Brandet ”australsk vin” har haft sin tid. Det nye fokus fra kontinentets 63 appellationer er at udtrykke geografi og regional kultur. I dag er seriøs australsk vin drevet af terroir, og så er det op til os andre at gennemskue ynderne
Bourgogne er perfekt til fuglevildt; der skal alsace til forsommerens blanquetter og asparges; rhône til bøffen og sauternes til foie grasen, det ved enhver. En væsentlig årsag til Frankrigs historiske succes og høje status som vinland skal findes i den gastronomiske kultur, som vinen er en del af. Det har senest spanierne understreget med et voldsomt kvalitetsopsving på vinsiden, fuldstændig parallelt med de innovative molekylærgastronomers eksplosive berømmelse op igennem 90’erne og begyndelsen af det nye årtusinde. Omvendt har lande som Portugal, Grækenland og andre dele af det centrale Europa til trods for flere årtiers overbevisende kvalitetsforbedringer endnu ikke vundet anerkendelse i de højere vinøse luftlag, simpelthen fordi landenes kulinariske profil er for svag til at løfte sammenhængen til det næste niveau.
Begrebet ”australsk vin” er i 2007 en forsimpling på linje med ”fransk vin” eller ”italiensk vin”, der dårligt kan bruges til andet end at illustrere et manglende kendskab til begrebernes indhold.
”Australsk vin”
Når australsk vin fortsætter med at lappe markedsandele i sig på vore breddegrader, skyldes det frem for alt den dygtige australske vinindustris evne til at levere sunde og velformede vine til en anstændig pris. Men australierne har ambitioner om meget mere end at levere value-for-money-vine i tre-liters-dunke og enkelte muskuløse shirazer til eksportmarkedernes weekendbøf. Bastionen ”god til prisen” er for længst indtaget, og de senere år har formuleret nye æstetiske horisonter for kontinentets bedste vinproducenter. Der arbejdes i stigende grad med at udtrykke regionsspecifikke karakteristika, og hvor brandet op igennem 90’erne hed shiraz eller cabernet, er vi i dag nødt til at tage stilling til hver af Australiens 63 navngivne appellationer for at forstå den nyvundne diversitet og få det fulde udbytte af vinlandets muligheder. Begrebet ”australsk vin” er i 2007 en forsimpling på linje med ”fransk vin” eller ”italiensk vin”, der dårligt kan bruges til andet end at illustrere et manglende kendskab til begrebernes indhold.
Balance vs. terroir
Parolen har ellers i årevis lydt om at opnå den optimale balance i vinen ved at udnytte forskellige vækststeders respektive styrker, ligesom det for øvrigt er tilfældet i Champagne og selvsagt i produktion af lavere klassifikationer fra hvor som helst i verden. I en ensidig og skyklappet jagt på den optimale komposition risikerer man imidlertid at tabe det, som er vinverdenens smukkeste attribut, nemlig den geografiske variation. Det kræver en vis modenhed, både som vinproducent og som konsument, at indse, at de små fejl og mangler, som uvægerligt manifesterer sig i ægte terroir-vin, samtidig er det, der udgør vinens force og gør den til en unik dråbe i alverdens uendelige vinsø. De seneste fire-fem årgange fra Australien har åbenbaret, at den indsigt har rodfæstet sig i industrien, og at regionalitet i dag står øverst på dagsordenen for de fleste bevidste aussie-vinmagere. Nødvendigheden af det regionale fokus er desuden blevet understreget af en årelang overproduktion, som australierne kun kan slippe af med ved at acceptere, at kampen om markedets gunst på lang sigt skal udkæmpes helt andre steder end på industriel masseproduktion. I 2007 har vejrguderne vinket voldsomt med den berømte vognstang over kontinentet. Frostvejr relativt sent på sæsonen efterfulgtes af den tørreste modningsperiode i mands minde. Den samlede produktion er en lille tredjedel lavere end 2006, og den laveste siden årtusindeskiftet. Når de australske vinproducenter alligevel formodes at holde skindet på næsen, er det fordi, de benytter lejligheden til at koncentrere indsatsen om de cuvéer, som ikke primært baserer sin værdi på mængde. 2007-årgangens kvalitet er der nemlig ikke noget i vejen med.
Shiraz med stor variation
Med store geografiske forskelle fra Margaret River i vest til Hunter i øst, varme Barossa i nord og kølige Tasmanien i syd, er det åbenlyst, at nogle regioner er bedre disponeret for særlige druesorter end andre, og mange appellationer forsøger at markedsføre sig som specialister i fx cabernet sauvignon (Coonawarra), sémillon (Hunter), riesling (Clare), chardonnay (Margaret River) eller pinot noir (Tasmanien). Én drue har dog slået sit navn fast som australsk hofdrue nummer ét, og det er shiraz, genetisk relateret til den franske syrah, men down under helt sin egen. Shiraz er et strålende eksempel på den diversitet, der gør Australien spændende at udforske, for selvom druen besidder et sæt solide varietale karakteristika, er der kolossale forskelle på resultaterne i de mange egne af kontinentet. Nogle kan tilskrives vejr, vind, jordbund, temperatur og alle de andre egenskaber under terroir-paraplyen, men det er i lige så høj grad produktionsfilosofi og stilmæssige idealer, som varierer fra en appellation til den næste. Fælles for alle er dog ønsket om at adskille sig fra mængden igennem fremelskning af den ganske særlige smagsprofil, som er enestående for den respektive lokalitet. En lokalitet kan være en formel og navngivet region som fx Mclaren Vale, men for producenter i Mclaren Vale er der himmelvid forskel på den shiraz, der kommer fra hhv. lavlandet Mclaren Flats og det mere kuperede terræn i Blewitt Springs. Som sådan er regionalitetsforståelsen efterhånden på niveau med det, vi kender fra Bourgogne, hvor to tilstødende marker på håndboldbanestørrelse giver fuldstændigt forskellige resultater. Sådan har det altid været, men det er først nu, australierne rigtigt har forstået at udnytte potentialet. Udfordringen ligger nu i at distribuere budskabet til forbrugerne, og at opretholde den høje kvalitet, så markedernes forventning om terroir-fokuseret, australsk vin bliver honoreret uden slinger i valsen.
Skriv en kommentar