Gin og tonic er stadig det cool, elegante valg blandt cocktailverdenens mest enkle kompositioner. Den enebærduftende grundspiritus har eksisteret i 400 år, men de seneste 12-15 år har håndværksproducenter med smagsfantasi og botanisk kreativitet givet gin’en et fortjent comeback på bonede bardiske over hele verden.
Rom og cola. Vodka og juice. Jim og Tonny. Mangen en gymnasiebrandert er hentet sikkert hjem ved hjælp af de allermest basale elementer i cocktailverdenens periodiske miksersystem. Klinger det ikke lidt provinsielt og ukultiveret, hvis man beder om en rom og cola? Og der er næppe meget mere street credit at score hos din lokale mixolog med en vodka og juice. Så hvordan er det lykkedes for gin og tonic at komme ud på den anden side af de pubertære tømmermænd og fremstå som det kræsne og elegante valg? Hvorfor er rom og cola det, man drikker til bowling, mens gin og tonic var det, man drak, når man hed Bogart, Hemingway og Sinatra, og hvorfor er det stadig de kvalitetsbevidste coolcats’ foretrukne tørstslukker efter midnat, uanset om indre by hedder Manhattan eller Mariager?
Svaret er, at ingen anden cocktail med kun to smagsgivende elementer opnår samme perfekte balance mellem en let krydret og forførende aromatisk kompleksitet, en ultradiskret sødme og den karakteristiske kant af bitterhed, der giver kompositionen fasthed og format og sørger for, at væsken læsker ubesværet uden at tabe nerve og intensitet. Og så er gin og tonic en af meget få drinks, der smager godt, selvom du mikser den med en promille på 4 og drikker den af en stilet af imiteret krokodille. Symfonien af den dominerende enebærnote, det aromatiske supplement fra en buket af udvalgte botanicals, alkoholens cremede mundfylde og lette sødme, tonicens citriske udtryk og ikoniske kininbitterhed og kulsyrens forfriskende lift er stort set umulig at slå ihjel. I over 300 år har vi elsket den berømte kombination, og produktionen af spændende håndværksudgaver af både alkohol og mikser er i rivende udvikling.
Læs også: Hvad er gin? – om officielle regler og betegnelser
Læs også: 8 x gin + 5 x tonic – kommentarer og vurderinger
Europæisk gin-craze
”Europa er midt i den vildeste ’gin-craze’,” fortæller Henrik Hammer, der er pæredansk og alligevel noget så eksotisk som gin-producent i London. Hammer & Son, hedder Henriks virksomhed, hvis delikate geranium-gin er fast inventar på de fleste velassorterede cocktailbarer. ”Det er kun de seneste 4-5 år, bølgen virkelig har rullet, og hvor vi har set en tredobling af gin-brands på markedet. I starten var det nok at lancere et nyt brand, men i dag har forbrugerne langt større opmærksomhed på, hvordan produktet skiller sig ud fra mængden. Det stiller store krav til producenten om alt fra at have en lækker emballage til den gode historie og selvfølgelig en gin, der smager fantastisk. Men det bliver hele tiden sværere at differentiere sig. Vi har allerede set 200 forskellige botanicals i ginfremstilling. Men så finder vi tilbage til rødderne og begynder at fadlagre gin’en eller at arbejde med de oprindelige opskrifter på de lidt sødere kvaliteter som fx vores Old English Gin.”
Det giver den danske ginblogger (enverdenafgin.com), Michael Sperling, Hammer ret i: ”Tendenserne bevæger sig i flere retninger, men det handler overordnet om at lave nogle ting af stor håndværksmæssig kvalitet og kæle for detaljerne. Det gør folk så på forskellige måder, fx ved at fremhæve noter, som ikke er enebær, men snarere citrus og blomster, eller et udvalg af urter, som knytter sig til det sted, gin’en er produceret. En slags terroir-gin som fx den spanske, middelhavsinspirerede Gin Mare med rosmarin, oliven, timian og basilikum. Den gyldne regel om gin er, at den primært skal smage af enebær, men reglerne er temmelig fluffy, og det er meget subjektivt, hvad der er den ”primære” smag. Men personligt har jeg det fint med, at producenterne skubber lidt til grænserne. Vi er midt i en gin-revolution, og der skal være plads til at være kreativ.”
