Der produceres andet end amarone i det norditalienske vinområde Valpolicella. De fleste af vinene er meget anderledes end deres berømte hyggeonkel.
For nogen tid siden lovede jeg en omtale af de vine fra Valpolicella, som ikke er så heldige at have amarone malet med store typer på etiketten. Det løfte vil jeg gerne holde, for jeg synes, det er lidt synd, at så få danskere er opmærksom på de fine, saftige og lette rødvine, som udgør langt størstedelen af produktionen i vinområdet nord for Verona. Og så er den voldsomt populære vintype ripasso heller ikke til at komme uden om. Men hvad er forskellen på en almindelig valpolicella, en valpolicella classico, en valpolicella superiore og en valpolicella ripasso? Tja, det er desværre endnu mere kompliceret end det. Ripasso findes fx både med og uden betegnelsen classico, og det samme gør superiore. Samtidig kan ripassoen også være både en almindelig valpolicella, som er lavet på den såkaldte ripasso-metode, og den kan være klassificeret som superiore. Det er langt de fleste. Lad os tage et kig på, hvad alle ordene betyder.
De fungerer rigtigt godt som afkølet forårsvin både med og uden mad, og det allerbedste er, at de sjældent koster mere end 60-70 kr.
Den normale valpolicella
Italienerne kalder den selv for ”valpolicella normale” og indikerer dermed, at vinen er udgangspunktet for alle de andre betegnelser. Ligesom amarone er valpolicella lavet af druerne corvina, corvinone, rondinella og molinara sammen med en række andre lokale og internationale druer i mindre proportioner (op til 15 %). Der er ikke noget krav om fadlagring, så de fleste normale valpolicellaer udgives til salg, så snart de er færdiggæret, presset, klaret og flasket. Det er de som regel allerede i december eller januar, hvor de dermed ikke er mere end 3-4 måneder gamle og derfor er herligt friske, frugtige, sprøde og charmerende. De fungerer rigtigt godt som afkølet forårsvin både med og uden mad, og det allerbedste er, at de sjældent koster mere end 60-70 kr. Her starter dit Valpolicella-eventyr.
Classico eller ikke
”Hvis der ikke står classico på etiketten, er det ikke en rigtig amarone”, mente en herre til en vinsmagning for nylig, men det har han nu ikke ret i. Classico er betegnelsen for den oprindelige produktionszone, hvor vin har været plantet siden det 12. århundrede. Dengang hed det ikke classico, men slet og ret Valpolicella. Som vinene fra området blev opdaget og værdsat af vinelskere over hele kloden, opstod med tiden et behov for at indlemme et større areal af vinmarker i appellationen. Det blev effektiviseret i 1968, hvor man i forbindelse med den officielle anerkendelse af Valpolicella mere end fordoblede det tilladte dyrkningsareal. I dag er 6.200 hektar godkendt til dyrkning af frugten til Valpolicella. Den nye zone hedder bare Valpolicella, mens den oprindelige nu må benytte det fine prædikat classico. Man kan mene, at den oprindelige zone blev udvalgt for sine fordelagtige vækstbetingelser, og at classico-området dermed må være det bedste, men det er ikke min observation. Vinbondens og vinmagerens dygtighed og det ambitionsniveau, de anlægger for et specifikt produkt, er vigtigere for vinens kvalitet end placeringen i forhold til den oprindelige appellation. Det gælder i særlig grad for Valpolicella inkl. classico, fordi terroiret, herunder geologi og topografi, i forvejen varierer enormt inden for classico-zonen. Classico er dermed en geografisk og kulturel betegnelse, der ikke direkte siger noget om smagen af vinen i glasset.
Valpolicella superiore
Næste skridt på stigen hedder valpolicella superiore. Ligesom sin ”normale” lillesøster produceres den både i classico-zonen og i den ”nye” zone, hvorfor du både kan se betegnelserne ”Valpolicella Superiore” og ”Valpolicella Classico Superiore”. Superiore indikerer, at vinen er lidt større end den normale, formelt adskilt ved, at superioren skal præstere et alkoholindhold på mindst 11 %, og i øvrigt ikke må udgives til salg tidligere end den 1. december i året efter høsten. Sådan sikrer man sig, at superioren bliver et lidt mere komplekst og kraftigt produkt – på papiret i hvert fald. I dag er det nemlig meget få normale valpolicellaer, som ikke har mindst 11 % alkohol, og da man sjældent sælger hele sin vinproduktion i løbet af de næste års første måneder, er den formelle forskel ofte teoretisk. Alligevel er der forskel på den normale og superioren. Det er der, fordi betegnelsen superiore er en god undskyldning for producenterne til at fremstille vine med forskelligt udtryk, fx ved at fadlagre superioren, eller ved at gemme den endnu længere tid end minimumskravet foreskriver. Som sådan er valpolicella superiore i praksis ofte mere koncentreret, mere kompleks og lidt mere en madvin, end den normale.
