Matt Walls, 149,95 kr.
samvirke, 192 sider, 17×23 cm, udkom 15. november 2013
”Men samtidig er der noget ved vin, som kan få mange af os til at føle os lidt dumme … Lidt ligesom når nogen er bange for at synge falsk”, skriver samvirke-redaktør Karsten Kolding i bogens forord, og det er faktisk en meget god sammenligning. Med Din vin prøver Matt Walls at imødekomme snart sagt revl og krat af usikkerheder, man kan have som novice og let øvet udi vinverdenens mysterier. Bogen kommer vidt omkring i et levende sprog og med fyldig support fra masser af infografiske illustrationer, der giver udgivelsen et lækkert og moderne skær. Lidt anderledes står det til med forfatterens udpræget eurocentriske og let snobbede holdning, som desværre ikke er helt sjælden hos uerfarne skribenter af den traditionelle britiske skole. Det kommer fx til udtryk i Walls gennemgang af de europæiske vinlande på 60 sider, mens landene under den stærkt bedagede betegnelse ”de oversøiske lande”, dvs. hele resten af verden, klares på 25 sider. Der er i det hele taget noget gammeldags og ikke altid helt præcist over flere dele af indholdet. Noget af det skyldes givetvis oversættelsen, der fx insisterer på at anvende udtrykket garvesyre i stedet for tannin, hvilket næppe hjælper særligt mange begyndere til at forstå forskellen mellem tannin og syre; som i det ene afsnit skriver druenavne med små forbogstaver og i det næste med store; og som titulerer portvine og sherryer m.fl. med den skattetekniske betegnelse ”hedvin” i stedet for det i dag anerkendte ”forstærket vin”, der forklarer, hvordan vinen er blevet til. Der er mange små irritationsmomenter igennem de 192 sider, men når ret skal være ret, er der mindst lige så mange positive ting at sige om den grundige gennemgang og de mange ligefremme og vedkommende spørgsmål, som Walls besvarer friskt og uden omsvøb.
Din vin – sådan vælger, smager og nyder du din vin
10. december 2013 af Holmgård
[…] > Matt Walls – Din vin – sådan vælger, smager og nyder du din vin […]