René Langdahl Jørgensen er cand.mag. i historie, underviser i vin og madkultur, fast vinskribent i magasinet gastro og fra sidste måned tillige forfatter til en bog om Toscanas bedste vinmagere.
”Et must for alle der elsker Toscana, områdets fortryllende vine og gode historier!”, skriver Politikens forlag i en pressemeddelelse, og det er jo ord, som forpligter. Et decideret ”must” vil jeg nu ikke ligefrem kalde bogen, der på ingen måde har karakter af opslagsværk. Som titlen antyder, er Vinmagerne fra Toscana et portrætgalleri med Langdahl som helt subjektiv kurator på den smagfulde udstilling, smukt illustreret af fotograf René Riis. Både behandlingen af bogens 44 udvalgte vinmagere og de mere overordnede causerier om toscansk vin er formuleret personligt, indlevende og indsigtsfuldt, med fint overblik og en befriende sans for og fokus på det, som er vigtigt. Alt andet er overladt til mere leksikal lekture som fx Politikens bog om italiensk vin, hvis seneste udgave udkom i efteråret 2008. Den bog er et must. Vinmagerne i Toscana er ren fornøjelse.
Vinmagerne i Toscana udkom den 15. oktober, er på 256 sider, og koster 350 kr. i vinbutikker over hele landet
Skriv en kommentar