Australien har sort bælte i grill, the barbie, som det hedder på de kanter. Regionerne byder på gode muligheder for at variere dråberne til den herlige kulinariske disciplin. Her er et par bud på anstændige kombier til terrassen
Barossa Valley – shiraz til mager bøf af okse
Barossa-shiraz er en klassiker, som vi ikke kan (eller vil) komme uden om. Med sin store, bamsede krop, bløde tanniner, velvoksne alkoholindhold og dybe, velmodnede næse af blomme, brombær og chokolade er vinen skabt til oksebøffer af en seriøs kaliber. Kødet må gerne være magert, for strukturen i Barossa-shirazen er som regel nedtonet til fordel for frugtig en tyngde, der næsten gør vinen til et måltid i sig selv.
Clare og Eden Valley – riesling til solskin
Eden Valley er en del af Barossa, mens Clare Valley er en appellation en lille times kørsel længere mod nord. Til fælles har de nogle højdedrag, som muliggør produktion af nogle yndige rieslinger, der hverken er tunge som sine fætre fra Alsace eller søde som de tyske kusiner. Knastørre, spændstige og præcise udgør vinene en oplagt aperitif eller supplement til en grøn salat under åben himmel. Perfekt til at svale grillmesterens hals, mens bøfferne steger.
Mclaren Vale – grenache/shiraz/mourvèdre til grønt og blandet
Mclaren Vale producerer skønne varietale shirazer, men med et klima, der minder meget om den sydlige Rhône-dals, er regionen samtidig australsk mester i druen grenache. Og når de to blandes, eventuelt med et skvæt mourvèdre til at styrke strukturen, opnås en ualmindeligt saftig og intens vin, der er både stor og frodig, blød og rund og aromatisk udtryksfuld i retning af jordbær, solbær, engelsk lakrids, peber og violer. Server GSM-blendet til de grillede grøntsager og krydderpølserne fra din lokale slagter.
Hunter Valley – shiraz til and og fede bøffer
Egentlig er regionens specialitet druen sémillon, men den er ikke let at skaffe på det danske marked. Til gengæld er de lokale shirazer ekstremt velstrukturerede på grund af et klima, der er en smule køligere end, hvad de kan prale af i South Australia. Det giver en tættere tannisk struktur, en slankere frugt og en dybere kulør; dertil en oplagt anvendelighed til fedtmarmorerede udskæringer af okse eller andebryst grillet på skindet.
Margaret River – cabernet til lam
Også Margaret River nyder godt af det lidt køligere, maritime vejrlig på kontinentets vestkyst, og med en position ikke helt ulig Bordeaux’, er det cabernet sauvignon, som udgør appellationens fremmeste fortrin. Eksplicit varietal med en cool og ekspressiv næse af solbær, peberfrugt, mynte og chokolade over en fast og veldefineret mund med fine tanniner og en syre, der effektivt skyller frugten sydpå, akkompagnerer Margaret-cabernet lammekød til UG. Begge dele med livlig og karakteristisk aroma; vinen med struktur til at rense ud efter lammets smagfulde fedterier.
Tasmanien – pinot noir til fjerkræ
Fjerkræ skal grilles med varsomhed, ikke mindst hvis det er vildt a la fasan eller agerhøne. Men når det funger, eventuelt med en let bardering af tørret skinke eller bacon, er få retter tilsvarende delikate. Det vinøse match stiller krav om elegance, lethed og finesse, og ingen australsk vin leverer ovennævnte kvaliteter så godt som den tasmanske pinot noir. Med sin fine næse af jordbær, karamel og flintede mineralitet, ubesværede frugt og livlige syre, er tassierne perfekte ledsagere af alt fra orientalsk krydret kylling til dine mere klassiske fjer-øvelser.
Skriv en kommentar