Uenigheden i EU om reglerne for produktion af økologisk vin var for stor til, at der kunne findes et brugbart kompromis. Ifølge de danske myndigheder vil der nu gå flere år, før vi ser et rødt ø-mærke på en vinflaske.
Efter flere års forhandlinger og finpudsning af lovforslagets tekster forkastede EU for et par uger siden det forslag, som skulle godkende certificering af økologisk vin på linje med andre økologiske fødevarer. Medlemslandenes repræsentanter kunne ganske enkelt ikke blive enige om, hvordan de økologiske vine præcist skulle adskille sig fra de konventionelt fremstillede, så indtil videre må økologiske vinproducenter fortsat nøjes med at markedsføre deres vin som ”fremstillet af økologisk dyrkede druer”. Vel at mærke uden det danske, statskontrollerede røde ø-mærke.
Økologisk vin er taget af bordet. Et optimistisk bud er, at der vil gå 2-4 år, inden forhandlingerne genoptages.
Uenighed om sulfitter og pesticidrester
Det er primært en diskussion om grænseværdier for indhold af svovldioxid, de såkaldte sulfitter, som skiller de forhandlende parter. Robert Langberg Lind, fuldmægtig i Fødevarestyrelsen, som er ansvarlig for økologimærkningen i Danmark, har siddet med ved forhandlingsbordet og meddeler, at: ”Økologisk vin er taget af bordet. Et optimistisk bud er, at der vil gå 2-4 år, inden forhandlingerne genoptages.” Den danske regerings holdning har altid været restriktiv i forhold til grænseværdierne for tilsætningsstoffer, mens andre lande ønskede større tolerance for brugen af svovldioxid.
Forbrugervildledende
Forhandlingernes sammenbrud er et stort nederlag for os som forbrugere, idet det forekommer tæt på vildledende, at der annonceres så ivrigt med økologisk vin i detailhandelen, samtidig med at man aldrig ser et rødt ø. I praksis er der jo ingen forskel på vin og fx brød, som også indeholder ikke-økologiske tilsætningsstoffer og rester af sprøjtemidler, men alligevel sagtens kan kaldes økologisk. ”Situationen er altså status quo, hvilket betyder, at vi vil henstille til vores tilsynsførende om, at være meget opmærksomme på, om der annonceres med økologisk vin i detailhandelen. For det er der altså stadig ikke noget der hedder, selvom vi godt nok troede på det til det sidste”, udtaler Robert Langberg Lind.
Skriv en kommentar