En smagning af 12 portvine fra 1977 cementerede min ligegyldighed overfor disse vinverdenens tandløse hyggeonkler.
1977. Glimrende årgang på Blegdamsvej i København, hvor overtegnede slog sine første violette folder, to måneder før de gode vinbønder i Portugals Douro-dal, med samme tilfredshed som min mor, kunne inkassere frugten af en varm men velfungerende vækstsæson uden nævneværdige komplikationer.
Lette i frugt, polerede, søde, feminine, ufarlige og i al væsentlighed kedelige.
33 somre er jo ingen alder for en velmarineret vinskribent, men spørgsmålet er, hvordan det siden er gået for portugiserne. Efter at være blevet behørigt trampet, gæret, forstærket, presset, filtreret og flasket er saften fra en af de mest omtalte portvins-årgange blevet placeret i de endeløse gange under produktionslokalerne i Portos Vila Nova de Gaia, hvor den har samlet støv, formodet kompleksitet og mod til at møde verden og forbrugernes forventning om storhed og skønhed.
Sådan et møde fandt sted for et par år siden, hvor en kollega med stor kompetence inden for portvin havde været så elskværdig at invitere til en smagning af 12 repræsentanter for den velbesungne årgang 1977. Jeg greb naturligvis chancen for et perspektiv på min ikke altid lige positive holdning til den portugisiske specialitet, og gik i øvrigt ud fra, at det samme var årsagen til, at jeg i det hele taget var blevet inviteret.
Nuvel, én årgang, på det tidspunkt 30 års lagring og 12 portvine, hvoraf de 11 var sendt direkte fra quintaerne i Porto, og som sådan må formodes at have været opbevaret så tæt på optimalt, som det er muligt.
Repræsenteret var Cálem, Gould Campbell, Dow’s (ca. 900 kr.), Ferreira, Fonseca, Graham’s (ca. 1.000 kr.), Quarles Harris (ca. 500 kr.), Rozès, Sandeman, Smith Woodhouse (ca. 600 kr.), Taylor’s og Warres (ca. 700 kr.).
Til min store ærgrelse må jeg erkende, at jeg forlod smagningen langt fra overbevist om portvinens berettigelse i det prislag, som er tilfældet for ovenstående huse. Én flaske (Dow’s) havde et lille skær af prop, og bør som sådan udgå af bedømmelsen. En anden (Cálem) havde voldsomt eddikestik pga. oxidering og var komplet udrikkelig.
Af de 10 overlevende mindede otte af vinene mest om den oxiderede portvinstype tawny, som er opkaldt efter sin teglrøde kulør. Ingen af de otte havde haft struktur til at modstå tidens ubarmhjertige tandsæt, og fremstod til smagningen som ledløse hyggeonkler. Lette i frugt, polerede, søde, feminine, ufarlige og i al væsentlighed kedelige.
Kun to vine havde stadig spor af liv og retning. De var begge markant mørkere end alle de andre, og havde undsluppet iltens kvælertag via en kraftfuld tannisk struktur og deraf følgende højt indhold af antioxidanter. Gould Campbell og Smith Woodhouse har siden 70’erne været ejet af portvins-dynastiet Symington, hvilket var tilfældet for halvdelen af smagningens vine.
Hvad der lige nøjagtig har tilladt de to at ældes med sådan en ynde, ved jeg ikke. Det er heller ikke lykkedes mig at finde frem til, om nogen dansk forretning sælger de bemeldte huses vine i årgang 1977, men man kan jo google lidt rundt og se, om andre årgange frister.
Skriv en kommentar