Med flere end 300 appellationer er Frankrig et land med uendeligt mange vinøse udtryk. Men netop derfor giver det alligevel mening at tale om ”fransk vin”. Begrebet er både en grov forsimpling og et udtryk for franskmændenes århundrede lange fokus på diversitet og kompleksitet.
I sidste uge afviklede marketingbureauet Sopexa for 4. gang fremstødet Franske Vindage, en vinsmagning i centrum af København, som i år tiltrak 33 udstillere og flere end 1.500 gæster. En foreløbig rekord, og lige omkring smertegrænsen for kapaciteten på lokalerne i Politikens gamle trykkehal. Udstillerne var forhandlere af vin fra Frankrig, og gæsterne var en blandet landhandel af unge, gamle, entusiaster, kendere og novicer med en hang til, ja, vin fra Frankrig.
Arrangørernes motiver var åbenlyst at promovere fransk vin, mens man kan undres over, at de talrige gæster uden videre accepterede præmissen om, at det at tage udgangspunkt i vinproduktionen fra en politisk afgrænset suverænstat er en meningsfyldt måde at kuratere sådan en udstilling på. Det svarer jo til at organisere en musikfestival i Danmark med 100 % franske kunstnere. Ville det give mening? Måske.
Geografien bag æstetikken
I musikkens verden er vi vant til at orientere os indenfor musikalske genrer, der defineres af musikkens udtryk, og vi synes, det giver god mening at afholde en jazzfestival, en elektronisk musikfestival eller særlige festivaler og events med udgangspunkt i folkemusik, klassisk eller metal. Den geografiske oprindelse på de optrædende til festivalerne kommer sig ikke så nøje – bare de er dygtige. Så hvorfor er det anderledes for vin?
En af årsagerne skal findes i begrebet ”terroir”, altså idéen om, at en vins smag afspejler frugtens vækststed, og at der derfor er en direkte forbindelse mellem geografien og oplevelsen i glasset. Det er måske mere, end man kan sige om et musikalsk udtryk, selvom der også her ofte er et vist geografisk tilhørsforhold, fx New Orleans-jazz, irsk folkemusik, west coast-genren etc. Men betyder det, at alt fransk vin kan placeres indenfor én vinøs genre, fordi det kommer fra det samme land?
Franske vine er komplekse, dvs. de smager af mange forskellige ting på samme tid, fordi de er produceret med det formål at skille sig ud fra alle andre vine i verden.
”Franske vine er sure og tynde”
Svaret er ikke så ligetil, som man kunne tro. Man kan med en vis rimelighed påstå, at det ville være en voldsom forsimpling af fænomenet ”fransk vin” at placere det i én fast defineret stilmæssig genrekategori. Mange gør det, og du har sikkert også lagt ører til fordrukkent sludder som: ”Jeg kan ikke lide fransk vin”, ”franske vine er sure og tynde” eller ”jeg kan ikke tåle fransk vin”. Med tanke på de flere end 300 separate appellationer, som er spredt over Frankrigs ekstremt varierede geografi, de flere end 100 kommercielle druesorter, og flere end 30.000 vinproducenter til at fortolke geografiens samspil med druen, må vi nok erkende, at begrebet ”fransk vin” som en genrebetegnelse er omtrent så upræcist, som den slags overhovedet kan blive.
Vine fra Frankrig kan være lette, fine og delikate som en muscadet fra Loire; fede, smørrede og intense som en montrachet fra Bourgogne; ungdommeligt frugtige og saftige som en beaujolais; koncentrerede, alkoholiske og maskuline som mange af vinene fra Languedoc; balancerede, elegante og komplekse som en bordeaux; søde, sexede og intense som en sauternes; florlette, perlende og dybe som en champagne; friske, frugtige og forførende som en riesling fra Alsace; kulsorte, tanniske og alvorsfulde som en cahors; og ømt rosa, faste og læskende som en rosé fra Provençe. Og sådan kunne man blive ved. Men når det stilmæssige spektrum er så bredt, hvad har vinene fra Frankrig så egentlig til fælles?
Diversitet og kompleksitet
Sagt med ét ord er svaret: kompleksitet. En smule uddybet ville det være: Franske vine er komplekse, dvs. de smager af mange forskellige ting på samme tid, fordi de er produceret med det formål at skille sig ud fra alle andre vine i verden – og ikke mindst alle de mange andre vine, der produceres i Frankrig. Hver enkelt af landets førnævnte 300+ appellationer har strenge krav til produktionsspecifikationer og æstetisk udtryk, hvis formål er at sikre det generelle kvalitetsniveau indenfor appellationen, der som sådan fungerer som et brand og en information til forbrugeren om produktets stil og karakter. I begrebet ”kvalitetsniveau” ligger også et element af egenart, altså det at vinen smager på en måde, der er helt særlig for det sted, den kommer fra. Det er ikke en del af målsætningen, at det skal ske på bekostning af drikkeglæde hos modtageren, men i princippet er det ikke hensynet til konsumentens smag og behag, der er det vigtigste.
Som sådan adskiller vin fra Frankrig sig lidt groft sagt fra en stigende andel af den vin, der i øvrigt oversvømmer verdensmarkedet, ved at besidde nogle proportioner, som tillader udtryk af de nuancer, der bærer det unikke, og som udgør førnævnte kompleksitet. Der er ikke nogen fast formel for, hvad det er for nogle proportioner, men et eksempel kunne være en lav pH, der er med til at give vinen friskhed i munden og en insisterende syrlig karakter, der fastholder modtagerens opmærksomhed i tilpas lang tid til, at man opdager hele vinens aromatiske spektrum og ikke kun den initierende primære frugtighed i toppen af næsen.
Ikke produceret for at please
Men det er langt fra alle, der bryder sig om vine, som er meget syrlige. Og selvom det med syren kun er et enkelt – og en lille smule karikeret – eksempel ud af mange, er det en af de ting, som gør det meningsfyldt at tale om ”fransk vin”, fordi syren er et skridt på vejen til at opnå det fælles nationale mål om at fremelske og fastholde en kompleksitet, der gør vinene enestående. Og samtidig er det det, der kan få folk til at mene, at mange franske vine smager ens og dårligt, fordi de ikke er produceret med det formål at please en særlig præference i markedet. Det gælder selvsagt ikke for enhver franskproduceret vin, at vinmageren bag har en idealiseret, romantisk forestilling om at repræsentere den ultimative autenticitet. Men som en generel betragtning er der noget om det.
Det er sket for mere end en enkelt vinelsker, at man pludselig opdager, at 60 % af vinene i skabet er franske, 20 % er italienske, 10 % er tyske, og resten er alt muligt andet. Ikke fordi der ikke produceres vidunderlige vine andre steder i verden, men franskmændenes århundrede lange fokus på at nære diversiteten og kompleksiteten i deres vine gør bare sandsynligheden for en spændende og unik vinoplevelse en lille smule større, hvis du hiver proppen af en fransk vin. Ikke fordi de alle sammen kan kategoriseres indenfor den samme genre af vin, som du godt kan lide. Men netop fordi de ikke kan.
Skriv en kommentar