Klumme i Copenhagen Food, marts 2011: Madskribent Rasmus Holmgård ærgrer sig over, at vi danskere bruger så meget energi på at diskutere madskandaler i stedet for nogle mere grundlæggende problemer i vores madkultur.
Svampetoxiner i havregryn, dioxin i dyrefoder, gæret æblemost, glasskår i øl, salmonella i svinekød, medicinrester i svinekød, gammelt kød i SuperBest, GMO-kartofler, madspild, falsk amarone og så videre og så videre.
Vi elsker madskandaler. Elsker at hade industrien, kapitalen, snylterne og udnytterne, der intet middel skyr for egen vinding på bekostning af sikkerhed, sundhed, velsmag, ægthed og ærlighed.
Kun porno og lemlæstelse trækker flere klik på internettet end madskandaler. Vi danskere må virkeligt være et fødevarebevidst folkefærd. Eller hvad?
Det største problem er, at foie grasen og de andre kontroversier og skandaler bliver de knager, som vi hænger vores selvforståelse som politisk bevidste forbrugere på.
Er det bare mig, der synes, det er lidt for let at kaste sig frådende over skandalerne, mens vi lystigt tygger os igennem en drøntarvelig hverdagsdiæt af triste dyr, sprøjtede grøntsager, eksotisk import, diverse præfabrikata og fiks convenience, alt for lidt fisk, alt for meget fedt og sukker og alt for mange tilsætningsstoffer?
Det er ikke let diagnosticérbare indsatspunkter, som det skorter på, hvis man vil forbedre sin kost og i det hele taget gøre sit for at forbedre den danske måltidskultur: Spis grønt; lav mad; køb lokalt; vær bevidst om årstiderne; støt økologien, tænk på dyrenes velfærd – og spis færre af dem, drik godt og moderat, arbejd med din kræsenhed – og dine børns.
Der er masser af gode grunde til at bruge energi på at diskutere mad og forbrugerpolitik og fødevarekvalitet, for der er hårdt brug for at fortsætte den positive udvikling, vi heldigvis har oplevet de senere år. Netop derfor er det så vigtigt, at vi ikke brænder vores krudt, klik og spaltemillimeter af på skandalehistorierne. Ikke fordi de isoleret set er uvigtige. Men fordi der er ting, som i et bredere perspektiv er langt vigtigere.
Et klassisk eksempel på, at måltidskulturelle ekstremiteter og oppustet skandaleretorik kan fordreje en væsentlig diskussion, er problemet med foie gras. I 2006 besluttede først Coop og siden Dansk Supermarked og flere andre supermarkeder at tage alle foie gras-produkter af hylderne efter pres i medierne fra blandt andre interesseorganisationen Dyrenes Venner. Det var en god pr-lejlighed for detailhandelen, der greb den sjældne chance for lidt positiv omtale med stor iver. Siden har det i den brede befolkning været betragtet som uetisk at spise foie gras, alt imens vi blåøjet indkøber bryster og lår fra de samme dyr. Men dobbeltmoralen er ikke det største problem.
Det største problem er, at foie grasen og de andre kontroversier og skandaler bliver de knager, som vi hænger vores selvforståelse som politisk bevidste forbrugere på. Men vi kan engagere os i principdiskussioner om tvangsfodring af gæs her fra og ind i helvede, uden at hæve den reelle effekt på vores måltidskultur over det trivielle. Og så er opmærksomhedskvoten brugt. Der skal også være tid til X-Factor og børnefødselsdage og sommerhuset og Champions League og MU-samtaler og resten af livet.
På madfronten er vi lige vidt, hvis vi ikke vælger vores kampe med omhu, og ukritisk hyler med på det skingre skandalekor. Og det er vores madkultur altså for vigtig til!
Skriv en kommentar