Valpolicella Ripasso
Fra 2010-årgangen er betegnelsen ripasso blevet forfremmet fra et tillægsprædikat til enten valpolicella eller valpolicella superiore til at have sit eget navn på papiret (DOC-status) og dermed blive anerkendt som selvstændig vintype på linje med amarone og den søde recioto. Det er en direkte følge af den vilde popularitet, vinen har oplevet – ikke mindst i Danmark, hvor ripasso er lige så hyppig gæst til onsdagsdellerne, som amaronen er til lørdagsstegen. Man kan lave ripasso, hvis man producerer almindelig valpolicella – normal eller superiore – og amarone. Valpolicellaen bliver færdig før amaronen, så den står klar i en tank, når amaronen er gæret færdig i årets første måneder. Så presser man vinen fra amaronens tørstof, bærmen, som består af drueskaller, frugtkød og kerner, og hælder valpolicellaen ned på amaronebærmen. Bærmen indeholder stadig noget restsukker, og ved at tilsætte gær til vinen opnår man en ny gæring, som beriger valpolicellaen med ekstra alkohol, kraft, smagsintensitet og aromatisk dybde. Dermed kommer så godt som alle ripassoer over 12 % alkohol, og må følgelig kalde sig superiore, hvilket de også gør. Ripasso er sjældent sød som amarone, men den kan få det lidt overmodne, sveskeagtige præg, som kommer fra amaronens tørrede druer. Som sådan kræver ripasso lidt kraftigere retter end normalen og superioren, og ligesom det gælder for amaronen kan du med fordel lege med en lille sødme i maden.
Recioto
Der produceres flere andre vintyper i Valpolicella, men den sidste, som er vigtig nok til at tage med her, går under navnet recioto. Den produceres ligesom amaronen af druer, som er tørret, men i længere tid end til amaronen. Det større væsketab som følge af den længere tørring giver endnu mere sukker per kg frugt. Dermed kan gæren ikke omsætte alle sukkerstofferne, før den populært sagt omkommer i væskens tæthed af alkohol og sukker. Hvor amarone typisk har omkring 16 % alkohol og 7 g sukker per liter, ligger recioto omkring 14 % alkohol og til gengæld ofte mellem 80 og 100 g sukker per liter. Til trods for tanninernes adstringens og lette bitterhed er vinen decideret sød, og bør derfor anvendes som en dessertvin, dvs. til chokolade, frugtdesserter etc. Recioto er en meget speciel og spændende vintype, som du skal prøve i hvert fald én gang i dit liv.
Der er flere detaljer på Valpolicellas vinproducentforenings hjemmeside på consorziovalpolicella.it.
[…] Read the rest here: Saftige sommervine fra Valpolicella […]
Jeg har for ikke så længe siden, via gode Amarone-oplevelser, fået øjnene op for Valpolicella-vinene, som helt klart fortjener en plads i vinreolen.
Jeg er dog stadig på “søgestadiet” i denne sammenhæng og synes det er let at miste overblikket. Jeg elsker vine med frugtig eftersmag, især kirsebærnoter. Har du nogle anbefalinger i den retning? Måske Valpolicella-vinene kan tilbyde noget i den retning. Jeg fik engang serveret en Amarone der smagte helt fantastisk af kirsbær men har desværre fået mine “notater” væk. 😦
….og så vil jeg også gerne, ligesom du, anbefale folk at prøve Recioto´en…. det er en virkelig spændende dessertvin.
Mvh
Charlotte
Hej Charlotte,
Nu er der jo hundredvis af producenter som enten gør det af kærlighed og for penge. eller for begge 🙂 Jeg må sige at der langt mellem toppen og den hvad skal vi sige, den gode middelmådige midte.
Der er jo også det at priserne er derefter, men man får ikke en “gammel stil” Amarone for under 300,-kr som dufter og smager af kirsebær, ædle rosiner og andet tørret frugt. Dem man kan købe for 130´50 kroner er jo ikke top vine men middelmodige Amaroner som ikke har ligge længe nok til at få denne bløde samt dybe smag af overmodne bær.
Der næst vil jeg sige at det kan drikkes meget af det, jeg syntes især Valpatena´s Amarone som er på tilbud engang imellem i Irma tll 79 er ganske god. Men den er bare blød og har ingen super lang eftersmag. Hvis man gider smide lidt efter det dvs. en 250,-kr er der en del som lige pludeselig titter frem. Her er en artikel fra Ekstra Blader – http://ekstrabladet.dk/vin/vintest/storevintests/article1718444.ece
Nyd det og skål