Det er koldt, mørkt og regnfuldt, og du TRÆNGER til en lille godte. Intet er bedre til at levere blodsukker, naturligt kindrødt og varme i krop og sjæl som et ordentligt stykke chokolade. Anders Halskov-Jensen og Rasmus Holmgård tog på indkøb og kom hjem med ni forskellige chokolademærker, som du skulle prøve
Lindt Excellence Dark, 70 % kakao
25 kr./100 g, bred distribution
Om chokoladen
Allestedsnærværende schweizisk klassiker med guldtryk og vanille. Fås i de fleste supermarkeder, og må siges at være en glimrende spisechokolade – ikke mindst til den meget rimelige pris.
Sådan smager den
Dejligt sprødt knæk, og fin, let yoghurt-duft. Lidt bastant i munden, men god vedholdende chokoladesmag inden en svagt melet finale. AHJ
Magasin Gourmet 70,5 % kakao
26 kr./100 g, Magasin, www.magasin.dk
Om chokoladen
Købt i Magasins nu 70 år gamle chokolade-afdeling på Kongens Nytorv, hvor man gør brug af en belgisk grundchokolade ved navn Callebaut, http://www.callebaut.com.
Sådan smager den
Pladens tykkelse svækker sprødheden i knækket. Smelter fint, men chokoladens sødme overtager hurtigt dominansen over kakaobitterheden. Forfriskende elementer som syre og frugt, drukner i både næse og mund. Overraskende svag konsumchokolade med kokos og julekrydder. RH
Dolfin Noir, 70 % kakao
36 kr./100 g, Magasin, www.magasin.dk
Om chokoladen
Belgisk choko leveret i funky tobakspungslignende udstyr. Plastikpungen tjener til at holde chokoladen ren og afsondret, og dermed også din taske ren på en varm dag.
Sådan smager den
Dufter sørme også indbydende af mørk rulletobak. Lægger ud mørkt og krydret, men bliver sødere til sidst, og hænger lææææænge i munden. Lækker. AHJ
Peter Beier Hispagnola, 70 % kakao
39 kr./100 g, Peter Beier, www.peterbeierchokolade.dk
Om chokoladen
Lavet af Hispagnola-bønner fra Beiers egen plantage i Caribien. Seriøst og imponerende projekt, som er blevet hædret af Det Danske Gastronomiske Akademi for sin fremme af den gode smag.
Sådan smager den
Meget let og ekstremt frugtagtigt, nærmest svesket chokolade. De tykke stykker varer uendeligt i munden, hvor chokoladen også viser at være til den søde side. Fremragende og mættende. AHJ
Michel Cluizel ”Mangaro”, enkeltmark, 65 % kakao
41 kr./100 g, specialhandelen
Om chokoladen
Prisvindende chokolade fra den parisiske chocolatier, lavet på bønner fra en plantage på Madagascar.
Sådan smager den
Heftig, næsten læderagtig duft. Et aromatisk udtryk af tørrede frugter samt et pikant lille knas er hovedindtrykkene fra denne meget elegante chokolade. Blev hurtigt smagepanelets yndling. AHJ
Valrhôna Manjari, 64 % kakao
41 kr./100 g, specialhandelen, import: Chokolade Compagniet, www.chokolade-compagniet.dk
Om chokoladen
Valrhôna har efterhånden slået sit navn fast som hjemmegourmetens foretrukne kvalilade, godt hjulpet på vej af en seriøs markedsføring og effektiv distribution.
Sådan smager den
Skribentens gamle huschokolade skuffer aldrig. Den høje syre spiller flittigt på tungen, som i øvrigt begaves med noget af den fineste struktur, der kan opdrives. Delikat frugtige noter, nærmest citrisk og hindbærret på en aromatisk bund af muld og efterår. Jo jo. Smuk chokolade i perfekt balance. RH
El Rey Mijao Dark, 61 % kakao
47 kr./100 g, emmerys, www.emmerys.dk
Om chokoladen
Enkeltbønnechokolade fra Venezuela i temmelig orange indpakning. Dagens ringeste chokolade, som smeltede mellem fingrene. Ærgerlig nitte fra ellers seriøse emmerys egenimport.
Sådan smager den
Meget blød og lidt grynet mouthfeel. Temmelig sød, og uden synderligt aromatisk udtryk. For kedelig til bare at være spisechokolade, men måske god i en mousse. AHJ
Summerbird Oh, So’ Dark, 70 % kakao
53 kr./100 g, Løgismose, www.loegismose.dk
Om chokoladen
Smækker indpakning og lækkert højglanskoncheret finish. Der er virkelig stil over præsentationen, og indholdet følger trop med tilsvarende moderne udtryk. Helstøbt livsstilsprodukt.
Sådan smager den
Flot stram komposition med et kvikt knæk og en meget delikat forsmeltning. Sødmen er nedtonet og giver plads til en velholdt bitterhed og en stråleglans af aromatisk ynder. Glimrende spisechokolade, men til den pris, skulle det også nødigt være anderledes. RH
Scharffen Berger Bittersweet, 70 % kakao
140 kr./100 g, specialhandelen, import: Friis-Holm, www.friis-holm.dk
Om chokoladen
Californisk niche-brand, og denne skribents huschokolade gennem de seneste år. På www.scharffenberger.com kan du læse mange no-bullshit-informationer om chokoladeproduktion.
Sådan smager den
Ultraskarpt knæk, øjeblikkelig aromaeksplosion af fennikel og abrikos. Sej, langsommelig forsmeltning, savner en anelse syre og følgende frugtigt raffinement, men SB brager selvsikkert af sted, og leverer en dybde og tyngde i både næse og mund, som få konkurrenter kan matche. RH
Chokoladerne er kommenteret af Anders Halskov-Jensen og Rasmus Holmgård
Skriv en kommentar