Der findes bordeaux, og der findes bordeaux supérieur. Hvad er forskellen? Og kan det smages?
Nej, jeg ved godt, at det franske ord ”supérieur” ikke som sådan betyder ”super”, som overskriften antyder. En mere præcis oversættelse ville være ”overlegen” i betydningen ”lige en tand bedre end”. Men er det nu også en sandfærdig beskrivelse af de cirka 15 millioner flasker, som årligt sælges under den formelle klassifikation ”Bordeaux Supérieur”? Hvad er det, der i så fald er ”supérieur” ved dem, og har det betydning for, hvornår og hvordan vi skal drikke dem?
Høstudbytte, alkoholindhold og lagringstid
Betegnelsen ”supérieur” (herefter bare sup) er en specificering af den mest basale appellation i Bordeaux, som slet og ret hedder AOC Bordeaux (AOC står som bekendt for Appellation d’Origine Controlée). I 2009 blev der til sammenligning solgt 92 millioner flasker almindelig AOC Bordeaux. Sup kan en vin få lov til at kalde sig, hvis den opretholder nogle lidt strammere krav til produktionen, herunder primært vedrørende høstudbytte, alkoholindhold og lagringstid. Til sup må der maksimalt høstes mellem 15 og 17 klaser per vinstok, afhængigt af hvor tæt de er plantet, imod 20-24 for almindelig bordeaux. Frugten til sup skal indeholde sukker til et potentielt alkoholindhold på 11 % for røde og 12 % for hvide, imod 10,5 for røde og 10,0 % for tørre hvidvine i AOC Bordeaux. Og endelig skal de røde sup’er lagre på tank hos producenten i fem og en halv måned længere end bordeauxerne.
Kan det smages?
Både ja og nej. Forskellen imellem de to appellationer er mest af alt et udtryk for, at producenten forventer at hente en lidt højere pris på sin sup end på den normale, og derfor ofte vælger at spendere noget egetræ på vinen, eller venter væsentligt længere end de ekstra 5,5 måneder med at sætte vinen til salg, for at differentiere den fra sin basisbordeaux. Det resulterer i, at sup’erne ofte er vine, hvis kvalitet ikke er bygget op omkring en frisk frugt, men snarere en begyndende såkaldt sekundær karakter, hvor noget af den ungdommelige frugtighed er erstattet af en dybere aromatisk kompleksitet og suppleret af et ristet, røget element fra fadet. For at sikre sig, at vinen kan klare aromatiseringen med egetræ, vælger mange at høste frugten relativt sent, så man opnår endnu mere alkohol og koncentration i vinene. Så selvom de formelle regulativer ikke i sig selv er grundlag for nogen særlig markant kvalitetsforskel, så er der alligevel en vis forskel i praksis.
Klassifikation eller appellation?
Jeg har brugt både ordet ”klassifikation” og ordet ”appellation” om hhv. AOC Bordeaux og AOC Bordeaux Supérieur; så er det det ene eller det andet? Faktisk er det begge dele, hvilket ikke gør begreberne lettere at forstå. Formelt er de to betegnelser titler i den franske vinlovgivning og dermed at betragte som ”appellationer”. Ordet ”klassifikation” indikerer en hierarkisk kvalitetsdifferentiering inden for en given appellation – og det er faktisk også lige præcis, hvad vi taler om her. Og nu vi er i gang med de svære betegnelser, så foreslog formanden for producenterne af AOC Bordeaux + Supérieur, Bernard Farges, sidste år, at der blev indført endnu én af slagsen. Den skulle hedde AOC Bordeaux Premier Cru og – såfremt den bliver godkendt af det franske landbrugsministeriums vinafdeling, INAO – være et tredje kvalitetstrin på rangstigen over bordeaux og sup. Samme produktionskrav som sup, men med strengere krav til det æstetiske udtryk i flasken, hvilket afgøres ved en blindsmagning i et professionelt panel. Det forventes, at den nye appellation bliver etableret eller afvist inden udgangen af dette år.
