I denne uge udkommer den 7. udgave af Den Store Vinbog, der med sine 215 kort over verdens vigtigste vinregioner er et imponerende værk, som bør stå på enhver vinelskers hylde.
Der findes hundredvis af grundbøger til vininteresserede, som gerne vil lære mere om vinens verden. Sidste efterår omtalte vi en håndfuld af dem her i avisen, for selvom der er mange at vælge imellem, er det alligevel værd at bemærke, når der kommer nye, grundige vinbøger på dansk. Der findes flere dygtige danske skribenter af vinbøger, og som danske læsere kan vi glæde os over det lokale perspektiv og den ofte meget direkte anvendelighed af vinlitteratur, som er et produkt af vores nationale marked, præferencer og talemåder etc. Til gengæld er de danske produktioner underlagt en økonomisk virkelighed, der udfordrer mængden af research og redaktionel bearbejdning. Der er grænser for, hvor lang tid det må tage at lave en vinbog, for tid er penge, og penge indbringer vinlitteratur, til trods for danskernes glæde ved et hyggeligt glas, ikke mange af.
Oxford vinleksikon
Det er i hvert fald én forklaring på det faktum, at de to mest omfattende opslagsbøger om vin på dansk er oversættelser fra engelsk. Den ene af vinverdenens to ultimative grundbøger er The Oxford Companion to Wine, som udkom i 2006 i sin seneste og 3. udgave; på dansk via Gads forlag i 2008 med titlen Oxford vinleksikon. En kleppert på 762 sider, forfattet primært af de modne britiske vinskribenter Jancis Robinson, Hugh Johnson og Michael Broadbent. Oxford vinleksikon er et egentligt encyklopædisk værk, der dækker ethvert tænkeligt hjørne af temaet uden yderligere konceptualisering.
Den Store Vinbog
Det andet af verdens mest anerkendte opslagsværker om vin udkom første gang på engelsk i 1971 og året efter på dansk under titlen Gutenberghus’ Store Vinbog. Originaltitlen var dengang som nu World Atlas of Wine, og forfatteren af de mellemliggende 43 års sammenlagt 7 udgaver hedder Hugh Johnson. Siden den 5. udgave i 2003 har Johnson skrevet bogen sammen med førnævnte Jancis Robinson. De to synes at have fundet en velfungerende form, hvor Robinson med sit team producerer materialet, som Johnson så ”drysser sit guldstøv” over, som Robinson udtrykker det i forordet til den 7. udgave af værket, der i versionen fra forlaget Lindhardt & Ringhof, som har udgivet bogen siden 1976, slet og ret hedder Den Store Vinbog.
215 kort over vinområder
Og stor er den! De små 400 sider i ekstra bred A4-størrelse giver rigeligt plads til både de indledende 34 siders generelt stof om vin og vinproduktion anno 2014, og til bogens egentlige omdrejningspunkt og historiske claim to fame, nemlig de 215 ekstremt detaljerede kort over verdens vigtigste vinområder, som pryder resten af siderne. Til trods for at kortene skal finde plads på en enkelt side eller på et opslag, lykkes det at præcisere topografi, vejnet, beplantning, byer, distrikter, kommuner, sogne og regioner og placeringen af de fleste kendte vingårde i området. Nogle gange viser kortet også, hvilke druesorter, der er plantet i hvilke områder, jordbundsforhold, specifikke klassifikationer og enkeltstående vinmarker af særlig interesse, både med og uden formel anerkendelse er af terroiret.
Det er ikke kun for at ære værkets originale atlas-idé, men helt enkelt fordi der ikke findes en mere sand måde at forklare en vin på.
