nebbiolo og knastør grüner veltliner. Men det er ikke mange.
I sidste uge besøgte jeg en producent af 12 millioner årlige flasker rumænsk vin. Vinmageren forklarede – som jeg har hørt det snesevis af gange før – at de lod 4 gram sukker stå tilbage i rødvinene til Skandinavien, 7 gram til Storbritannien og 15 gram til USA. Det er ikke vin til vinkendere, men til almindelige amerikanske vindrikkere (som i forvejen udgør en gastronomisk elite. 20 % af befolkningen konsumerer 91 % af al vin produceret i og importeret til USA). (http://www.winebusiness.com/news/?go=getArticle&dataId=83196) Tendensen er generel og gælder for de fleste store vinbrands, som opprioriterer sødme til amerikanerne. Ellers sælger vinen ikke.
Forrige år brugte jeg 14 dage på at smage mig igennem de fleste vinområder mellem Los Angeles og San Fransisco. Det var spændende, men for mig en kvalitativ ørkenvandring. Den eneste vin, jeg sådan rigtigt kunne lide (ud over at anerkende tekniske og kommercielle kvaliteter i de fleste produkter) var fra Ridge i Santa Cruz. Når så mange af de andre vinerier lever i bedste velgående, er det selvfølgelig fordi, det lokale marked GODT kan lide den stil, der bliver produceret. Jeg kan altså empirisk konstatere en forskel på min personlige smag, og det californiske hjemmemarkeds ditto (cirka 80 % af den californiske vinproduktion bliver konsumeret lokalt). Man kan så diskutere, om min smag er repræsentabel for en “europæisk” præference. Men det tror jeg, at den er.
Det handler ikke om, at det er finere (måske lidt), at drikke tør, let og kompleks vin (Europa) i stedet for sødmefuld, alkoholstærk og mere enkel vin (USA) (jeg synes ikke, begrebet “fruit-forward” er så godt til at beskrive det, vi er uenige om at foretrække. Alle kan godt lide ren frugt), ligesom det i dag næppe kan siges, at være finere at lytte til klassisk musik (Europa) end til jazz (USA). Men hvis der er en kulturFORSKEL, så synes jeg, vi skal erkende den og diskutere ud fra den præmis. Og når jeg parentetisk indrømmer selv at synes, at det måske alligevel er lidt finere at værdsætte det tørre, lette og komplekse, så er det kun fordi, det er et senere trin i både markeders og individuelle vinnyderes præferenceudvikling. Det kan man jo være fløjtende ligeglad med på ethvert givet tidspunkt i sin egen udvikling, men hvis en bestemt præference efterfølger og måske endda forudsætter passagen af en anden, så kommer den let til at fremstå som “finere” eller bogstaveligt talt mere avanceret. Jeg må nok erkende (lettere ærgerlig), at det er min holdning til det.
Rasmus
Hej Rasmus,
Jeg er sikker på, at du har ret i, at der er forskel på den foretrukne stil i USA og Europa. Men måske handler det mest af alt om, hvad man er ‘flasket op på’. Ligesom med mad er vi præget af vores udgangspunkt, selvom vi udvikler os med alderen og erfaringen. Hvad der er finest afhænger jo helt af kvalitetskriterierne. Dit bud på et kvalitetskriterium er interessant, men jeg har to anker:
1) Er det givet, at udvikling af smagsløg fører til præference for europæiske vine? Jeg spørger, fordi jeg her i USA har mødt flere meget erfarne og berejste eksperter, der efter mange år stadig sætter mest pris på den amerikanske stil. Det er klart, at ens smagsløg udvikler sig og dermed evnen til at smage subtile nuancer, men betyder det nødvendigvis, at man skulle foretrække europæisk vin?
2) Er det, du taler om, ikke bare tilvænning? Jeg mener, der er mange præferencer, der kræver tilvænning – fx tobak, meget salt mad, meget fed mad, meget sød mad. Men det er næppe en kvalitet i sig selv.
Mange laver en omvendt fejlslutning og antager, at fordi en person foretrækker europæisk stil, så er det fordi hun/han har en mere sofistikeret smag. Måske er vedkommende bare blevet præget i den retning fra starten og ikke udviklet sig yderligere?
Amerikanerne elsker jo historien om The Paris Tasting, hvor frøspiserne faldt på halen over californisk vin og uvidende ratede dem højere end deres egne topvine. Egentlig ærgrer jeg mig bare over splittelsen, for jeg tror, den gør folk på begge sider af vandet blinde for kvaliteterne i de forskellige stilarter.
Og er der ikke noget om, at de bedste årgange i de køligere europæiske distrikter, typisk er dem, der er udpræget varme? Og dermed, når vinene fra disse regioner bevæger sig i retning af den amerikanske stil (ikke at de bliver amerikanske i stilen), så regnes de for særligt gode? M.a.o. ekstremer er sjældent at foretrække i vinens verden – hverken på den ene eller anden side af dammen.
