Stadigt flere vine med samme etiket sælges med forskelligt indhold i flasken. Og paradoksalt nok gælder den modsatte tendens også: Den samme vin findes ofte på markedet med flere forskellige etiketter.
Som almindelig forbruger lægger du næppe mærke til det. Men træder man et skridt tilbage og betragter vinmarkedet i et større perspektiv, får man øje på nogle mærkværdige sammenhænge og tendenser. En vinhandler gjorde mig forleden opmærksom på, at han i løbet af 2010 havde oplevet en intensivering i forekomsten af to kuriøse fænomener i vinens verden. Det ene er tendensen til, at en vins smag justeres i forhold til det marked, den sælges på. To vine med samme navn og samme etiket, fra samme sted, producent og årgang, kan altså smage forskelligt afhængigt af, hvor du køber dem. Det andet er den samtidige tendens til at sælge en vin i flere forskellige emballager, med forskellige navne og betegnelser, så man som vinproducent kan handle med flere forskellige importører ad gangen i samme område. To vine, der umiddelbart ikke ser ud til at have noget som helst med hinanden at gøre, kan dermed faktuelt have identisk indhold i flasken.
Grader af naturlig flaskevariation
Der er ikke noget nyt i, at en vins udtryk kan variere fra en flaske til en anden. Især er vinflasker med korkprop følsomme over for påvirkninger udefra eller fra selve lukningen, og det er accepteret i vinkulturen, at to flasker godt kan smage lidt forskelligt. Det er en del af charmen. Mindre charmerende er det selvfølgelig, hvis den vin, du nød til maden i sidste uge, smager helt anderledes i denne uge, hvor du har hentet friske forsyninger i supermarkedet. Selv perfekt emballerede og teknisk fejlfri vine med den samme etiket kan udvise stor variation, hvis vinene stammer fra forskellige flaskninger på vineriet, som nedenstående eksempel viser. På store vinerier tappes vinen som regel på flaske, når den bestilles af en kunde. En dansk importør bestiller, alt efter lagerkapacitet og økonomisk formåen, den samme vin hjem én til fire gange på et år. I den tid kan der ske meget i vineriet. Den første forsendelse af en frisk, ung hvidvin er sandsynligvis fra de første tanke, som gærer færdig, og efter filtrering, klaring og forskellige andre efterbehandlinger bliver klar til salg. Men som bekendt er al frugten i et område ikke klar til høst den samme dag, og ofte vil der være alt mellem en uge og en måned til forskel på høsttidspunktet og dermed tilsvarende forskel på, hvornår vinene er klar til salg. Variationen i frugtens tid på vinstokken og den længere lagring i vineriet (fordi kunden jo allerede har bestilt første forsendelse og dermed har lageret fyldt) giver de to første forsendelser to forskellige udtryk. Den sidste flaskning og forsendelse af den samme vin, umiddelbart før den næste årgang er klar, kan være forskellig fra de to første, fordi vinen er næsten et år ældre og dermed har undergået sin helt naturlige udvikling.
