Den 27. februar 2010 kl. 03.34 blev Chile ramt af det 5.-kraftigste jordskælv, der nogensinde er målt. Vinskribent Rasmus Holmgård opholdt sig mindre end 400 km fra jordskælvets epicenter på en vingård, der i løbet af 90 sekunder blev jævnet med jorden. Her beretter Rasmus om sin oplevelse og leverer et indblik jordskælvets konsekvenser for den chilenske vinindustri.
Terremoto. Det begynder som en dyster rumlen. Som en lastbils 500-hestes dieselmotor i tomgang en meter fra min seng. Men 500 heste er intet imod de kræfter, som er på spil her. Sekunder senere begynder døre og vinduer at klapre hastigt. Jeg sætter mig op i det bælgmørke rum. Leder efter sengelampen. Voldsommere rumlen. Hurtigere klapren. Min højre hånd finder lampen, netop som natbordet forsvinder under den med et brag. Trykker på afbryderen, men strømmen er væk. Sengen ryster så kraftigt nu, at jeg skal holde fast for at blive siddende. Vælger at rejse mig. ”Stå under en dørkarm”, tænker jeg, mens jeg prøver på at huske, hvor døren er. Luften er allerede tyk af murstøv og aldeles uigennemsigtig, og min primære kilde til orientering er et 360-graders kakofonisk brøl af knagende træværk, stykker af muren, som knuses mod gulvet, og den hidsige klapren af alle rummets løse dele. ”Stå under en dørkarm” virker pludselig som en dårlig idé, og jeg er lykkelig, da jeg finder et håndtag, åbner døren, og kan løbe ud i et atrium mellem vingårdens tre længer. Det smukke vineri ved navn Casa Porta blev bygget i 1875. Dette er ejendommens sidste nat.
Vi lyser ind på fotografens værelse, hvor adskillige ton tagkonstruktion nu er det eneste, vi kan se i det, der engang var Tualas seng.
”Find de andre”
Den gamle gårdhave ligger badet i fuldmånens skær, hvilket med al tydelighed åbenbarer et surreelt scenarie: Jorden skælver! Og jeg skælver med. Hvis du har prøvet at stå på en trampolin, mens nogen hopper ved siden af dig, så kender du følelsen. Sjovt, hvis man leger på en trampolin. Ikke så sjovt, hvis man er 1.000 km fra dens kant. Der er ingen steder at gå hen, og lettere rådvild løber jeg lidt til den ene side, og så lidt til den anden, i et forsøg på at sætte fysisk retning og definition på det åbenlyse spørgsmål: ”Hvad gør man, når man bliver ramt af et jordskælv?” ”Hvad gør jeg?” Svaret melder sig øjeblikket senere: ”Find de andre!” Min journalistkollega, Christian, er kommet ud af sit værelse samtidig med mig, og jeg når lige at vende mig mod lyden af et desperat skrig fra vores guide, Susana, som kaster sig ud af sit rum, mens det styrter sammen bag hende. Hun lander ved siden af mig, relativt uskadt, og vi mangler nu kun vores fotograf, Tuala, for at have samling på gruppen. Mens rystelserne langsomt stilner af, kommer en fyr fra et lokalt vagtværn løbende med en lygte. Vi lyser ind på fotografens værelse, hvor adskillige ton tagkonstruktion nu er det eneste, vi kan se i det, der engang var Tualas seng. Efter 10-20 fortvivlede sekunder, hører vi råbene fra en anden vagt, som har set en fyr stå på den anden side af bygningen. Vi løber rundt om ruinen og kaster os i armene på vores lettere rystede fotograf, der med en hårsbredde er nået ud af værelsets bagudgang.
Sølle 8,8
Pludselig føles den chilenske nats 7 grader som meget, meget lidt, og i to minutter ryster jeg af en blanding mellem chok og kulde, men iføres en sikkerhedsdragt, som et mirakel har placeret i et skab i vagternes bygning. Sammen med en stærkt chokeret nabofamilie, som arbejder på vingården, og de to vagter, bygger vi en platform af havemøbler ude i vinmarken, så langt som muligt fra træer og bygninger. Her sidder vi så og holder hinanden varme med tæpper og røverhistorier, mens fuldmånens lys langsomt bliver erstattet af daggry. Telefonerne virker ikke, for nettet er nede, ligesom alt andet, der er afhængigt af en fungerende strømforsyning. Der er ingen strøm i Chile de næste to døgn. Via vagternes walkie-talkie indløber natlige rapporter om store skader i hele landet og en foreløbig Richter-måling på 9. Det viser sig senere at være sølle 8,8. Det 5.-største jordskælv nogensinde målt. Casa Porta befinder sig 400 km fra skælvets epicentrum, som er i havnebyen Concepción, og vi tænker med gru på, hvordan byens cirka 900.000 beboere har oplevet det. Og takker os selv og hinanden og tilfældet for, at vi er uskadte.
