Vinene fra Languedoc-Roussillon
Af Morten Brink Iwersen og Søren Juhl
Udkom 31. maj 2005 på Gads Forlag. 208 sider, 269 kr.
Med Vinene fra Languedoc-Roussillon er der begået en veloplagt gennemgang af regionens vinhistorie, områder, producenter, druer, muligheder og produktionsfilosofi fra a til å. Hovedvægten er lagt på en detaljeret præsentation af mere end 300 producenter. De kommenteres og placeres i forhold til deres appellation, og begge centraler forklares i et moderne, imødekommende og nærværende sprog. Her har bogen sin styrke og berettigelse. Der er tydeligvis arbejdet meget med det vanskelige spændingsfelt mellem teknisk præcision, saglighed og direkte anvendelig forbrugervejledning. Og ambitionen er glimrende forløst. Særligt skal forfatterne roses for at være tro mod deres egen fornemmelse for, hvilke producenter, der fortjener hyldest for kvalitetssats og stilmæssigt vovemod. De omtalte producenter bedømmes til et antal stjerner fra en til fem, og selvom det altid er problematisk med den slags vurderinger, er det alligevel langt mere ærligt end ved fraværet af en artikuleret, subjektiv vurdering at postulere, at det hele er en stor grå suppe. Efter at have læst Vinene fra Languedoc-Roussillon står det klart, at intet kunne være længere fra sandheden. En god bog om et spændende vinområde.
Skriv en kommentar