Men hvor Kleine Zalze-eksemplet med lidt god vilje kan tilskrives en naturlig arbejdsgang med det dynamisk udtryk i en landbrugsproduktion, så er det helt bevidste design af en vins udtryk til et specifikt marked en meget mere udbredt affære
Tre forskellige vine – én guldmedalje
I efteråret 2009 vandt den sydafrikanske hvidvin Kleine Zalze Vineyard Selection Chenin Blanc 2008, som også forhandles i Danmark, en prestigefuld test i et internationalt vinmagasin. Da en af magasinets dommere gensmagte vinen sidste år, havde han meget svært ved at genkende den kvalitet, han havde været med til at præmiere i magasinet (Tim James, ”Three wines, one Kleine Zalze label”, grape.co.za). Det viste sig at have den forklaring, at der var sendt tre meget forskellige udgaver af vinen på markedet. Den første blev flasket i juli 2008 (de høster som bekendt i marts og april på den sydlige halvkugle) og stammede fra frugt, der blev høstet før et voldsomt regnskyl i det område, hvor Kleine Zalze dyrker sine druer. Vinen indeholdt 2,8 gram sukker og 14,65 % alkohol. Den næste blev flasket i september 2008 og var produceret af frugt høstet efter regnen og med en væsentligt højere grad af modenhed. Restsukkerindhold omkring 6 g/l og et alkoholindhold på cirka 15 %. Sidste udgave af vinen blev flasket i oktober 2008 med 7,2 gram restsukker og 15,18 % alkohol. Den smagte selvsagt meget forskelligt fra den første udgave. Det var oktoberudgaven, som vandt konkurrencen i magasinet, og den flaskning udgjorde desværre kun 14 % af det samlede antal flasker. 86 % af de flasker Kleine Zalze Vineyard Selection Chenin Blanc 2008, som blev sendt på markedet, smagte altså temmelig forskelligt fra den, der havde vundet konkurrencen. Det afholdt dog ikke Kleine Zalze fra at sende små medaljeklistermærker ud til alverdens importører, som med stor stolthed satte dem på alle flaskerne. I fuld overensstemmelse med loven, men med visse etiske problemstillinger involveret. Kun et fåtal af vinene fortjente jo reelt medaljen.
Vin designes til markedet
Men hvor Kleine Zalze-eksemplet med lidt god vilje kan tilskrives en naturlig arbejdsgang med det dynamisk udtryk i en landbrugsproduktion, så er det helt bevidste design af en vins udtryk til et specifikt marked en meget mere udbredt affære, som heller ikke er helt uden problemer for os som forbrugere. Man kan mene, at det er sympatisk, at en vinproducent via kundeanalyser arbejder for at optimere sandsynligheden for, at du kan lide den vin, du har slæbt med hjem fra butikken. Sandsynligheden kan optimeres ved at tilpasse vinens udtryk til nogle generelle præferencer, som dominerer den gastronomiske kultur, der hvor du bor. I Danmark har vi en mindre sød tand end i mange andre lande, hvilket de store vinbrands naturligvis må imødekomme, hvis de vil have succes her hos os. En rumænsk vinmager, jeg talte med for nyligt, fortalte uden at blinke, at de vine, han solgte til det danske marked, i gennemsnit havde 2-3 gram restsukker per liter. Det er, hvad vi vil kalde for en tør vin. De samme vine solgte han også til England, hvor sukkerindholdet imidlertid var 6-7 gram i gennemsnit. Briterne foretrækker det halvtørt. Hvilket dog er for intet at regne mod amerikanerne og producentens hjemlige marked i Rumænien, hvor præferencen krævede, at de selvsamme vine blev sendt i distribution i decideret sødlige udgaver med 12-15 gram restsukker per liter. Vi kan selvfølgelig være ligeglade med, hvad folk kan lide at drikke i USA, men ligesom i Kleine Zalze-eksemplet opstår problemet, når en vin får en positiv anmeldelse i fx USA, og man som dansker drøner ud og køber en muligvis anderledes udgave af vinen i den lokale vinforretning. Problemet er størst hos de store, internationale brands, men stadigt flere mindre vinproducenter er meget åbne over for forslag fra den danske importør, som formodes at kende markedet bedst. Som sådan modelleres flere og flere vine ud fra markedet, og ikke i forhold til vinproducentens tradition og personlige udtryk. En ensretning, du kan begræde, hvis verdens vinøse diversitet er din prioritet. Men faktum er, at de fleste mennesker er lykkelige for at få lige præcis den smag, de godt kunne lide i sidste uge uden alt for meget variation og eventyr og fikumdik.
