Pinot noir fra Tyskland har på få år udviklet sig fra noget trist sprøjt til nogle seriøse og lækre vine, og udgør som sådan en af de meget sjældne vinøse nyheder i den traditionsrige nordeuropæiske vinindustri.
”En grotesk og rædsom vin, der smager som en ødelagt, sød, falmet og fortyndet rød bourgogne fra en inkompetent producent.” Verdens mest magtfulde vinanmelder, amerikanske Robert Parker, lagde ikke fingrene imellem i sin karakteristik af tysk pinot noir tilbage i 2002. Men tyskerne så alligevel potentialet i den berømte druesort, og siden Parkers udfald har udviklingen både i volumen og kvalitet været imponerende i en grad, så det næsten kan kaldes en lille revolution. Eller i hvert fald en af de få reelle nyheder i sortimentet fra den ellers meget traditionsbundne nordeuropæiske vinindustri.
I dag har adskillige tyske pinot noir-vine opnået 90+ point fra Parker og hans stab, og ingen fagfolk griner længere ad fænomenet tysk rødvin. ”Pinot noir er den tyske vinindustris svar på Askepot,” fortalte den nyslåede Master of Wine Anne Krebiehl på et brancheseminar i København for et par uger siden. I juni afleverede hun sin afhandling om ”Fremtiden for tysk højkvalitets-pinot noir” til det eftertragtede vinstudie, og Krebiehl er formentlig pt. verdens førende ekspert på området.
Global opvarmning giver bedre tysk pinot
Krebiehl fremhæver en række faktorer som centrale for den positive udvikling i kvaliteten af tysk pinot noir, hvoraf en af de mest bemærkelsesværdige er effekten af den globale opvarmning. ”Klimaforandringerne er helt essentielle for den her udvikling. Flere af de producenter, jeg har talt med, siger lige ud, at de ikke kunne modne frugten ordentligt for 20 år siden, men at det er helt anderledes i dag. Jeg forstår ikke al videnskaben bag klimaforudsigelserne og er generelt ret skeptisk anlagt. Men at gennemsnitstemperaturen i flere af de tyske vinområder er steget mærkbart igennem de seneste 20 år, og at vi høster mere moden frugt på et tidligere tidspunkt år for år, er jo helt håndgribelige beviser på effekten,” vurderer hun.
En anden betydningsfuld faktor er avlsarbejdet med forskellige kloner af pinot. Tidligere har fokus ligget på højtydende kloner med kraftigt farvepigment og høj modstandsdygtighed over for svampesygdomme. I dag arbejdes der fortsat med kloner, der giver løse klaser og deraf følgende begrænset risiko for svamp, men fokus er flyttet i retningen af små bær med potentielt fastere struktur, bedre modningspotentiale og større smagsmæssig kompleksitet i vinene.
En udvikling fra volumen til kvalitet, der understreges af det faktum, at der i 2004 bare var 11 såkaldt Grosse Gewächse – Tysklands ”grand cru”-betegnelse – i 2014 er tallet vokset til 101. Siden 1960’erne er arealet med pinot noir i Tyskland steget med over 500 % til de nuværende små 12.000 ha, og landet er i dag verdens 3.-største pinot-producent efter Frankrig og USA. Der dyrkes mere pinot noir i Tyskland, end der gør i Australien (3.518 ha) og New Zealand (4.309 ha) tilsammen.
Udfordringer i udbredelsen af vinene
Men selvom vinindustrien efterhånden har konsolideret pinot noir som fast produkt i sortimentet, og selvom de formelle kvalitetsbetegnelser underbygger det tekniske arbejde med at udvikle kvaliteten positivt, er det langt fra alle vinhandlere, sommelierer og forbrugere, der har oplevet revolutionen. Anne Krebiehl nævner den store variation i vinenes udtryk som en af de største barrierer for den internationale anerkendelse: ”Det er ikke som i Bourgogne, hvor man ved, at man finder en bestemt stil i Côte de Beaune og en anden i Côte de Nuits. Geologien i de tyske vinområder er langt mere varieret end i Bourgogne, og det er umuligt at identificere ét stimæssigt udtryk, der beskriver kvaliteten i tysk pinot noir. Det gør det til en meget kompleks ting at tale om. Jeg taler altid mere om, hvordan vinene smager forskelligt, end om, hvilket kvalitetsniveau de er på. Det virker mere præcist at skelne på den måde.”
En anden udfordring ligger i den traditionelle brug af det tyske sprog på etiketterne. ”Tyske etiketter er smertefulde,” mener Krebiehl og referer blandt andet til den konsistente anvendelse af det tyske navn for pinot noir, ”Spätburgunder”, som stadig pryder de fleste vinetiketter, selvom det er fuldt lovligt at anføre det mere internationalt appellerende ”pinot noir”. ”Vi har godt nok den her sexede ’umlaut’ over a’et, men det gør altså intet godt for eksportmarkedernes forståelse for vores produkter, at vi ikke vil kalde dem det, de hedder i alle andre lande.”
Af andre problemer kan nævnes, at Tysklands hvidvinsproduktion er så berømt, at et er vanskeligt for rødvinene ikke at stå i skyggen af den, og at tysk vin i det hele taget ikke kan rejse verden rundt på en bølge af et generelt prisværdigt gastronomisk ophav, som det er tilfældet med vin fra fx Frankrig og Italien. Det tyske køkken er ikke berømt eller spændende nok til at kunne trække produkter ud på eksportmarkederne, og når der en sjælden gang refereres til en germansk kulinarisk stil, parres den som regel med en riesling. Resultatet er, at næsten 60 % af Tysklands producenter af kvalitets-pinot noir ikke eksporterer. Ikke endnu, i hvert fald. Men som Anne Krebiehl formulerer det: ”Verden har gang i en kæmpe pinot-fest i dag, og jeg tror, vi stadig er midt i Tysklands pinot-revolution. Den er slet ikke slut endnu.”
Smagen af pinot noir
Anne Krebiehl havde til seminaret i København udvalgt 11 vine til smagning som eksempler på de forskellige stilarter, der kan opleves i tysk pinot noir. Vinene rangerede fra modne, muldede, solide og rustikke til klokkeklart frugtige, ferske, læskende og saftige med varierende grader af aromatisk kompleksitet og dybde. Fælles for dem er dog en mineralitet, der er mere dæmpet end i mange gode bourgogner, hvilket tillader en mere tydeligt frugtig og umiddelbart genkendelig og charmerende pinot-typicitet at kendetegne flertallet af vinene. Bourgogne-elskere vil foretrække bourgogne, men holder du af pinot noir, vil du elske de gode tyske af slagsen.
Skriv en kommentar