Danske supermarkeder har meget begrænset vinudvalg i forhold til vinforretningerne i vores nordiske nabolande. Til gengæld kan vi glæde os over verdens største antal små vinhandlere per indbygger – hvis vi ellers kan finde ud af at bruge dem.
Danmark er et af verdens bedste lande at være vinelsker i. Få andre steder findes så rigt og varieret et udvalg af vin i alle prisklasser. Holland, England og Irland kan muligvis gøre os rangen stridig som det land i verden med flest gode vine i almindeligt detailsalg – men jeg tror, vi slår dem på målstregen. Forklaringen på vores vinøse særstatus skal finde i kombinationen af en række forhold. For det første har vi en veludviklet gastronomisk kultur og et meget afslappet forhold til alkohol, der har affødt den største årlige per capita-konsumption af vin i noget traditionelt ikke-vinproducerende land. En rekord, vi løbende konkurrerer med vores svenske naboer om. Dernæst har vi som nation den økonomiske formåen til at virkeliggøre vores våde vindrømme; finanserne er generelt ingen flaskehals. For det tredje har vores egen meget begrænsede hjemlige vinproduktion skabt grobund for en ivrig importkultur, som igen er stimuleret fra offentlig side af meget lempelige regler og overskuelige administrationskrav. Og endelig har vi, i modsætning til vores skandinaviske naboer, valgt at satse på et 100 % liberalt vinmarked med en minimal statslig indblanding. Enhver kan importere og sælge vin i Danmark.
Det er både let, hurtigt og sikkert. Og frem for alt så giver den måde at handle vin på dig mulighed for at udnytte den kolossale rigdom af potentielle smagsoplevelser, der ligger uden for supermarkedernes og de etablere vinkæders faste sortimenter.
1.613 vinimportører og 521 specialiserede vinbutikker
I Norge findes der 261 udsalgssteder for vin. I Finland er der 345. I Sverige er tallet 510. I Danmark kan man købe vin i mere end 7.000 supermarkeder, kiosker, tankstationer, købmandsforretninger og specialbutikker. Heraf er 521 udsalgssteder ifølge Fødevarestyrelsen registreret i kategorien ”vinforretning”, men det er kun en lille del af de specialiserede vinhandlere, vores lille land kan bryste sig af. Ifølge Skat findes der i Danmark per 26. september 2011 1.613 virksomheder, der er registreret som indbetalere af punktafgift for import af vin. Mange har ikke noget autoriseret udsalgssted og er som sådan, hvad vi kan kalde for ”garageimportører”. Nogle har en hjemmeside med en webshop, andre har ingen af delene. Spørgsmålet for os som forbrugere er, hvad vi skal bruge sådan nogle tal til, og hvilken værdi det giver os at bo i et land med så mange vinhandlere. Jeg skal prøve at give et par svar.
Den vinøse eventyrlyst
Når vores nordiske naboer i grove træk er tilfredse med de statslige alkoholmonopoler, er det fordi, langt de fleste forbrugere sagtens kan få stillet deres vinøse eventyrlyst inden for monopolets sortiment. I Systembolaget kan svenskerne vælge mellem 2.300 vine, øl og spirituosa i det faste sortiment, og i øvrigt bestille hjem til den lokale butik fra en liste med yderligere cirka 8.500 produkter. I praksis har de fleste butikker dog kun mellem 540 og 1.900 varer på hylderne, og cirka 3/4 af dem er vin, dvs. 400-1.400 forskellige. Det norske Vinmonopolet tilbyder 21.415 produkter, hvoraf cirka 80 % er vin. Igen gælder det, at den enkelte butik tilbyder mellem 500 og 2.000 produkter, dvs. 400-1.600 forskellige vine. Til sammenligning meddeler indkøbschef i COOPs vinafdeling, Erik Larsen, at kædens største Kvickly-butikker tilbyder 350-400 forskellige vine i sortiment i løbet af året. Tallene for SuperBrugsen er 300-350, for DagligBrugsen 150-200 og for Fakta cirka 80.
