Der blev i alt uddelt 12 bronzemedaljer til konkurrencen. Ingen af guld og ingen af sølv. Her er årets bedste danske vine, likører og destillater.
Læs også
– Færre medaljer til danske vine trods højere kvalitet
Hvidvine
– Dyrehøj Vingaard RÖS Solaris 2011
– Dyrehøj Vingaard RÖS Muscaris 2011
Rødvin med fadlagring
– Dyrehøj Vingaard RÖS Cabernet Cantor 2011
– Skærsøgaard Top Gold 2009
Forstærket vin (lavet som portvin)
– Rosenbækvin Ro-Po-01.10 2010 (Luca Dansk Hedvin – billedet)
– Fjordgård H 90/35 2011
Kirsebærvin
– Frederiksdal Sur Lie 2009/2010
– Frederiksdal Catherine 2010
– Frederiksdal 2011
– Frederiksdal Rancio 2010
Likør
– Rosenbækvin Ki-01-10 2010
Destillater
– Dyrehøj Vingaard RÖS Edelbrand Elstar 2011
Anmeldelser
Skærsøgaard Dons Rosé Brut (mousserende)
395 kr., dansk-vin.dk
Let ferskenfarvet vin med en fin, cremet, afdæmpet og flot integreret kulsyre, som effektivt løfter en kompleks og spændende næse op af glasset. Fra citrus over æbler til nødder i et generøst og frodigt udtryk og med sjælden dybde, ro og elegance. Flot og spændende voksenboble.
*** (3 ud af 6)
Dyrehøj Vingaard RÖS Solaris 2011 (hvidvin)
165 kr. for 50 cl, dyrehoj-vingaard.dk
Åben og indbydende næse af dåsefrugt, kiwi og fersken – eksotisk og appetitligt. Munden er i fin balance og overraskende fyldig og med god længde på den behagelige eftersmag. Frisk og sommerlig aperitif med bred appeal.
*** (3 ud af 6)
Dyrehøj Vingaard RÖS Cabernet Cantor 2011 (rødvin)
250 kr. for 50 cl, dyrehoj-vingaard.dk
Cabernet cantor-druens varietale karakteristika står stærkt med sort peber og grøn peber til at supplere træets noter af ristet kaffe. Tanninerne er en smule grove, men ikke noget en god bøf ikke kan lave om på. De udbalanceres pænt af en kraftig, let sødmefuld frugt. Seriøs dansk madvin.
*** (3 ud af 6)
Skærsøgaard Top Gold 2009 (rødvin)
195 kr., dansk-vin.dk
Blend af rondo, leon millot og regent, hvis modne, dybe næse komplementeres smukt af en stadig lyslevende frugt a la brombær og hindbær og en lille fræk, dyrisk note i bunden. Spændende og dragende. Munden er markant struktureret og med tilstrækkelig frugtig koncentration til at forløse næsens intense løfter.
**** (4 ud af 6)
Vester Ulslev Vingaard Blue Label Premium ”Fad nr. 1” 2010 (rødvin)
395 kr., vesterulslevvin.dk
Imponerende massiv og koncentreret vin af tørrede druer af sorterne leon millot og regent. En tydelig sødme (13 g restsukker) matches fornemt af et nogle bløde tanniner og en udtalt espressobitterhed. Næsen dyb og bamset af chokolade, brændte figner og likør. Muskuløs amarone-stil fra Lolland.
*** (3 ud af 6)
Rosenbækvin Luca Dansk Hedvin 2010 (forstærket rødvin)
125 kr. for 50 cl, rosenbaekvin.dk
Produceret på samme måde som en ruby-portvin, men på 100 % rondo. Den tilsatte alkohol giver vinen voldsom krop og koncentration, og en velvoksen træbrug former næsen af vanilje, kaffe og lakrids i et ekspressivt og selvsikkert udtryk. Stor, intens. lækker og underholdende monstervin.
***** (5 ud af 6)
Frederiksdal Kirsebærvin 2011
135 kr. for 50 cl, frederiksdal.com
Friske, grønne noter af knuste kirsebærsten og husets vanlige signatur af den smukkeste kirsebærfrugt, man kan tænke sig. Syren spiller livligt på tungen, er nærmest citrisk i sin prikkende insisteren, men holder den søde, fyldige og intense frugt frisk og frejdig og gør vinen let at drikke.
***** (5 ud af 6)
Frederiksdal Kirsebærvin ”Sur Lie” 2009/2010
155 kr. for 50 cl, frederiksdal.com
Smukt teglrød og fortættet står vinen i glasset. Næsen attesterer modenheden med chokolade og nogle småsnavsede, dyriske noter til at komplementere den stadig friske kirsebærfrugt. Munden fed, cremet, fløjlsblød og lækker. På samme tid kompleks, kompakt og forfriskende. Til blåskimlen.
***** (5 ud af 6)
Skriv en kommentar