”Chilenske vine banker topbordeauxer i blindsmagning” kunne også have været overskriften. Men det ville være snyd. For selvom det faktisk var tilfældet i sidste års meget omtalte Berlin Tasting Copenhagen 2008, så ville selve budskabet i sådan en overskrift være grænsende til forbrugervildledende.
Alt, hvad der kunne krybe og gå af dansk vinpresse, var dengang skrabet sammen i et højloftet lokale på Hotel d’Angleterre, som for hver dag minder mig mere om en mellemting mellem et provinsforsamlingshus og et cirkustelt. Formålet var at sammenligne en håndfuld chilenske vine fra en bestemt producent med en stribe af de allermest berømte franske og italienske vine. Smagningen gik under navnet Berlin Tasting, fordi den første gang blev holdt i Berlin i 2004. Københavner-versionen var den femte af sin slags efter Berlin, São Paulo, Tokyo og Toronto.
Overskrifter kan være teknisk korrekte og alligevel essentielt løgnagtige.
For at gøre en lang historie kort klarede de fem chilenske vine sig rigtigt fint. Selvom de står i betragtelige 3-500 kr., er det ikke meget i sammenligning med vinene fra Bordeaux, som alle kostede på den groteske side af 8.000 kr. Det er derfor fristende at formulere smagningens resultat som: ”Smagningen viste, at Chile kan lave fantastisk vine, som for det første er mindst lige så gode som de bedste fra Frankrig og Italien, og som for det andet kun koster en brøkdel af de europæiske kombattanter. Derfor bør vi som pris- og kvalitetsbevidste vinnydere tage Chile i betragtning på lige fod med de klassiske europæiske vinlande.”
Sandheden om smagningen
Men selvom det er en logisk og helt korrekt mellemregning, så der det langt fra hele sandheden om smagningens resultat. En anden side af sandheden er den, at det beviser, hvilken enorm kvalitetspolarisering som Chile er eksponent for. Mange har sikkert oplevet, at en chilensk vin til 40-50 kr. kan være glimrende sammenlignet med en fransk ditto. Men hvad med en vin til 100 kr.? Her snævrer mulighederne for kvalitet sig voldsomt ind i den chilenske lejr, som nok kan levere én bestemt vintype eller to på et anstændigt niveau, men hvis diversitet generelt kan ligge på et meget lille sted. Her er det omvendt for Frankrig og Italien, hvor alt det sjove først rigtigt begynder ved 80-100 kr.
Op til 200 kr. er der i Europa en kolossal stilmæssig variation og smagsrigdom, hvor den chilenske industri stort set må melde pas over en kam. Når vi nærmer os landets allerhøjeste luftlag fra 300 kr., kan der ganske vist lokaliseres et par håndfulde store og flotte vine, der er i stand til at tage kampen op om pressens gunst på centrale eksportmarkeder. Berlin-smagningens resultat i en kritisk forbrugerfortolkning er således: ”Smagningen viser, at positiv omtale af et lands vinøse formåen ikke relaterer sig særligt direkte til landets evne til at levere et konsistent niveau af gastronomisk oplevelse på tværs af flere priskategorier. Berlin Tasting understreger den polarisering, som er et af chilensk vins største problemer, både kommercielt og æstetisk”.
Summa summarum, hvis du har vundet i lotto, og vil have en flaske imponerende vin på bordet, findes der vin i Chile, som er dine drikkepenge værdig. Hvis budgettet er på under 200 kr., er du sandsynligvis bedre tjent med at købe vin fra et andet sted. Med mindre dit budget altså begrænser sig til 40-50 kr., hvor det mest handler om at lande en hygiejnisk korrekt og uproblematisk vin på terrassebordet. Så er Chile med igen.
Overskrifter kan være teknisk korrekte og alligevel essentielt løgnagtige. Og mens du ligger søvnløs for at gennemskue, om dette blogindlægs overskrift falder i den kategori, kan du evt. fordrive tiden med at læse en mere fyldig kritisk gennemgang af arrangementet og vinene under linket her.
Skriv en kommentar