Efterår er jagttid, og jægerne er et omdiskuteret folkefærd. Motiverne for at jage kan variere, men enhver jæger må erkende, at et dyr skal dø, før der kan komme kød på bordet. Det kunne vi andre lære noget af, mener Rasmus Holmgård (første gang publiceret i Vinmagasinet, september 2007)
Dyrene gør det, og vi mennesker har gjort det, så længe vi har haft kompetence til det. Jagt er den naturligste ting i verden, måske lige bortset fra reproduktion, men uden mad og drikke …, som du ved. I vores del af verden er det naturlige i jagten imidlertid ikke længere en ubetinget sandhed. Jagt er ikke nødvendigt for at overleve, men bør for langt de fleste mennesker på disse breddegrader rettelig karakteriseres som underholdning. Spørgsmålet, som nogle med en vis rimelighed stiller, er, om det er acceptabelt at underholde sig ved at tage livet af dyr. Der findes sågar en Landsforeningen mod jagt (www.jagtmodstand.dk), hvis erklærede formål det er at ”afskaffe lyst- og hobbyjagt under alle former”. Argumentet er, at jagt er respektløst mod dyrene, der føler smerte ligesom mennesker, og ifølge foreningen har ret til at leve livet uden risiko for at blive anskudt, dvs. skudt uden at dø, eller direkte myrdet for en jægers fornøjelses skyld.
Nogen vil hævde, at forskellen på kødforbruger Hansen og jæger Jensen kan formuleres i ordet erkendelse.
Markens vidder og skovens dybde
Argumenterne har en umiddelbar og folkelig appeal, men de udgør næppe hele sandheden om jagten og motiverne bag den omstridte aktivitet. Sandt er det, at nogen jager pga. fascinationen for våben; andre får et kick ud af at selve jagten – jæger efter bytte – adrenalinsuset, magten bag bøssen, den dødbringende kraft mellem sine hænder og realiseringen af kød og blod i modsætning til resten af vores tv-funderede pseudovirkelighed, hvor ingenting er mere fysisk, nært og håndgribeligt end en finger på remoten. For atter andre er det naturoplevelsen, timerne under åben himmel, markens vidder og skovens dybde, som berettiger jagten. Og så er der faktisk nogen, som går på jagt for at få noget spiseligt med hjem til efterårets gryder og pander, om end denne kategori næppe er den største. Men at beskylde jægere for mangel på respekt for naturen er en grov forenkling af en ret kompliceret sag.
Erkendelse
For hvis det er respektløst, underforstået uetisk, at slå dyr ihjel, så var det måske en idé, at vi tog et kig på vores nationale svineproduktion og burkyllinger, eller på tyrekalve, som sendes til slagtning i Sydeuropa. Millioner af dyr lever og dør for menneskets nåde, med samfundets formelle og de fleste forbrugeres mere eller mindre stiltiende accept. Normen foreskriver åbenlyst, at det er i orden at slå et dyr ihjel, hvis det skal spises. Det er også ok at behandle det dårligt, hvis det gør kødet, æggene etc. i køledisken billigere. Forbrugerne har talt med bogstaver skåret i kroner og øre, og industrien leverer trofast varen. Den stiltiende folkelige accept er næppe så meget et bevidst valg, som det er mangel på aktiv stillingtagen og fortrængning af sagens kerne: Når du køber en bøf, er du skyld i et dyrs død! Nogen vil hævde, at forskellen på kødforbruger Hansen og jæger Jensen kan formuleres i ordet erkendelse. Erkendelsen af, at noget går forud for bøffen på tallerkenen. Drab, død, blod og smerte er uløseligt knyttet til udnyttelse af naturens ressourcer, og som jæger står man ansigt til ansigt med det faktum i en grad, så det sprøjter op i øjnene. Hvert enkelt dyr får sin tid. Og det nærmeste vores kultur kan mønstre på en fair chance. Er det mere respektløst end tremmegulv og boltpistol? Om det kan man mene, hvad man vil.
2,5 millioner stykker vildt
Og det gør de så, de cirka 160.000 danske jægere, som hvert år dræber mere end 2,5 millioner stykker vildt, iført gummistøvler, oilskinsjakke og blød hat. Her på kanalen har jeg valgt at tage jagtfænomenet seriøst for sit bidrag til den gastronomiske kultur, og for at ære erkendelsen af den altid krævende proces fra jord til bord. Med eller uden mord. Knæk og bræk!
[…] skoven falmer trindt om land, og fasanerne er fede efter sommerfesten, går jagten ind, som du kan læse mere om her. Lige nu er den godt i gang, og mange vinimportører har derfor lanceret deres bud på en ”årets […]
Jeg har aldrig løsnet et skud. Og har egentlig heller ingen intentioner om nogensinde at skulle gøre det. Men jeg kunne ikke være mere enig…
Al kødspiseri indeholder et drab, direkte eller indirekte. Og hvis vi skal ære det drab, skal vi vise dyret, vi dræber respekt både før og efter – ved drabet og i gryden.
Kødet længe leve…på dyret og i maven…