Hvorfor er amarone så populær? Det italienske muskelbundt har ikke mærket noget til krisen. Vi er ganske enkelt vilde med vinens intensitet, sødme, alkohol og ikke alt for komplicerede udtryk.
Amarone? Er det en drue, et område eller en vinproducent? Du ved selvfølgelig godt, at ingen af delene er det rigtige svar, men det er ikke desto mindre et af de spørgsmål, jeg hyppigst bliver stillet. Amarone er navnet på en vintype, der produceres i det italienske vinområde Valpolicella nord for byen Verona i regionen Veneto. Vinen laves af druerne corvina, corvinone, molinara og rondinella, og det meste af en snes andre druer, som er tilladt i blendet i begrænset omfang. Det særlige ved en amarone er, at den er lavet af tørrede druer, hvilket resulterer i en kraftfuld vin med et sødmefuldt udtryk og en højere alkoholprocent.
Mest populære vinord
Men amarone er mere end en type. Amarone er danskernes vinøse darling og mere populær end Shu-bi-dua, Bamses Venner og Kandis tilsammen. En undersøgelse foretaget af V&S Wine i 2007 viste, at ”amarone” er det ord, næstflest danskere umiddelbart tænker på, når de bliver bedt om at nævne et ord fra vinens verden. Nummer ét blev ordet ”merlot”, og ”amarone” delte sin andenplads med ”rioja”, skarpt efterfulgt af ”barolo”. Mit bedste bud er, at amarone har overhalet hele flokken siden 2007, for italiensk vin har været mægtigt populært i de seneste år, og amarone har virkelig konsolideret sin position som førsteelsker på den danske flæskescene. Til lørdage med ekstra smør i sovsen, Vild med dans, og mulighed for at sove tømmermændene ud næste morgen.
Hvad man synes er elegant, er selvfølgelig op til den enkelte, men hvis en balletdanser er elegant og en elefant er det modsatte, så kan vi nok godt blive enige om, hvad amaronen minder mest om af de to.
Laves af tørrede druer
Hvad er det, der gør amarone til så populær en vin? Først og fremmest kan navnet udtales, hvilket interessant nok er stort set det eneste, amarone har til fælles med førnævnte merlot, rioja og barolo. En vins popularitet afhænger bestemt ikke kun af smagen. Men smagen spiller selvfølgelig også en rolle, og amarone leverer en helt særlig af slagsen. Vinen produceres af druer, som tørrer i 2-4 måneder, hvorved sukker og diverse smagsgivende stoffer koncentreres. Der høstes i september og vinificeres fra december til februar. Det tager lang tid for gæren at omsætte det høje sukkerindhold, og derfor når vinen at trække masser af tannin, farve og smag ud af druerne under udblødningen og gæringen, der kan vare flere måneder.
Alkohol, sukker og fad
Resultatet bliver en vin med et gennemsnitligt alkoholindhold omkring 16 % og et restsukkerindhold mellem 4 og 11 gram per liter, gennemsnitligt omkring 7. Både alkohol og restsukker leverer sødme til vinen, og det balanceres til en vis grad ud af cirka 6 gram syre per liter og et samlet ekstrakt (tørstof) på 34 gram (gennemsnit). Du er nok med på, at syren modvirker sukkerets sødme i munden, men det er også vigtigt at huske, at bitterhed gør det samme. Amaronens høje tørstofindhold giver vinen en bitterhed, der integrerer sig med sødmen, så begge dele smager mindre tydeligt igennem. Helheden rundes af med varierende tid på fad, der bidrager med aromaer af vanilje, toffee, tobak og chokolade og polerer kanterne af vinens tanniner.
Intens, fyldig, blød og rund
Alle de tekniske detaljer kan opsummeres i følgende karakteristik: Amarone er en kraftig rødvin med en høj smagsintensitet (dvs. den smager meget af det, den smager af) og en let sødme, der sammen med resten af tørstoffet og glycerol fra den lange gæring medvirker til en stor mundfylde og et generelt blødt og rundt udtryk. Der er af gode grunde (tørring + tid på fad) ikke meget frisk frugt over amarone, men til gengæld nogle dybere, ristede, muldede, kandiserede, mørke toner, der passer godt til vinens muskuløse konstruktion. Det, amarone meget sjældent har, er kompleksitet, finesse, delikatesse, friskhed, varietal karakter (smag af druerne, den er lavet af), og jeg vil endda gå så vidt som til at sige elegance. Hvad man synes er elegant, er selvfølgelig op til den enkelte, men hvis en balletdanser er elegant og en elefant er det modsatte, så kan vi nok godt blive enige om, hvad amaronen minder mest om af de to.
