Vinmarkedet er under pres fra finanskrisen, stigende afgifter og den resulterende polarisering af forbruget. Men for din personlige vininteresse er der grund til begejstring.
Vi drikker ikke så meget vin, som vi gjorde engang. Nedgangen fra år til år er ikke voldsom, men tendensen er alligevel tydelig. 14 % er den samlede vinimport faldet siden 2006, og det til trods for en stigning på 6 % i importen af hvidvin. En forøgelse af statslige afgifter på 79 % siden 2010 (fra 4,62 til 8,26 kr. per flaske) bærer en del af skylden, ligesom finanskrisen naturligt nok har sat sine spor i vores forbrug af den luksusvare, vin rettelig er.
Den danske vinskribent Elsebeth Lohfert bad i efteråret i en artikel til magasinet Meininger’s Wine Business Monthly udvalgte repræsentanter for den danske vinhandel udtale sig om markedets tilstand, og det er ikke ligefrem opmuntrende læsning. At supermarkederne står for 83 % af det totale vinsalg herhjemme, og at omtrent 25 % af al vin sælges via en foliepose i en papkasse, også kaldet bag-in-box eller slet og ret BIB, er der ikke noget nyt i. De tal har været stabile i en årrække.
Af de 35 kr. udgør afgifterne godt 15 kr., hvilket efterlader 20 kr. til produktion, emballage, transport og avance til detaillisten. Det er ikke prangende.
20 kr. per flaske i gennemsnit
Mere interessant er det at læse Dansk Supermarked-vinindkøber Henrik Dahlgaards bekræftelse af det stærkt polariserede vinmarked, bestående af billige tilbudsvine og de dyrere vine, der udgør markedets eneste tilbageværende vækstpotentiale. På et modent marked som det danske, mener Dahlgaard ikke, der er noget volumenbaseret vækstpotentiale, hvilket importstatistikken som nævnt understøtter. Gennemsnitsprisen på 75 cl vin ligger omkring 35 kr. inklusive moms og andre afgifter. Af de 35 kr. udgør afgifterne godt 15 kr., hvilket efterlader 20 kr. til produktion, emballage, transport og avance til detaillisten. Det er ikke prangende.
De midterste prissegmenter er nu det, specialhandelen lever af, og Erling Søgaard Jørgensen fra H.J. Hansen angiver 60 til 100 kr. som det interval, H.J. Hansen/Vinspecialistens salg ligger i. Før krisen var der større eventyrlyst blandt kunderne, som i dag kun bruger mange penge på sikre etiketter, fx berømte vine fra Frankrig og Italien. Heller ikke Jørgensen tror på et potentiale for volumenvækst.
Østrig leverer markedets dyreste vine
Frankrig og Italien dominerer det danske vinmarked, Frankrig med 15 % og Italien med 19 % af volumen, men på værdi per flaske ligger Frankrig stadig højere med 23 kr. mod Italiens 21 kr. Ingen af dem slår dog Østrig med en gennemsnitspris på 30 kr. per flaske i indkøb. Østrig, som i øvrigt kunne registrere en stigning i eksport til Danmark på svimlende 45 % fra 2011 til 2012. Det bliver spændende at se, om den kurve fortsætter. Fordelingen af markedsandele i 2012 så sådan her ud (Kilde: Dansk Erhverv og VSOD på baggrund af tal fra Danmarks Statistik):
Med markedet under pres må vinhandelens aktører være kreative. Elsebeth Lohfert opgiver de danske myndigheders officielle antal af registrerede vinimportører i Danmark per oktober 2013 til ikke færre end 1.720 håbefulde styks, hvilket konsoliderer vores rekord som det land i verden med flest vinimportører per indbygger: 3.250 danskere for hver vinimportør. Og ikke desto mindre sælger bare 3 af importørerne (COOP, Dansk Supermarked og SuperGros) 83 % og efterlader 17 % af markedet til de resterende 1.717 importører. Uundgåeligt i rabatdanmark, om end stadig en lidt trist statistik, vil nogen mene.
Friske online-vinhandlere
Men måske er der håb endnu, for selvom online-vinsalg i Danmark for længst har fejret 10-års-jubilæum, er der stadig plads til friske koncepter i æteren. Et af dem er internet-supermarkedet Nemlig.com, som i sidste uge solgte 49 % af sine aktier, antageligt for et trecifret millionbeløb, og dermed må siges at være en virksomhed med visse ambitioner. Nemlig.com har et imponerende vinsortiment, som de leverer i det meste af landet fra dag til dag. Du kan bestille en vin kl. 23 og modtage den inden aftensmaden næste dag. Et andet forholdsvist nyt koncept er det, der eksekveres af forretninger som Flaskeposten.dk og Vinkollektivet.dk, som lægger fælles webshop til et antal mindre importørers udvalgte sortiment. I skrivende stund sælger 14 forskellige importører hver 10 udvalgte vine (altså, i alt 140 forskellige) via Flaskeposten.dk, mens Vinkollektivet.dk har 4 små importørers fulde sortiment, pt. cirka 90 vine.
Det er ikke let at være vinhandler i Danmark, men det er ikke blevet mindre underholdende at være vinelsker herhjemme. Der er flere importører, flere forskellige vine og flere let tilgængelige måder at få vinene hjem i dit glas på – end der nogensinde har været. Markedet er måske under pres, men din personlige vininteresse kan du roligt lade blomstre.
Interessant artikel!. De priser du nævner i afsnittet “Østrig leverer markedets dyreste vine” er det den faktiske pris til producenten, eller en engros pris i DK eller noget helt 3.?
Hej Søren
Det er prisen fra producenten, altså importørens kostpris, fri for fragt, afgifter, administration og alt andet. Det er et beløb, der står på fakturaen fra vinproducenten.
Priserne er udregnet fra VSOD’s tal, som igen baserer sig på tal fra Danmarks Statistiks opgørelse af værdien af Danmarks udenrigshandel. Den værdi er en udregnet og i et vist omfang estimeret værdi, som tager udgangspunkt i en såkaldt “statistisk værdi”, der indeholder elementer af fragtomkostninger (ikke alle). Den omregnes via nogle forholdstal til en estimeret “fakturaværdi”, som altså formodes at være selve vinens pris hos producenten.
Visse importører har indberetningspligt på statistisk værdi, og ud fra deres tal kan man regne sig frem til den samlede fakturaværdi, når man kender den samlede volumen – inklusive volumen fra de importører, som kun har indberetningspligt for volumen. Det har alle, for det er sådan staten beregner sit krav for punktafgift.
Rasmus