Gin med kinintonic mod malaria
Gin er en brændevin, der smager af enebær. På latin hedder enebær ”Juniperus”, hvilket er blevet til ”genièvre” på fransk og ”ginepro” på italiensk. Deraf kommer den engelske form ”gin”, selvom enebær hedder ”juniper” på engelsk. Den botaniske identifikation af enebær går tilbage til 1200-tallet, og så tidligt som i 1500-tallet indgår enebær i nedskrevne madopskrifter. Hvornår nogen første gang udtrak smagen i en brændevin, er det vanskeligt at afgøre, men vi ved, at det var almindeligt allerede i 1600-tallets Holland. I England, som i dag er gin’ens kommercielle epicenter, blev drikken voldsomt populær op igennem det 17. og 18. århundrede, og udtrykket ”gin-craze” blev allerede brugt om det ustyrlige ginindtag i London i begyndelsen af 1700-tallet. Briterne tog den billige alkohol med til kolonierne, hvor den fik de bitre kininudtræk til at glide lidt lettere ned. Og ned skulle kininen, der udvindes af barken af kinatræet (ja, sådan hedder det), for det var datidens eneste middel mod malaria. Oprindeligt havde ordet ”tonic” en rent medicinsk reference – både på dansk og engelsk – og kinindrikken var netop sådan en tonic, hvis bitterhed altså kunne rundes af med et solidt skud gin, der i forvejen indgik i kolonialisternes basisdiæt.
Kombinationen af kininens bitterhed og gin’ens friske aroma af enebær og grannåle viste sig at have mere end farmakologiske kvaliteter, og cocktailen filtrerede langsomt men sikkert over i populærkulturen og blev allemandseje – stadig godt hjulpet af grundingrediensernes overkommelige prisniveau. Og selvom det ikke decideret lovstridigt, er der stadig meget lidt kultur for at indtage de to komponenter hver for sig. ”Gin har den styrke, at den er en medspiller i cocktailen, hvor fx vodka er en helt neutral komponent. Det giver enormt mange variationsmuligheder, men det gør også, at selvom gin og tonic er en af verdens mest simple drinks, er det også en af de sværeste at mikse. Det er langt fra alt, der passer lige godt sammen. Og så skal man selvfølgelig tænke meget over sin garniture. Typisk bruger vi herhjemme en citronskive, men hvorfor ikke tage udgangspunkt i en de mange smagsgivende urter, dem, vi kalder ”botanicals”, som er i gin’en, fx timian eller en romarinkvist,” foreslår Michael Sperling, og Henrik Hammer supplerer: ”Det står jo enhver frit for, om man vil drikke gin’en uden mikser, men efter min mening er det ikke det, den egner sig bedst til. Gin er en forholdsvis rå spiritus, og det klæder den at blive rundet af med lidt sødme og citrus.”
Gin-hype mange år endnu
Hvis du tror, at tøserne på kontoret er verdens største G&T-kværnere, kan du godt tro om. Phillippinerne er verdens største ginmarked, efterfulgt af USA og Spanien. Sidstnævnte er dermed førende nærmarked for alle de britiske producenter, og Spanien har udviklet sig til lidt af et geografisk omdrejningspunk for den æstetiske udvikling af gin tónica, som den hedder på de kanter. Seneste (lidt for) innovative påfund hedder ”Infugintonic”, der tilbyder 10 forskellige teposer med hvert sit miks af fantasifulde botanicals, så du kan fremtrylle din helt egen ginstil. ”For mig bliver Infugintonic nok mere et stykke legetøj end et seriøst alternativ til gennemtænkt garniture i min gin and tonic,” skriver Sperling på enverdenafgin.dk.
”Man taler allerede nu om, at gin og tonic-hypen i Spanien er ved at flade ud, ”tilføjer Henrik Hammer, ”men verden er stor, og der skal nok være stor gininteresse mange år endnu. Jeg tror måske nok, at vi i forhold til kvaliteten er ved at nå så langt, som vi kan, men så ligger udfordringen jo i at overbevise forbrugeren om lige at betale den smule ekstra, så man får den fulde oplevelse af, hvad gin også kan være. Det er virkelig en sindssygt spændende spiritus.”
Læs også: Hvad er gin? – om officielle regler og betegnelser
Læs også: 8 x gin + 5 x tonic – kommentarer og vurderinger
Læs mere om gin
enverdenafgin.com
Danske Michael Sperlings grundige ginblog
ginfoundry.com
Sammenslutning af spiritusskribenter anmelder gin
theginisin.com
Amerikanske Aaron J. Knoll anmelder gin
bittersandtwisted.com
Britiske Dan Prisemans blog om spiritus
diffordsguide.com
Britiske Simon Giffords spiritus-site
Skriv en kommentar