(2007) 900 meter over havets overflade. Gennemsnitshøjden for vinmarker i Argentina og grundlaget for den særlige argentinske smagsprofil, som adskiller vinene fra de australske, sydafrikanske og amerikanske konkurrenter
I Argentina dyrkes der vin i mellem 300 og 2400 meters højde i de østvendte udløbere fra Andesbjergene, som danner en naturlig grænse til Chile i vest. Højden er afgørende for Argentinas mulighed for at skabe velstrukturerede, elegante og komplekse vine, og i kombination med malbec-druen udgør den høje beliggenhed af vinmarkerne Argentinas fremmeste fortrin og grundlaget for den særlige kvalitet, som de bedste vine kan bryste sig af.
For hver 100 meters stigning falder gennemsnitstemperaturen med ca. 0,6 grader; sollyset rammer planternes løv med større intensitet; og luftens indhold af kuldioxid falder med omkring 1 %. Det forlænger modningsperioden og koncentrerer frugtmængden per vinstok. Samtidig er der større udsving mellem dag- og nattemperatur end i lavlandet, hvilket bevirker en accelerering af udviklingen af aromaer i druerne, som dermed potentielt kan lave mere duftkomplekse vine.
Selvom de fleste varme vinregioner har sine højdedrag, fx Adelaide Hills i Australien, Maipo, Maule og Rapel i Chile og El Dorado i Californien, er det sjældent at se et helt lands produktion foregå i tyndere luftlag. Argentina er delt op i 10 specifikke vinregioner, som alle tilbyder varierende højder til forskellige druesorter. Fra Salta og Catamarca i nord over den centralt beliggende Cuyo-region (udtales ’ku-sjo) med under-appellationerne La Rioja, San Juan og Nord-, Syd- og Centralmendoza til Patagonien i syd med appellationerne Neuquén, Rio Negro og La Pampa. Der er ubestrideligt nogle fællestræk ved de malbec-baserede vine, som må tilskrives højden af vækststedet. Det handler om en fokusering af den primære frugts ferskhed i kombination med en veldefineret tannisk struktur og en ph, som kan holdes nede med kun meget lempelig justering. Det giver vine med bedre struktur og fasthed end de fleste australiere, men også vine som opretholder en rustik og ærlig stil, der ikke er så poleret og pæn som mange californiere. Det polerede kan også med nogen rimelighed hævdes om chilensk vin, der nok er vellavet, sundt og charmerende, men som kun sjældent fremviser den samme personlighed og småskæve egenart som sine naboer i øst.
Skriv en kommentar