Alt godt, Nanna
Hej Rasmus,
Der er ingen tvivl om, at det har været en stor fejl fra min side, ikke at dyrke det høje bundniveau i Rhône. Jeg er nok faldet lidt på halen over de mange voldsomme point, som trods deres høje værdier stadig præsenterede vine, som var mulige at købe for de fleste. Det jeg købte mest af var CNDP. Jeg burde vel egentlig have købt Coté Rotie og Hermitage, som er en smule mere raffineret – men det er naturligvis også en smule mere pricy.
Ser jeg på CNPD – og sammenligner dem med det som ellers findes i galaxen, syntes jeg sjældent Rhône er virkelig stor vin, som Parker giver udtryk for. Og hva’ så, kunne man fristes til at sige – det er jo bare en enkelt mands mening. Men!! – det er nu engang de diskussioner jeg er stødt på min vej, når vinklubben sad og tyllede vin sammen. Rhône var, trods flosklen MEGET Parkeriseret lige meget hvor jeg kiggede hen. Til sidst blev det sådan, at Rhône nu egentlig klarede sig hærdeligt til mandeværelset og smagninger med et enkelt glas. Derimod var den private kinddans en noget mere besværlig affære og det blev udslagsgivende for mig.
Jeg syntes at kunne se på de vine, som; Pegau, Beaucastel, Clos du Papes, Marcoux, Janasse, Sabon mfl, at de er blevet klart mere opulente siden jeg startede og det er den trend, som keder mig. Ydermere er der kommet et hav af enkeltmarks vine til, som er endnu mere ekstreme og koster spidsen af en jetjager. Jeg har helt klart tolket det, som en klar trend, (jeg er den fødte konspirationsteoretiker) at hvis eliten kun ville endnu flere hestekræfter, ja så løb jeg skrigende fra festen
Det er så ikke det billede du maler – du maler med en meget bredere pensel end den skitse jeg fremviser og det er naturligvis der hvor din peptalk kommer til sin ret.
;-).
/T
Thomas
Jeg kan sagtens følge dig, og er enig langt hen ad vejen.
To små opsamlende kommentarer dog:
1) Jeg nyder en “personlig kinddans” med Rhône netop pga. fraværet af intellektuel stimulans som en del af produktets kvalitet. Der er så meget primal, hjernedød og ureflekteret yummy-effekt i en velskabt sydrhône, at jeg let accepterer det udeblivende raffinement. Jeg tror, de opløser dopamin-tabletter i skidtet, for det bypasser totalt det limbiske system og stryger lige direkte i den muskel, der løfter mundvigene mod nord. Så selvom du har ret i din karakteristik af anvendelsen (mandeværelset), så synes jeg, det har lige så stor, om ikke kunstnerisk, så kulturel kvalitet.
2) Kan det ikke skyldes grenache-druens effektive modning og Rhône-vinenes deraf følgende høje indhold af alkohol og aromaer af fuld- og overmoden frugt, at du tænker på dem som Parker-agtige? Kombineret med det faktum, at du ved, at han er pjattet med Rhône? Jeg mener, kan det ikke tænkes, at du forveksler den sydlige Rhône-dals fokale udtryk med Parkers fokalpræference? Og at Parkers præference snarere er defineret af hans glæde ved de store Rhône-vinene – lige så meget som det er tilfældet den anden vej rundt? Som udgangspunkt, altså. At nogen så gør, hvad de kan, for at udnytte situationen, er en anden sag.
Ras
Hej Rasmus,
Hehe – du skriver godt 😉
1) Jamen du har da helt fat i noget der. Jeg har længe været fortaler for at prise simpliciteten i vin på lige fod med kompleksitet. Elsker når vin snobber nedad og netop taler til de behov og begrænsninger vi også har som mennesker – både mentalt og økonomisk. Derfra bliver det naturligvis en snak om smag og behag. Jeg er nok mere til den fimsede romantiske fortælling hvor der det lugter lidt af en skovtur, blomster i håret og kindkys i græsset….Beaujolais og Bourgogne med deres, røde og umiddelbare uforpligtende frugt eller noget Jura for den sags skyld. Men okay stik mig gerne noget af Gramenon og Dard et Ribo – eller noget i samme dur, så kigger vi på det…jeg har uden tvivl sovet lidt i timen.
2) 4 X ja.
Parker debatten er på mange måder udpint og jeg har selv svinget med argumenter, som jeg snart er træt af at gentage. Tilhængerne af Parker, kommer hurtigt til at se kritikerne som på jagt efter at udstille mandens manglende evner og det ender ofte med at nogle kritikere indleder sig på personlige hævntogt ved at kalde manden for en idiot. Så ender vi i en håbløs skyttegravskrig, hvor solide argumenter forplumres og så bliver krigen langvarig og monoton.
Jeg søger egentlig bare drikkeglæden ved vin og en tilbagevending til at vinen er noget vi bruger, ikke noget vi tester – splitter ad i atomer og nailer ved point. Der er ingen tvivl om, at mit elskede Rhône er blevet symbolik på freak-showet og drikkeglæden er gået i modsat retning af point-regnen. Set i bakspejlet kan jeg sagtens se at der er en vis form for skyklapper i min strategi, men det er nu engang sådan, at man har skal budgettere sine indkøb og så kræves det at man filtrerer.
