Politiken har med hjælp fra Hotel & Restaurantskolen i København testet bearnaisesovs (Læs testen her). Købe- og pulversovsene klarer sig lige så godt som hjemmelavede bearnaiser. Resultatet illustrerer to af mine faste kongspointer med bravur.
Den første er, at oprindelseshistorie – jeg kalder det et sekundært værdiparameter (der findes mange) – er udslagsgivende for vores kvalitetsvurdering, og at kun blindsmagning kan blotte det faktum.
Læg mærke til, at kun to af testdeltagerne giver høje vurderinger til de to hjemmelavede sovse, nemlig de to deltagere, som ved hjælp af lyden finder ud af, at de to specifikke sovse er hjemmelavede. Jeg vil tillade mig at tvivle på, at de havde vurderet sovsene så højt, hvis de havde været døve.
Pointe nummer to er, at selvom de to skarpsindige sovselyttere ikke vurderer sovsens smag, men i højere grad deres egen sociokulturelle værdisættelse af begrebet “hjemmelavet” i forhold til “pulver” etc., så er det faktisk resten af testpanelet, som bliver snydt.
Det gør de, fordi sovsen har til formål at skabe nydelse og glæde, og det formål opnås langt lettere, når sovsen er hjemmelavet. Vi behøver faktisk ikke engang at smage den for at blive glade for den.
Jovist, der er en stribe funktioner i forhold til resten af retten, som sovsen skal katalysere, men grundlæggende spiser ingen bearnaisesovs for at blive sund, mæt, klog eller tynd. Det handler om oplevelse. Og den oplevelse bliver nu engang større, når vi har et positivt grundlag for vores vurdering. En ramme at sætte den mere sanselige del af oplevelsen ind i.
Det er med andre ord en praktisk utopi at foretage en objektiv kvalitetsvurdering af en pulversovs og en hjemmelavet sovs, hvis man ved, hvilken der er hjemmelavet.
Og hvem gider også det? Jeg vil da have den hjemmelavede.
Skriv en kommentar