De små vinhandlere er diversitetens redning
Hvad angår diversiteten i vinsortimentet, er der med andre ord temmelig langt fra de største danske supermarkeder og til et gennemsnitligt udsalgssted for monopolerne i Norge eller Sverige. For den særligt interesserede danske vinnyder skal redningen findes i specialforretningerne og de små, uafhængige garageimportører. I omsætning og volumen er de marginale, men i forhold til særlige stilarter, originale udtryk, sjældne vintyper, perifære vinområder, ældre årgange, små producenter og lokale druesorter er de afgørende for vores oplevelsespotentiale. Det er med andre ord de små vinhandlere, der gør Danmark til et sjovere sted at være vinelsker end i fx Norge og Sverige, fordi vores supermarkeder tilbyder væsentligt færre forskellige vine end de norske og svenske vinbutikker. Med den logik følger, at vi enten må benytte os af de små vinhandlere eller acceptere den brede detailhandels begrænsede muligheder for vinøse opdagelsesrejser. Sidstnævnte er selvsagt en krank skæbne for enhver med ambitioner på sin vinforståelses vegne, og hvis du tilhører den kategori, er der ingen vej uden om at arbejde med din kultur for at anvende de små, uafhængige garageimportører. Og det behøver ikke være så svært.
Brug vinlitteratur og internettet
Den mest fyldige liste over danske vinimportører i alle størrelse findes på Vinavisen.dk. Vinavisen lister hjemmesideadresser på godt 400 importører, hvilket nok kan stille behovet hos de fleste, selvom der stadig er langt op til det fulde overblik over alle 1.613 importører. Men hvad der ikke findes på en færdig liste, kan hendigvis støves op på google i løbet af få sekunder. Langt de fleste vinimportører har en eller anden form for repræsentation på internettet, og med de rigtige søgeord er de ikke så svære at finde. De rigtige søgeord er selvfølgelig nødt til at være ret præcise, men måske kan det inspirere dig til en lidt anden måde at søge vinene til dit næste måltid på. I stedet for passivt at stille dig ned foran reolen i din lokale vinforretning, så brug internettet, magasiner, aviser, restaurantbesøg og venner og kollegers anbefalinger til at afgøre, hvilken vin du vil servere. Skriv navnet ned i din telefon. Tag et billede af etiketten. Riv anmeldelsen ud af avisen. Det tager 10 sekunder. Hjemme ved tasterne skriver du vinens navn ind på google sammen med fx ”kr.” eller ”importør”, vælger at se ”Sider fra Danmark”, og i langt de fleste tilfælde kan du på få minutter finde den danske forhandlers kontaktdata. Så langt så godt.
Grib knoglen og bestil nogle flasker
Fra at have lokaliseret navn og kontaktdata på den rigtige forhandler af dit ønskede produkt, og til du slynger herlighederne i dit glas, behøver der ikke være lang betænkningstid. Ikke desto mindre er det min oplevelse, at det er en overvindelse for mange at skulle foretage et vinkøb ved hjælp af telefonen eller en e-mail. Men det er altså ikke sværere end at bestille en vinduespudser eller en skorstensfejer. Jeg siger typisk noget i retning af: ”Goddag, jeg har læst en anmeldelse af en af dine vine, og jeg kunne godt tænke mig at købe tre flasker af den. Kan det lade sig gøre?”. I 99 ud af 100 tilfælde er svaret ja. Nogle gange med den lille tillægsoplysning, at fragten fra vinhandleren til dit hjem har en bestemt pris, og at det måske bedre kan betale sig at købe seks flasker, når nu Postdanmark alligevel skal ulejliges. De tre, du bad om, og måske tre forskellige andre, så du får en idé om, hvad vinhandleren ellers har at byde på. Andre gange er telefonopkaldet unødvendigt, fordi ekspeditionen er automatiseret af en webshop. Så meget desto lettere. Du finder din vin, betaler med dit dankort og venter de 2-3 dage det tager, før vinen lander foran din dør. Det er både let, hurtigt og sikkert. Og frem for alt så giver den måde at handle vin på dig mulighed for at udnytte den kolossale rigdom af potentielle smagsoplevelser, der ligger uden for supermarkedernes og de etablere vinkæders faste sortimenter. Og så bliver det pludselig rigtigt sjovt at være vinkåd i Dannevang.
Hej Rasmus,
Du er med i mit FredagsRecap i denne uge 😉
http://vinensvildevesten.blogspot.com/2011/10/fredadagsrecap-eu-frer-vinkrig-pa.html
God weekend,
Nanna