/T
Hvor er det dog dejligt med en internetdebat, hvor formålet med at argumentere ikke er at få ret, men også at få ændret eget perspektiv. Tak for det. Ingen trækker nazikortet?
Jeg har selv drukket læssevis af Rhône-vine fra både nord og syd og som Rasmus faldet på halen over drikkelighed og behagesyge. Men efter at have læst debatten her og retrospektivt betragtet mit vinforbrug over de seneste år, kan jeg konstatere at mit Rhôneforbrug er faldet betragteligt. Ihvertfald når vi taler generisk Côtes du Rhône og Syd Rhône. Hvorimod jeg stadig er vældigt glad for de syrah-baserede vine i nord, der for mig udtrykker elegance, kølighed og mineralitet samtidig med at være læskende og saftige.
Der er ikke tale om et bevidst fravalg omend jeg har en vag erindring af på et tidspunkt at synes at alt for mange vine var alkoholiske, søde og gumpetunge. Men det er behæftet med en vis anekdotisk usikkerhed, og jeg skal ikke gøre mig klog på fænomenets udbredelse, men det understøtter dog lidt Thomas pointe(og jeg kan også lide Gramenon).
Til gengæld var den vacqueyras som Rasmus og jeg smagte i fredags en glimrende ambassadør for artiklens pointe om at Rhône rocker. Uforfalsket flasket drikkeglæde, som man ikke spilder et sekund på at dissekere, men blot nyder at indtage.
Parker debatten er mig helt ligegyldig, jeg er for længe siden holdt op med at læse point endsige bruge dem til noget, ligesom jeg heller ikke gider finde ud af, om jeg er ateist. Der spiller ingen rolle. Er Parkers indflydelse ikke også dalende i Europa, eller er det blot mit håb?
Spændende også at høre Nannas betragtninger fra den anden side af dammen. Jeg er ikke i tvivl om at der er en markant forskel i europæiske og amerikanske vindrikkeres præference, og uden at skulle rangordne dem indbyrdes har jeg lyst til at indskyde at amerikanske vindrikkeres præference for det søde(re) måske også er en konsekvens af, at det passer bedre til det amerikanske køkken. Der er mange småbenede bdx’er, der ville komme til kort overfor et køkken bestående af grillet kød, sukkerholdige marinader og smeltet ost. Uden at ville nedgøre diversiteten i US cooking, men sat på spidsen, you know.
Nuf said, nu åbner jeg en flaske fra Rhône.
/Anders
Hej Anders
Tak for dine input.
Jeg foretrækker også personligt vinene fra det nordlige Rhône. Til Découvertes-smagningerne i sidste måned var der en fuldstændig regelmæssig proportionalitet mellem andelen af syrah i en vin og min glæde ved at smage den. I både nord og syd. Lidt ærgerligt at skulle indrømme, at man er så forudsigelig, egentlig.
Personligt er jeg også fløjtende ligeglad med, hvad Parker kan lide, men som vinkommunikatør kan jeg stadig ikke tillade mig at være det. Tror ligesom dig (og håber), at hans indflydelse i Danmark er for nedadgående, men så længe den er stærk på det amerikanske marked, der er klodens største, så vil der være vinproducenter over hele verden, som forfølger hans smag. Og lige så længe vil Parker være nødvendig at tage stilling til, hvis man vil forstå, hvor smagen af en vin kommer fra. Og det vil jeg gerne (prøve på).
Godt set med den amerikanske diæts indflydelse på den vinøse præference. Du har ret i, at selve rangordningen af en smag, er et noget delikat emne. Som jeg dog godt kan lide at prøve kræfter med, selvom jeg langt fra har fundet alle svarene. Men der synes at være en slags intuitiv logik bygget ind i formodningen om, at hvis maden er kraftig og stor, og alt, hvad man i øvrigt omgiver sig med også er det (biler, bøffer, budgetter, baller), så skal vinen selvfølgelig ikke være det eneste, som er småt i sammenhængen.
Men all right, neuf said, som vi siger. Nu vil jeg forlade vinkælderen med dagens bedste testvin under armen. Den hedder Goisot Irancy ”Les Mazelots” 2003, og smager heldigvis hverken af Rhône, Parker, smeltet ost eller død hest.
R
Hvor er vi også henne, hvis ikke 300 kr’s bio bourgogne smager godt 🙂
A
[…] in medias res og på første parket til at indsnuse de seneste stilmæssige vinde i dette vidunderlige vinområde. Det kom der mange herlige oplevelser ud af, og én af relativt få overraskelser for mig var, at […]
Der skulle vel ikke være en der kan fortælle mig om det er muligt at købe Dard & Ribo saint joseph her i Danmark? Jeg smagte den på en restaurant for nogle uger siden og det er en vin jeg meget gerne ser komme hjem i kælderen.
Hej Kristian
Dard & Ribo laver nogle rigtige lækkerbiskener, som man heldigvis kan købe i importøren Pétillants (http://www.petillant.dk/) vinbutik SKÅL (http://skaaldugamle.dk/).
God fornøjelse
Rasmus