Geografien kilde til kvalitet
Kortene i sig selv er imponerende informative, og det er lykkedes at klemme de enorme datamængder ind i et format, der stadig er overskueligt og endda stærkt medvirkende til at gøre bogens overordnede layout visuelt appetitligt, selvom der er mange små forstyrrende elementer på de fleste sider. Det er et kommunikativt trade-off mellem pædagogisk enkelthed og nødvendig eksemplificering og informationstyngde, som er landet på en udmærket balance. Terroir, altså vækststedets indflydelse på en vins udtryk, er en kompleks størrelse, der er under konstant pres fra industrifremstillet modevin. Men netop fordi det for mange læsere vil være svært at finde broen mellem den intellektuelle erkendelse af, at en vin smager af det sted, den kommer fra, og den velkendte, dominerende smag af druesorten i glasset, er det prisværdigt, at forfatterne fastholder bogens koncept om det geografiske ophav som vigtigste kilde til vinens smag og kvalitet. Det er ikke kun for at ære værkets originale atlas-idé, men helt enkelt fordi der ikke findes en mere sand måde at forklare en vin på.
Fingeren på pulsen
Indholdsmæssige fejl og problemer er der ikke mange af. Johnson og Robinson har tilsammen godt 100 års erfaring med vinformidling, og de er ikke typer, som hviler på laubærrene. Begge er ekstremt aktive skribenter og foredragsholdere, som stadig har fingeren på verdens vinøse puls, og Den Store Vinbog bærer ikke præg af genbrug af stoffet eller overfladiske opdateringer. De redaktionelle dispositioner kan man være mere eller mindre enig i, men det er svært at få øje på de helt store forglemmelser. Danmarks spirende vinproduktion har ikke fundet vej til denne udgave, men det har til gengæld Galicien i Nordvestspanien, den sicilianske appellation Etna, portugisiske Vinho Verde, Tyrkiet, Marokko, Kina, Japan og flere andre lande og regioner, som har oplevet stigning i produktion og kvalitet siden forrige udgave af Den Store Vinbog fra 2008. Desuden er klimaforandringernes begyndende indflydelse på valg af druesorter, markarbejde og høsttidspunkt inddraget i mange af de regionale beskrivelser, fx i omtalen af vinområderne i England og Wales, der nærmest er et direkte resultat af det lunere vejr.
Fakta eller holdning?
Forfatternes ubestridte vinekspertise og formidlingsfaglige kompetence til trods, kan det ikke undgås, at dele af et så omfattende værk farves af personlig smag, der som sådan bryder den ellers stramme leksikale form og kan gøre læseren lidt usikker på, om der er tale om fakta eller holdning. Objektiviteten udfordres fx af en passage om ”overforbrug af eg”, der efter forfatternes mening ”stadig er et problem”. Det svarer til at mene, at overforbrug af dobbeltpedal i hård rock ”stadig er et problem”. Man kunne også antage den holdning, at der er kunstnerisk frihed til at producere lige, hvad der passer én, og at vine med kraftig smag af egetræ sandsynligvis vil være at finde på markedet, så længe der er forbrugere, som synes, det smager fremragende. Et andet eksempel er den klassiske imperialistiske opfattelse af verden udenfor Europa som ”ny”, der konsistent udtrykkes hele vejen gennem Den Store Vinbog. Det er er vanskeligt ikke at se det som et udtryk for forfatternes personlige præference, at der er afsat 10 sider til det sydamerikanske kontinent og sølle 5 sider til Asien, mens Frankrig alene andrager 100 sider.
Distingveret distance
Men det er petitesser i den store sammenhæng, og det samme er den generelt glimrende oversættelses enkelte smuttere, som når nogle økologiske vinavlere bliver ”organiske” (det er de fleste); når druesorter fejlagtigt skrives med store forbogstaver; og når der skrives ”Champagne” (vinregion), når der tydeligvis menes ”champagne” (en vin med bobler). Det kompromitterer dog på ingen måde det generelt fine sprog, som nok er mere tilstræbt moderne end egentlig imødekommende for de fleste, men sådan er de to forfattere også i virkeligheden. Tonen er hverken belærende eller forudindtaget, men der er en lille distingveret distance, som ligger i den britiske tradition for vinjournalistik, og som man godt kunne arbejde lidt med, for at sikre underholdningsniveauet i en fremtidig 8. udgave. I denne 7. af slagsen må vi finde glæden i de smukt gennemarbejdede kort og de mange tidssvarende og velformulerede betragtninger om vinens verden. Og det er heller ikke så svært.
Den Store Vinbog udkom den 20. august på forlaget Lindhardt og Ringhof med en vejledende udsalgspris på 499,95 kr.
Skriv en kommentar