Topscorer på muskel-skalaen
Men gør det nu så meget, hvis jeg har ret i, at en amarone ikke er særligt delikat, elegant og kompleks? Nej, overhovedet ikke. Den slags klarer fx landsmændene barolo og brunello for os ganske glimrende. Derfor giver det heller ikke meget mening at lede efter de lettere og friskere udgaver af amarone, for det er at fejltolke vinens formål og kernekompetence. Amarones popularitet skyldes netop, at vinens kvalitet kan udmåles på en meget enkel skala, der går fra ”let, tør, frisk og frugtig vin a la beaujolais” til ”stor, intens, sødmefuld, alkoholisk og muskuløs”. Det er en slags lineær og absolut skala for kvalitet, der er nem at afkode, fordi intensitet og sødme er smagsindtryk, vi er gode til at registrere. Også selvom man ikke er en garvet vindrikker.
Meget lidt terroir
Erfarne vindrikkere sætter som regel pris på en vin, der også afspejler sit vækststed; det, vi kalder terroir. Det er en vanskelig kvalitet at afkode, fordi den kræver en stor referenceramme og træning i at identificere de smagselementer, der i givet fald bærer den geografiske signatur. Igen demonstrerer amaronen sin folkelighed ved at bære meget lidt vidnesbyrd om, hvor i Valpolicella, den er lavet. Tørringen af druerne påvirker vinens udtryk så voldsomt, at der ikke er plads til terroir. Det fjerner for mange vinentusiaster den intellektuelle stimulans, der ellers kan ligge i at læse og fortolke terroir-dimensionen, og amaronen cementerer dermed sin rolle som nørdernes prygelknabe og amatørernes sikre vinder. Fordi der ikke er så meget at spekulere over. Til gengæld er flasken smækfuld af smag og fest både til og efter maden. Og det kan bestemt være al æren og et par hundrede kroner værd.
Der er mere info (på engelsk) om amarone og de andre vine fra Valpolicella på producentforeningens hjemmeside på consorziovalpolicella.it. Her i spalten samler vi op på de af Valpolicellas vine, som ikke er amarone, inden for en nær fremtid.
Hej Rasmus,
God beskrivelse af den folkelige vin; Amarone og den status vinen har blandt flere nørder. Jeg har selv opgivet denne alkoholiske drik, som ganske enkelt ikke besidder nogen drikkeglæde for mig. Jeg når slet ikke at tænke på terrorir eller ej….vinen har væltet mig omkuld før jeg når dertil.
/T
Tak for kommentaren, Thomas. Om end jeg lige nu er inde i en (kort) periode af overbærenhed, deler jeg generelt din oplevelse.
[…] Læs: artikel om amarone, februar 2011 […]
Efter at have drukket en del Amaroner må jeg også sige (i forhold til dit indlæg) at de danskere du hentyder til nok også kun køber Nettos aller billigste Amarone – bevæger sig helst ikke over 120 kr. Men man kan altså, i min optik, godt finde en god Amarone. Men så hellere en Tignanello hvis man alligevel er der oppe.
Skal man generelt ikke fraholde sig fra at generaliserer 🙂
Hvis en film(Sideways) kan få folk til at flygte fra Merlot kunne Nettos 89,- kroners vin måske få folk til at interesserer sig for vin
/Erland
Tak for et underholdende og præcist indlæg om Amaronens popularitet. Vin adskiller sig ikke væsentligt fra biler og andre varer indenfor segmentering. Og for mange danskere gælder det, at drikker man Amarone, så ved man nogenlunde, hvilken oplevelse man får; muskuløs, mørk og alkoholrig. Derfor er Amaronen nok også så folkelig i forhold til så mange andre vintyper.