Samme vin med flere navne
I den modsatte ende af paradokset finder vi en lidt mere håndgribelig problemstilling, som heldigvis har større indflydelse på den professionelle del af vinbranchen end på os vinglade forbrugere. Ikke desto mindre er det interessant at notere sig, at stadigt flere vine findes på vores marked i flere forskellige indpakninger, så vinproducenterne kan handle med flere importører samtidig. Traditionelt har en vinproducent kun haft én dansk distributør ad gangen, så der ikke opstod konflikter, når distributøren brugte ressourcer på markedsføring af brandet. Det løser man i dag ved at flaske den samme vin under forskellige navne og etiketter og tilbyde lige så mange versioner, som man kan finde kunder til. Det afstedkommer dog fra tid til anden nogle markedsføringstricks, som man kan mene er en kende for smarte. Lidt som da SuperBest og Rema 1000 sidste efterår fik forbud fra Fødevarestyrelsen mod at anvende navne på fiktive produktionssteder i markedsføringen af kyllinger fra store industrislagterier. Navne som ”Grønnegården” og ”Slotsgaarden” viste sig at være ren fantasi, ligesom de idylliske afbildninger af de stråtækte hønsegårde på fabrikskyllingernes indpakninger var det. Den slags tillades generelt helt upåtalt i vinindustrien.
Max to slotte per reelt slot
En undtagelse var, da vinproducentforeningen i Bordeaux (Federation des Syndicats des Grands Vins de Bordeaux) fra det franske landbrugsministerium i 2008 fik besked på at begrænse antallet af slotte i regionen, efter at en optælling viste, at der blev markedsført mere end 12.000 forskellige slotsnavne fra Bordeaux. Med omkring 8.000 registrerede vinproducenter virkede det som et meget højt antal. Egentlig har det siden 1921 været forbudt for en producent at markedsføre mere end ét slot, men igennem årtierne har der etableret sig en kultur for at navngive vinene med Château det-ene-og-det-andet, hvis der stod det mindste skur i nærheden af marken. I dag hedder reglen max to slotsnavne per reelt slot, hvilket jo er en temmelig bizar lov. Om end selvfølgelig bedre end ingen begrænsning overhovedet, som det er tilfældet i stort set alle andre vinområder i verden. Intet forhindrer en italiensk producent af vinen X i at opfinde en fantasivingård Y, sætte en smuk stregtegning på etiketten, og sælge vinen til ærkekonkurrenten til importøren af vin X. Samme vin, samme smag, samme sted, samme årgang, men to forskellige navne – og alle er glade. Der er ingen garanti for, at prisen er den samme på det identiske indhold, men måske kan vi også være ligeglade. Der skal mere end almindeligt uheld til uforvarende at komme til at købe to identiske vine i to forskellige indpakninger fra to forskellige forhandlere til forskellig pris. Sandsynligheden for, at det sker ved et uheld, er mikroskopisk, og sandsynligheden for, at du i givet fald ville opdage, at vinene var identiske, er nok endnu mindre. Pointen her er, at vin er et kommercielt produkt, ligesom de danske kyllinger, og at vi skal huske at tage industriens romantiske markedsføring med et gran salt. Det gælder ikke mindst medaljer fra diverse konkurrencer, hvor man altså ikke kan være helt sikker på, at den præmierede vin smagte ligesom den, du forventningsfuldt propper i kurven.
[…] Follow this link: Vin vs. etiket […]
Apropos dette indlæg: Wine Spectator har i de seneste par numre dækket en sag, hvor den australske Shiraz-producent Schild skyndte sig at producere en ny batch af en vin, som havde fået 94 pt i WS og kåret som nummer 7 på sidste års Top 100 bedste vine. Den nye vin (som altså var en helt anden, end den der havde åbnet de flotte ratings) blev hældt på flasker, deklareret og markedsført som den oprindelige vin. Da WS protesterede og skrev om sagen, forsikrede producenten, at den nye vin skam kun blev solgt hjemme i australien.
Sådan fik Schild ‘dygtigt’ vendt en god sag til en dårlig 🙂