Rosévin, syret hybrid eller helt sin egen? Kom ud over terrassekanten, og oplev den verden af rosé der venter for foden af dine velslebne planker.
Er der ikke noget sexet over rosévin? Den der labre farve, som saft fra jordbær og rabarber, og med en lød som kom lyset fra og ikke blot gennem vinen. Den lifligt sødmefulde og blomstrende næse af fersken, pære, melon, lakrids og karamel. Og måske vigtigst af alt, den kontekst vi insisterer på at placere roséen i. Det er noget med havebord, bare ben, strandtæpper, grillbøffer, hvide smil og solbrune kinder. Lige til at forelske sig i og over. Som mindet om sidste års gastronomiske eskapader under sydligere himmelstrøg, hvor den iskolde vin svalede krop og sjæl efter dage under en sol af andre effektive dimensioner end vores egen. Et velfortjent, vidunderligt læskende glas af lokal herkomst som en lyserød prik over feriestemningens i. En inciterende vinøs flamenco i min swimmingpool.
Det er ikke altid lige stor kunst, men vidunderligt uprætentiøst, og med udelt fokus på anvendelighed og uforfalsket drikkeglæde.
Vanskeligt rosémarked
Historisk set har rosévin for os danskere mest været et element i underbygningen af den eftertragtede sol-og-sommer-stemning. Meget få vinnydere på vore breddegrader investerer husholdningskroner i rosévin til mere en 50-60 kroner, og drister man sig endelig ud i at brænde en hundredemand af på en den kulørte type, er det med overhængende fare for at opleve, at pengene ville være bedre kastet efter en hvid- eller rødvin. Udbuddet er større, konkurrencen hårdere, produktionerne mere målrettede og omfattende, og vinhandlerens hylder lettere gennemskuelige, både hvad stil, pris og anvendelse angår.
En ny roséstil
Men de seneste år er der sket en masse på rosémarkedet. Det seneste tiårs indtog af vin af eksotiske ophav som Australien, Californien, Sydafrika og Sydamerika, har udvidet mulighederne for positive roséoplevelser betragteligt. Etablissementet vil helt sikkert hævde, at de bedste roséer stadig skal findes i Sydfrankrig, Nordspanien og måske endda Østrig, men også her tilpasses produktionen i stigende grad efter toneangivende ganer, amerikanske og britiske for eksempel, og det under kraftig stilmæssig inspiration fra førnævnte oversøiske konkurrenter. Fra alle verdensdele ser vi nu tungere frugt, kraftigere farve (nogle gange ved tilsætning af lidt rødvin til roséen), afdæmpet syre og frem for alt mere sødme. Sidstnævnte er så kraftig en tendens, at vi kan tale om en helt ny populær roséstil, nemlig den halvtørre.
Sukkersøde roséer
Med eksponenter som den californiske white zinfandel, som også figurerer under navnet blush (engelsk for rødmen) og en række moderne kreationer, som australierne slet og ret benævner pink, vinder de halvtørre roséer hyldeplads i de danske køleskabe. Og det er nemt at forstå hvorfor. Med halvtør menes, at vinen indeholder lidt mere sukker, end de tørre vine. En tør vin indeholder almindeligvis 1-2 gram sukker per liter. Det er den del af sukkeret, som ikke har ladet sig forgære under alkoholgæringen, hvor gær omsætter vindruernes indhold af sukker til alkohol og kuldioxid. I vinens verden er sød det modsatte af tør (vådt er det hele jo), og afhængigt af syreindholdet smager en vin som regel decideret sødt, hvis der er 20-30 gram sukker/liter. Nogle vine har helt op til 200 gram sukker/liter! Når vi taler rosé, udgør området mellem 5 og 20 gram gråzonen af halvtørre vine, hvis ambition det er at opretholde en friskhed ved hjælp af et velafstemt syreindhold. Betegnelsen halvsød er mere rammende for kategorien, som er en tand sødere, og som vedkender sig sit tilhørsforhold til klassen med dessertvine og aperitiffer.
Uprætentiøs drikkeglæde
De halvtørre roséer har sjældent den helt samme grad af finesse som de klassiske tørre, og de er heller ikke altid så elegante i kulinariske sammenhænge, hvor syren skal rense mund og svælg for middagens fedterier. Alligevel imødekommer de uproblematisk vores forestillinger om rosévinens anvendelse og smagsmæssige fortrin. På stranden, i parken, lidt for varm og søbet af grove plastikkrus, kommer de tørre, stramme roséer, som har væsentlige dele af sin kvalitet i næsen, til kort overfor de halvtørre roséers lækre mundfornemmelse og saftevandsagtige udtryk. Det er ikke altid lige stor kunst, men vidunderligt uprætentiøst, og med udelt fokus på anvendelighed og uforfalsket drikkeglæde. Som bageren bager brød, for at folk skal konsumere det og blive bare en lille smule lykkeligere, er producenter så traditionsrige steder i verden som Loire, Piemonte og Rioja begyndt at lave roséer med samme filosofiske afsæt. Snakkevin er fint om vinteren, hvor vi ikke har bedre ting at tage os til, men når solen skinner, luften er 24, vandet er 25 og pigen er 26 et halvt (eller hvor meget det nu bliver til), så prøv med en halvtør rosé, og tænk på noget andet. Hvis du kan, for de er skønne!
Skriv en kommentar