(Fra Vinmagasinet maj 2007) 2003 var en enlig svale, der gav håb om lysere tider for alsacisk rødvinsproduktion. Et par ellers glimrende årgange senere må vi sande, at størstedelen af regionens pinot noirer stadig er noget sjasket sprøjt.
Det var med afsæt i en omfattende smagning af den ekstremt varme og solrige årgang 2003, at overtegnede fik den tanke, at tiden var inde til at dømme et længe ventet thumbs-up for pinot noir-produktionen i Alsace. I efteråret bragte vi her i magasinet resultatet af en sammenlignende smagning mellem rød alsace og ditto bourgogne i samme prisklasse. Bourgognen vandt, og stort set alt fra Alsace, som ikke kunne prale af at være høstet i 2003, faldt pladask igennem. Siden har den storslåede årgang 2005 ramt markedet, og det nedslående faktum er, at pinot noir-vinene stadig lader alt for meget tilbage at ønske. Nok har den globale opvarmning gjort sit til at give en god fysiologisk modning af frugten, og solskinstimer har de altid haft masser af i det østfranske smørhul. Så hvad er det, der går galt?
Vinene, og der er selvfølgelig undtagelser, er generelt meget lette og uden nogen særlig gennemslagskraft. Munden er defineret af de strukturbærende elementer syre og tannin, førstnævnte i rige mængder og sidstnævnte ikke sjældent med en snerpende umoden tone, der tyder på, at frugten er høstet for tidligt i forhold til den helt centrale såkaldt fenoliske modning, hvilket primært refererer til modningen af tannin og udviklingen af smagsstoffer. Den tidlige høst er et bevidst valg fra vinmagerens side, idet et højt indhold af alkohol maskerer en del af den mineralitet, som bedst udtrykker producentens højt skattede terroir. Mange Alsace-vinmagere er af den opfattelse, at de røde vine er nødt til at være lette i frugten og lave i alkohol for at afspejle de lokale idealer for god vin. Af samme årsag må der stadig høstes så meget som 100 hl per hektar til generisk alsace, hvilket er næsten det dobbelte af fx côtes de rhône under lidt sydligere himmelstrøg.
Balance vigtigere end terroir
Problemet opstår, når man arbejder med en drue, der som pinot noir kræver et ekstremt lavt høstudbytte for at komme i nærheden af en interessant frugtig koncentration. Med de særlige alsaciske stilidealer og produktionstraditioner er det umådeligt vanskeligt at sætte pinot-baseret vin på markedet, som har en god balance mellem alle komponenterne, frugt, alkohol, syre og tannin. I et forsøg på at kompensere for den manglende frugtige tyngde tyr de mere ambitiøse producenter til fadlagring for at give vinene volumen, intensitet og et mere internationalt appellerende skær. I første omgang virker det logisk at peppe rødvinene op med lidt røg, karamel, vanille og en lille ristet bitterhed, men når væsken som udgangspunkt ikke er særligt tæt og mættet, kommer fadet meget hurtigt til at dominere hele smagsprofilen med det resultat, at enhver forhåbning om markering af terroiret fuldstændig går fløjten. Terroir-tanken er meget sympatisk og absolut en nødvendig del af de overvejelser, en kvalitetsbevidst vinproducent må gøre sig. Men det må aldrig blive på bekostning af vinens balance. Hvis de to ting ikke kan mødes, er der tre muligheder: revider dine dyrkningsmetoder; plant en anden druesort; eller brug dit jordstykke til noget andet end vinavl!
Mens vi venter på, at de gode Alsace-vinbønder eksekverer trin ét, to eller tre, kan vi glæde os over den stigende pinot-produktion i resten af verden. Både australske (tasmanske), newzealandske, sydafrikanske og selvfølgelig amerikanske versioner falder oftere og oftere i kategorien ”anstændig” og af og til ligefrem i ”rigtig god til prisen”. Hvordan det står til med vores tyske naboer, tager vi op ved en snarlig lejlighed. Det er ikke så skidt endda 🙂
Man kunne jo ellers forledes til at tro, at pn-vinene fra Alsace ville vinde lidt i tyngde og dybde i takt med at klimaforandringerne gør regionen lunere og lunere.
Var Deiss’ Burlenberg-vin med i smagningen?
Det er noget af det bedste røde Alsace, jeg har samgt. Formidabelt sammen med rødbede og saftig kalv for en sjat år siden på restaurant Ensemble.
Jeg vil glæde mig til at læse om dine oplevelser med de tyske spätburgunderne, jeg hører fra forskellige fronter, at der er en del vine, der slår de gode bourgogner, i hvert fald når man sammenligner unge med unge. Hvordan de performer om 10-20 år, er jo så noget uvist.
Alt godt & tak for spændende læs!
Kasper Bergholt
Gør dig selv en kæmpe tjeneste og smag Julien Meyers Heissenstein som er alsacisk Pinot Noir på aller højeste niveau. Jeg har serveret den blindt bl.a. for en sommelier, der absolut er Bourgogne-mand, og han som mange andre gættede på top Bourgogne-producenten Domaine Prieure Roch (direktøren fra DRC’ s personlige domaine – importeres af Brandis). Julien Meyer importeres af Petillant og jeg mener Heissenstein koster 225kr flasken i deres detailbutik SKÅL og det er et røverkøb – fortryder allerede at jeg deler erfaringen her..
Mvh Jes
Hej Jes
Tak for kommentaren. Og for tippet – pænt af dig at dele, alt til trods.
Jeg er først for ganske nyligt blevet opmærksom på Julien Meyer, og jeg glæder mig meget til at besøge ham midt i marts. Så må jeg insistere på, at han lader mig smage Heissenstein.
Artiklen herover er jo ved at have et par år på bagen, så det kan da godt være, det er tid til en lille revurdering af de allerbedste Alsace-pinoter.
Venligst
Rasmus