Tankevækkende kontrast
Køreturen til Santiago cirka 100 km mod nord fra Casa Porta gør det klart, at ødelæggelserne er omfattende. Flere gange må vi krydse et markstykke eller køre imod motorvejens køreretning for at komme tilbage på rette kurs. De fleste motorvejsbroer et styrtet sammen, hvilket har genereret kilometerlange slanger af havarerede lastbiler og anden tung trafik. Landet ligner en krigszone. Tankstationerne er lukket af frygt for eksplosioner, og ved de få, som trodser risikoen, dannes øjeblikkeligt lange køer af bilister, der hamstrer brændstof, mens de kan. Langs vejen er en del huse styrtet sammen, men de fleste nyere bygninger står endnu. Jo længere vi kommer mod nord, desto mindre er skaderne. Og da vi ankommer til vores destination i bydelen Vitacura, millionbyen Santiagos svar på Beverly Hills, er der ikke mange spor af verdens 5.-største jordskælv. Mens vi triller de sidste par kilometer mod vores værters labre luksusvilla, kulsorte, svedige, udmattede og med murstøv i det meste af en håndfuld kropsåbninger, kan vi iagttage diplomatbørnene og deres nannies på legepladsen og solbrune rigmandshustruer i løbetøj og deres velfriserede hunde promenere mellem de beskyttede kvarterers nydelige blomsterbede, som om intet var hændt. Kontrasten er voldsom og tankevækkende. Den er desværre også meget symptomatisk for den måde, naturkatastrofer synes at ramme forskellige befolkningsgrupper på. For mange af de velbjergede indbyggere i Santiago beløber skaderne fra jordskælvet sig til en revne i væggen, nogle smadrede flasker vinkælderen, og måske en swimmingpool, der oversvømmede designermøblementet. For de fattigere chilenere i oplandet og længere mod syd, er skaderne i mange tilfælde altomfattende. Mere end 500.000 chilenske hjem blev totalskadet og er i skrivende stund under genopbygning. 1,5 millioner hjem blev skadet i en eller anden grad. Ud over den tilsyneladende meget urimelige fordeling af skaderne, kan det derfor også virke som lidt af et mirakel, at det officielle dødstal efter perioder med stor usikkerhed i maj måned landede på kun 521. Til sammenligning omkom mere end 200.000 mennesker i januars jordskælv på Haiti, der på Richter-skalaen målte 7,0, og dermed var langt svagere end det chilenske 8,8.
Et spændende eksempel på, hvordan arkitektur, adgang til materialer, økonomisk formåen og en tusindårig historie med tektonisk aktivitet kan integrere sig i en mekanisme, som – når uheldet er ude – redder millioner af mennesker.
Reddet af traditionel arkitektur
Forklaringen skal findes i flere forhold, hvoraf et er det åbenlyse, at jordskælvet på Haiti havde sit epicentrum lige uden for landets hovedstad, Porte-au-Prince; en by med næsten 3 millioner indbyggere. Men dernæst har chilenerne, kloge af skade, de senere år brugt mange ressourcer på at jordskælvssikre alle nybyggerier og vigtige institutioner – en investering, de nu kan prise sig lykkelig for. Endelig er der en besynderlig, selvregulerende sikkerhedsforanstaltning indbygget i den traditionelle byggestil i provinsielle områder. Her har beboerne sjældent råd til beton og mursten, og det mest almindelige materiale til at bygge huse og gårde af er det såkaldte ”adobe”. Adobe er i sin essens strå, som holdes sammen af mudder. Man støber elementer og mure ved at montere træplader rundt om det fugtige mudder, mens det tørrer og hærder. Billigt og altid lige ved hånden. Adobe har dog den ulempe, at man ikke kan bygge særligt højt i det let porøse materiale. Meget få landejendomme i Chile har mere end en stueetage og en førstesal. Og traditionelt bygges i tre eller fire længer med et åbent atrium i midten, så alle værelser har udgang direkte til det fri. Et spændende eksempel på, hvordan arkitektur, adgang til materialer, økonomisk formåen og en tusindårig historie med tektonisk aktivitet kan integrere sig i en mekanisme, som – når uheldet er ude – redder millioner af mennesker. Helt enkelt og low-tech, fordi man kan løbe ud af sit hus, før det braser sammen. Præcis som det var tilfældet på vingården Casa Porta, hvis adobe-konstruktion måtte bukke under for moder naturs voldsomme rystetur den 27. februar 2010. Heldigvis uden andre varige konsekvenser for mit rejsehold og mig selv end en intens oplevelse, en god historie og et sikkert livslangt minde om en nat, hvor vi blev godt og grundigt shaken – but not stirred!
Skriv en kommentar