Det første gode tegn længe
I sidste uge havde jeg lejlighed til at smage 33 bordeaux supérieur-vine, som gav en udmærket påmindelse om appellationens kvalitetsniveau. Det er faktisk ikke så tosset endda. Jeg har været noget ude med riven i efterhånden en del år, når talen faldt på almindelige, såkaldt generiske bordeauxer, dvs. dem uden yderligere specificeret appellation, fx Médoc, Saint-Émilion etc. Ikke færre end 4.500 vingårde i Bordeaux laver generisk bordeaux, og der produceres ganske enkelt alt for meget af det, til at kvaliteten generelt kan holdes oppe. Til gengæld har det resulteret i, at priserne er faldet dramatisk de senere år, og i dag er gennemsnitsprisen på 75 cl generisk bordeaux (uden emballage, transport, skatter og avancer) nede på usle 4,4 kr. Det svarer nogenlunde til det, det koster at producere den. Men det betyder, at der for os som forbrugere igen begynder at være ræson i at lægge en del af husholdningsbudgettet i de mere hverdagslige luftlag af verdens største vinområde. Dagens test lister 8 af de 33 smagte fra forleden, og jeg blev oprigtigt overrasket – positivt – da jeg så priserne på vinene. Det er et godt tegn. Det første længe. Prøv selv, og se, hvad du synes.
Tak for et interessant indlæg, Rasmus.
Jeg er helt enig i din betragtning om, at der laves for meget generisk bordeaux-vin til, at altsammen kan være lige sjovt. De traditionelle producenter er blevet overhalet inden om på flere niveauer. Der laves både billigere og bedre vin andre steder i verden. Men det faktum har syndikatet for AOC Bordeaux eller producenterne selv måske været blinde for og – har det vist sig – tillagt brandet Bordeaux for stor betydning og stolet for meget på dets staying power. I hvert fald har forbrugerne vist en anden vej.
Det er nok også en af grundene til, at priserne for generisk bordeaux efter sigende nu er nede på 6-700 euros pr. tonneau (900 liter), når vinen sælges til négociants – hvilket udgør den overvejende del af den generiske bordeaux’ marked. Det dækker kun lige præcis produktionsomkostningerne og er derfor i længden selvsagt ikke særlig rentabelt.
For at føje en krølle til din analyse, vil jeg prøve mig frem med denne: Jeg forventer, at vi derfor inden for ret få år vil se en udskillelse som følge af de faldende priser på generisk bordeaux-vin. Det vil blive helt nødvendigt for producenterne at begynde at tjene penge. Og hvis den generiske bodeaux repræsenterer så blodig en kampplads, som det synes i øjeblikket (og priserne går kun én vej), er disse mennesker nødt til enten 1) At finde sig en niche som vinproducent, eller 2) At finde på noget andet at lave.
Ad 1. Det bliver spændende at følge bordeaux sup og bordeaux premier cru. Men derudover tror jeg, at mulige nicher fremtidigt enten kan være, at de mindre appellationer under Bordeaux skaber sig egne profiler, så vi kan se vine fra fx Cotes de Castillon eller St. Emilion, differentiere sig fra appellation Bordeaux som samlende klassifikation. Jeg synes, at man allerede kan se tendenser til, at producenter opgiver dele af høsten i den lokale mindre appellation, fordi kvalitetskravene til under-appellationerne ofte også er en lille smule strammere målt på fx udbytte, beplantningsdensitet etc., og derfor kan give en markedsføringsmæssig og/el salgsprismæssig fordel, hvis producenten forstår at udnytte det momentum.
En anden mulig niche kan være økologisk vinproduktion. Øko er vel ikke noget kvalitetsparameter i sig selv, men til sammenligning med generisk bordeaux sælges øko-bordeaux til mere end dobbelt så høj pris til négociants. Det er i sig selv ved at være incitament nok for en del traditionelle producenter til at konvertere til økologi.
Fremtiden vise, om bordeaux-producenterne har fantasi til at bruge deres kræfter kontruktivt i forsøget på at hamle op med den stadigt stigende konkurrence. For alt i alt er også jeg overbevist om, at der i hvert fald ikke kan blive ved med at være plads til alle 4500 producenter af generisk bordeaux.
mvh Jon