De vilde vine. Her i 2. del af artiklen om vinene fra Rumænien tager vi et kig på rumænsk vins særlige kvaliteter og på de velvoksne udfordringer, der stadig præger produktionen.
Der er noget vildt over rumænsk vin. Noget råt og intuitivt og upoleret. Ægte, nærmest. Men det er meget få producenter, som er dygtige nok til at få det udtryk frem i vinene. Som sådan er landets vinøse stil splittet imellem det betagende og eksotiske og det helt og aldeles ligegyldige. Sidstnævnte manifesteres af industriproducenternes desperate forsøg på at vinde andele på eksportmarkedet ved at faldbyde store mængder vin, der er brandet på et internationalt berømmet druenavn, til vesteuropæiske, amerikanske og kinesiske supermarkeder. Det skaber omsætning i Rumæniens vinindustri, men det gør intet godt for forbrugernes anseelse af rumænsk vin generelt eller for landets kvalitative udvikling.
Man kan sige, at fetească neagră er autokton for Rumænien, mens cabernet sauvignon er en international druesort, som til gengæld er autokton for Médoc.
1,86 kr. til hver flaske
Et eksempel er virksomheden Recas, som producerer 8 millioner flasker vin i 2011. En af Recas’ største succeser for tiden er en vin på den ultimative modedrue pinot noir produceret til den britiske supermarkedskæde Sainsbury. Sainsbury får den for 1 euro per flaske. Ifølge ejeren af Recas, Philip Cox, som selv er brite, går 30 cent til flaskning og emballage, 35 cent går til salg, markedsføring og administration, og de sidste 25 cent = 1,86 kr. er prisen for at dyrke og høste frugten og at gennemføre selve produktionen af en flaske vin. Vinen er faktisk ikke så dårlig, som man kunne frygte, men den eksemplificerer meget godt tankegangen om, at det er vigtigere at få omsætning i biksen, end at arbejde for at etablere en sund og bæredygtig industri, der bygger på en rimelig balance mellem pris, volumen og kvalitet.
Nationaldruen fetească neagră
På den anden side står producenter som Prince Stirbey, der har en årlig produktion på 100.000 flasker og slet ikke ønsker sig at vokse. Her finder man noget af det, der gør rumænsk vin interessant for den dedikerede vinelsker, nemlig velskabte vine på lokale, og for de fleste af os komplet ukendte druesorter, hvis udtryk er lige så originale, som deres navne er uudtalelige. Stort set alle vinproducenter arbejder med nationaldruen fetească neagră, der kan lave både vulgære brølaber af nogle fadprægede marmeladevine og nogle elegante og relativt komplekse vine, selvom det stadig er lang vej til Bourgogne og Barolo. De bedste eksemplarer, som fx Ancestral fra Basilescu, der desværre ikke kan fås i Danmark, er som et møde mellem en saint émilion og en chianti i et rigtigt varmt år. Slet ikke tosset.
Lokale hvidvinsdruer
Fetească findes også som hvidvin på neagras søsterdrue, regala. Den bliver aldrig min yndlingsdrue, men kan lave udmærkede og friske hvide med fine citrusnoter. Bedre er den sjældne crâmpoşie, der minder om chardonnay fra champagne, frisk og stram og syrlig og med noter af grønne æbler og pære. En tredje hvidvinsdrue, som fortjener at blive nævnt, er den muscat-lignende, stærkt aromatiske tamaioasa romanesca, som ofte vinificeres til en halvtør vin. Det passer godt til næsens krydrede udtryk, men gør ikke vinen mere elegant. Der dyrkes masser af chardonnay og ikke mindst sauvignon blanc, som inden for de senere år har etableret sig som lidt af en specialitet for den voksende vinproduktion i Transsylvanien. Man kunne mene, de af mytologiske årsager burde specialisere sig i rødvin, men hvidvin og bobler kan selvfølgelig også fungere til retter med store mængder hvidløg. Endelig er det værd at være opmærksom på, at rumænerne ikke har nogen stærk kultur for at skelne mellem, hvad de kalder ”riesling italiano” eller ”riesling italico”, der også kaldes welschriesling, og den klassiske riesling, som vi kender fra blandt andre Tyskland og Frankrig. Den smager temmelig anderledes og ikke nær så interessant, og det kunne man mene, at etiketten burde afspejle. Men en rumænsk ”riesling” kan altså både være den ene og den anden eller en blanding af de to sorter.
Autoktone rødvinsdruer
Vi bruger ordet ”autokton” om det, at en druesort har en lokalhistorisk forankring, typisk kombineret med, at den ikke anvendes mange andre steder. Man kan sige, at fetească neagră er autokton for Rumænien, mens cabernet sauvignon er en international druesort, som til gengæld er autokton for Médoc. Det er altid spændende at smage, hvad en drue kan præstere der, hvor man har arbejdet med den længst, eller hvor den måske oven i købet vokser som det eneste sted i verden. Det gælder også for de tre sidste druer, jeg skal belemre dig med i denne omgang. Negru de Drăgăşani dyrkes, som navnet antyder, omkring Drăgăşani ved byen Craiova i den sydvestlige del af Rumænien. Den bedste vin på den drue, som jeg har smagt, er fra vinproducenten Vinarte og minder lidt om druen dolcetto med en fast struktur og masser af rød frugt i næsen. God frokostvin i let afkølet tilstand. Førnævnte Prince Stirbey har sin helt egen specialitet, som er noget af det bedste, jeg har smagt i Rumænien, nemlig druen novac, der i sine bedste udgaver bliver helt pinot-let, feminin og delikat og med noter af lakridsrod, røg og karamel. Og skal vi hele vejen rundt i landet, så producerer The Wine Princess, helt ovre ved den ungarske grænse i vest, en spændende druesort ved navn cadarca. Druen er kendt i Ungarn, men har meget lille udbredelse i Rumænien. Ikke desto mindre får vinmager Geza Balla noget meget interessant ud af druen, der både kan være let og frugtig, tillige med kraftfuld og dyb og gerne med nogle års flaskelagring i bagagen.
En samlet industri
Hvis du er nået hertil i artiklen, hører du absolut til i eliten af eventyrlystne vinnydere. Og i så fald er der ingen tvivl om, at du bør kontakte én af de to danske vinimportører, som har specialiseret sig i vin fra Rumænien, så du selv kan teste mine påstande oven for. De hedder Rienta Vine og Rumænske Vine, og har begge to hjemmesider, som man hurtigt kan google sig frem til. Rumænsk vin i Danmark er billigt, så hvorfor ikke blande en kasse og lege lidt med stilarterne hen over sommeren? Det er langt imellem de rumænske vine, du knapper op, når chefen kommer på besøg, og du har givet den gas ved komfuret i tre dage. Men til en grillpølse på terrassen eller til pizzaen fra den lokale, bør du unde dig selv en lille rumænsk ekskursion udi det ukendte. Rumænsk vin besidder et stort potentiale, som nok skal finde sin forløsning, når vinmagerne tør finde sin egen stil; skrue ned for træet og de internationale sorter; tør tro på de autoktone sorters berettigelse på eksportmarkedet; og frem for alt får etableret en kultur for at dele viden, erfaringer, inspiration og forretningsforbindelser med hinanden, så de kan agere som en samlet rumænsk industri. Jeg glæder mig til at følge udviklingen, og du skulle gøre det samme. Med et glas fetească neagră i hånden.
[…] See the original post: Vin fra Rumænien – 2. del […]
[…] More: Vin fra Rumænien – 2. del […]